I februar 2011 fik jeg en vanvittig idé. Jeg var lige blevet ansat som forskningsbibliotekar i Musik- og teaterafdelingen på Det Kgl. Bibliotek, og som et forsøg besluttede jeg at skrive en formidlingsartikel om ugen resten af det år med afsæt i en dansk hitliste for den samme uge for x antal år siden. Som jeg så smukt skrev det: “Udgangspunktet vil primært være en bestemt sang fra den pågældende uge, men ellers er der vide grænser for temaer og problemstillinger. Smith-Sivertsen, som også står bag danskehitlister.dk, forsker p.t. i netop de danske hitlisters historie, og med dette nye initiativ vil han løbende formidle sit arbejde”.

Det var skørt, hårdt, men også sjovt. Og da året var gået, havde jeg skrevet en ordentlig flok tekster fra bunden. Mange af dem var små 1-ugs forskningsprojekter, og flere er med tiden gledet ind i andre tekster eller sågar blevet til forskningsartikler. Det skete bl.a. med teksten om “Så går vi til enkebal”. En enkelt vil sågar blive til en banebrydende bog indenfor den internationale populærmusikforskning, når jeg en dag får taget mig sammen og har 432 dage i træk uden afbrydelser. 

Desværre overlevede artikler ikke en, meget tiltrængt, oprydning på det Kgl. Biblioteks site. Ligesom danskehitlister.dk døde i kølvandet på nogle dumme hackerangreb. Så de sidste par år er artiklerne og den viden, de indeholdt, forsvundet fra Internettets overflade. Og dermed verdens.

Men så var det, en teknisk særdeles ferm kollega en dag præsenterede et smart projekt, hvor han havde samlet alt det gamle indhold i større klumper. Og vupti! Her er de igen.

Så, nedenfor finder man artiklerne. Det er muligvis ikke smukt sat op, men det er der. Og da jeg bestemt ikke er æstetiker, passer det fint. Der er en masse både brugelig og ubrugelig viden. Og helt sikker også links, der ikke virker, mennesker, der ikke lever mere, og pointer, der ikke længere er relevante og den slags. Men sådan er det med gamle sider.

Som en lille hjælp, har jeg lavet et alfabetisk index. Man kan klikke på titlen, så flyver man ned til artiklen. Håber jeg.

God fornøjelse.

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Alle artikler i alfabetisk orden:

Aldrig mer’ må jeg se dig – Lars Stryg & Royal Strings
Dansktoppen, uge 20, 1976, #1

Danmarks jord for de danske – John Mogensen
Pladeindustriens ugentlige Top 20, uge 37, 1972, #15

Den første Dansktoppen
Dansktoppen, uge 36, 1968

Don’t Cry Daddy – Elvis Presley
Top Ti, uge 34, 1970, #7

Du skal ikke gi’ mig roser – Bjørn Tidmand
Top 20, uge 11, 1967, #17

En Wannabe Darth Vader / De Skal ha’ baghjul nede i Touren – Nephew / Drengene fra Angora
Uge 31, 2004, Tjeklisten #1/#2

Er De greven fra Luxembourg – Dorthe Kollo
Top 20, uge 24, 1968, #1.

Farvel til dansktoppen – Family Swingers .
Dansktoppen, uge 12, 1977, #7.

Fed rock – Shu-Bi-Dua
Dansktoppen, uge 22, 1973, #8

Jeg drømte mig en drøm i nat – Royal Strings
Dansktoppen, uge 32, 1970, #1

Jeg har set en rigtig negermand – Familien Andersen
Pladeindustriens ugentlige Top 20, Uge 42, 1970, #1

Kandis 14 – Kandis
Uge 41, 2011, Album Top-40, #1

Lad mig blive Noget – Povl Dissing med The Beefeaters
Top 20, Uge 38, 1967, #1

Mama Loo – Les Humphries Singers
Top 30, uge 18, 1973 #1/#2

Non Ho Léta (per amarti) – Gigliola Cinquetti
Top 20, uge 19, 1964 #1

Nu rejser jeg hjem/Detroit City – Gustav Winckler/Bobby Bare
Top 20, uge 21, 1964 #6/#19

Proud Mary – Creedence Clearwater Revival
Top Ti, uge 13, 1969  #7

Rabalderstræde/Gas 5 – Gasolin’
Tipparaden/Top 20, uge 43, 1975, #1

Re: Malene – Mattias Lysgaard
Uge 39, Tjeklisten, 2008, #1

Re-Sepp-Ten – Landsholdet med orkester
B.T. Top 15/Ekstra Bladet Top 10, Uge 25, 1986, #1

Seasons In The Sun – Terry Jacks
Tipparaden, uge 17, 1974, #1

Summer Holiday – Cliff Richard
Top 20, uge 10, 1963, # 13

Så går vi til enkebal – Katy Bødtger
Dansktoppen uge, 15, 1973, #2

Tränen Lügen Nicht – Michael Holm

Top 20, uge 9, 1975, #20

Ved landsbyens gadekær – Keld & The Donkeys
Hitlisten, uge 35, 1966, #1

Waterloo – ABBA
Top 30, uge 14, 1974 #14

We Love You Beatles – The Carefrees
Ti Vi Ka’ Li’, uge 23, 1963, #1

Summer Holiday – Cliff Richard

Uge 10, 1963, Top 20, #13

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

De første måneder af 1963 var blandt de koldeste i Danmark i det 20. århundrede. I januar og februar lå middeltemperaturen på henholdsvis 5,3 og 4,5 graders frost, hvilket var en del koldere end de normale 0 grader. Den 5. marts 1963 kunne aviserne endelig berolige danskerne med, at varmen og foråret var på vej. Ganske rigtigt slog vejret om i de følgende dage, men det må stadig have været svært at finde forårsfornemmelserne frem. Selvom middeltemperaturen steg i marts, nåede den ikke højere end lige i nærheden af frysepunktet, og kombineret med et rekordlavt antal soltimer, 50 mod de for marts måned normale 110 timer, var det ret surt. Derfor må det have været yderst enerverende for realisterne, der bare ikke kunne holde det ud længere, rart for dem, der hentede styrke i drømmen om bedre tider, og for de fleste nok noget mærkværdigt, da Jørgen Mylius for første gang præsenterede og spillede den engelske sanger Cliff Richards nyeste hit, Summer Holiday , i Top 20 den 5. marts denne måned.

Forhistorien

Cliff Richard (født Harry Rodger Webb) blev i 1958 forsanger i gruppen Drifters, og sammen hittede de i hjemlandet allerede i første forsøg, da de under navnet Cliff Richard & The Drifters pladedebuterede i august samme år med singlen Move It/Schoolboy Crush hos EMI. I lighed med mange andre unge sangere i slutningen af 1950’erne, lagde Richard sig fra starten direkte i slipstrømmen på Elvis Presley, som var braget igennem i 1956/57 med sine helt særlige hoftebevægelser og fraseringer. Især på debutsinglens A-side pegede Richards diktion, fremførelse og sågar accent i allerhøjeste grad mod Elvis og USA. Det samme gjaldt de tre efterfølgende singler og de første Lp’er, som var pakket med amerikanske Rock’n’roll-hits som Blue Suede Shoes , Be Bop A Lula , Ready Teddy og Whole Lotta Shakin’ Goin’ On . Når man hører disse sange, står referencerne til først og fremmest Presley, men bestemt også Buddy Holly og dennes karakteristiske hick-ups, ganske enkelt i kø i en sådan grad, at man nærmest kan tale om et decideret skift, da Richard i april 1959 gik i studiet og indspillede den sang, der blev hans endelige gennembrud: Living Doll . I direkte sammenligning med de foregående indspilninger var der ganske enkelt tale om et vokalt stilskift, hvor de fleste direkte nik til Elvis og Holly var skrællet bort. I stedet hørtes den lyse, afslappede og smilende stemme, som blev Cliff Richards eget varemærke – den amerikanske accent beholdt han dog. Orkestret, hvoraf ingen af de oprindelige musikere var tilbage i 1959,  måtte derimod foretage et navneskift i foråret 1959 i takt med den stigende berømmelse. I USA var der nemlig allerede et The Drifters, som siden 1953 havde tilhørt eliten på R&B-scenen, og for at undgå bøvl skiftede man navn til The Shadows.

Cliff Richard og Danmark

I dansk sammenhæng var det netop Living Doll , som førte Cliff Richard ind i folks bevidsthed. Sangen var således at finde på den månedsliste, som B.T i fællesskab med Musikbureauet Quan udgav på dette tidspunkt, fra september 1959 til maj 1960, med en førsteplads som højeste placering. At dømme efter såvel hitlister som de ungdomsblade, som i stigende grad skrev om de udenlandske popstjerner, var han dog i første omgang næsten at betragte som et one-hit wonder i Danmark. I såvel Tempo som Filmjournalen , hvor musikstoffet ellers fyldte ganske meget fra foråret 1960, var Cliff Richard, i modsætning til Elvis Presley, en yderst sjælden gæst. Det samme gjaldt i hitlistesammenhæng, hvor man skulle helt frem til august 1961 for atter at finde ham i Top 10 med A Girl Like You . Samme måned gav han for første gang koncert i Danmark, hvilket sandsynligvis har været stærkt medvirkende til, at han fra da af fik en position som Elvis’ britiske rival. I september 1961 blev han indlemmet i Tempo’s fan club , hvor man siden 1959 havde kunnet erklære sig som fan af en række danske og udenlandske idoler. I samme blad kunne man i slutningen af oktober finde en stor reportage fra koncerten, hvor en heldig fan fra Ribe, som led i serien >>Prinsesse for en dag<<, havde haft mulighed for at tilbringe hele dagen i selskab med Cliff.

På mange måder var der tale om en gentagelse af den måde, Tommy Steele var blevet lanceret i Danmark i 1957. I begge tilfælde var selve tilstedeværelsen og tilgængeligheden et væsentligt kort for opbygningen af de to engelske herrers idolstatus i Danmark. Det var bestemt ikke hverdagskost, at en udenlandsk popstjerne besøgte Danmark, og i fraværet af såvel Elvis som de øvrige amerikanske idoler havde det stor betydning, at først Steele og siden Richard & The Shadows besøgte landet. Johnny Reimar, som sammen med The Cliffters, med direkte reference til Cliff i selve orkesternavnet, var ved at slå igennem på netop dette tidspunkt, fortæller i sin biografi, hvordan han og de andre musikere i orkestret sad forrest til koncerten i august 1961. Dagen efter gik de i gang med at indøve dansetrin og få bestilt Fenderguitarer og en ekkomaskine hjem fra England for at kunne opnå samme lyd som idolerne. Denne form for indirekte erfaringsudveksling havde der ikke været mulighed for uden de engelske musikeres fysiske tilstedeværelse.
Læs mere om dette i Charlotte Rørdam Larsens artikel “Først og fremmest er det fordi han er englænder …” – En udeladt dimension i eftertidens opfattelse af rock’n’roll-receptionen i Danmark i tiden 1955-1960.

I månederne efter koncerten steg omtalen af Cliff Richard i bladene markant, og han blev også fast inventar på de hitlister, der nu var adskillige af på dansk grund.  Helt til tops kom han dog først med The Young Ones , som kom op på førstepladsen på samtlige lister i juni 1962. Efterfølgeren, It’ll Be Me , nåede kun lige ved og næsten, men tendensen er tydelig: Cliff Richard var blevet et sikkert hit i Danmark, og hans plader solgtes i store oplag. Det samme gjaldt hans backinggruppe, The Shadows, som havde opnået selvstændig berømmelse med deres instrumentale udgivelser.

På denne baggrund er det ingen større overraskelse, at Cliff Richard var med fra starten, da Danmarks Radio i slutningen af januar 1963 lancerede Top 20. Som bekendt var forhistorien, at en 16-årig skoledreng ved navn Jørgen Mylius havde brokket sig over ungdomsudsendelserne i det nyoprettede P3. En af hans idéer var, at man kunne bringe ugentlige hitlister, og han fik selv opgaven og mikrofonen.

På den første hitliste, som blev sendt tirsdag den 29. august 1963, var Cliff Richard sammen med The Shadows placeret på såvel anden- som fjerdepladsen med henholdsvis Bachelor Boy og It’ll Be Me . Han var dermed på flere måder kun overgået af forbilledet Elvis Presley, som dels tog sig af førstepladsen med Return To Sender , og dels med hele tre sange havde flest placeringer på denne hitliste. Ugen efter var billedet nøjagtigt det samme og de fire første placeringer faktisk identiske med ugen før, men i uge 7 vendte billedet. Nu skiftede Elvis og Cliff plads helt i toppen. Bachelor Boy holdt førstepladsen indtil uge 10, hvorefter først Gitte Hænning med Ta’ med ud å fisk’ og siden Grethe & Jørgen Ingmann med deres Dansevise for en stund brød den engelsksprogede dominans. Dansevise holdt skansen i hele fire uger indtil uge 18, hvor Cliff Richard atter toppede listen, denne gang med Summer Holiday .

Sangen og filmen

Summer Holiday debuterede som nævnt på Top 20 i uge 10. At dette ellers udprægede sommerhit havnede på hitlisten i marts måned, skyldtes det simple forhold, at singlen med Summer Holiday blev udgivet i Danmark i netop denne måned. I dansk sammenhæng kom singlen dermed før den film, sangen udgjorde titelmelodien til. Filmen havde nemlig først dansk biografpremiere 25. marts 1963. I England, hvor filmen havde London-premiere 11. januar samme år, blev singlen først udsendt en måned senere og fire dage før den nationale premiere. Dermed var der noget bedre sammenhæng i tingene end i Danmark, hvor man altså måtte vente et par uger på begrundelsen for, at man skulle høre om sommer og sol i marts måned. Dette forklarer givetvis, hvorfor sangen havde en noget langsom start på Top 20.

I såvel begyndelsen af 1960’erne som i det foregående årti var musikfilmen et vigtigt format, når man skulle lancere musik. Det var ganske enkelt den uden sammenligning bedste, og ofte eneste, mulighed for at se de store udenlandske stjerner i noget nær levende live. Elvis Presley, som på snart sagt alle måder var den, de andre kunstnere havde skelet til siden 1956, havde i begyndelsen af 1963 allerede medvirket i hele 11 film. Alene i 1962 kunne man se og høre ham i tre nye film. For Cliff Richards vedkommende var det blot den fjerde film. Af de tre foregående var især The Young Ones , som havde dansk premiere den 28. maj 1962, blevet en stor publikumssucces. Det samme blev efterfølgeren.

Summer Holiday er i udpræget grad en film af typen, hvor handlingens primære funktion er at føre skuespillerne fra den ene sang til den anden. Plottet er, kort fortalt, at fire mekanikere, med Cliff i spidsen i rollen som Don, bygger en gammel dobbeltdækker om til et mobilt hotel og kører mod Sydfrankrig, men ender i Athen på flugt fra en kendt ung amerikansk sangerindes meget ambitiøse mor og agent. Skæbnen vil nemlig, at sangerinden, der forklædt som dreng er stukket af hjemmefra, er blevet samlet op af Don og vennerne. Hun får dog snart afsløret først sit sande køn og siden sin identitet, og selvom Don straks bryder ud i sang og med den velkendte sang erklærer, at han vil være ungkarl (Bachelor Boy) til sin dødsdag, falder han efterhånden for pigen.

Virkeligheden og den onde mor indhenter dog de unge i Athen, hvor Don og de andre drenge arresteres for kidnapning. I den store finale vinder kærligheden dog heldigvis, og alt ender lykkeligt for de unge, som endelig får sig den sommerferie, de drømte om. Som det anes, er der bestemt ikke tale om stor filmkunst, men indenfor genren fungerer Summer Holiday fint, og hvis man først og fremmest gik i biografen for at se og høre Cliff, blev man bestemt ikke skuffet.

Selve titelnummeret bliver fremført to gange i filmen. Første gang er et par minutter inde i filmen, hvor drengene har fået bussen klargjort og bevæger sig fra England ned igennem Frankrig. Her korresponderer det tekstlige indhold i sangen fint med scenen. Budskabet er ganske simpelt, at man er på vej på ferie, og at det bliver fantastisk med blå himmel og skinnende sol. Det bliver det så først til allersidst, hvor hovedpersonerne sammen synger sangen, mens bussen ruller ned til stranden, og de unge mennesker kan kaste sig ud i bølgerne.  På premieredatoen har de fleste biografgængere sikkert stadig haft sangen og billederne i hovedet, da de tog overtøjet på og kastede sig ud i virkeligheden, som, ifølge Politikens vejrudsigt for dagen, bød på frisk vestlig og sydvestlig vind, tiltagende til blæst, ret mildt, gennemgående overskyet og diset vejr med regn vestfra.

Men så kom The Beatles

Summer Holiday fik et ganske langt liv på Top 20. Det blev til i alt 16 placeringer, før den røg ud i slutningen af juni måned, og dermed netop som sommeren stod for døren. Sangen toppede med en førsteplads i uge 18, hvorefter den langsomt kravlede nedad listen. På vejen mødte den Cliff Richards næste udspil, som viste sig at blive et endnu større Top 20-hit. Med Lucky Lips opnåede han nemlig at ligge på førstepladsen fra slutningen af maj til programmet gik på sommerferie i slutningen af juni og bevarede den oven i købet i en enkelt uge efter ferien. Med andre ord havde Cliff Richard opnået tre nr. 1-hits i træk i Danmark og stod side om side med Elvis Presley på poppens tinde.

Det pudsige er, at Lucky Lips faktisk ikke blev noget større hit i hjemlandet. Sangen blev udgivet i England i maj måned og begyndte vanen tro sin vandring mod toppen af hitlisterne. Den nåede bare aldrig længere end til fjerdepladsen, og hvis man ser på, hvem der lå på førstepladsen i den uge, hvor Lucky Lips gik ind på listen for første gang, forstår man godt, hvis Cliff Richard begyndte at blive urolig for sin fremtidige position. Øverst lå nemlig The Beatles, som, med From Me To You , netop havde nået førstepladsen for første gang.

Med The Beatles og de øvrige grupper fra Liverpool, som brød igennem i 1963, blæste nye vinde, som måske ikke direkte fejede Cliff Richard væk, men i høj grad forandrede hans position. I Danmark, hvor The Beatles og de nye toner først for alvor slog igennem i begyndelsen af 1964, bevarede han sin position som teenagernes foretrukne idol side om side med Elvis Presley, men så var det også ved at være slut for dem begge. The Beatles erobrede for første gang førstepladsen på Top 20 i uge 5, og fra da af var tronskiftet en realitet. Frem til slutningen af juni, hvor Top 20 blev sendt for foreløbigt sidste gang, besad The Beatles 13 af 27 førstepladser og lå konstant i top tre med en eller flere sange.

Det måske bedste eksempel på tidernes skiften kom, da Cliff Richard og The Beatles i henholdsvis slutningen af maj og starten af juni gav koncert i København med godt en uges mellemrum. På dagen for Cliff Richards koncert den 27. maj 1964 kunne man læse i B.T, at arrangørerne af Beatleskoncerten, ifølge rygterne, priste sig lykkelige for, at de nåede at få solgt billetterne, før nyheden om Cliff Richard-besøget slap ud. Ifølge samme kilde gik der to Beatlesbilletter på en Cliff på den sorte teenagebørs. At dømme efter dækningen af Beatleskoncerten den efterfølgende uge var der nok tale om noget af et vildskud. Cliff Richard-koncerten var velbesøgt og gik vist fint, om end mange var knotne over, at han ikke gav ekstranumre, men nogen større historisk begivenhed var der nok ikke tale om. Helt anderledes gik det ugen efter, hvor København i den grad stod på den anden ende. Næsten bogstaveligt talt luskede Cliff Richard ud af bagindgangen og måtte overlade den store scene til beatlerne.

Selvom han aldrig genvandt den position, han havde i begyndelsen af 1960’erne, har Cliff Richard siden haft en lang og ærværdig karriere. I 1968 vandt han det engelske Melodi Grand Prix med Congratulations og missede kun den internationale sejr med et enkelt point med denne sang, som i mange år var blandt de mest ønskede sange i Giro 413. I 1973 var det igen lige ved og næsten, da han atter repræsenterede England med Power To All Our Friends , som endte på tredjepladsen. Begge sange nåede førstepladsen på Danmarks Radios salgshitliste. I slut-70’erne og 80’erne fik han atter en god periode med hits og store pladesalg, ogCliff Richard har stadig en stor og trofast fanskare – ikke mindst i Danmark, hvor man gennem årene har haft rig mulighed for at opleve ham på nært hold, når han har givet koncert rundt om i landet. Det seneste besøg var i november 2009, hvor han atter havde fundet sammen med The Shadows. Her kunne man opleve ham synge alle de gode gamle, heriblandt selvfølgelig også Summer Holiday , som altså duer året rundt.

—————-

Den pågældende Top 20-liste fra 1963 kan ses her på danskehitlister.dk .

Du skal ikke gi’ mig roser – Bjørn Tidmand

Uge 11, 1967, Top 20, #10

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Har du ventet mig, så var det godt, jeg kom.
Her hos dig har jeg de ting, jeg synes om.
Skønt jeg ikke kan ta’ fine gaver med.
Si’r du bliv her og tag aldrig mer af sted.

Jeg kan ikke gi’ dig roser til at sætte på dit bord…

Sådan indledes Bjørn Tidmands udgave af sangen Du skal ikke gi’ mig roser . Som det ses, korresponderer det, der synges, ikke særligt godt med titlen på sangen. Forklaringen er, at hovedpersonen i den oprindelige tekst er en kvinde. Bjørn Tidmand er som bekendt en mand, og selv om han efter eget udsagn er meget glad for blomster, mente han, at mænd i højere grad giver end modtager blomster. I hvert tilfælde blev teksten ændret ganske meget.

I den oprindelige tekst tager kvinden imod sin elskede, som hun har ventet længselsfuldt, og uden hvem stuen er både trist og tom. Manden har yndige roser med, men det var ifølge kvinden hverken nødvendigt med roser til at pynte på hendes bord eller pelsværk, bøger fyldt med løgne og gaver som en kostbar fingerring. Nej, hun kan nøjes med kys og søde ord, hans arm om halsen, mens de kigger hinanden dybt i øjnene og alt det, som koster ingenting. Som hun fortæller i andet vers, kan hun selv plukke sine roser på Alfarvej, men det andet kan hun kun få af ham.

I Tidmands udgave er det altså manden, der er hovedpersonen. Han har ingenting med, hverken fine gaver, roser, pelsværk, bøger eller fingerringe. I stedet må hun så nøjes med kys og alt det andet, som ikke koster noget. Kort sagt er der i bedste fald tale om en fattig bejler og i værste en nærigmås. At han så godt kunne have plukket et par roser på vejen forbigås i tavshed, for andet vers er helt udeladt i Tidmands version.

Ret beset giver teksten i Bjørn Tidmands udgave ikke rigtigt mening. At det så ikke nødvendigvis betyder noget i populærmusikalsk sammenhæng, er der talrige eksempler på, men Tidmands udgave af Du skal ikke gi’ mig roser er afgjort et af de mere kuriøse tilfælde i dansk populærmusikhistorie. At den så faktisk blev et ganske stort hit og en form for andet og endeligt gennembrud for Bjørn Tidmand, er en af flere yderligere årsager til, at denne sang er udvalgt til ugens hit.

Bjørn Tidmand

I begyndelsen af 1967 var det efterhånden ret længe siden, man for alvor havde hørt noget til Bjørn Tidmand. Han havde ellers på forholdsvis kort tid erhvervet sig en ganske god position på den danske populærmusikscene.

Bjørn Tidmand (født 1940) begyndte i slutningen af 1950’erne at optræde på restauranter og lignende i København.  Det førte til pladedebuten med Seksten et halvt ( Only Sixteen) i 1959, som dog ikke blev bemærket af ret mange. Først i 1963 begyndte konturerne af en stor karriere at vise sig . I 1963 kom han med i det danske Melodi Grand Prix på et afbud og opnåede andenpladsen med sangen Amiga Mia . Senere på året fik han sit store gennembrud med Brænd mine breve, som i uge 41 1963 skubbede Elvis Presley og Devil in Disguise væk fra førstepladsen på DR’s Top 20 efter hele 12 uger i rap. Året efter røg han helt til tops i Melodi Grand Prixet med Sangen om dig , som efterfølgende fik et forholdsvis langt liv på DR’s Top 20. At den kun nåede andenpladsen, skyldtes nok udelukkende, at The Beatles var i gang med en sand besættelse af de danske hitlister i netop foråret 1964. I dette tilfælde var det I Saw Her Standing There , der lå øverst. Tidmand fik dog ganske meget ud af sejren. Blandt andet fik han en attraktiv kontrakt hos et omrejsende tivoli, som han rejste med rundt i landet over hele sommeren 1964.

Det blev nu ikke nogen specielt positiv oplevelse for Tidmand, for samme år brød pigtrådsfeberen for alvor løs i Danmark. Godt nok stod han for det meste på hovedscenen ved byfesten eller på markedspladsen, men publikum befandt sig i teltet ved siden af, hvor Peter Belli og les Rivals eller en af de andre engelsksprogede pigtrådsgrupper spillede. Tidmand luskede mere eller mindre ud af billedet med sin akustiske guitar under armen og slog sig i stedet ned som forpagter af en mindre restaurant i Tivoli i Ålborg. Der blev stadig indspillet en plade i ny og næ, men det meste af tiden tilbragte Tidmand i restauranten, hvor han gerne gav et nummer i løbet af aftenen. Han var med andre ord mere eller mindre på vej ud af musikbranchen. Indtil foråret 1967.

Fra Du skal ikke gi’ mig roser til Dansktoppen

Du skal ikke gi’ mig roser debuterede på DR’s Top 20 i uge 10 i 1967. Over de næste uger kravlede sangen opad på listen frem til uge 15, hvor den fortrængte selveste The Beatles, som med singlen Penny Lane/Strawberry Fields havde siddet tungt på førstepladsen de foregående 5 uger. Dette blev indledningen til et længere hitlisteeventyr for Tidmand. Du skal ikke gi’ mig roser lå på førstepladsen helt frem til uge 21, hvor den gled ned som nr. 2. Tidmand har dog næppe ærgret sig voldsomt, for på førstepladsen lå nu hans egen Nu ta’r jeg til Dublin . Der blev den liggende i hele syv uger inden The Beatles i slutningen af juli endelig fik generobret førstepladsen med All you need is Love . Det vil sige, at Bjørn Tidmand samlet set havde ligget på førstepladsen af Top 20 fra midten af april til midten af juli 1967. Herefter fulgte en periode med mere sekundære hitlisteplaceringer for Tidmands vedkommende, men karrieren havde i høj grad fået ny luft.

I 1968 overgik han alle tidligere meritter, da han valgte at indspille en ny version af Lille sommerfugl , som udover hele 10 førstepladser på Top 20 også opnåede samme placering, da listen over de største hits i 1968 blev gjort op. Her måtte The Beatles igen skele misundeligt til Tidmand fra andenpladsen med deres Hey Jude . 1968 var også året, hvor den dansksprogede slagerscene, som Tidmand repræsenterede, fik en hjælpende hånd af Danmarks Radio. 1. september dette år kunne man nemlig for første gang åbne radioen og høre Jørn Hjorting præsentere den dansksprogede hitliste Dansktoppen. Her var Bjørn Tidmand nærmest først deltager og var da også at finde på listen fra starten. Bortset fra en kort pause i 1969 blev Dansktoppen sendt frem til marts 1977, hvor programmet og hitlisten blev lukket. Da boet blev gjort op, var Bjørn Tidmand den solist, som havde haft flest placeringer i hele programmet levetid.

Selvom Bjørn Tidmand allerede havde haft et par hits i årene forinden, var det i høj grad Du skal ikke gi’ mig roser , som åbnede døren til det, der er blevet en lang karriere som en af den danske slagermusiks absolutte sværvægtere. Netop derfor er det interessante, at der var tale om noget af det nærmeste, Tidmand er kommet rock’n’roll.

Vendelbohistorier og gadekær

Du skal ikke gi’ mig roser havde allerede en del år på bagen, da Bjørn Tidmand indspillede den. Sangen, som har melodi af Hans Jørgen Jensen og tekst af Ewald Epe, blev nemlig første gang udgivet på node i 1946 og indspillet af såvel Jeanita Melin som Victor Cornelius. På trods af sit køn sang Cornelius i modsætning til Tidmand teksten, som den var skrevet. Tyve år senere var sangen blevet en del af det danske evergreen-repertoire.

Ifølge Tidmand selv kom idéen til at indspille en ny udgave af Du skal ikke gi’ mig roser fra Poul Erik Krogen. Krogen var foruden at være en gudbenådet vittighedsfortæller også en ganske habil pianist, og Krogen akkompagnerede ofte Tidmand, når han optrådte rundt omkring i Nordjylland. Efterfølgende fik Tidmand sin producer overbevist om, at den sang skulle have et forsøg. Der er såvel muligt som sandsynligt, at dette var forhistorien, men der er flere ting, som tyder på, at der har været flere aspekter inde over.

Hvis man sammenligner Du skal ikke gi’ mig roser med Tidmands tidligere indspilninger, er der nogle ganske markante forskelle i forhold til arrangementet og selve den musikalske fremførsel. Sangen indledes i overensstemmelse med såvel noden som de tidligere udgaver af sangen med et vers i moderat tempo. Efter en lille afdæmpet intro holder besætningen, som består af guitar, bas, orgel og trommer, sig pænt i baggrunden, mens Tidmand foredrager verset i klassisk refrænstil, men ved indgangen til refrænet sker der ting og sager.

I optakten tager trommeslageren nemlig i den grad over. Efter et par markeringer med stortrommen øges tempoet markant og den indledende shufflerytme afløses af en klassisk pop/rockfigur med lilletrommebackbeat på 2 og 4 og stortromme på 1 og 3. I første gennemspilning af refrænet holder trommeslageren sig pænt i skindet, men efterhånden som nummeret skrider frem, bliver mængden af fills ret stor målt i forhold til trommespillet på Tidmands tidligere indspilninger. Også organisten er ganske legesyg undervejs, og det lyder i det hele taget som om, at de har haft det ret sjovt under indspilningen af det, der godt, hvis man ser bort fra fraværet af el-guitaren, kan betegnes som Tidmands bud på en pigtrådsslager af den type, som var blevet umanerligt populær på dette tidspunkt.

Alene hvad gælder den Top 20-liste, Du skal ikke gi’ mig roser debuterede på i uge 10 1967, var der med pigtrådsorkestret The Defenders’ udgave af Jeg har aldrig fået noget på 13. pladsen endnu et eksempel på, at man havde opfrisket en gammel traver. The Defenders var ganske vist på vej ud af listen, men sangen, som stammer fra Cirkusrevyen anno 1953, havde ligget på listen siden uge 49 året forinden og havde en stribe af andenpladser på bagen. At den aldrig nåede helt til tops skyldtes The Rocking Ghost, som havde fundet en endnu ældre sag frem med Oh, Oh What A Kiss , som under den oprindelige titel Sobre Las Olas begyndte sit liv som vals i 1884. Som titlen angiver, blev Oh, Oh What A Kiss fremført på engelsk, men ret beset tilhører dette nummer samme kategori som Jeg har aldrig fået noget og Du skal ikke gi’ mig roser . Hvis man går endnu et par måneder længere ned i 1966, finder man noget, der ligner årsagen til den bølge, der havde ramt landet.

Efter af have holdt en ufrivillig pause fra slutningen af juni 1964 genåbnede Top 20 i uge 39 1966. Øverst lå The Beatles vanen tro, denne gang med Yellow Submarine , men allerede ugen efter måtte de vige pladsen for en dansksproget sang, nærmere bestemt Ved landsbyens gadekær med Keld (Heick) & The Donkeys. Ved landsbyens gadekær så første gang dagens lys i 1942, og hermed er ringen sluttet for denne gang.

I rockhistorisk sammenhæng har Keld & The Donkeys’ indspilning af Ved landsbyens gadekær en central position som nummeret, der splittede den danske pigtrådsscene. Ikke så meget fordi de sang på dansk, hvilket Peter Belli allerede havde gjort et lille år tidligere, da han i slutningen af 1965 indspillede singlen Helt igennem respektabel / Det du ka’ li , men i langt højere grad, fordi der var tale om en gammel velkendt slager. Som Torben Bille beskriver det i en historisk indledning i 1997-udgaven af Dansk Rockleksikon , affødte Keld & The Donkeys’ store succes med Ved landsbyens gadekær ’en sand brådsø af danske populærmelodier udsat for mediumlangt hår, popsmil og takt & tone-venligt opskruede forstærkere. Jeg vil vende stærkt tilbage til historien bag dette i august måned og for nu blot konstatere, at Bjørn Tidmands udgave af Du skal ikke gi’ mig roser ret beset tilhører den stribe af pigtrådsslagere, som Keld & The Donkeys satte i søen (eller rettere beset gadekæret). Til forskel fra såvel Keld & The Donkeys som de øvrige pigtrådsgrupper, der skiftede til dansk ved den lejlighed, kom Tidmand så at sige fra den anden side. At Tidmand og orkestret sandsynligvis har været stærkt inspireret af Keld & The Donkeys, fremgår tydeligt, hvis man sammenligner de to numre. I begge tilfælde indledes der i et moderat tempo i verset med nik bagud til slagertraditionen. Herefter tager trommerne og pigtråden over.

Frem mod Dansktoppen

Som nævnt tidligere åbnede Dansktoppen i efteråret 1968. Med programvært Jørn Hjortings egne ord var formålet at stimulere den danske musikproduktion, som havde været nede i en bølgedal i de forudgående år. Med Dansktoppen blev der så afgjort sat ny vind i sejlene for den dansksprogede slagermusik, men ret beset vendte billedet dog allerede i efteråret 1966 og op gennem 1967. I den proces havde Keld & The Donkeys og Ved landsbyens gadekær en helt central rolle i forhold til, at musikere fra pigtrådsscenen rykkede mod det, der dengang hed refrænsang, pop eller slager, og siden er blevet betegnet som dansktop. At Bjørn Tidmand gik den anden vej rundt med Du skal ikke gi’ mig roser , er mindre velkendt – men ikke desto mindre tilfældet.

Til forskel fra Keld Heick, som gennem hele sin karriere har vist tilbage til pigtrådsmusikken og dens inspirationskilder, fylder dette ikke meget hos Tidmand, som med rette snarere ser sig selv som repræsentant for og bærer af en ældre slagertradition, hvor man løbende har indoptaget tidens populære strømninger i moderat form. Således altså også pigtråd.

Da det første Dansktoppen-program blev sendt 1. september 1968 var såvel Tidmand som Heick repræsenteret. Ganske symbolsk blev de spillet lige efter hinanden. Med Lille sommerfugl havde Bjørn Tidmand fundet endnu en god gammel kending frem. Keld Heicks bidrag, Vi skal gå hånd i hånd , var derimod en dansk udgave af en svensk udgave af en tysk schlager. Sidstnævnte sang er som bekendt en hyldest til ægteskabet mellem to mennesker, men med lidt god vilje kan den også bruges som symbol på det, der skete, da pigtråd og slager slog pjalterne sammen i de foregående år. Bjørn Tidmand havde ifølge sangen ganske vist ingenting med, men det gjorde åbenbart ikke så meget, for som en af hans fans sagde impulsivt, da han ikke helt kunne finde tråden under en koncert i 2008: ’Når bare du er her’. Det har Bjørn Tidmand været siden 1967, roser eller ej.

—————-

Farvel til dansktoppen – Family Swingers

Uge 12, 1977, Dansktoppen, #7

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Så ta’r vi cyklerne frem – 16 uger
To som os – 5 uger
Jeg har min hest – i 7 uger
Hvad vil der ske nu, Når dansktoppen stopper
Vi vil drikke gravøl, Og mindes disse her
Se, det var tider, Da Bodil åd hvidløg
Sammen med hvalborg, I en ubåd, der er gul

Lørdag den 27. marts 1977 klokken 15.05 kunne Christian Flagstad som sædvanlig byde velkommen til Dansktoppen på P3. 55 minutter senere lukkede og slukkede han ikke bare for denne gang, men for sidste gang. En time efter bød hans kollega Jørgen Mylius velkommen til Tip-paraden, som ligeledes blev sendt for sidste gang. Helt slut med hitlister i Danmarks Radio (DR) var det dog først dagen efter, klokken 18.00, da radioavisen afløste to timers Top 20.

Beslutningen om, at hitlisterne ikke længere skulle være en del af DR’s programflade, var truffet allerede i begyndelsen af november 1976. Den officielle forklaring fra DR var, at tiden var løbet fra hitlisteformatet, og at man hellere ville prøve noget andet. Den uofficielle var, at man endelig havde fået en anledning til at aflive de hitlister, som op gennem 1970’erne havde været udsat for endog særdeles hård kritik. Dette gjaldt især Dansktoppen, som tidens førende akademiske strømninger bestemt ikke anså for en kulturel gevinst. Udover den på dette tidspunkt sædvanlige kritik om kommercialisme og teksternes ideologiske indhold, havde der i løbet af efteråret 1976 været en lang række artikler i B.T. og Ekstra Bladet om programværternes bijobberi.  Især Ekstra Bladet var særdeles hård ved værterne, som grundlæggende blev beskyldt for udnyttelse af deres positioner ved mikrofonen. Uanset om dette spillede ind på beslutningen eller ej, valgte man at udfase hitlisterne med virkning fra slutningen af marts måned 1977. Man havde derfor haft godt med tid til at vænne sig til tanken – og for en enkelt gruppes vedkommende til at skrive en sang. Det blev til Farvel til Dansktoppen , som meget symbolsk gik ind på Dansktoppen i det sidste program. Det var dog langt fra sidste gang, man skulle høre noget til Dansktoppen, som man kan høre hver lørdag på P5 den dag i dag. På den aktuelle liste er der faktisk direkte forbindelse tilbage til Farvel til Dansktoppen og Family Swingers. Forklaringen følger senere i denne artikel om dansktopmusikkens historie. Men først til sangen som er udgangspunktet.

Sangens og orkstrets historie

Melodien til Farvel til dansktoppen er i lighed med langt størstedelen (ca. 5/6) af de sange, der lå på Dansktoppen fra 1968 til 1977, hentet i udlandet. I dette tilfælde hed sangen oprindeligt A Summer Prayer for Peace med tekst og musik af Jeff Barry. Han var en yderst succesfuld amerikansk sangskriver og udgjorde  den mandlige part i et af 1960’ernes mest succesfulde sangskriverteams med hustruen Ellie Greenwich. Disse to stod således bag sange som Be My Baby , Da Doo Ron Ron og River Deep – Mountain High . I 1971, hvor A Summer Prayer for Peace blev udgivet, var parret dog blevet skilt såvel privat som professionelt.

Sangen, som i forlængelse af titlen er en fredshymne med klare tekstlige og musikalske referencer til slut-60’ernes flower powerbølge, blev indspillet af gruppen The Archies. De havde i 1969 storhittet med Sugar Sugar , som selv samme Jeff Barry havde været med til at skrive. Succesen havde dog ikke affødt de obligatoriske hit-turnéer, for gruppen eksisterede faktisk slet ikke. The Archies var nemlig en tegneseriegruppe, som var del af The Archie Show , der kørte i USA i årene 1968-1978.

A Summer Prayer for Peace opnåede ikke tilnærmelsesvis samme popularitet som Sugar Sugar , men lå dog, i følge en Wikipedia-artikel om The Archies , nr. 1 på en hitliste i Sydafrika i 1971. Det samme var faktisk tilfældet i Danmark. Her lå den hele syv uger på førstepladsen på DR’s Top Ti i 1972 og var faktisk den sang af alle, som klarede sig bedst på listen dette år. Den lå på Top Ti i hele 22 uger, hvilket placerer den på fjerdepladsen over sange, der er blevet spillet flest gange i programmets historie. Det var med andre ord en for danskerne ikke helt ukendt melodi, som det nordsjællandske danseorkester Family Swingers havde valgt til at runde Dansktoppen af med.

De havde tidligere haft to sange, Jeg har min frihed (1972) og Lykkesmeden (1972) på listen uden at det blev til det helt store. Begge sange fik nemlig kun en enkelt uge på Dansktoppen. Noget bedre gik det, da orkestret i en periode skiftede navn og stil ved at spille rock på engelsk. Som Tiger fik de et moderat hit i 1975 med Crazy , som lå på Tipparaden i 9 uger. Den nåede ikke højere end 6. pladsen, men den blev spillet. Tiger nærmere sig det store gennembrud og var blandt andet på turné med Uriah Heep. Projektet lykkedes dog ikke helt, og orkestret gled derfor tilbage til tilværelsen som danseorkestret Family Swingers. I Dansktoppen-sammenhæng var alt ved det gamle. Også Farvel til Dansktoppen fik kun en enkelt uge på Dansktoppen på grund af lukningen af programmet.

Teksten og indholdet

Den danske tekst er skrevet af Lennart Johannesen og Christian Jensen, som begge spillede i Family Swingers. Som titel og tekst angiver, tager Farvel til dansktoppen udgangspunkt i selve lukningen af Dansktoppen. Der artikuleres en slet skjult bekymring for fremtiden og inviteres efter dansk skik og brug på gravøl. Resten af teksten er dels opremsninger af titler og antal uger på listen og dels en collage af en stribe andre titler og brudstykker.

I forhold til opremsningerne af uger på listen er det ret imponerende, at blot et enkelt af tallene ud for de i alt 12 sange er blot nogenlunde korrekt:

Aldrig Mer’ må jeg se dig lå ganske rigtigt på Dansktoppen i et års tid fra 1976 til 77. Resten er tydeligvis grebet i luften. Faktisk havde fire af disse sange, Jeg har min hest, Jeg har aldrig fået noget, Min far er bager, S.O.S. aldrig ligget på Dansktoppen.

I løbet af hele sangen bliver der henvist til i alt 33 sange:

Af disse 33 titler havde kun 21 ligget på Dansktoppen, og som det ses hoppes der ind og ud af Dansktoppen med henvisninger til sange, der blev til, lang tid før programmet og begrebet blev lanceret. En ubåd, der er gul blev eksempelvis indspillet af Bjørn Tidmand, Dario Campeotto og Otto Brandenburg allerede i 1966. Jeg har min hest var fra 1951. Ret beset sejler det hele, men til tekstforfatternes undskyldning skal det siges, at der ikke eksisterede egentlige opgørelser over hvilke sange, der havde ligget på Dansktoppen – og slet ikke hvor længe. Det har dog nok heller ikke været meningen, at sangen skulle måles på behandlingen af faktuelle oplysninger.

Disse anakronistiske forhold kan tilskrives såvel sjusk som ligegyldighed overfor fakta, men på sin vis er det også en fin illustration af, at Dansktoppen bestemt ikke blev skabt ud af intet. Hvad angik såvel persongalleriet, det vil sige musikere, producere, komponister og tekstforfattere, som den måde, musikken blev lavet på, er der mange tætte forbindelser tilbage til den traditionelle danske refræn- og slagertradition, fra før der var noget, der hed Dansktoppen. Der er derfor intet odiøst i, at tingene blev blandet sammen i en tid, hvor man slet ikke havde samme muligheder for at tjekke fakta som i dag.

Hvad skete der, da Dansktoppen stoppede?

Dansktoppen blev ugen efter afløst af et nyt program, Danskpoppen. Her bestod juryen, som tidligere havde været et større antal lyttere, af to personer fra udvalgte erhvervsgrupper. Konceptet gik ud på, at der blev spillet et antal dansksprogede numre, som de diskuterede. Til sidst blev de sange, de syntes bedst om, udvalgt til at gå videre til næste uge. Danskpoppen blev på ingen måde nogen erstatning for den slagerhungrende del af befolkningen, og programmet fik kun kort levetid. I 1978 var såvel Johnny Reimar som Gustav Winckler, begge blandt sværvægterne som sangere og ikke mindst producere i de gyldne år med Dansktoppen, yderst pessimistiske i forhold til fremtiden. De største og mest etablerede navne, såsom dem selv, skulle nok klare sig, men i følge dem var det stort set umuligt at lancere nye slagernavne uden Dansktoppen. At man havde fået det årlige Melodi Grand Prix tilbage i 1978 var kun en delvis erstatning, som i udgangspunktet igen var de største navnes legeplads. Mange af de solister og orkestre, som havde tittet frem på Dansktoppen engang i mellem og efterfølgende haft et par måneder på blokvognene, måtte lægge op i tiden efter lukningen, heriblandt Family Swingers, som blev opløst i januar 1978.

Da Winckler døde i begyndelsen af 1979, var det ifølge nekrologerne lige før, han tog slager- og dansktopmusikken med sig i graven. Sådan gik det som bekendt ikke. Perioden fra 1977 og de næste år frem var ganske vist trange tider for den traditionelle danske slagermusik, men det var samtidig en konsolideringsperiode, hvor dansktop fra at være navnet på en hitliste blev et decideret populærmusikalsk genrebegreb. På det overordnede plan havde den traditionelle slagermusik og dens kunstnere lidt et nærmest totalt nederlag til den stadigt mere dominerende rockmusik. En ny dansksproget popmusik baseret på egne kompositioner var med til at placere de musikere, der med en overvægt af danske udgave af udenlandske sange havde fundet fodfæste via Dansktoppen, i et tredje lag. Selvom selve begrebet dansktop først for alvor blev virksomt langt senere, var tredelingen rock-pop-slager/dansktop allerede godt i gang. Groft skitseret var slagermusikkens eneste faste holdepunkter i DR op gennem 80’erne programmer som Det ville glæde mig at høre og ikke mindst den 1,5 time ønskekoncerten Giro 413 varede, når den blev sendt hver søndag.

Under overfladen var der dog en vigtig udvikling undervejs, som på mange måder delte Danmark i to. Mens slagermusikken og dens kunstnere stort set var fraværende i hovedstaden og Århus, hvor såvel de store pladeselskaber som DR havde deres hovedsæder, levede den fortsat i provinsen. Her dukkede der nye navne op, som først slog igennem lokalt, siden regionalt og til sidst nationalt. At dette overhovedet kunne lade sig gøre, på trods af at musikken generelt ikke blev spillet i DR’s regi, skyldtes, at der på baggrund af såvel medieteknologiske som politiske forandringer var opstået nye distributionskanaler ved siden af de traditionelle. Med det første sigtes direkte til kassettebåndet og med det andet en ny lov om radiospredning, som fra 1983 gjorde det muligt at sende lokalradio- og tv.

Grundet de, i forhold til pladeproduktion, meget lave produktionsomkostninger i forbindelse med kassettebåndsudgivelser, kom der i slutningen af 1970’erne et væld af nye producenter på banen, som udfordrede de store traditionelle pladeselskaber. For slagermusikken betød dette, at man fortsat kunne indspille og distribuere musikken på lokalt plan: først via tankstationer og supermarkeder og siden via lokalradio og -tv. DR var stort set lukket land, da man af princip ikke spillede musik i kassettebåndsformat, men det gjorde man til gengæld på lokalradioerne. Her afspillede man i stor stil den slagermusik, som ikke kunne trænge igennem hos DR. På flere af disse lokalradioer genopstod Dansktoppen som ugentligt hitlisteprogram.

Takket være lokalradioerne fik Danmark, med sangeren Jodle Birge i spidsen, en række nye slager- og dansktopstjerner, som kun tjente håndører på selve indspilningerne, men til gengæld havde masser af livejobs rundt omkring i landet. At det første kassettebånd i Jodle Birges eget navn blev udgivet i netop 1977, hvor Dansktoppen lukkede, er et kuriøst sammenfald – men også lettere symbolsk for slagermusikkens videre historie.

Velkommen tilbage til Dansktoppen

I begyndelsen af 1990’erne valgte Danmarks Radio at genoplive den gamle kæmpe. Top 20 var allerede blevet genindført i 1988, og i 1991 dukkede Dansktoppen op igen. I modsætning til det gamle koncept var kriteriet ikke sproget, men derimod at kompositionerne skulle være danske. Forsøget mislykkedes. Den musikalske profil var meget bredt formuleret, og programmet blev lukket igen i 1992 på baggrund af manglende lytteropbakning. Helt anderledes gik det i 1993, hvor man startede man forfra med den tredje udgave af Dansktoppen. I lighed med Dansktoppen 1968-77 skulle sangene være fremført på dansk. Derudover skulle musikken ifølge oplægget også være ”i dansktop-stil”. Ud fra den musik, der blev spillet i premiereprogrammet 8. januar 1993, aner man, hvad der mentes med dette. Her fandt man solisterne Richard Ragnvald, Jodle Birge, Country Lise og Anders Frandsen, et par gamle kendinge i Bamses Venner og Keld og Hilda samt et par danseorkestre i Skipper & Co og Svanerne. Profilen var tydeligt lagt an på gamle kendinge fra Dansktoppen 1968 til 77 og de solister og orkestre, som de foregående år var blevet populære via lokalradioerne.

Dansktoppen III blev en stor lyttersucces og betød en ny guldalder for den danske slagertradion, som altså nu hed dansktop. Der blev solgt cd’er i stor stil og ikke mindst festet for fulde huse. Der blev også gjort ganske meget ud af det fra DR’s side, ikke mindst da genåbningen i 1993 faldt sammen med en massiv fejring af programmets 25 års jubilæum senere på året. Man så dermed stort på programmets lange pause fra 1977 til 1991/93.

Genåbningen og jubilæet affødte en sand syndflod af cd’er med dansktopmusik fra gamle dage. På de fleste af disse udgivelser var historikken helt på plads med sange fra 68-77, men serien That’s What I Call Dansk Top udgjorde en interessant undtagelse, som sådan set korresponderer fremragende med selve titlen. Størstedelen af sangene på de fire cd’er, som serien bestod af, var godt nok fra perioden 1968-77, men i forhold til de andre udgivelser havde man valgt at supplere med indspilninger, som gik helt tilbage til 1956. Ved at kalde sange som Slentre gennem regn (1956), Dansevise (1963) og Brænd mine breve (1963) dansktop skabte man en sammenhæng mellem den gamle slagertradition og det nye dansktopbegreb, og dette har bidt sig fast. Dansktopmusik bruges i dag ikke bare om den musik, der har ligget på Dansktoppen, men som samlet begreb for en særlig musiktradition med rødder tilbage til 1950’ernes dansksprogede populærmusik.

Vi er vilde med dansktop

Efter opblomstringen i 1990’erne fik Dansktoppen igen trange kår. I midten af det nye årtusindes første årti valgte DR at nedprioritere dansktopmusikken på alle niveauer, og på såvel TV som radiosiden mistede den sin genvundne status som noget nær mainstreammusik. Argumentet for nedprioriteringen har siden 2004 været, at der var tale om nichemusik, som mange ganske vist elsker, men endnu flere hader. Dansktopmusikken har dog siden 2005 haft sin egen Internet- og DAB-kanal og spilles derudover på P5 (tidligere P4 Danmark). Selve hitlisten lever stadig men har efter en flytning væk fra FM-båndet til DAB-radio slet ikke samme platform og betydning som tidligere. I stedet har TV2 taget over på Tv2 Charlie, hvor dansktopmusikken er centralt indhold i blandt andet Top Charlie-programmerne.

DR har dog de senere år over flere omgange markeret Dansktoppens historiske betydning, senest ved en storstilet koncertarrangement i Koncerthuset på Spil Dansk Dagen i oktober 2010. Under titlen Sikken fest – en hyldest til dansktoppen gav DR i samarbejde med KODA såvel publikum i salen som radiolytterne og lørdagen efter tv-seerne mulighed for at nynne med på en perlerække klassiske dansktopsange fra 1956 til 1977. Det, der blev hyldet, var med andre ord primært den gamle tradition, som altså også indbefattede sange fra før Dansktoppens oprettelse. Omvendt fik man ved at stoppe i netop 1977 ikke den anden del af historien med.

DRs hyldest til dansktoppen i 2010 var dog ikke den første i nyere tid. I forbindelse med Dansktoppens 40 års jubilæum i 2008 opstod der en fornyet debat om dansktopmusikken position i DRs sendeflade. Midt i debatten, som kørte et godt stykke ind i 2009, valgte DR at vise genren ved at give den plads i det stort anlagte TV-show Danmarkssindsamlingen 2009 . Lørdag den 24. januar 2009 kunne man således midt i den bedste sendetid opleve stort set hele den danske dansktopelite træde frem på scenen for i fællesskab at fremføre nykompositionen: Vi er vilde med dansktop . Sangen var i lighed med Farvel til dansktoppen en collage med referencer til fortidens store dansktopsucceser, og endnu engang var det så som så med kronologien.

Med på scenen stod Lennart Johannessen, som i 1977 havde skrevet teksten til Farvel til dansktoppen . Dette skyldte dog ikke tiden med Family Swingers, men derimod at Johannessen efter mange forskellige forsøg siden begyndelsen af 1970’erne endelig var slået igennem i stor stil i 2005. Dette år havde han og de andre musikere fra dengang faktisk genoplivet Family Swingers for en kort bemærkning. Han fik dog ikke tid til at gøre så meget ved det, for senere samme år kom det store gennembrud med orkestret Fede Finn & Funny Boyz. Med sangen Kærligheden brænder sagde han goddag igen til Dansktoppen og fik sit store hit på listen med 28 års forsinkelse. Fede Finn & Funny Boyz har siden opnået en position som et af landets førende dansktoporkestre og var derfor selvskrevne på scenen, da Vi er vilde med dansktop blev fremført. I lyset af Lennart Johannessens særlige historie med Dansktoppen, var der ikke noget at sige til, at han var åbenlyst begejstret over at være til stede ved lejligheden sammen med de andre dansktopstjerner. Dette forklarer muligvis, at han glemte at mime til den passage, han havde indsunget på forhånd.

I skrivende stund ligger Fede Finn & Funny Boyz på Dansktoppens førsteplads for tredje uge i træk. Der var derfor på flere måder egentlig ikke den store grund til, at Johannessen og de andre medlemmer i Family Swingers drak den gravøl i 1977, men det vidste de af gode grunde ikke dengang.

Fede Finn & Funny Boys anno 2011. Lennart Johannessen er nr. 2 fra højre.

Proud Mary – Creedence Clearwater Revival

Uge 13, 1969, Top Ti, #8

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Søndag den 30. marts 1969 entrede den amerikanske gruppe Creedence Clearwater Revival (CCR) for første gang en dansk hitliste, da de gik ind på syvendepladsen på Top 10 med Proud Mary . I første omgang blev det kun til en enkelt uge, men det var bestemt ikke det sidste, man hørte til hverken CCR eller Proud Mary på Top 10. Da året var gået, havde CCR stort set sat sig på denne liste og Proud Mary været placeret i hele tre forskellige versioner. Begge dele hang nøje sammen med hitlistens format.

Top ti

Top 10, som i oktober 1972 blev omdøbt til Tipparaden, var en stemmebaseret radiohitliste, som blev sendt i Danmarks Radios regi fra slutningen af februar 1969 til udgangen af marts 1977. Selve listen havde blot en måned på bagen, da CCR kiggede forbi for første gang. Historien bag Top 10 er lidt pudsig. Siden august 1966 havde Danmarks Radio bragt en ugentlig Top 20 over de mest solgte singler og EP’er. Det ophørte fra søndag den 16. februar 1969, hvor den sidste Top 20 blev præsenteret på P3. I stedet ville man fremover bringe tre forskellige hitlister.

Den ene, Dansktoppen, som udelukkende var forbeholdt dansksproget musik, havde med stor succes kørt siden 1. september 1968. I løbet af kort tid blev salgsbaserede Top 20 udsat for en sand tæppebombning af sange fra Dansktoppen. Dette var ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men programindholdet begyndte i høj grad at ligne hinanden.

Søndag den 12. Januar kunne man således genhøre hele ni af de ti placerede sange, der var blevet spillet i Dansktoppen om formiddagen, da Jørgen Mylius senere på dagen præsenterede ugens Top 20. På toppen af begge lister lå Arrivederci Franz og Birthe Kjær.  Derudover var der yderligere tre sange, som tidligere havde ligget på Dansktoppen, med på salgslisten. Ob-la-di, Ob-la-da lå ovenikøbet på Top 20 på såvel dansk som engelsk, og da de fleste dansktopsange var danske udgaver af udenlandske sange, kunne man godt forvente en del lignede sammenfald i fremtiden. Da også børnesangen Skorstensfejeren gik en tur havde fundet vej til Top 20 i uge 2 1969, var i alt 13 af de 20 sange på denne liste dansksprogede. Til sammenligning havde der kun været fire dansksprogede sange på Top 20 i den uge, hvor Dansktoppen blev lanceret.

I februar 1969 tog man en drastisk beslutning og nedlagde Top 20. I stedet præsenteredes to nye hitlister. I fin tråd med LP’ens stigende betydning var den ene, LP Top 10, udelukkende forbeholdt dette format. Det første af disse programmer blev sendt lørdag den 15. februar, og dermed dagen inden den sidste den Top 20 i denne omgang kom ud til lytterne. Ugen efter kunne de i stedet åbne op for Top 10. I det første program præsenteredes 20 numre, hvoraf en lytterjury på 300 personer skulle stemme de ti ind på næste uges liste.

Top 10 var en omvendt Dansktoppen forstået således, at det eneste krav var, at der IKKE blev sunget på dansk. I praksis blev listen totalt domineret af engelsksproget musik, men der var faktisk to tyske numre blandt de 20, der blev testet til det første program. Ingen af disse nåede dog ind på Top 10, og man skulle helt frem til uge 35, før der blev sunget på andet end engelsk. At der så i højere grad blev stønnet end sunget, da Jane Birkin & Serge Gainsbourgs fransksprogede Je t’aime moi non plus for en stund brød den engelsksprogede totaldominans på Top 10, siger noget om, at der virkelig skulle noget exceptionelt til for at trænge igennem den engelske mur.

Top 10 blev derfor hurtigt Danskstoppens engelsksprogede modstykke og fik en trofast lytterskare, som spændte fulgte med i, hvordan deres favoritsange klarede sig. For en dels vedkommende blev der også stemt, og selvom CCR’s første ophold på listen blev meget kort, var der åbenbart et stort potentielt publikum for gruppens musik. Fra de blev testet næste gang i uge 25 i 1969, skulle der nemlig gå godt halvandet år, inden man ikke kunne finde CCR på en Top 10-liste.

Creedence Clearwater Revival over alle.

CCR, som bestod af Doug Clifford, Stu Cook og brødrene Tom og John Fogerty, debuterede på plade i 1968 med en selvbetitlet LP. Såvel LP’en som et par singler med numre fra denne fik moderat succes, men det store gennembrud kom først med deres anden LP, som udkom i januar 1969. På den plade lå Proud Mary , som også blev udsendt på single samme måned. Sangen, som var skrevet af John Fogerty, fandt hurtigt vej til først de amerikanske hitlister og bevægede sig efterfølgende ud i resten af verdenen. I Danmark var man faktisk ret tidligt ude, for med testningen til Top 10 i uge 12 1969 var man eksempelvis to måneder forud for de engelske hitlister, hvor sangen først kom med i slutningen af maj. I Norge skulle man helt frem til midten af juli. Også på den salgsbaserede singlehitliste, som B.T. havde bragt siden april som erstatning for DR’s Top 20, skulle man ind i juli for at finde sangen, og meget tyder på, at Danmarks Radio, og nærmere bestemt Top 10-værten Jørgen Mylius, ganske enkelt har været en postgang for tidligt ude med at præsentere Proud Mary og CCR for danskerne.

Af Top 10-listerne fremgår det tydeligt, at man generelt har været særdeles langt fremme i skoene med hensyn til nyudgivelser fra udlandet, og meget tyder på, at den ualmindeligt hitlisteinteresserede Mylius løbende har nærstuderet Billboard Magazine og købt pladerne hjem direkte fra USA. I dette tilfælde ser det i hvert fald ud til, at rygtet om CCR og Proud Mary ikke rigtigt var nået til Danmark endnu. Det blev der rådet bod på senere på året.

Da Jørgen Mylius i midten af juni 1969 testede næste udspil fra CCR, Bad Moon Rising , var lytterne anderledes positivt stemt, for sangen bed sig godt og grundigt fast på Top 10, hvor den blev hængende resten af året. Den nåede, inklusive testningen, at blive spillet i programmet hele 31 gange. Dette giver sangen en andenplads på listen over de numre, der lå længst tid på Top 10 i hele listens levetid. Her er den kun overgået med to uger af en anden CCR-sang, Up Around The Bend , som lå på Top 10 i hele 33 uger i 1970.

Da sidstnævnte sang gled ud af Top 10 ved årsskiftet 1970/71, havde CCR været repræsenteret i samtlige Top 10-programmer siden uge 26 i 1969 og ejede stort set listen i den periode med 133 enkeltplaceringer fordelt på otte sange. Selvom de ikke helt kunne holde kadencen i 1971 og 1972, var de stadig godt repræsenteret på Top 10. Deres dominans på en dansk hitliste var dog åbenbart ikke nok til at holde sammen på gruppen, som gik i opløsning i 1972.

At Proud Mary nok var blevet skudt af for tidligt på Top 10 og kun fik en enkelt uge på listen betød bestemt ikke, at det dermed var slut for sangen i denne sammenhæng. Den vendte nemlig tilbage hele to gange i 1969.

Proud Mary keep on burning

I uge 25 kunne man således igen finde den på listen, hvor den indtog ottendepladsen. I denne omgang var det dog ikke CCR, men derimod den amerikanske soul og R&B-sanger Solomon Burke, der lagde navn og stemme til. Igen var der nok blevet skelet en del til bevægelserne på hitlisterne i Billboard Magazine, for her lå Burkes version af Proud Mary placeret på flere hitlister i USA. Ej heller Burke kunne dog overbevise lytterne om, at sangen burde blive fast inventar på Top 10, for selvom det med i alt tre uger på listen gik noget bedre denne gang, var der igen tale om et kort ophold. Tredje gang var op mod jul, hvor en helt tredje version af sangen fik to uger på listens tiende- og sidsteplads. Denne gang var det soulgruppen The Checkmates Feat. Sonny Charles, der gav deres bud på sangen, som efterhånden var ved at glide fra sit hvide ophav til sort soul. Også denne gang er der muligvis blevet skelet til de internationale hitlister, for The Checkmates’ version af sangen lå på den engelske hitliste på netop dette tidspunkt. At The Checkmates’ version i den grad bærer den legendariske producer Phil Spectors signatur, hans karakteristiske wall of sound-tapet, peger frem mod sangens videre skæbne.

I 1971 udkom en ny version af sangen med R&B-ægteparret Ike & Tina Turner. De havde i 1966 været tilknyttet Spectors pladeselskab, hvilket resulterede i LP’en River Deep, Mountain High og klassikeren med samme titel. Samarbejdet, som i praksis ikke indbefattede Ike Turner, var vellykket, men en enlig svale. Ike & Tina Turner bevægede sig hurtigt tilbage i et mere rendyrket og enkelt R&B-udtryk end Spectors kæmpe orkesterværker. De næste store hits lod dog vente på sig og det var faktisk først med netop Proud Mary , at det for alvor lykkedes at hitte med samme sang samtidigt i såvel USA som England og en række andre lande. Dog ikke i Danmark. Sangen nåede hverken Top 10 eller B.T.’s. I tilfældet Top 10 var det måske også for meget af det gode at give sangen chancen for fjerde gang.

And rolling, rolling, rolling on the river

Proud Mary ’s noget spegede liv på Top 10 er et kuriøst eksempel på, at nogle sange får vidt forskellige liv. I dette tilfælde gik det ret stærkt, for allerede i 1969 blev sangen indspillet i ganske mange forskellige udgaver udover CCR’s egen. Et af de stærkeste spor blev udstukket af Solomon Burke. Hans udgave, som blev indspillet og udsendt få måneder efter originalen, er ret interessant, fordi han i praksis ændrede sangens betydning ved at indplacere den i en særlig kontekst i den fortale, som indleder hans version af sangen:

“I know a lot of you folks would like to know, what the old Proud Mary is all about. Well, I like to tell you about it. She’s nothing but a big old boat. You see, my forefathers used to ride the bottoms of her, as stokers, cooks and waiters. And I made a vow that when I grew up, I’d take a ride on the old Proud Mary, and if You’ll let me, I’d like to sing about it”.

Proud Mary , som altså var blevet udgivet for første gang tidligere samme år, er hos Burke blevet til ”the old Proud Mary”. Ifølge ham handler sangen om et gammelt skib, hvor hans forfædre knoklede for de hvide. Med disse ord får sangen en helt anden betydning med henvisningen til undertrykkelsen af den afroamerikanske befolkning og Burkes løfte om at tage en tur på båden som passager som symbol på sin ligeværdighed med de hvide.

Det er muligt, at der har eksisteret en sådan båd, men i udgangspunktet er det ren fiktion. Proud Mary var nemlig oprindeligt en vaskekone i en af flere sange, som John Fogerty forenede i det, der blev til den velkendte sang om skibet med samme navn. Under alle omstændigheder viste sangen sig at være ganske egnet til R&B, og den har haft et langt og godt liv i denne tradition. Hvis man lytter til de fire nævnte versioner af Proud Mary i kronologisk rækkefølge, er det nemlig tydeligt, at Ike & Tina Turner i langt højere grad peger tilbage til såvel Solomon Burke som ikke mindst The Checkmates end til CCR og deres oprindelige udgave af sangen. Sangen fik med andre ord hurtigt et liv i R&B/soul-spor, hvor den efterhånden kom til at lyde som noget, der altid havde hørt til på Billboards R&B-hitlister. Noget tyder dog på, at det ikke lykkedes Solomon Burke at overbevise alle om sangens “rette” kontekst.

I sommeren 1969 dukkede sangen op på de amerikanske country-lister. Countrysangen Anthony Armstrong Jones havde nemlig også indspillet den i 1969, og på samme måde, som det skete med sangens R&B-liv, blev den hurtigt en fast del af countryrepertoiret og er siden blevet indspillet i talrige countryudgaver. Med andre ord startede sangen sit liv hos et amerikansk rockorkester og levede videre i dette spor samtidigt med, at den også fik et selvstændigt liv i såvel R&B som country-traditionerne.

At sangen tidligt havde flere liv i de forskellige genrer, har ganske givet været medvirkende til, at den er blevet indspillet i endog ganske mange versioner gennem tiden. Der eksister sågar to dansksprogede versioner af sangen. Den første, som blev indspillet af Birgit Lystager i 1975, er endnu et kuriosum med titlen Sauna . Sandsynligvis inspireret af Shu-Bi-Dua og Bamses Venner, som på dette tidspunkt havde gjort undersættelser af udenlandske tekster til noget nær en hverdagspraksis i den danske populærmusikverden, havde tekstforfatteren Viggo Happel undersat “rolling on the river” til “Roland, hvor det river” og ladet resten af teksten styre af dette noget fortænkte eksempel på denne leg. To år senere  fulgte Rock Nalle trop med Mary af Svendborg, som i følge refrænet dampede ud af havnen.

Listen over kunstnere, der har indspillet Proud Mary , er alenlang og tæller foruden de allerede nævnte blandt andre Elvis Presley, Neil Sedaka, James Last, The Shadows og senest sangerne fra tv-serien Glee. At sidstnævntes indspilning af sangen lå en enkelt uge på den engelske Top 100-liste illustrerer fint, at det skib, John Fogerty satte i floden i slutningen af 1960’erne, så langt fra er nået i havn. Big wheels keep on turning. Proud Mary keep on burning. Rolling, rolling, rolling on the river.

Waterloo – ABBA

Uge 14, 1974, Top 30, #14

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Lørdag den 6. april 1974 sad store dele af den europæiske befolkning klistret til skærmen for at følge det samme program. Det var nemlig tid til afviklingen af den årlige internationale Eurovision Song Contest, eller Melodi Grand Prix’et, som det hedder på dansk. Transmissionen startede 21.30, og ganske mange danskere har nok skiftet fra Danmarks Radio til enten tyske eller svenske kanaler på dette tidspunkt. Samtidig sendte DR nemlig først en udsendelse om de danske sommerrevyers hundredårsjubilæum, hvor Ole Brandstrup og Aage Stentoft snakkede, sang og spillede sig gennem revyvisens københavnske historie fra århundredskiftet til den anden verdenskrig, og derefter et afsnit Columbo. Danmark havde ikke været med i Melodi Grand Prix’et siden 1966, og programmet blev altså ikke engang sendt på dansk tv i 1974.

I mangel på eget bidrag kunne de danske seere passende vælge at heppe lidt på vore nabolande, som alle var repræsenteret. Dem, der holdt med nordmændene eller tyskerne, havde nok en kedelig aften, for disse to lande måtte dele en liden attraktiv 14. plads. Til gengæld har de mere svenskorienterede haft en vidunderlig aften.

Da aftenen var forbi og stemmerne talt op, var det nemlig det svenske bidrag, Waterloo med gruppen ABBA, der løb med sejren. I den svenske lejr var der forståeligt nok eufori, og særligt en person var tydeligvis bevæget. For ham var det nemlig en masterplan af de større, der lykkedes. Navnet var Stig ”Stikkan” Anderson, og det er primært ham og hans plan, denne artikel handler om.

Stikkan

Forhistorien til ABBAs sejr ved Melodi Grand Prixet i 1974 starter i 1931. Det år blev Stikkan Anderson født i den lille by Hova i Västergötland. Anderson blev tidligt mere end almindeligt interesseret i musik, og som teenager og ung mand begyndte han at optræde rundt omkring på egnen. I ungdomsårene begyndte han desuden at gøre sine egne forsøg med at skrive musik og tekster. Ganske ambitiøst kontaktede han allerede som teenager visedigter og senere folkemindesamler Ulf Peder Olrog, som gav den unge mand gode råd og anvisninger til, hvordan han kunne dygtiggøre sig og komme videre ad musikkens veje. I 1950 udkom den første sang fra hans hånd på node og grammofon, og de følgende år fortsatte han med at skrive musik og tekster og optræde i fritiden. Han havde mest succes som sangskriver og lagde blandt andet pen til, da den svenske fodboldlegende Nacka Skoglund fik et ganske pænt hit med fodboldslagsangen Vi hänger me’ i 1958.

Det store gennembrud, som i dette tilfælde var virkelig stort, kom dog først i 1959, da sangerinden Lill-Babs indspillede Andersons Är du kär i mig ännu Klas-Göran . Sangen var egentlig skrevet som en revyvise, men endte med at blive et gigantisk hit for hende. Singlen med sangen blev solgt i 125.000 eksemplarer i Sverige, og selve sangen nåede vidt omkring. Den blev senere samme år solgt videre til såvel Norge som Finland og ikke mindst Danmark, hvor Gustav Winckler købte den til sit nyetablerede musikforlag og selv skrev den danske tekst til Klaus Jørgen , som den kom til at hedde på dansk. Overalt i Skandinavien blev sangen ualmindeligt populær og faktisk også i Holland. Den nåede sågar til USA, hvor danske Grethe Sønck forsøgte at få et gennembrud med den, dog uden held.

Den voldsomme succes med sangen gav dobbelt gevinst for Stig Anderson. Han havde kort forinden valgt at starte sit eget musikforlag, Sweden Music AB, med kontor hjemme ved køkkenbordet, og kunne dermed beholde alle rettighederne og dermed kontrollen og ikke mindst pengene for sig selv. Dette betød ikke kun, at han takket være sangen stod med en net sum kapital som grundlag for en fremtidig forretning. Det betød også, at det var ham selv personligt, som forhandlede med de udenlandske musikforlæggere, som købte sangen, heriblandt altså danske Gustav Winckler. På ganske kort tid fik Anderson bygget et stort netværk op. Størst umiddelbar betydning fik det, at Anderson blev tilbudt og indgik en samarbejdsaftale med en stor belgisk forlægger. Den ene vej rundt repræsenterede Anderson belgieren i Skandinavien og gav dermed denne en god position på et forholdsvist lille, men økonomisk attraktivt, marked. Den anden vej fik Anderson direkte adgang til et stort katalog af udenlandske sange. Dem satte han sig til at oversætte til svensk.

Op gennem 1960’erne voksede Stikkan Andersons lille gesjæft med en rasende fart. I starten var forretningsgangen, at Anderson modtog de internationale sange fra sin belgiske forbindelse, skrev svensk tekst til dem og sørgede for, at de blev indspillet og markedsført på svensk grund, men der gik ikke lang tid, inden han selv begyndte at tage på opsøgende udlandsrejser. Anderson var meget energisk og købte, solgte og skrev i et rasende tempo, og da hans belgiske læremester døde i 1964, var Anderson i stand til at købe denne ud af selskaberne. Anderson skrev fortsat selv de fleste af teksterne til de sange, der blev udgivet fra hans forlag. I perioden fra 1960 til midten af 1970’erne blev det til et par tusinde sangtekster sideløbende med hans andre aktiviteter.

I 1963 stiftede han grammofonselskabet Polar , og dermed var de grundlæggende vilkår for et kommende musikimperium på plads. Herved opnåede Anderson dels fuld kontrol over hele processen, dels kom han i direkte kontakt med de kunstnere, der indspillede musikken. Et af de første navne, som blev knyttet til Polar , var gruppen West Bay Singers, som Anderson for det første omdøbte til Hootenanny Singers og for det andet overtalte til at skifte fra at synge på engelsk til svensk. Allerede den første single, Jag väntar vid min mila , blev et stort hit for Anderson og Hootenanny Singers, som op gennem 60’erne var et af Sveriges mest populære orkestre. I forlængelse af sin overordnede forretningsstrategi holdt Anderson, i lighed med de øvrige kunstnere, Hootenanny Singers tæt ind til kroppen og var involveret i stort set alle led i produktionen.

En væsentlig grund til, at Stikkan Anderson kunne lykkes med sine forehavender, var, at Sveriges Radio i 1962 oprettede en svensksproget radiohitliste. Sammen med Ulf Peder Olrog havde Anderson selv været med til at udvikle idéen og få Sveriges Radio med på vognen. Det primære formål med Svensktoppen var at give den svensksprogede populærmusik en solid platform i en tid, hvor den engelsksprogede populærmusik ellers var ved at overtage sendefladen i voldsomt stigende grad. Projektet lykkedes, og takket være Svensktoppen havde den svenske slagermusik faktisk gyldne år op gennem 1960’erne. Det samme var bestemt ikke tilfældet i Danmark. Her havde man ikke en lignende platform, og selvom der var sporadiske dansksprogede hits op gennem 1960’erne, var det meste af årtiet hårde år for den danske slagermusik. Billedet vendte i efteråret 1968, da Danmarks Radio med direkte inspiration i Sverige lancerede Dansktoppen. Det var Stikkan Anderson om nogen meget glad for.

Sweden Music A/S

I den traditionelle udlægning var det Jørn Hjorting, der som vært for Dansktoppen stod fadder til dette program efter en studietur til Sveriges Radio. Det er muligt og sandsynligt, at det var en del af forhistorien, men uden at forklejne Hjortings rolle hører det også med til historien, at centrale aktører fra musikindustrien havde en række møder med de relevante ledere i Danmarks Radio forud for Dansktoppens fødsel. Ifølge Johnny Reimar, som på dette tidspunkt var producent på Philips/Polydor med ansvar for blandt andet slagerrepertoiret, var det ingen andre end Stikkan Anderson, der stod i spidsen for den danske musikindustris delegation i denne sammenhæng. At en svensk musikforlægger og pladeselskabsejer forhandlede på vegne af den danske musikindustri kan forekomme mærkværdigt, men for Reimar og de andre slagerproducenter på landets pladeselskaber har det nok føltes ganske naturligt, at det var Stikkan Anderson, der tog sig af sagen.

Som nævnt ovenfor kom Anderson tidligt i forbindelse med den danske musikindustri, da Är Du Kär I Mig Ännu Klas-Göran blev til Klaus Jørgen . Denne kontakt medførte faktisk, at Gustav Winckler med tiden blev repræsentant for Sweden Music AB i Danmark og dermed Stikkan Andersons kompagnon. Det smarte var, at Stikkan Anderson dermed selv kunne beholde store dele af procenterne for sangene i hans katalog. Når et skandinavisk musikforlag købte udenlandske sange, besad man i hovedreglen rettighederne til hele Skandinavien. Den almindelige praksis var, at man formidlede rettighederne videre til musikforlag i de enkelte lande. Ved at alliere sig med Gustav Winckler beholdt han selv de fulde rettigheder, og da de danske musikforlag ikke var særligt aktive med hensyn til opkøb af rettigheder til udenlandske sange, fordi det ganske enkelt ikke var rentabelt i en tid, hvor dansksproget musik ikke var i høj kurs, fik Anderson hurtigt en ganske solid position på det danske musikforlæggermarked. I praksis købte han sangene ind til Sverige, skrev selv de svenske tekster og skippede dem efterfølgende videre til Danmark uden meromkostninger.

Da han således i hastigt stigende grad blev manden, man skulle henvende sig til, hvis man skulle lave en dansk version af en udenlandsk sang, fik Anderson hurtigt et stort netværk hos producenterne på de forskellige pladeselskaber og ikke mindst blandt landets tekstforfattere. Han blev blandt andet nære venner med Thøger Olesen, som op gennem 1960’erne lagde dansk pen til talrige af Stikkan Andersons svenske tekster. Der var således intet odiøst i, at Stikkan Anderson var dybt involveret i Dansktoppens tilblivelseshistorie, og der er intet at sige til, hvis han var glad, da Dansktoppen blev en realitet. Allerede i den første udsendelse var der flere bidrag med direkte forbindelse til Anderson, og de følgende år var linjen mellem Danmark og Sverige særdeles varm.

Hvis man lægger alt sammen, havde næsten ¼ af alle de sange, der lå på Dansktoppen fra 1968 til 1977, direkte forbindelse til Sverige. Enten fordi der var tale om danske versioner af svenskkomponerede sange, eller fordi den danske udgave blev til på baggrund af en svensksproget version af en sang fra et helt tredje land. Til dette kommer så alle de udenlandske melodier, som var formidlet af svenske musikforlag. Da den danskkomponerede del af Dansktoppen-repertoiret kun udgjorde 1/6, var der tale om ganske mange sange og penge. I praksis betød det, at de svenske musikforlæggere skovlede penge ind fra Danmark, og Stikkan Anderson var uden sammenligning den, der lå bedst til takket være sit store katalog og sine gode venner. De penge var vigtige, da han i begyndelsen af 1970’erne begyndte at planlægge næste skridt.

Björn, Benny, Agnetha & Anni-Frid

Da Stikkan Anderson i 1964 skrev kontrakt med Hootenanny Singers, havde han sandsynligvis ingen anelse om, at han dermed havde lagt fundamentet til det, der ti år senere skulle gøre hans lille slagerforretning til en multinational virksomhed. Det var ikke desto mindre tilfældet. En af musikerne i Hootenanny Singers hed nemlig Björn Ulvaeus.

I sommeren 1966 stødte Hootenanny Singers i forbindelse med en turné ind et andet af Sveriges meget populære orkestre. Hep Stars, som i modsætning til Hootenanny Singers sang på engelsk, var et af landets førende pigtrådsorkestre, eller pop som det hed i Sverige dengang. Over to omgange slog orkestrene pjalterne sammen om natten efter deres respektive jobs var overstået og havde begge gange en gevaldig fest. Björn Ulvaeus svingede særligt godt med tangentbokseren i Hep Stars, og de begyndte allerede ved det første møde at tale om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen. Dette samarbejde blev en realitet ved deres næste møde tre uger senere, og den første Andersson/Ulvaeus-komposition var en realitet. Det var nemlig Benny Andersson, der styrede orgelet i Hep Star.

Sangen, som fik titlen Isn’t It Easy To Say , blev senere samme år indspillet af Hep Stars og udsendt på deres tredje LP. I løbet af de følgende år blev kontakten mellem Ulvaues og Andersson holdt ved lige. De skrev løbende en række sange sammen, men det var først, da Hep Stars gik i opløsning i 1969, at konturerne af et egentligt sangskriverpar for alvor begyndte at vise sig. I løbet af 1969 og 1970 intensiveredes samarbejdet til et egentligt makkerskab, og da Stikkan Anderson i 1971 pludselig manglede en chefproducer på Polar, fordi hans kompagnon Bengt Bernhag døde, ansatte han Ulvaues og Andersson som chefproducere. Hermed var de officielt samlet og skrev og producerede efterfølgende musik i stor stil.

Benny Andersson og Björn Ulvaeus var meget sammen men havde dog også hver for sig et privatliv. Andersson havde i 1969 mødt og forelsket sig i sangerinden Anni-Frid Lyngstad, som han hurtigt flyttede sammen med. Samme år havde Ulvaues ligeledes fundet sig en sangerinde i Agnetha Fältskog, og langsomt, men sikkert, begyndte privatliv og karriere at flyde sammen. Allerede fra 1970 medvirkede de alle fire på samme indspilning med sangen Hej gamle man! , hvor pigerne bidrog med korstemmerne. Den egentlige debut for det, der senere blev til ABBA, kom dog først, da de fire som Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid sammen udgav singlen People need Love/Merry-go-round .

Stikkan Anderson var efterhånden ret sikker på, at han sad på et guldæg, og begyndte derfor at planlægge en større international lancering af gruppen. Efter sine mange år med opkøb og salg af musik havde han et kæmpe netværk rundt omkring i verden, og nu var det tid til at trykke på reverse-knappen og  skyde sin kommende supergruppe afsted. Derfor valgte han i samarbejde med parrene at sende et bidrag til det svenske Melodi Grand Prix 1973. Planen var, at man ved deltagelse i det internationale Grand Prix skulle bruge tv-tiden ved dette arrangement som affyringsrampe, og planlægningen var ganske minutiøs.

Alene sangtitlen var nøje valgt. Teksten stod Stikkan Anderson for, og i lighed med senere ABBA-tekster var det ham magtpåliggende, at titlens og sangens bærende ord var internationale. I dette tilfælde faldt valget på telefonens Ring Ring . I den nationale konkurrence blev der sunget på svensk, men der var på forhånd skrevet en tekst på engelsk i samarbejde med de kendte amerikanske sangskrivere Phil Cody og Neil Sedaka, som Anderson var forlægger for i Norden. Begge versioner var indspillet og alt var derfor klar til det store ryk. Desværre lykkedes det ikke i første omgang. Ring Ring sluttede på en tredjeplads i Sverige, og selvom sangen blev et pænt internationalt hit, blandt andet i Danmark, måtte Stikkan Anderson pænt vente et år, som han og gruppen så passende kunne bruge på at blive endnu bedre forberedt – og finde på et bedre navn end Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid.

Sejren

Med Stikkan Andersons egen formulering, havde han ikke champagneglas i hånden i timerne efter sejren i Brighton – han havde telefoner. I løbet af natten satte Stikkan Anderson alle sine kontakter verden over i sving med at få skudt ABBA-kanonen af med størst mulig effekt, og man må sige, at det lykkedes. Da året var gået, havde Waterloo ligget på hitlisterne verden over og indtaget førstepladsen i mindst ti lande. Også LP’en med samme titel blev solgt i store oplag. Den var allerede udkommet en måned forinden og var derfor klar til det store internationale ryk.

Et af de første lande, hvor sangen nåede toppen, var Danmark. Her skubbede den Gasolin’ og deres nyeste LP ned på andenpladsen i begyndelsen af maj. På tredjepladsen lå ABBA selv med LP’en. Faktisk var det LP’en, der kom først i dansk hitlistesammenhæng. Den var allerede med på den Top 30-liste, som var blevet sendt tirsdag den 2. april. Ugen efter var den hoppet fra 14. pladsen til 7. pladsen på samme liste, hvor den fik selskab af Waterloo -singlen på 20. pladsen. Om fredagen gik sangen tillige ind på Tipparadens tredjeplads efter at være blevet testet dagen før finalen. Dagen efter, det vil sige lørdag den 13. april, blev en dansk udgave af Waterloo med Lecia & Lucienne testet til Dansktoppen, og ugen efter var samlingen komplet. I uge 16 lå ABBA’s version af sangen nemlig på såvel Top 30 som Tipparaden og den danske på både Dansktoppen og Top 30. To uger senere indtog de to versioner af sangen sågar førstepladsen på respektive Top 30 og Dansktoppen. På førstnævnte liste fyldte Waterloo en del i ugerne 17 til 20, hvor såvel begge versioner som LP’en var repræsenteret.

At der forelå en dansk version af Waterloo allerede ugen efter sejren ved Melodi Grand Prix’et viser ikke kun, hvor gennemført det hele var, men også at der så at sige blev spillet på alle tangenter. ABBA var blevet grundlagt på oversættelser af tusindvis af svenske (og danske) versioner af udenlandske sange, og nu da bøtten blev vendt på hovedet, var der ingen fine fornemmelser. En af grundene til, at ABBA blev så store i så voldsom en fart, var, at Stikkan Anderson sørgede for, at hans mange samarbejdspartnere rundt omkring i verden, så vidt muligt, fik en bid af kagen. At det var Gustav Winckler, der skrev den danske tekst til Waterloo , men Metronome, der udsendte den, mens EMI tog sig af distributionen af ABBA’s egne plader, er en fin illustration af dette. ABBA skulle spredes overalt, og det blev gjort eftertrykkeligt. I løbet af året indspillede ABBA også sangen på fransk og tysk, og selvom det var den engelsksprogede version, som må siges at have været bærende for succesen, er det en vigtig del af historien, at såvel Waterloo som de følgende ABBA-sange i udgangspunktet blev betragtet som alt andet end lukkede værker.

Resten af 1974 stod primært på promoture, som blandt andet indbefattede et voldsomt antal tv-optrædener rundt omkring i verden og fra 17. november en stor europæisk koncertturné, som faktisk havde verdenspremiere i København. Året efter skulle den store test stå, da gruppen udsendte sit andet album, som slet og ret fik titlen ABBA . Med titler som Mamma Mia , SOS , Bang-A-Boomerang og I Do, I Do, I Do, I Do, I Do iblandt havde de dog ikke behøvet at frygte det store, og resten er historie.

The Winner Takes It All

På danskehitliter.dk kan man ved at klikke på Top 20/Top 30 i menuen øverst til venstre se, hvilke kunstnere og numre/albums, der har klaret sig bedst på Danmarks Radios salgshitlister fra 1963 til 1977. Her vil man opdage, at ABBA kun overgås af ”Diverse”, som henviser til forskellige opsamlingsalbums med flere kunstnere, og The Beatles, når det gælder uger på listen. I betragtning af, at ABBA først debuterede med Waterloo i 1974, er det noget af en bedrift, som fortæller noget om deres popularitet i Danmark i midt-70’erne. Hvad angår enkeltnumre/albums, indtager ABBA såvel første som tredjepladsen med henholdsvis Greatest Hits -albummet fra slutningen af 1975 og ABBA- albummet fra samme år. Gasolin’ og deres Gas 5 formår lige at kile sig ind imellem på andenpladsen.

Også i dansk hitlistesammenhæng var ABBA derfor en succes næsten uden sidestykke, og man kan ikke fortænke Stikkan Andersons danske venner i, hvis de drak den champagne, som Stikkan Anderson måtte lade stå den nat i 1974. Gustav Winckler, Johnny Reimar, Thøger Olesen og alle de andre har nok følt en vis portion stolthed og måske også været rørte, da de så deres svenske samarbejdspartner og ven tage imod gratulationerne. Hvis de altså har haft svensk eller tysk tv.

Så går vi til enkebal – Katy Bødtger

Uge 15, 1973, Dansktoppen #2

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Så går vi til enkebal
Hjemme i vor dansehal
Der er fest og god musik
Og kulørte lamper

Sådan sang Katy Bødtger, da hun i 1973 fik et stort hit med en særdeles tyskinspireret polkaschlager af rang med trompeter, tuba, kulørte lamper og det hele. Sangen lå på Dansktoppen fra uge 15 til og med uge 24 – heraf fire uger på henholdsvis første- og andenpladsen. Den fik også et langt liv på salgslisten, hvor den godt nok kun nåede tredjepladsen, men med i alt 11 uger altså også blev spillet flittigt i Top 30-programmet. Sangen har siden opnået den for slager- og popmusik sjældne status at blive nævnt i de danske ordbøger. Her refereres der nemlig til sangen, hvis man slår op under begrebet enkebal .

At der så faktisk er tale om en gammel og elsket salme, Just Over in The Glory Land , som desuden tilhører standardrepertoiret indenfor såvel traditionel jazz som bluegrass country, er noget svært at høre, men ikke desto mindre tilfældet.

Salmer, gospel og jazz

I’ve a home prepared where the saints abide
Just over in the glory land
And I long to be by my Savior’s side
Just over in the glory land

Just over in the glory land
I’ll join the happy angel band
Just over in the glory land
Just over in the glory land
There with the mighty host I’ll stand
Just over in the glory land

Just Over in The Glory Land havde et langt og broget liv, inden den nåede Dansktoppen i sin dengang nyeste inkarnation i 1973. Den tidligste registrering af værket er fra salmebogen Glad Hosannas , som blev udgivet i 1906 af Emmet Sidney Dean og James W. Acuff. Dean og Acuff, der begge var særdeles aktive musikere og ikke mindst produktive amerikanske salmedigtere, stod selv for henholdsvis musikken og teksten. Især hvad melodien angår, er der dog en del spor bagud til den noget ældre Swing Low, Sweet Chariot , som i 1906 var en meget kendt spiritual med mindst 30 år på bagen. Just Over in The Glory Land blev hurtigt populær i kirkerne rundt omkring i USA og har siden været at finde i talrige amerikanske gospelbøger.

To udgaver af Just over in The Glory Land, som den på forskelige måder synges i amerikanske menigheder i dag.

På linje med mange andre gospels og spirituals røg den også forholdsvis hurtigt ind i repertoiret, da jazzmusikken fandt formen op gennem 1920’erne. Den blev således som en af de første gospels indspillet af Sam Morgan’s Jazz Band fra New Orleans i 1927 i en instrumental udgave under titlen Over in the Glory Land .

Da dette orkester var blandt pionererne på jazzfronten, blev der flittigt lyttet og refereret tilbage til dem og deres tidlige indspilninger de følgende årtier af såvel amerikanske som europæiske jazzmusikere. Over in the Glory Land var en af de sange, som blev en del af den traditionelle jazzmusiks standardrepertoire og stadig er det i dag.

GOLDEN EAGLE JAZZ BAND

Sangen var også med, da det nystiftede britiske jazzorkester Chris Barbers Barber’s Jazz Band spillede deres første koncert i oktober 1954. Koncerten fandt sted i København og er blevet foreviget på plade af den danske jazzentusiast Karl Emil Knudsen, som med sit Storyville-plademærke var godt i gang med at sætte Danmark på jazzens verdenskort. Ved gennemlytning af denne indspilning vil man dels erfare, at denne udgave af Over in the Glory Land for en gangs skyld i jazzsammenhæng ikke udelukkende blev fremført instrumentalt, og dels, at det ikke var den oprindelige tekst, der blev sunget i verset. Der er tydeligvis blevet improviseret en del, og det, der kom frem i første versdel, var faktisk sidste vers i Swing Low, Sweet Chariot . Det blev dog ikke sidste gang, der blev lavet om på versets tekst eller for den sags skyld melodien, og faktisk peger Barbers Barber’s Jazz Bands version af sangen ved koncerten i 1954 frem mod Så går vi til enkebal .

Fra skiffle til polkabeat

Ved koncerten i København havde Chris Barber en kommende stjerne ved sin side i form af banjospilleren Lonnie Donegan. Donegan slog året efter igennem med sit eget orkester og den blanding af amerikansk jazz, bluegrass country, blues og folkmusik, som gik under betegnelsen skiffle. Lonnie Donegan blev næsten synonym med skiffle-genren, som opnåede stor udbredelse i England i anden halvdel af 1950’erne og var en vigtig forudsætning for den britiske pop- og rockmusiks internationale sejrsgang i 1960’erne. John Lennon, Paul McCartney og stort set alle andre musikglade engelske teenagere i slut-50’erne startede med skiffle og ikke mindst Lonnie Donegan.

Skifflebølgen nåede også til Tyskland, hvilket dannelsen af det berlinske orkester Skiffle-Lords i 1959 vidner om. Selvom skiffle-begrebet forsvandt fra orkestret navn i 1962, glemte de ikke rødderne, da de i midt-60’erne blev et af Tysklands mest populære beat/poporkestre. I 1967 indspillede og udgav de nemlig en opdateret version af Lonnie Donegans sange. Sangen, som Donegan selv havde indspillet i 1959, hed Gloryland , og hermed er vi næsten ved målstregen.

Lonnie Donegans Gloryland kan bedst beskrives som en bearbejdelse af Just Over in the Glory Land . Arrangementsmæssigt ligger den tættere på de mange country- og bluegrassversioner, som ligeledes var blevet en del af salmens videre liv, end jazzen, og det var ikke i selve den stilistiske overførsel, den største fornyelse fandt sted, men derimod i selve melodien og teksten.

Melodisk var omkvædene identiske med de tidligere udgaver, men havde fået ny tekst mellem ‘Over in the Gloryland’ – delene. Hvad angik versdelen nøjedes Donegan ikke med at ændre teksten endnu en gang med en helt ny af slagsen. Han ændrede samtidig melodien til den, vi på dansk grund kender fra såvel Så går vi til enkebal som Skal det skæres ud i pap , som det første forsøg med en dansk udgave af sangen hed, da den blev indsunget af Grethe Sønck i 1964. Da The Lords indspillede sangen, var det ligeledes med Donegans nye melodi i verset og med dennes tekst.

The Lords’ udgave af Gloryland blev en stor succes og fik et godt og langt liv på de tyske hitlister. Selvom instrumenteringen var den sædvanlige for et poporkester i 1967, og sproget stadig engelsk, var der hos The Lords tydelige tegn på, at sangen var på vej over i en ganske anden grøft. På deres indspilning er der blevet tilført en særdeles dominerende stortromme på alle taktslag, (i musikerkredse kaldes dette ganske sigende ’German foot’), som medfører en del associationer til tysk Volksmusik og Bierstube. Det var da også dér, sangen var på vej hen.

Til enkebal i Gloryland

I 1968 tog partykongen James Last Gloryland med på LP’en Non Stop Dancing ’68 , hvor den afsluttede et potpourri, som også talte titlerne Jägerlatein og Eine Schlaflose Nacht . Sangen blev herefter en del af party-repertoiret hos såvel Last som generelt og var næsten klar til sin nye og endelige danske skæbne. Der manglede dog stadig noget: tubaen/barytonhornet.

Dette instrument og en meget karakteristisk umba-umba-basgang blev først for alvor sangen til del, da der blev lavet en tysksproget version i 1972. Til gengæld fik den på alle tangenter på Ja, mir san mit’m Radl da , som den kom til at hedde på (syd)tysk. At man kan finde den tyske udgave af den gamle salme på udgivelser med titler som Top Hits der Volksmusik , Polka Polka Polka , Spass muss sein og ikke mindst German Beer Drinking Music Vol. 1 , korresponderer fint med sangens tyske udtryk og funktion, som så igen korresponderer fint med den danske udgave fra 1973.

Det vides ikke, hvilken tysk version Gustav Winckler havde hørt, da han skrev teksten til Så går vi til enkebal og siden producerede den, men at han har fundet inspiration i Tyskland synes ganske evident. Selvom den tyske tekst ikke direkte har fest og farver som tema på samme måde som den danske, er det helt tydeligt, at det er en sang, der skal synges i festlige omgivelser og gerne med et par store ølkrus i hænderne. Det forekommer til gengæld ikke særlig sandsynligt, at Winckler har haft den engelske tekst foran sig.

I direkte sammenligning ligger teksternes tema i Over in The Glory Land og Så går vi til enkebal næsten så langt fra hinanden, som det kan lade sig gøre. Som det fremgår ovenfor, eksisterer der ganske mange versioner af den engelsksprogede tekst, men de har alle udgangspunkt i en længsel efter livet i evigheden i Guds herlighed og nærhed. Det samme tema kan ikke just siges at være gengivet i Gustav Wincklers tekst. Her er himlen afløst af et enkebal med fest og go’ musik – og kulørte lamper. Med en portion god vilje og overfortolkning kan man godt betragte enkeballet som en kraftigt profaneret udgave af paradistemaet, men i udgangspunktet er der ikke meget tro tilbage i Wincklers tekst. Den eneste direkte reference til kristendommen er en noget kryptisk henvisning til, at danseglade pigers kærester ligner det sjette bud, når de bliver budt med til bal på kroen.

Enkelte har muligvis været knotne over, at den gamle salme og jazz-klassiker blev omdannet til en germaniseret party-basker, men de fleste danskere lod til at være ligeglade med sangens fortid, som de sikkert også har været uvidende om. Sangen om enkeballet blev en af årets største dansktopsucceser og gav Katy Bødtger masser at lave. Enkebalsarrangørerne landet over har sikkert også været glade for den gratis reklame, men de klarede sig nu fint i forvejen.

Ensom dame 40 år

Da Gustav Winckler skrev sangen i 1973, var der en del enkeballer rundt omkring i landet, som han har kunnet lade sig inspirere af. I Københavnsområdet kunne han blandt andet tage ind på Damhuskroen i Rødovre, hvor man hver tirsdag havde budt op til Tyroler-enkebal siden sommeren 1966, eller ind til Zigeunerhallen på Nørrebro, hvor man havde holdt lignende arrangementer siden starten af 1965. Sidstnævnte sted har han sikkert været forbi en del gange, for her havde hans bror, Jørgen Winckler, i en længere årrække været fast konferencier, når der hver uge blev budt til De glade enkers bal . Hvis han var i Nordjylland midt på ugen og fik lyst til at hilse på sine dansktopkollegaer fra Bjørn & Okay, behøvede han ikke ringe først for at vide, hvor han skulle finde dem. De spillede nemlig til enkebal på Hotel Phønix i Thisted hver onsdag og havde gjort det siden efteråret 1965, hvor de var et ukendt lokalorkester ved navn Okay Kvartetten. For dem blev enkeballerne faktisk det første skridt mod berømmelsen, fordi de med base i disse faste arrangementer på Hotel Phønix nærmest blev en attraktion på egnen.

At disse tre faste enkebalsarrangementer startede i midten af 1960’erne, ser ikke ud til at have været enkeltstående tilfælde. En større gennemgang af forlystelsesannoncer i danske aviser har vist, at enkebalskonceptet efter al sandsynlighed slog igennem på netop på dette tidspunkt. Jeg har ganske enkelt ikke fundet nogle annoncer for lignende arrangementer før begyndelsen af 1965. Til gengæld bredte konceptet sig som en steppebrand i slutningen af 1960’erne. At det skete på netop dette tidspunkt, kan skyldes tilfældigheder, men der er omvendt ganske meget, der taler for, at man med dette koncept ramte et forholdsvist nyt behov.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det primære formål med at gå til enkebal alle dage har været at finde sig en partner. Da Bjørn & Okay i begyndelsen af 1990’erne stoppede med at spille til enkebal på Hotel Phønix, begrundede de det med, at der ikke var flere enker tilbage i området. Det var naturligvis sagt i spøg, men omvendt illustrerer det fint, hvilken funktion disse arrangementer har. Det handler kort sagt om at ”lokke, overtale el. på anden måde få en person til at indlede et forhold el. et seksuelt samvær med én”, som der står i Den Danske Ordbog ved opslag på begrebet ’At score’. Her angives det, at begrebet er kendt i Danmark tilbage til 1959 og altså var aktivt allerede i 1960’erne. Traditionelt var erobringer af en partner noget, der hørte ungdommen til. Det samme gjorde deltagelse ved fester og baller. Det almindelige var, at man fandt en partner i sin ungdom, som man blev gift med og holdt sammen med til ”vores dages ende”. Hvis man skulle være så uheldig, at ens livsledsager faldt fra i utide, var man ikke single, men enke/enkemand. Heraf følger begrebet enkebal.

Ifølge Den Danske Ordbog refererer enkebalsbegrebet til fester, ”hvor der især kommer enlige kvinder og mænd, og hvor kvinderne må byde mændene op til dans”. Selvom det ikke artikuleres eksplicit, synes det overvejende sandsynligt, at der med ”enlige mænd og kvinder” primært sigtes mod den modne del af befolkningen. I følge beskrivelsen i supplementet til Ordbog over det danske sprog har begrebet været kendt fra 1920’erne.

Når denne type fester først for alvor synes at være blevet populære fra midten af 1960’erne og frem, hænger det sandsynligvis sammen med, at der var langt flere enlige voksne end tidligere i takt med kernefamiliens opløsning. At festerne hed enkeballer, afspejler fint, at der var tale om en forholdsvis ny situation. Ifølge ovennævnte ordbog introduceredes en anden anglicisme i 1969, som afspejler, at jagten på den eneste ene ikke længere var noget, der alene hørte ungdommen til. Fra da af begyndte man at tale om singler , dvs. personer, der ikke lever i fast parforhold, og i dag er enkeballerne mange steder afløst af singlefester, som er direkte rettet mod denne målgruppe. Alt dette har Gustav Winckler sikkert ikke tænkt så meget over, da han skrev teksten, men han ramte i den grad plet med sin sang om at gå til enkebal, og hvis ikke begrebet var kendt af alle inden, blev det det nu. I månederne og årene efter eksploderede det med enkeballer, og mon ikke sangen har været spillet en gang eller to ved disse arrangementer gennem tiden?

Herrens og musikkens veje

At Så går vi til enkebal har vist sig at have begyndt sit liv som en eskatologisk salme, er et af de mere kuriøse eksempler på, at populærmusikkens veje er lettere uransagelige. At det ikke har været den nemmeste opgave at trævle denne historie op, fordi ophavsmændene på forunderlig vis er forsvundet fra krediteringerne undervejs i vandringen fra USA til Europa og Danmark, er i sig selv en artikel værd, men den må vente til en anden gang. I denne omgang vil jeg afslutningsvis opfordre til, at man selv lytter sig igennem de mange indspilninger og udgaver, som takket være internettet ligger tilgængelige på forskellige platforme. På Youtube.com kan man finde talrige nyere og ældre udgaver i forskellige stilarter og på forskellige sprog, som sangen har vandret via op igennem det 20. århundrede.

Hvis man finder en forbindelse, jeg har overset i mit forsøg på at beskrive, hvordan salmen blev til enkebalsslageren, tager jeg taknemmeligt imod. Ikke mindst ville jeg meget gerne vide, hvor den ny versdel og tekst, som Finegan introducerede i 1959, stammer fra. Det er muligt, at han selv skrev begge dele, men som denne artikel viser, skal man ikke afvise noget som helst på forhånd i en verden, hvor enkebal rimer nogenlunde på Gloryland. Med eller uden kulørte lamper.

—————-

Da Over In The Gloryland figurerer som ubeskyttet værk, er der ikke nogen ophavsmæssige problemer i forhold til anvendelsen af de ovenfor brugte videoklip, da der ikke er tale om indspilninger.

Seasons In The Sun – Terry Jacks

Uge 17, 1974, Tipparaden, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Seasons In The Sun var et af årets største hits i 1974. Sangen er en af mange fra datidens hitlister, som havde mere end ét liv. I modsætning til i dag blev der i stor stil handlet og oversat sange på tværs af landegrænser. Sangen startede sin omtumlede tilværelse som en chanson om en døende mand skrevet af en af den fransktalende verdens ypperste sangskrivere, Jacques Brel, men senere kunne den uden større problemer glide ind på Dansktoppen med en helt anden tekst. Det ville næsten være utænkeligt i dag, hvor man kun med stor vanskelighed får lov til at ændre teksternes mening.

Seasons In The Sun

I uge 17 i 1974 indtog Terry Jacks for først gang førstepladsen på Tipparaden med Seasons In The Sun , som ugen før havde fået sin debut på listen. Da sangen gled ud efter de maksimale ti uger, man kunne tilbringe på listen i 1974, lå den stadig nummer et. På Top 30 levede sangen imidlertid videre indtil slutningen af september, nærmere bestemt uge 39, hvor den ikke længere var at finde på listen.

Hermed var det dog ikke helt slut, for samme uge strøg en dansk version af sangen, Livets cirkel drejer rundt med Peter Belli, direkte ind på Dansktoppens førsteplads. Denne position beholdt sangen indtil uge 43, hvor Bjørn & Okay og deres Virus og bakterier åbenbart blev for stor en konkurrent. Livets cirkel drejer rundt nåede at ligge på Dansktoppen i ni uger i alt.

Hvis man samler det hele, var den samme melodi dermed blevet spillet i mindst ét af Danmarks Radios hitlisteprogrammer fra midten af april til slutningen af november 1974. Det var derfor nok ikke den helt store overraskelse, at Seasons In The Sun var den højest placerede sang, da årets Top 20 blev præsenteret ved årsskiftet.

Seasons In The Sun var et gedigent verdenshit for Terry Jacks. I løbet af 1974 toppede sangen hitlisterne i først hans hjemland, Canada, siden USA og England. Også belgierne og franskmændene var øjensynligt glade for sangen, som nok forekom bekendt for en del musikelskere i disse lande. Det var nemlig her, den havde startet sin verdensrejse.

Den døende mand

Forlægget til Seasons In The Sun er skrevet af den belgiske sanger og skuespiller Jacques Brel. Han indspillede sangen i 1961 under titlen Le moribond (Den døende). Brel havde siden sit gennembrud med Quand on a que l’amour Som titlen angiver, handler Le Moribond om en mand, der tager afsked med livet. I første vers siger han farvel til sin gode ven, Emile, som han har delt mange glæder, sange og flasker vin med. I andet vers tages der afsked med præsten, som han også godt kunne lide, selvom de ikke helt havde samme opfattelser af livet. Han ved, at de begge vil tage sig af hans kone, når han er død, og det samme gælder hovedpersonen i tredje vers, som han til gengæld ikke bryder sig meget om. Antoine er nemlig konens elsker, og man kan derfor ikke fortænke fortælleren i, at han ikke havde særligt meget lyst til at dø vel vidende, at konen nok skulle få trøst hos Antoine. I sidste vers tages der afsked med konen, som han elskede højt. Brel havde i 1956 etableret sig som en af den fransktalende verdens største sangskrivere med sin stærke og ofte dybt melankolske melodier og ikke mindst sine karakteristiske indfølende og dramatiske fremførelser. Et par år efter fulgte Ne Me Quitte Pas , som op gennem 1960’erne gik verden rundt i mange forskellige inkarnationer – ikke mindst som If You Go Away . Samme skæbne fik Le moribond ikke i første omgang, men der var også tale om en alt andet end oplagt popsællert.

Ganske forståeligt har hovedpersonen ikke den store lyst til at dø og slet ikke om foråret, som det synges i alle vers, men han har forliget sig med sin skæbne, og i omkvædet, som gentages uden variationer, opfordrer han dem alle til at synge, danse og skeje ud, når de smider ham ned i hullet:

Je veux qu’on rie
Je veux qu’on danse
Je veux qu’on s’amuse comme des fous
Je veux qu’on rie
Je veux qu’on danse
Quand c’est qu’on m’mettra dans l’trou

Selvom denne korte gennemgang ingenlunde yder teksten retfærdighed, burde det kunne anes, at der er tale om en alt andet end endimensionel og sentimental sang. Temaet er selvfølgelig sørgeligt, men såvel musikalsk som tekstligt er der masser af modvægt til tristessen – ikke mindst i omkvædet. Dertil kommer historien om den utro kone og elskeren, som har en snert af bitterhed, men bestemt også humor over sig. Også i selve opbygningen af sangen leges der med udtrykket ved at gentage de samme sætninger i de forskellige vers med vidt forskellige betydninger alt efter forholdet til den person, der synges til. Derfor har det ikke været den nemmeste opgave for den amerikanske sangskriver Rod McKuen, da han nogle år senere lavede en engelsksproget version af sangen.

McKuens oversættelse kan bedst beskrives som en bearbejdning. I udgangspunktet er historien og strukturen den samme som i den oprindelige udgave, men der er en del væsentlige ændringer. Den største er, at omkvædet blev skiftet helt ud. I stedet for opfordringerne til at fejre sin død med fest og dans, havde McKuen valgt at lade hovedpersonen skue tilbage på sit alt for korte liv og fokusere på dennes følelser ved udsigten til at skulle dø:

We had joy
We had fun
We had seasons in the sun
but the hills we would climb
were just seasons out of time.

Denne ændring af omkvædet drejer hele meningen og stemningen i en anden retning end den oprindelige. Der bliver stadig taget afsked med vennen Emile og konen Francoise, som også stadig er løs på tråden i den engelske version, men der er bestemt ikke megen sang, dans og festlig stemning over teksten. Det er i langt højere grad en tilbageskuen på alt det, den døende nu mister. At han så oven i købet ikke har levet op til forældrenes forventninger, gør det ikke meget bedre. I andet vers er præsten nemlig skiftet ud med faderen og den lille dialog om tro og søgen efter indhold i livet med en anger over ikke at have lyttet til forældrenes formaninger. Hovedpersonen drak og festede åbenbart for meget og var derfor familiens sorte får. Det vil sige, at den druk og fest, som var billede på liv i den oprindelige tekst, nærmest er blevet billede på det modsatte i McKuens udgave.

Den engelske udgave blev, så vidt vides, indspillet og udgivet første gang i 1963, da den amerikanske folkgruppe Kingston Trio havde den med på LP’en Time to Think . Samme gruppe udsendte den på single i 1964, dog uden den store succes. De følgende ti år forsøgte flere sig med fortolkninger af sangen, men frem til 1974 var Seasons In The Sun ikke en sang, der tiltrak sig den store opmærksomhed. Det ændredes så i den grad, da Terry Jacks lavede sin version i 1974.

Goodbye Michelle, my little one.

Ifølge historien, som kan findes ved en simpel søgning på Internettet, var det oprindeligt The Beach Boys, der skulle have udsendt en ny version af Seasons In The Sun i 1972/73. Ved producerknapperne stod Terry Jacks. Af uvisse årsager valgte The Beach Boys at lægge den stort set færdige indspilning tilbage i skuffen. Efter nogen tid valgte Jacks så at forsøge sig med den selv. I modsætning til The Beach Boys og de øvrige, som tidligere havde indspillet sangen, ændrede Jacks selv McKuens tekst en del steder og fjernede blandt andet de sidste rester af Brels historie om den utro kone, Francoise. Hun hed nu Michelle, og var øjensynligt godheden selv. Dermed fik tristessen endnu et hak, og hvis man finder en af de mange optagelser med Terry Jacks fra hans turné rundt til alverdens tv-stationer i 1974/75, er det da også en entydigt trist mand, man ser fremføre sangen.

Med Terry Jacks ændringer af McKuens bearbejdning var al ironien, legen og flertydighederne fra Brels oprindelige udgave forsvundet, men til gengæld var resultatet en anderledes stram popsang med et godt omkvæd og en lang række genkendelige hooks. Ifølge en debattråd på hans egen hjemmeside, havde Rod McKuen ret ambivalente følelser i forhold til sangens nye liv. På den ene side var han sur over, at Jacks havde ændret i teksten uden hans, og Brels, vidende og godkendelse. På den anden side var pengene så gode, at han ikke sagde noget, men ifølge Mckuen var såvel han selv som Brel lettere knotne over deres fælles sangs nye skæbne. Hvad de har sagt til de mange andre oversættelser, som skyllede henover verden de næste år, står hen i det uvisse, men hvis de havde haft mulighed for at forstå indholdet i eksempelvis den danske tekst, burde de glemme alt om Terry Jacks’ fortrædelser.

Livets cirkel drejer rundt

Den danske udgave blev udsendt i efteråret 1974 og dermed godt fem måneder efter, at den engelsksprogede version havde ramt de danske hitlister. Efter datidens målestok var der gået ret lang tid, men det har muligvis også været lidt indviklet at finde ud af, hvor rettighederne til sangen lå. Da den engelsksprogede udgave, som de fleste kendte, var en oversættelse, var det slet ikke amerikanerne, men derimod franskmændene, man skulle tale med, hvis man ville lave en dansk udgave. Faktisk var det egentlig svenskerne, for et svensk musikforlag havde allerede i forvejen erhvervet sig rettighederne til at forvalte Brels katalog i Skandinavien.

I modsætning til de store engelske og amerikanske navne, var der normalt ikke det store salg i fransk populærmusik, og sangen har derfor sandsynligvis været forholdsvis billig, da den blev købt og dermed en ganske god investering, da den nu endte på toppen af alle hitlister. Den slags handler elskede musikforlæggerne, som sjældent købte en sang uden at få et bundt andre med som en slags lottokuponer. At Le Moribond har været sådan en lottokupon tyder noget på, for sangen dukkede hurtigt op på stort set alle sprog og i udgaver, som i flere tilfælde afveg særdeles meget fra forlægget. I de fleste udgaver, blandt andet den italienske og de spanske, der var to, var temaet stadig en døendes afsked med livet og hans kære, men der var også versioner, som ikke havde meget med hverken Brels eller McKuens tekst at gøre. Dette gælder ikke mindst den danske udgave, som Johnny Reimar lagde pen til:

farvel min barndomskammerat,
hvor barndomstiden dog gik med lynets fart,
men sammen har vi haft det rart,
plyndret præstens æbletræer,
slået hul på sjæl og knæ,

farvel min ven, vi ses igen,
hvem ved, hvor skæbnen fører os to hen,
men vi har minder hver især,
vi fik regn og solskinsvejr,
tænk på mig, hvor du end er.

Der er godt, der er ondt,
livets cirkel drejer rundt,
hvor blev barndommen af,
kommer aldrig mer tilbag’

Som det ses, er det ikke længere en sang om en døende mand, men derimod om at flytte hjemmefra. I andet vers er det forældrene, der tages afsked med. Også den danske hovedperson var åbenbart lidt af en slambert, men han håber på, at de vil mødes igen en dag. I tredje vers siges der goddag til fortællerens lille søn, som lige er kommet til verden, og så kører livets cirkel rundt igen. At Reimar havde taget udgangspunkt i den engelske udgave, fremgår af en overførsel af centrale billeder som det med at slå hul på hearts and knees og ikke mindst at være familiens sorte får. Sidstnævnte billede går igen i stort set alle oversættelser.

Det vil nok ikke være nogen fornærmelse mod Reimar, hvis man hævdede, at teksten til Livets cirkel drejer rundt ikke er et lyrisk mesterværk. Det har helt sikkert heller ikke været meningen, og det samme gælder den tyske udgave, Wir sind jung wir sind frei , den norske, En sommerdag engang , eller den svenske, Sommar varje dag , som Vikingarna havde med på deres nyeste LP i 1974.

Seasons In The Sun , Le Moribond , eller hvad den nu hedder på de mange forskellige sprog, var nok startet som en chanson med stærk fokus på teksten og dens mening, men efter 1974 var forholdet mellem tekst og musik blevet vendt op og ned.

Hvis man sammenligner de mange forskellige versioner fra 1974 og frem, peger stort set alle udgaver tilbage til Terry Jacks‘ indspilning fra 1974. Meget sigende udgøres undtagelserne af de udgaver, hvor man helt tydeligt har søgt tilbage til ophavet.

En hyldest til den store digter

I 1975 udgav den tyske sangskriver og sanger Klaus Hoffmann en ny version af sangen på sin selvbetitlede debut-LP. Hoffmann beskrives generelt som en af Tysklands førende Brel-fortolkere, og hvis man hører Adieu Emile , som sangen var kommet til at hedde denne gang, får man en fornemmelse af, hvad dette indebærer. Tekstligt springes alle senere inkarnationer over, og resultatet er noget nær en ordret oversættelse af Brels franske tekst. Musikalsk er Adieu Emile karakteriseret ved en noget nær demonstrativ mangel på reference til Jacks udgave af Seasons In The Sun .

Det, Hoffmann gjorde, var, mere eller mindre bevidst, at genoplive autoren, eller forfatteren, som det hedder på dansk.

Brel var, og er, ikke en hr. hvemsomhelst i fransk sammenhæng, og der har givet været mange Brel-elskere, som har haft det svært med at høre et af hans værker blive omformet til mainstream pop og præsenteret i hitlisteprogrammer og lignende. De fleste lyttere har dog sikkert været ligeglade, enten på grund af uvidenhed, eller fordi de var vant til, at musik kunne vandre og bruges i mange forskellige afskygninger og sammenhænge uden af den grund at tabe værdi.

Hvis man gennemgår hitlisterne fra 1960’erne og 1970’erne, vil man erfare, at historien bag Seasons In The Sun langt fra er enestående. De sange, der blev hits dengang, kunne komme fra de mest mærkværdige steder og blive spredt ad lige så uforudsigelige veje. Det samme ville være noget nær umuligt i dag af flere grunde.

Først og fremmest har værkopfattelsen ændret sig markant op gennem resten af det 20. århundrede i populærmusikalsk sammenhæng. Mens den oprindelige sangteksts mening tidligere var noget, man kunne forholde sig til, som man havde lyst til, så længe rettighederne var på plads, begyndte såvel musikere som publikum og producenterne efterhånden i stigende grad at betragte musik og tekst som en enhed.

Udviklingen var allerede godt på vej i midten af 70’erne med det stigende fokus på, at man selv skulle komponere sin musik, men i musikindustriel sammenhæng skete de store ændringer først i løbet af 1980’erne. Det måske bedste eksempel er, at man i begyndelsen af 1990’erne ændrede forretningsgangen i forbindelse med udbetaling af vederlag for at have fået sin musik spillet i radioen. Hidtil havde den lokale tekstforfatter faktisk fået en andel, hver gang sangen blev afspillet i eksempelvis originalsproget. Det vil sige, at Johnny Reimar fik en andel, når såvel Terry Jacks som Jaques Brel blev spillet, men ikke omvendt. Det lyder helt absurd i dag, men sådan var praksis. I dag er vi helt ovre i den anden grøft.

Hvis man vil lave en dansksproget version af en udenlandsk sang, skal man i udgangspunktet regne med at frasige sig alle rettigheder og dermed arbejde gratis. Tekstoversættelse er med andre ord blevet et foretagende for idealister. Som oversættere af blandt andet Bob Dylans og Leonard Cohens tekster kan fortælle om, er der generelt store krav til, at tekstens mening skal overføres fra originalen til oversættelsen.

Dette sætter i høj grad sine begrænsninger for antallet af udgaver på andre sprog end det oprindelige, og hvis man endelig skal finde oversættelser eller fordanskninger af udenlandske sange, skal man søge mod dansktopmusikken, selvom det også her er blevet sværere at få lov til at lave versioner på andre sprog.

Alt efter temperament kan man glæde sig over, at værkerne beskyttes i langt højere grad end tidligere, eller ærgre sig over, at den form for genremæssig og kulturel spredning, som Seasons In The Sun er eksempel på, ikke er mulig mere – eller for øjeblikket, for at være mere præcis.

Af den aktuelle danske hitliste fremgår det tydeligt, at vi stadig er i originalversionens og autorens tidsalder, men omvendt er det økonomiske fundament ved at smuldre. Selvom der også i fremtiden vil være penge i at komponere og udgive musik, er vilkårene nogle helt andre end de seneste årtier, hvor relativt mange musikere kunne leve af at udgive en plade med jævne mellemrum. Spørgsmålet er, om fremtidens Brel’er, Dylan’er, Cohen’er og McKuen’er kan leve af at holde sangene tæt til kroppen? Det kan kun tiden vise.

—————-

Som anført blev sangen oversat til mange sprog. Udover de nævnte kan man finde den på blandt andet italiensk, spansk og finsk ved at søge på følgende titler:

Italiensk: Stagioni fuori tempo
Spansk 1: etapas de mi vida (Her anbefales især gruppen Topaz’ version, hvor man kan nyde nogle særlige rytmiske varianter samt ikke mindst en særegen koreografi)
Spansk 2: estaciones en el sol
Finsk: Paivat Kuin Unta

Sangen er desuden løbende blevet indspillet mange gange i den engelsksprogede version. I hitlistesammenhæng udgør Westlifes boybandudgave af sangen fra 1999 det mest prominente eksempel, men Nirvanas udgave fra en øveaften i studiet i 1993 florerer også flittigt på Internettet, ikke mindst fordi sangen blev tilført ny og tragisk betydning med Kurt Cobains selvmord året efter.

Af ophavsretsmæssige grunde kan der desværre ikke linkes til de mange versioner, der ligger af sangen på eksempelvis Youtube.com.

Mama Loo – Les Humphries Singers

Uge 18, 1973, Top 30, #1/#2

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Fra og med uge 18 i 1973 valgte Danmarks Radio at slå salgslisterne for singler og LP’er sammen på det, der fik titlen Top 30. På den første Top 30 lå samme orkester på første- og andenpladsen med henholdsvis en single og en LP med samme titel. At singlen lå øverst var ikke helt retvisende for forholdet mellem formaterne de følgende år, hvor LP’erne i den grad tromlede singlerne i butikkerne og på hitlisterne. I dag produceres og sælges der stadig albums, men forholdet er for længst tippet tilbage til singlen i takt med, at salget af musik er gledet over på Internettet.

Fra Hitparaden til Top 30

Mandag den første maj 1973 skiftede Danmarks Radios salgsbaserede hitliste navn fra Hitparaden til Top 30. Hitparaden havde blot kørt siden oktober 1972, men allerede efter et halvt år var det altså tid til justeringer. Udover at antallet af placeringer ændredes fra 20 til 30, valgte man fremover at have både singler og albums på samme hitliste. Disse formater havde ellers været adskilt siden 1969, hvor LP’erne havde fået deres egen hitliste i LP Top ti, og singlerne blev fordelt på Dansktoppen og Tipparaden. Hvis man var på jagt efter lister over de bedst sælgende singler, måtte man i stedet ty til aviserne for at finde dem indtil efteråret 1972. Med indførelsen af Hitparaden var antallet af ugentlige radiohitlister helt oppe på fire. Det var åbenbart lige i overkanten, og fra maj 1973 var antallet igen nede på tre.

Mama Loo – Gospel, korsang og party.

Helt øverst på den første Top 30 lå Les Humphries Singers med sangen Mama Loo . Det var der ikke den store nyhed i, for samme placering havde gruppen og sangen haft på de foregående otte ugers Hitparader. Til gengæld så man allerede på andenpladsen effekten af formatændringerne. På andenpladsen lå selvsamme Les Humphries Singers med LP’enmed samme titel som hittet.

I det hele taget afspejler den første Top 30, at Les Humphries Singers var endog ganske populære i Danmark i 1973. På fjerdepladsen finder man nemlig deres LP Sound ’73 , og med singlen Mexico på 12- pladsen og LP’en med samme titel på 16. pladsen var det samlede antal af bidrag oppe på fem ud af de 30.

Les Humphries Singers var en internationalt sammensat gruppe med base i Tyskland. Antallet af medlemmer varierede en del, og det samme gjorde sammensætningen. Medlemmerne var rekrutteret bredt på tværs af nationaliteter og ikke mindst etnisk oprindelse. Det var ganske enkelt en bevidst strategi, at man blandede farverne, så gruppen fremstod som et multikulturelt kollektiv. Manden bag det hele var selv englænder.

Stifteren og orkesterlederen Les Humphries (døbt John Lesley Humphreys) var oprindeligt militært uddannet og havde blandt andet været udstationeret i Tyskland. I slutningen af 1960’erne bosatte han sig i Hamborg, som de følgende år udgjorde basen for det orkester, han dannede i 1969. Stærkt inspireret af det amerikanske gospelkor Edwin Hawkins Singers og deres store succes med Oh Happy Day i 1969 fulgte Humphreys trop. I lighed med forbilledet var Les Humphries Singers baseret på et større kor, og selve repertoiret var i starten også baseret på gospel, hvilket deres første store hit, We Are Goin’ Down Jordan , fra 1971 er et godt eksempel på.

Forkyndelse af det kristne budskab var dog ikke det primære mål med Les Humphries Singers. Det var derimod at skabe en god fest i livesammenhæng og ikke mindst at sælge plader. På mange måder var Les Humphries Singers ikke kun inspireret af Edwin Hawkins Singers, men i høj grad også af den tyske partykonge James Last, som havde specialiseret sig i at lave feststemte versioner af tidens og fortidens store hits og slagere. Med LP’en Singing Explosion udsendte gruppen således i 1970 det første partyalbum med hele 28 titler serveret i potpourrier med partyversioner af alt fra The Doors’ Light My Fire til Simon & Garfunkels El Condor Pasa . I årene efter blev der fulgt op med en stribe udgivelser efter samme opskrift, heriblandt Sound ’73, som altså lå på Top 30 i uge 18 i 1973.

Efterhånden som gruppen begyndte at få egne singlehits, blev der solgt plader og optrådt i særdeles stor stil. Der er usikkerhed omkring hvor mange plader, der egentlig blev solgt, men en angivelse på i alt 50+ millioner eksemplarer er i den forsigtige ende. De var med andre ord megastjerner, om end ikke i England og USA, hvor de aldrig nåede hitlisterne. Det gjorde de til gengæld i Danmark.

Les Humphries Singers i Danmark

Mama Loo var deres femte single på Danmarks Radios hitlister. Den første, We Are Goin’ Down Jordan , udgjorde for sin del en ganske fin fortrop. I første uge af 1972 strøg den direkte ind på førstepladsen på Top Ti og blev liggende dér i samlet fire uger. Da den gled ud efter 17 uger, lå næste bud klar med Old Man Moses , og selv om hverken denne eller opfølgeren Take Care of Me nød samme popularitet, havde danskerne åbenbart ikke fået nok af Les Humphries Singers. Med Mexico fik de i efteråret 1972 et hit, som godt nok ikke nåede særligt højt på listerne, men blev hængende et godt stykke ind i 1973. Hermed var der redt op til Mama Loo , som hærgede på såvel salgslisten som Tipparaden i foråret 1973.

Mama Loo var på alle måder en klassisk Les Humphries Singers-produktion. Hvad angik såvel arrangementet og udførelsen som selve den melodiske opbygning, lå sangen i direkte forlængelse af de tidligere hits. Tempoet, lyden og ikke mindst energien lå på et særdeles højt niveau, og som man kan se fra de mange liveoptagelser med gruppen fra især tyske tv-shows fra den periode, afspejlede dette netop, at Les Humphries Singers først og fremmest var et live-koncept overført til plade.

Hvad selve kompositionen angår, var det i sig selv nærmest en lille partyplade over velkendt hits. Det vides ikke, hvem Mama Loo var, men hun har nok været i familie med såvel Barbara Ann som Maybelline . Det er nemlig ikke svært at høre, at Les Humphries i høj grad lod sig inspirere af andre, når han lavede sine egne kompositioner. At han lykkedes med at påføre sig selv som komponist og tekstfatter til Mexico , som i sit tidligere liv hed The battle of New Orleans , må enten skyldes en meget dygtig advokat eller blot amerikansk mangel på interesse for, hvad der skete på den europæiske popmusikscene, og hvis man var til henholdsvis The Regents/Beach Boys eller Chuck Berry, kunne man fint synge med på sangen, som synes at være en partyklon af netop Barbara Ann og Maybelline . Til gengæld kan man ikke tage den helt særlige sound, som hørbart var Les Humphries varemærke, fra ham, og at sangene minder om hinanden, har nok ikke været en ulempe for gruppen.

At Mama Loo så var det sidste kæmpehit fra gruppens side, tyder på den anden side på, at opskriften var ved at være opbrugt. I dansk sammenhæng opnåede yderligere tre singler fra deres hånd at blive placeret på hitlisterne, men med en ottendeplads på Top 20 for Kansas City i uge 8 i 1974 som højeste placering var man ikke i nærheden af tidligere træffere. Faktisk klarede LP’erne sig bedre, illustreret ved at Kansas City -LP’en nåede helt op på fjerdepladsen senere i 1974. At danskerne åbenbart foretrak LP’en, var Les Humphries Singers bestemt ikke de eneste, der fik at mærke. Det var tværtimod helt i overensstemmelse med den generelle udvikling.

Formaternes kamp

Da Danmarks Radio i midten af april 1973 offentliggjorde planerne om at lade den nye Top 30 indeholde både singler og LP’er, lød begrundelsen, at LP-salget havde været i så stærk fremmarch, at det havde oversteget salget af singler. Med andre ord var ændringerne affødt af en generelt ændret forbrugeradfærd. At det ikke kun var en fiks idé fra Radiohusets side illustreres af, at det på dette tidspunkt var grammofonindustrien revisor, der udfærdigede salgslisten.

Det første stykke tid så det ikke ud til, at formodningerne var helt rigtige. På den første Top 30-liste var der 18 singler og 12 LP’er, og faktisk udgjorde Les Humphries’ andenplads med Mama Loo -LP’en en undtagelse, hvis man udelukkende ser på top tre. Man skulle nemlig helt frem til uge 26 for atter at finde en LP blandt de tre mest solgte titler. Til gengæld lagde opsamlingspladen Pure Gold , som indeholdt bidrag af blandt andre T. Rex, Mud, Stevie Wonder og Deep Purple, sig trygt på førstepladsen denne uge og frem til uge 31, hvor tyske Freddy Breck tog over med singlen Überall Auf Der Welt . Det var dog en stakket frist for singleformatet.

Fra uge 26 og året ud var der i to LP’er for hver single i sanglslistens top 3, og der var  udelukkende LP’er i top tre fra uge 44 et godt stykke ind i 1974. Man skal helt frem til  uge 19 1974, før man med ABBA’s Waterloo atter finder en single på førstepladsen. At der skulle en sang af Waterloo ’s kaliber til for at bryde LP’ernes dominans, er ganske illustrativt for styrkeforholdet mellem singlerne og LP’erne i resten af salgshitlistens levetid. På såvel uge- som årslisterne dominerede LP’erne i stærkt stigende grad, og da den sidste Top 20 blev præsenteret i slutningen af marts 1977, var der blot fire singler i blandt med Smokie og deres Livin’ Next Door To Alice på en sjetteplads som bedst placerede.

At Danmarks Radio valgte at blande formaterne fra 1973 og frem, er noget af en gave til folk, som interesserer sig for de skiftende medieformaters betydning. Det betyder nemlig ikke alene, at man kan konstatere og følge en overordnet udvikling, der var i gang, men samtidigt gå i dybden og reflektere over, hvad det mon skyldtes, når forbrugeradfærden har ændret sig gennem tiden.

Fra shellak til digitale filer

Hvis man ser på de helt grove træk, fra de første danske hitlister blev offentliggjort i 1953 til i dag, kan man tale om tre perioder.

Singlen

I den første, som strækker sig fra 1953 til første halvdel af 1970’erne, var singlen hovedformatet. I 1953 var vinylpladen endnu en ganske ny opfindelse, og da de fleste plader blev presset i shellak i det gamle 78’er-format, hvor der kun var begrænset plads på siderne, var der typisk kun et nummer på hver side. Det samme var tilfældet med den 45#-singleplade, som afløste 78’eren op gennem anden halvdel af 1950’erne.

De første forsøg med Long Play(LP)-formatet blev gjort allerede i begyndelsen af 1930’erne, men LP’en blev først kommercielt attraktiv, da man i slutningen af 1940’erne fik forbedret teknologien. De første mange år var LP’en primært et medie for klassisk musik, jazz og den mere voksenorienterede populærmusik. I den mere hit-orienterede del af musikverdenen var LP’en derimod et sekundært format, hvor man typisk samlede tidligere udgivne singler og supplerede op med et par nye, som så kunne blive udgivet på single.

Albummet

Den anden periode, hvor albummet var hovedformatet, løber fra første halvdel af 1970’erne, hvor en længerevarende proces synes at være overstået, til for ganske nyligt.

Som på mange andre fronter var The Beatles vigtige i forhold til de ændringer, der skete i forholdet mellem singlen og LP’en. På deres første LP, Please Please Me var alt nogenlunde som det plejede at være. De havde i forvejen udgivet to singler, Love Me Do/P.S. I Love You (1962) og Please Please Me/Ask Me Why (1963), og alle fire numre var med på LP’en. Det var de to numre på den single, der blev udsendt lige efter LP’en, til gengæld ikke. From Me To You/Thank You Girl kom heller ikke med på næste LP, With The Beatles , og det samme gjaldt I Want To Hold Your Hand / This Boy , som ellers blev udsendt ugen efter dette album.

The Beatles skilte med andre ord næsten fra starten single og LP fra hinanden, og selvom de ikke helt var konsekvente fremover, pegede det frem mod en forholdsvis ny måde at tænke på albummet som en helhed. Meget sigende kom der ingen singler fra Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band , hverken før eller efter udgivelsen af LP’en.

At LP’en så blandt andet også viste sig at være velegnet til det partykoncept, som Les Humphries var en af mange eksponenter for, er en anden side af formatets fordele i forhold til singler. James Last og hans danske arvtager Johnny Reimar havde stor succes med partypladerne, og begge blandede sig i toppen af salgslisten i 1973 med titler som Non-stop Dancing 73 Vol. 2 og Johnny Reimar Party No. 6 .

At LP’en fik bedre fodfæste op gennem anden halvdel af 1960’erne og frem mod midten af 1970’erne, skyldtes dog ikke kun nye måder at bruge formatet på, men også de økonomiske strukturer.Man fik ganske enkelt mere musik for pengene ved at købe LP’er i stedet for singler. Det krævede naturligvis en grammofon, som kunne afspille LP’er, og faldende priser for grammofoner og stereoanlæg, der kunne afspille formatet, var en medvirkende årsag. Under alle omstændigheder viser hitlisterne fra 1973 og frem med al tydelighed, at LP’en efterhånden var blevet det foretrukne format, og det ændrede sig faktisk ikke de næste mange år. I forhold til såvel kassettebåndet og CD’en var/er det stadig forholdsvis dyrere at købe singler end albums. Perioden, hvor albummet var hovedformatet, har derfor varet indtil for ganske få år siden.

Tracket

Den sidste periode, som vi er i nu, kunne man godt kalde singlens tilbagekomst, men den mest rammende beskrivelse er nok trackets tidsalder. Uanset om man downloader eller streamer musik, er filerne i udgangspunktet formateret i enkelte tracks. I modsætning til pladerne, båndene og cd’erne er der ingen større fordele ved at købe musikken i albumformatet. Tværtimod har det indtil for nylig været ret besværligt, fordi det tog lang tid at downloade for de fleste. Så var det mere overkommeligt med et enkelt nummer.

Med alle de nye streamingtjenester, som ser ud til at blive musikkens førende format i de kommende år, udlignes alle fordele og ulemper singleformatet og albumformatet imellem. Tiden hvor albummet var det dominerede medie, når man skulle udgive musik, er definitivt forbi.

Der bliver stadig udgivet albums, og det vil der også fortsat, når CD’en sandsynligvis forsvinder i løbet af nogle år, men forholdet mellem single og album har afgjort ændret sig med den digitale revolution. I stigende grad fokuserer musikere nu på at producere og udsende ét nummer af gangen i stedet for først at lave et helt album. Det kan man godt forstå, hvis man ser på, hvordan salget af albums er faldet.

Gamle vaner forgår ikke så let

At gamle vaner og tankegange ikke ændrer sig så hurtigt, kan man sande ved at gå ind på Hitlisten.nu, hvor IFPI offentliggør de ugentlige hitlister over musiksalget i Danmark. Her bliver man nemlig ledt direkte ind på albumhitlisten. Nedenunder finder man ikke bare en trackhitliste, men blandt andet også en streaminghitliste, to hitlister for downloads af albums og tracks fra musikabonnementstjenester, en for de mest downloadede ringetoner og endelig en liste over de sange, der er blevet spillet mest i radioen.

At man i dag måler musikforbruget ud fra mange forskellige formater modsvarer fint det forhold, at vi netop finder og bruger musik på mange forskellige platforme. At Youtube og andre musikvideotjenester ikke figurerer skyldes vel primært, at disse platforme er ganske ukontrollable og i øvrigt er helt gratis for brugeren.

Hvorfor det er netop albumformatet, der ligger øverst, fremgår ikke, men det er et fint billede på albummets status siden begyndelsen af 1970’erne. Spørgsmålet er, om der ikke efterhånden er tale om et levn fra fortiden? Det kunne være sjovt at se, hvad der skete, hvis man igen samlede formaterne på en hitliste fra nu af og de næste år frem. Så ville man på samme måde som midt i 1970’erne løbende kunne følge formaternes indbyrdes kamp. Det ville dog næppe falde ud til albummets fordel på samme måde som dengang.

—————-

Af ophavsretsmæssige grunde kan der desværre ikke linkes til eksempelvis Youtube.com, hvor man kan finde såvel Mama Loo som mange andre af Les Humphries Singers’ numre.

Non Ho L’eta (per amarti) – Gigliola Cinquetti

Uge 19, Top 20, 1964, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Siden 1956 er der hvert år blevet afholdt Melodi Grand Prix i Europa. Bortset fra i de regioner, en given vindermelodi kommer fra, hører man i dag med få undtagelser ikke meget til vindersangene bagefter. Det gjorde man i de første mange år, hvor Grand Prixet var en årlig mulighed for at slå igennem bredt på tværs af sprog- og landegrænser. Et af de bedste eksempler på dette er Gigliola Cinquettis store succes med Non Ho L’eta.

The Beatles slået af 16-årig italiener

Uge 1-3: Johnny Loves Me – Suzie
Uge 4: She Loves You – The Beatles
Uge 5-6: I’ve Got A Lovely Bunch of Coconuts – The Sunbeams
Uge 7-9: Beautiful Dreamer – John Leyton
Uge 10: I Want To Hold Your Hand – The Beatles
Uge 11-15: I Saw Her Stand There – The Beatles
Uge 16-20: Non Ho L’eta – Gigliola Cinquetti
Uge 21-24: Can’t Buy Me Love – The Beatles
Uge 25-26: Roll Over Beethoven – The Beatles
Uge 27: Long Tall Sally – The Beatles

Sådan ser listen over sange, der lå på førstepladsen på Danmarks Radios Top 20 i første halvdel af 1964, ud. Som det ses, dominerede de engelsksprogede titler. Dette afspejler fint den generelle udvikling på dette tidspunkt. Engelsk var nu populærmusikkens hovedsprog i Danmark. At man desuden kan konstatere, hvordan et enkelt orkester tydeligvis var ved at erobre en ret god position i Danmark, er også i fin tråd med den velkendte historie om datidens popverden.

Efter en langsom start i løbet af efteråret 1963 nåede The Beatles for første gang Top 20’s førsteplads mod slutningen af januar 1964. I løbet af foråret 1964 blev Danmark ramt af akut Beatle-mania, som brød ud for fuld udblæsning, da The Beatles gav koncert i København i begyndelsen af juni samme år. Da Top 20 lukkede i slutningen af juni, lå The Beatles ikke blot på første- og andenpladsen på Top 20, men havde i alt hele 6 numre placeret. Det var afgjort nye tider, og de følgende år dominerede The Beatles, The Rolling Stones og alle de andre i den grad de danske hitlister.

At The Beatles ikke havde endnu flere førstepladser i dette forår, skyldtes udelukkende en 16-årig italiensk pige. I de fem uger, Gigliola Cinquetti toppede hitlisten med Non Ho L’eta , lå Can’t Buy Me Love nemlig på andenpladsen. At hun kunne modstå presset så længe, og at hun overhovedet nåede toppen på Top 20 med en italiensksproget sang, er et fint billede på, at verden alligevel ikke var helt forandret med The Beatles. Der var jo stadig Melodi Grand Prix en gang om året.

Grand Prix Eurovision

I midten af 1950’erne var man ved at være så langt på det medieteknologiske plan, at man kunne samsende livetransmitterede fjernsynsudsendelser over større afstande. I EBU, sammenslutningsorganet for de nationale TV-stationer i Europa, besluttede man i 1955, at disse muligheder skulle testes med en fælles musikkonkurrence. I slutningen af maj 1956 blev planerne til virkelighed, da det første Grand Prix Eurovision de la Chanson Européenne blev afholdt i Schweiz. Denne aften kunne seere over hele Europa se og høre med på samme program. I erkendelse af, at det stadig var de færreste, som ejede et tv-apparat, blev konkurrencen også sendt i radioen. Til illustration af dette var der, ifølge Danmarks Statistik, i 1956 i alt 15.838 fjernsynsseere i Danmark. Allerede to år senere var der med 136.904 seere næsten sket en nidobling, og i 1964 var det potentielle publikum til tv-transmissionen af Grand Prixet 860.420.

Idéen med at sende en sådan musikkonkurrence viste sig hurtigt at være god og fordelagtig på flere fronter. Da der i mange år ikke var mange alternativer til Melodi Grand Prixet i fjernsynet den aften, konkurrencen fandt sted, trak udsendelsen mange seere Europa over. Hvad de fleste danske seere angår, var der eksempelvis kun Grand Prix på programmet den 21. marts 1964, hvor årets konkurrence fandt sted. Selv de, som kunne tage tysk eller svensk tv, havde ikke mange andre muligheder. Reelt set var der kun et sportsprogram på tyske ZDF, og for de særligt heldige en beretning fra Vest-Iran på østtysk tv, at zappe over på. Tyve år senere var det overordnede billede faktisk det samme, og det var først da verdensrummet et par år efter var ved at blive fyldt godt op med satellitter og parabolmodtagere en del af landskabet på jorden, at dette ændrede sig.

Set fra kunstnernes og musikindustriens perspektiv udgjorde Grand Prixet en særdeles god platform til at præsentere sin musik. I mange år var det da også mere reglen end undtagelse, at de melodier, der klarede sig godt ved det internationale Melodi Grand Prix, efterfølgende fik et fint liv på de danske hitlister. At det ikke nødvendigvis var vindermelodien, som solgte bedst, er Cliff Richards to andenpladser med Congratulations og Power To all Our Friends velkendte eksempler på, og det samme gælder den i dansk sammenhæng mindre kendte italienske sanger Domenico Modugnos to bidrag fra 1958 og 1959. Med Nel blu dipinto di blu (Volare) og Piove (Ciao, ciao bambina) opnåede han godt nok kun henholdsvis tredje- og sjettepladsen, men begge sange klarede sig efterfølgende særdeles godt i Danmark. I 1964 var det vindermelodien, der også løb med laurbærrene på hitlisterne.

Non Ho L’eta – cinq points

Det Internationale Melodi Grand Prix anno 1964 blev afholdt i Danmark efter Grethe og Jørgen Ingmanns sejr med Dansevise året forinden. Ved konkurrencen stillede Italien op med netop Gigliola Cinquetti og Non Ho Léta . Tekst og musik var skrevet af to af italiens førende sangskrivere, Nisa (Nicola Salerno) og Mario Panzeri, og de havde øjensynligt gjort det ganske godt. Da stemmerne var talt op, var de og Cinquetti løbet af med en Grand Prix-historiens mest suveræne sejre.

Hvert af de 16 lande skulle stemme på tre melodier og tildele den bedste 5 point, den næstbedste 3 og et enkelt point til den tredjebedste melodi. Italien fik hele 8 af topkaraktererne og i alt 49 af de 80 point. At dømme ud fra det efterfølgende pladesalg var danskerne øjensynligt vilde med vindermelodien, men faktisk var den danske jury blandt de få, som slet ikke havde tildelt Italien point. De havde i stedet som de eneste valgt at give topkarakteren til Norge, som dermed nåede helt op på 6 point samlet. I det hele taget ramte den danske jury ret skævt, for de tre point gik til Finland, som derudover kun fik point af Norge og Storbritannien. Det sidste point gik til Holland, som dermed fordoblede deres samlede score.

Efter sigende blev Gigliola Cinquetti helt usædvanligt kaldt tilbage en ekstra applaus efter præmieoverrækkelsen.  At det bestemt ikke kun var publikum i salen, som var begejstrede, illustreres ikke kun af, at sangen et par uger senere strøg til tops på den danske hitliste. Non Ho L’eta opnåede fine placeringer mange steder i Europa og nåede sågar også at ligge på hitlisten i England. Helt i tråd med den måde, man arbejdede på dengang, dukkede sangen også snart op i mange forskellige inkarnationer.

Non Ho Léta – nu også på japansk

I dagene og ugerne efter sejren fik Gigliola Cinquetti voldsomt travlt. Ikke alene skulle frugterne af sejren høstes med den obligatoriske turné rundt på de europæiske scener og tv-stationer. Hun fik også travlt i studiet, for inden året var gået, havde Cinquetti også indsunget sangen på engelsk ( This Is My Prayer ), fransk ( Je suis à toi ), spansk ( No Tengo Edad ), tysk ( Luna nel blu ) og sågar japansk ( Yumemiru Omoi ).

Selvom dette antal så absolut ligger i den høje ende, er der intet odiøst i, at Cinquetti indsang Non Ho Léta på andre sprog end sit eget. Det havde Grethe Ingmann også gjort året før, dog kun på engelsk ( I Love You ) og tysk ( Der Sommer ging vorüber ). At Cinquetti også sang på sprog, som hun tydeligvis ikke mestrede, er heller ikke noget særsyn i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Det var helt op i 1980’erne ganske normalt, at vinderen indsang sangen på de store europæiske sprog. At der også er blevet lavet versioner på små sprog, er den danske udgave af den tyske vindersang fra 1982, Ein bißchen Frieden , et kuriøst eksempel på. På En smule fred , som den danske udgave hedder, er det nemlig tyske Nicole selv, der synger noget, hun tydeligvis ikke forstår et ord af.

At Ein bißchen Frieden er skrevet af den samme mand, som oversatte Dansevise til tysk i 1963, er endnu mere kuriøst, men samtidigt et billede på at Melodi Grand Prix’et ikke bare var en musikkonkurrence, men i høj grad også et mødested og en handelsplads. I kulisserne blev der nemlig købt og solgt musikrettigheder til den store guldmedalje. Det vides ikke, hvad det har kostet at erhverve sig rettighederne til at udgive Non Ho L’eta på eksempelvis engelsk eller tysk, men det har helt sikkert været billigere, hvis man havde været tidligt ude. Prisen afhang nemlig i høj grad af placeringen ved Grand Prixet, og alverdens musikforlæggere fulgte meget nøje forudsigelserne i dagene op til konkurrencen.

I dagene omkring Grand Prix’et i 1966 fulgte den danske presse denne handel indgående og fortalte blandt andet om, hvordan den danske musikforlægger Bror Kalle om torsdagen før Grand Prix’et havde købt verdensrettighederne til det jugoslaviske bidrag for 1000 kr. De følgende dage solgte han dem videre i bidder til andre musikforlæggere med stor fortjeneste, fordi Jugoslavien strøg op blandt storfavoritterne efter de indledende prøver. At de så endte på syvendepladsen, har Bror Kalle sikkert grædt tørre tårer over.

Det forhold, at Gigliola Cinquetti indspillede sit vinderbidrag på mange forskellige sprog, er en fin illustration af, hvordan Melodi Grand Prixet oprindeligt var netop en melodikonkurrence. Handelen i kulisserne gik først og fremmest ud på at få sangene spredt så vidt omkring som muligt, og den primære vare var melodien og ikke teksten eller indspilningen. Det var en bonus, hvis sangen, som i tilfældet Non Ho Léta, gjorde sig i den oprindelige version rundt omkring, men i udgangspunktet var det melodien, der blev købt og solgt. Som det var tilfældet med Non Ho Léta , lod man ofte den vindende kunstner indspille den selv på de store sprog og lokale sangere og sangerinder tage sig af de mindre. I Danmark blev det i første omgang Raquel Rastenni, for selvom Non Ho Léta klarede sig fint i Danmark på egen hånd, blev sangen selvfølgelig også lavet på dansk – oven i købet i to forskellige udgaver.

En er for ung, og en er for gammel

At Non Ho L’eta kom til at hedde Det er min bøn på dansk, er et fint billede på, hvordan tekst og melodi ikke nødvendigvis blev forstået og behandlet som en enhed på dette tidspunkt. Det er min bøn , som havde tekst af Thøger Olesen og altså blev indsunget af Raquel Rastenni, havde nemlig kun melodien til fælles med Non Ho L’eta , som inklusiv eftersætningen ”per amarti” direkte oversat betyder ”Jeg er for ung til kærlighed”.

Til gengæld har Olesen nok skelet til den engelske version: This is my Prayer . Mens bønnen i den engelske udgave var rettet mod, at hovedpersonens udkårne vil gengælde hendes kærlighed, var Olesen dog noget mere ambitiøs. Der er nemlig tale om en universel fredshymne med ønske om, at vi mennesker skal leve roligt og uden frygt. Den danske udgave er dog ingenlunde blevet nogen klassiker og er ret svær at få fat i. Noget nemmere er det med en noget anden dansksproget udgave, som trods alt er blevet udgivet på CD.

Hvis man tager udgangspunkt i den italienske tekst, som Cinquetti sang ved Grand Prixet, er den anden danske tekst faktisk den af de mange versioner på andre sprog end det oprindelige med klarest forbindelse til originalen. Ewald Epes Jeg er for gammel , som Oswald Helmuth fremførte på Det Ny Scala i august og september 1964 som del af årets Helsingør-Revyen, er nemlig den eneste udgave, hvor alderstemaet går igen, omend problemstillingen er vendt på hovedet.

Ifølge introen og første vers vil Oswald gerne synge refræn ”til den melodi, der vandt Grand Prixet”, men har fået at vide, at han er for gammel, og at ”sådan et vers skal synges, inden man bli’er halvfjerds”. Det harmonerer ikke så godt med, at han ”lå i vuggen og var allerede fordrukken i ’94”. I andet vers er det kærlighed og elskov, han er blevet for gammel til, og i tredje åbenbart til at sidde ned i sporvognen.

Om end det nok må anses som tvivlsomt, at publikum har fanget den ganske raffinerede pointe med at vende temaet i Non Ho L’eta på hovedet, har de fleste nok opfattet kontrasten mellem den yndige 16-årige pige fra Grand Prixet og den 70-årige Oswald Helmuth. At det så som nævnt er den eneste version, hvor dette tema er overført, gør det så meget mere pudsigt. Med andre ord er det kun i en parodi, man finder forbindelser til den oprindelige tekst, som de færreste udenfor Italien i øvrigt har forstået meningen med.

Hvis man går et skridt dybere og ser på, hvordan Cinquetti og Non Ho L’eta nåede finalen ved det internationale Melodi Grand Prix, bliver det endnu mere tydeligt, at det var melodien, der var vigtigst. Ved den lokale italienske udvælgelseskonkurrence var hun nemlig ikke den eneste vinder med denne sang.

Festival della canzone italiana

Forud for deltagelsen i Danmark, havde Cinquetti, som de øvrige deltagere, vundet den lokale konkurrence i hjemlandet. Til forskel fra de øvrige lande var den italienske delkonkurrence faktisk ældre end selve Det Internationale Grand Prix.

I dag er italiensk popmusik ikke den mest attraktive vare i resten af verden, men især i 50’erne og 60’erne var Italien faktisk ganske godt med i international sammenhæng. Ikke mindst takket være den årlige Festival della canzone italiana , bedre kendt som San Remo Festivalen, som var blevet afholdt siden 1951, havde man en god position på det europæiske marked.

Da man i 1955 besluttede at forsøge sig med en fælleseuropæisk musikkonkurrence, var det netop San Remo Festivalen, som udgjorde hovedinspirationen. På få år havde man nemlig opnået at tiltrække sig opmærksomhed fra hele verden og ikke mindst de musikforlæggere, som levede af at købe og sælge rettigheder til musik. De samledes hvert år i San Remo og handlede italiensk musik. Fra 1956 og frem fik de endnu en lejlighed til at mødes et par måneder senere ved det internationale Grand Prix, men festivalen i San Remo bevarede alligevel sin særstatus mange år frem.

Som en demonstration af, at det var melodien, der stod i centrum i San Remo, blev alle melodier fra 1953 og frem fremført i to forskellige versioner. At det ikke kun var det lokale italienske marked, festivalen rettede sig mod, illustreres ved, at det efterhånden blev mere regelen end undtagelsen, at den ene version blev fremført på et fremmedsprog. Dette var også tilfældet i 1964.

Foruden Gigliola Cinquettis italienske udgave blev sangen også fremført på fransk af Patricia Carli. Det vil sige, at den franske udgave, Je suis à toi , faktisk i lige så høj grad udgjorde originalen som Non Ho L’eta . At det blev Cinquetti og ikke Carli, som repræsenterede Italien ved Grand Prixet, lå lige for med sprogfordelingen i San Remo, men sidstnævnte, som også var født i Italien, må dog have følt en smule ærgrelse efterfølgende. End ikke den franske version fik hun for sig selv.

På anden- og tredjepladsen var der fornemt amerikansk besøg, da Frankie Laine og Ben E. King stod for engelsksprogede bidrag af henholdsvis Che me ne importa a me og Come potrei dimenticarti , og med Frankie Avalon, Paul Anka og Gene Pitney blandt de øvrige medvirkende var det en ret velkendt skare, Cinquetti og Carli slog det år. At deltagerlisten for de følgende år talte kunstnere som Dusty Springfield, Wilson Pickett, The Hollies og Stevie Wonder viser ganske fint, hvilken status konkurrencen havde.

At ABBA ti år efter Cinquettis sejr havde såvel en svensk som en engelsk udgave af Waterloo klar, da de stillede op ved den svenske delkonkurrence, lå altså i høj grad i forlængelse af en gammel praksis og tankegang. I deres tilfælde tog de sig selv af begge versioner, men som man kan læse i artiklen om Waterloo , blev sangen efterfølgende spredt efter samme principper.

At ABBA så var den eneste årsag til, at Cinquetti ikke gentog succesen dette år, er endnu et af historiens mange små sammenfald, men også et billede på hvordan magtcentreret for europæisk populærmusik var ved at skifte fra Italien og San Remo til Nordeuropa.

Fra Si til i dag

Allerede to år efter sejren med Non Ho L’eta vandt Gigliola Cinquetti igen i San Remo med Dio, come ti amo . Denne gang var det dog hende, der trak nitten, for det blev Domenico Modugno, som selv havde skrevet tekst og melodi, der repræsenterede Italien ved det internationale Grand Prix. Det var nok et dårligt valg, for han fik 0 point og en ualmindeligt negativ omtale for en meget arrogant opførsel under prøverne med hjem.

Med en enkelt undtagelse stillede Cinquetti troligt op til San Remo festivalen de følgende mange år, dog uden den store succes. I forhold til det internationale Grand Prix gjorde dette dog ikke den store forskel, for i 1967 valgte man at skille San Remo og Grand Prixet ad, og på nær et enkelt år (1971) har de to konkurrencer siden levet hvert deres liv. I stedet valgte den nationale italienske tv-station fremover egenhændigt, hvilken melodi og kunstner, der skulle repræsentere Italien. I 1974 faldt valget på Si og Gigliola Cinquetti, som dermed fik muligheden for at gentage sejren fra 64.

Med en andenplads efter ABBA blev det dog ved lige-ved-og-næsten, men det var faktisk nok til, at hun endnu engang nåede hitlisterne i England. Denne gang var det dog med den engelske version: Go (Before You Break My Heart) . Ligesom i 1964 havde Cinquetti nemlig fået travlt med at indspille sangen på mange sprog, dog ikke japansk i denne omgang.

Deltagelsen ved Grand Prixet i 1974 blev den sidste for hendes vedkommende, og hun har ikke siden gjort sig i udlandet. Gigliola Cinquetti er stadig aktiv som sangerinde, men har dog siden 1990’erne i højere grad erhvervet sig som journalist og tv-værtinde i Italien. Det var også i den funktion, hun i 1991 atter tonede frem på skærm i anledning af det årlige Melodi Grand Prix. Her kunne man ved selvsyn erfare, at hun stadig var en smuk kvinde, og selvfølgelig sang hun Non Ho L’eta . Hvorvidt hun efterhånden er blevet for gammel til at synge refræn, må tiden vise. Netop i år er Italien atter indtrådt i Grand Prixet efter mange års fravær, og mon ikke hun dukker op igen, hvis de formår at vinde engang i fremtiden?

—————-

Videoklippet fra Grand Prixet i 1964 er gjort tilgængelig af  Eurovision.tv. Af ophavsretsmæssige grunde kan der desværre ikke linkes til andre klip på eksempelvis Youtube.com.

Aldrig mer’ må jeg se dig – Lars Stryg & Royal Strings

uge 20, Dansktoppen, 1976, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I 1976 og 77 lå Lars Stryg & Royal Strings’ Aldrig mer’ må jeg se dig på Dansktoppen i hele 55 uger. At de dermed har rekorden for en sang med længst levetid på denne hitliste i perioden 1968-77, er velkendt viden. Til gengæld kender de færreste historien bag. Sangen gav svenske Vikingarna deres gennembrud, men først efter et svindelnummer af de mere kuriøse. Sidenhen blev Vikingarna meget store, og Aldrig mer’ må jeg se dig  er et tidligt dansk eksempel på den sound, som har domineret skandinavisk danskeorkestermusik siden midten af 1970’erne.

Fra Du gav bara löften til Aldrig mer’ må jeg se dig

Aldrig mer’ må jeg se dig
ikke høre din røst
aldrig mer’ kan jeg finde
Den som gav mig trøst
Du gav bare løftet
Som jeg ej forstod
Nej kære, forstå mig
Aldrig mer’ kan jeg tro

De fleste, som har hørt Dansktoppen i 1976 og 77, vil nok kunne synge med på denne tekst. Sangen, som havde samme titel som første strofe, gik ind på Dansktoppen i februar 1976 og var stadig på listen, da programmet lukkede i slutningen af marts 1977. Det blev samlet til 55 uger, hvilket uden sammenligning var rekorden for ophold på Dansktoppen. I uge 19 i 1976 lå den på førstepladsen i lighed med de foregående mange uger.

Takket være rekorden med de 55 uger er Aldrig mer’ må jeg se dig en af de sange, som næsten selvfølgeligt altid er med, når Dansktoppens historie skal fortælles. Det gjaldt også, da KODA og Danmarks Radio i oktober 2010 valgte til at fejre Dansktoppen med koncerten “Sikke’n Fest” i Koncerthuset. Her optrådte Lars Stryg selvfølgelig med sangen, som kronologisk set lukkede Dansktoppens historie ved den lejlighed. Der blev nemlig ikke fremført sange, der var skrevet og indspillet efter 1976.

Forud for arrangementet skrev KODA en artikel om sangen. Heri fremgår det i overensstemmelse med fakta, at Aldrig mer’ må jeg se dig var af svensk oprindelse. I et lille interview til KODA fortæller Stryg om, hvorfor han lavede en dansk udgave af sangen:

” Du gav bara löften havde en interessant musikalsk og lyrisk æstetik, som tiltalte mig meget. Vi fik positiv tilbagemelding på at lave en dansk version. Jeg betingede mig ret til selv at fordanske den, og ved indspilningen fik den det musikalske totalbillede med stemmer, instrumenter, effekter og andet, som jeg havde haft i hovedet” (læs hele artiklen på Koda.dk ).

Henvisningen til sangens æstetiske elementer kan forekomme noget højtravende i forhold til et dansktopnummer, men i dette tilfælde er det faktisk ikke helt ved siden af at bruge sådanne begreber. Det virker i hvert tilfælde som om, at Stryg ganske rigtigt har forsøgt at bevare så meget som muligt fra originalen.

Hvad teksten angår afspejles dette i, at Lars Stryg nok har vægtet klangen af ordene højere end deres betydning. Som det ses, ændrede han selve titlen i forhold til den svenske, som var hentet i sangenes fjerde frase, Du gav bara löften . Det var stort set også den eneste ændring. På nær et par få fraser er det en sjældent set konsekvent ordret oversættelse af den svenske tekst uden ændringer i ordstillinger. At han har valgt ”må” i den første strofe, forekommer desuden at være udtryk for, at han netop har været meget bevidst om ordenes klang.

Selve udsagnet ”Aldrig mer’ må jeg se dig” har næppe nogensinde været anvendt særligt meget i talesprog. Her ville man nok nærmere sige ”jeg skal aldrig se dig mere”, ”jeg kommer ikke til at se dig igen” eller til nøds ”aldrig mere skal jeg se dig”. ”Må” kan selvfølgelig være anvendt i betydningen ”at få lov til”, men det er i sig selv ikke den mest nærliggende løsning.

I den svenske version synges der ”Aldrig mer får jag se dig”, og dette forklarer sådan set det hele. Ved at erstatte ordet får med må bevarede Stryg en tilsvarende vokallyd på dansk. Hvis han havde valgt at bruge det mere nærliggende skal , havde det lydt markant anderledes, fordi sk-lyden er anderledes hård. Det er ikke særligt mundret dansk, men det har nok heller ikke været det primære kriterium. Ved at overføre ordene, og ikke mindst deres rækkefølge, direkte fra svensk til dansk bevarede Lars Stryg faktisk stort set alle lyde i sangen. Det vil sige, at det i princippet er lige så meget en fonetisk oversættelse som en indholdsoversættelse.

Hvad musikken angår, var opgaven ikke den hårdeste, da man benyttede sig af et svensk grundbånd. På svensk grund var sangen blevet indspillet første gang af orkesteret Curt-Görans i 1974, og det er sandsynligvis deres indspilning, der er blevet sendt videre til Danmark. Det vil sige, at det musikalske arrangement, instrumenteringen og produktionen, stort set er at betragte som en 1:1-overførsel. Der er blevet skruet på et par knapper og nok også spillet med af de danske musikere, men på bundlinjen er det samme udtryk og dermed æstetik.

I citatet kommer Lars Stryg ikke nærmere ind på, hvad det æstetiske består i, men retrospektivt betragtet havde han ret i, at der især var noget ved lyden, som det nok godt kunne betale sig at forsøge sig med i Danmark. Det orkester, som han sandsynligvis havde hørt, da han faldt for Du gav bara löften , skulle nemlig vise sig at blive noget af det mest stildannende indenfor skandinavisk danseorkestermusik de følgende år og årtier.

Vikingarna – et lokalt danseorkester

Da Lars Stryg besluttede sig for at lave en dansk udgave af Du gav bara löften i foråret 1976, var det allerede et stykke tid siden, den var slået igennem i Sverige. Den var gået ind på Svensktoppen i juli 1975 og havde ligget på denne liste frem til starten af oktober samme år. Med otte uger på førstepladsen var sangen et af årets større svensktophits, og på den baggrund var det ikke særligt overraskende, at den røg videre til Danmark.

Selvom det var Curt Görans, der indspillede Du gav bara löften først og sandsynligvis også lagde instrumenter til den danske udgave, var det ikke dem, der fik hævet sangen fra mængden, men Vikingarna. I dag ved vi, at Vikingarna, som stoppede i 2004, blev kæmpestore i hele Skandinavien og på godt og ondt var nærmest synonyme med den genre, man i Sverige kalder for dansband , men det kunne man ikke helt se konturerne af før 1975. Faktisk var netop Du gav bara löften Vikingarnas gennembrudssang.

Orkestret, som havde oprindelse i Avika, havde med skiftende besætninger og navne eksisteret siden slutningen af 1950’erne. Op gennem 1960’erne hed de først The Vikings og siden blot Vikings og skilte sig ikke synderligt i forhold til de mange andre fritidsorkestre, som hver weekend spillede op til dans rundt omkring i Sverige. I 1963/64 havde de haft et mindre hit med en instrumentaludgave af ’Tennessee Waltz’, men det var ikke nok til det store nationale gennembrud. Man skal således helt frem til 1973, før de atter var at finde på grammofonplade, nu som Vikingarna .

Med Stefan Borsch som ny forsanger, udgav Vikingarna deres to første LP’er i 1973 og 1974 hos EMI. I 1974 fik de to sange på Svensktoppen, som på dette tidspunkt i lighed med Dansktoppen i Danmark var den svensksprogede pop- og slagermusiks vigtigste medieplatform. Det blev dog kun til sekundære placeringer og et pænt, men ikke opsigtsvækkende, salg. Det ændrede sig i den grad de følgende år, men først efter et helt afgørende skifte fra EMI til et lille forholdsvist nyetableret pladeselskab i 1975.

Bert & Mariann

Mariann Produktion AB, som var navnet på Vikingarnas nye bagland, var blevet stiftet i 1972 af en særdeles gesjæftig ung iværksætter ved navn Bert Karlsson (f. 1945). Karlsson havde allerede i årene forinden forsøgt sig flere gange som musikproducent uden større succes, blandt andet fordi hans første erhvervseventyr med et lokalt lavprissupermarked ikke gik helt som det skulle. I stedet kastede han sig over bingohaller og diskoteker og blev hurtigt en holden mand ad den vej.

Nogle af pengene, som for størstedelen blev gemt godt væk fra skattevæsenet under badekarret i plastikposer, blev brugt til at finansiere hans andet og helhjertede forsøg på at gøre sig i musikbranchen, og denne gang lykkedes det til fulde. Karlsson, som udelukkende fokuserede på danseorkestre, blev godt hjulpet af en regelændring på Svensktoppen i 1974, som stik mod hensigten lagde vejen åben for de selskaber, der satsede på netop denne musik.

Indtil 1974 havde Svensktoppen i overvejende grad været domineret af svenske udgaver af udenlandske sange, men denne praksis blev med ét slag nærmest urentabel, da man ændrede reglerne således, at det kun var svenskkomponerede værker, der kunne komme i betragtning. Formålet med regelændringen var at dreje programmet væk fra slagermusikken og over mod visekunstnerne og den progressive svensksprogede musik, men effekten blev nærmest den modsatte. Ændringen betød nemlig ikke rockens og visemusikkens, men derimod dansbandmusikkens gennembrud. Bert Karlsson ansatte et hold tekstforfattere og sangskrivere med det direkte formål at skrive musik til hans forskellige dansbands, og resultaterne af anstrengelserne blev sendt ind til Svensktoppen.

Karlsson havde en udpræget merkantil indgangsvinkel til musikken og var på ingen måde hæmmet af musikideologiske eller for den sags skyld moralske skrupler. Han samlede et hold studiemusikere og et kor, og lod dem indspille alle sangene for så blot at lade forsangeren i de enkelte orkestre bidrage med vokalen. Hvis en given sang ikke slog an med det ene orkester, lod han blot næste forsanger forsøge sig på samme indspilning. Denne praksis betød dels, at orkestret naturligt nok lød ens på de forskellige udgivelser, men også at man efterhånden fandt en særlig ’Skarasound’ (efter egnens navn), som blev forfinet og udviklet gennem årene.

Bert Karlssons forskellige orkestre, hvoraf de første frontskibe hed Jigs og Schytts, solgte ganske godt og opnåede fine placeringer på Svensktoppen, men det var først med Vikingarna og ’Du gav bara löften’, at Karlsson og Mariann Music satte sig på dansbandmusikkens tinde, hvorfra han regerede de følgende mange år.

Historien om hvordan ’Du gav bara löften’ endte på Svensktoppen er legendarisk. Vikingarna havde udgivet deres første LP på Karlssons selskab og havde opnået en pæn, men ikke prangende, placering på Sveriges Radios salgsliste: Kvällstoppen. På det tidspunkt var der en særregel på Svensktoppen. Hvis et orkester fik en LP placeret i top ti på Kvällstoppen, kunne de selv kunne vælge en sang, som ville blive testet til Svensktoppen,. Det vidste Karlsson alt om, og derfor ringede han rundt til samtlige pladeforhandlere i Sverige og ’smurte’ dem med præmier og ferier til syden.

Tricket virkede, for pludselig stormede Vikingarna op i top ti, og Karlsson kunne glad fortælle Sveriges Radio, at de godt kunne finde ’Du gav bara löften’, som var med på Vikingarnas plade, frem til næste Svensktoppen. Det gjorde de, og da programværten på Svensktoppen satte pickupnålen frem til tredje sang på LP’en, var succesen hjemme. Hermed var historien dog ikke ovre.

Karlsson havde nemlig inviteret et dagblad til at overvære hele ’kuppet’, som blev afsløret i ugerne efter. Selvfølgelig var der en del moralsk forargelse, men på den måde fik Karlsson blot mere ubetalelig reklame og iscenesat sig selv som den frække dreng i klassen. Den rolle har han spillet til fulde lige siden – i en overgang også i politisk sammenhæng som Sveriges svar på Mogens Glistrup. Uanset om man bryder sig om det eller ej, er Bert Karlsson ubetinget en af Sveriges mest kendte og betydningsfulde personligheder siden gennembruddet med Vikingarna.

I takt med at virksomheden voksede, gjorde ambitionerne lige så, og i begyndelsen af 1980’erne var det ikke længere Svensktoppen, men derimod Melodi Grand Prixet, som udgjorde det primære mål for Karlsson. I 1982 lykkedes det for første gang for Bert Karlsson at vinde det svenske Grand Prix, Melodi Festivalen, og frem til 1987 kom alle vinderne fra Mariann Records. I alt har Bert Karlsson vundet Melodi Festivalen 14 gange og er tre gange oven i købet kommet helt til tops ved det internationale Grand Prix. Han stod således bag såvel Herreys sejr med Diggi-loo diggi-ley i 1984 som Charlotte Nilsson triumftog med Tusin och en natt/Take Me To Your Heaven i 1999. Dertil kommer, at det også var Karlsson, der stod bag, da norske Bobbysocks vandt i 1985 med La det swinge . Samlet set har han haft en stor aktie i, at Sverige har en særposition i Melodi Grand Prix-sammenhæng, og ret beset bærer den 80’er-Melodi Grand Prix-stil, som man ofte refererer tilbage til som ”den rigtige”, i høj grad Karlssons aftryk.

Selvom Bert Karlsson fik travlt med alle sine Melodi Grand Prix-profiler var Vikingarna fortsat selskabets flagskib frem til 1988, hvor de skiftede tilbage til EMI. Ret beset kom deres store gennembrud i resten af Skandinavien først efter, de forlod Karlsson og hans selskab, men tiden hos Mariann var på alle måder definerende, ikke kun for Vikingarna, men også for dansbandmusikken i det hele taget. Og det er ikke til at vide, hvordan det var gået uden Karlssons noget alternative forretningsmetoder og tilgange til musikproduktion.

Vikingarna og dansbandæstetikken.

Efter Du gav bara löften fulgte det ene store salgshit efter det andet for Vikingarna, og deres LP’er, som fra 1975 og frem bar titlen ’Kramgoa låtar’ med fortløbende nummerering, solgte alle i gigantiske oplag. Det er altid svært at regne med salgstal, og ikke mindst når folk som Bert Karlsson er involverede, men de har mindst solgt 10 millioner albums gennem tiden. Der var lidt usikkerhed om fremtiden, da den meget markante forsanger Stefan Borsch forlod orkestret i 1978, men afløseren Christer Sjögren viste sig hurtigt at være en fuldblods erstatning. Med sit kraftfulde, mørke og klare barytonale foredrag har han dannet forbillede for dansbandmusikkens mandlige sangere lige siden – også i Danmark, hvor såvel Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay som især hans søn, Johnny Hansen fra Kandis, har lyttet en del til Christer Sjögren. De har ligeledes lyttet til arrangementerne og produktionen, og hermed er vi tilbage ved Lars Stryg-citatet.

Aldrig mer’ må jeg se dig er et godt eksempel på, hvorfor man taler om dansband som en specifik genre på svensk grund. Et af de centrale karakteristika ved genren er, at saxofonen er et grundinstrument – eller rettere saxofonerne, for i gode dansbandproduktioner er der mere end en saxofon. I alle udgaver indledes Du gav bara löften/Aldrig mer’ må jeg se dig med en lille saxofonbaseret optakt, og gennemgående er netop saxofonerne helt centrale i dette nummer.

Det var ingenlunde Vikingarna, som introducerede saxofonen i svensk danseorkestermusik, men det var i høj grad dem, der i selskab med Bert Karlssons studiemusikere, producere og teknikere forfinede udtrykket og fandt frem til den særlige lyd, som Karlsson selv altså beskriver som ’Skarasound’.

Lars Stryg var faktisk ret tidligt ude, da han i 1976 sad og fordanskede den svenske tekst til og indspilningen af Aldrig mer’ må jeg se dig . Ret beset var produktionen ikke oppe på Vikingarnas niveau, men det var et velment forsøg, og danskerne var øjensynligt glade for denne forholdsvis nye form for danseorkestermusiker. Det blev dog ikke Stryg, men ovennævnte Bjørn & Okay, som blev dansbandmusikkens danske repræsentanter de følgende år. Med dem som flagskibet var forbindelsen mellem danseorkesterscenen i Danmark og Sverige meget tæt op gennem 1980’erne og har været det siden.

Da Dansktoppen genåbnede i 1993, var dansbandstilen næsten altdominerende. Ikke mindst Kandis, som siden dannelsen i 1989 har været Danmarks førende danseorkester, er særdeles inspireret af Vikingarna og den svenske dansbandmusik. De har i mange år sågar brugt Vikingarnas saxofonist for at opnå den rette sound på deres indspilninger og benytter sig i det hele taget i vid udstrækning af erfarne svenske musikere og teknikere i jagten på den optimale dansbandsound. Den ramte Lars Stryg ikke helt i 1976, men han gjorde et helhjertet forsøg og fik bestemt også sin fortjeneste og plads i musikhistorien for det.

—————-

Historien om, at Lars Stryg anvendte et svensk grundbånd, er ikke tidligere blevet offentliggjort. På baggrund af en analyse af de forskellige indspilninger blev konklusionen, at dette sandsynligvis var tilfældet. Lars Stryg har bekræftet sammenhængen.

Nu rejser jeg hjem / Detroit City – Gustav Winckler / Bobby Bare

Uge 21, 1964, Top 20, #6/#19

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I mange år var det bestemt ikke noget særsyn, at flere udgaver af samme sang kunne ligge på en dansk hitliste. Faktisk var det normen, da den første danske hitliste så dagens lys i 1953. Dengang blev stort set alle sange nemlig oversat til dansk og ofte indspillet af mere end én kunstner. Igennem de følgende år og årtier blev det mere almindeligt, at udenlandske numre klarede sig uden en dansk version, men som denne artikel viser, var der tale om en langstrakt proces.

Nu rejser jeg hjem til Detroit City

I 1963 fik den amerikanske countrymusiker Bobby Bare sit gennembrud med sangen Detroit City . I maj 1964 nåede han også de danske hitlister. I uge 21 nåede den lige akkurat at komme med på Top 20 på en 19. plads. Helt til tops nåede Bare aldrig, men det blev da til 6 uger og en syvendeplads som bedste placering. Lidt højere nåede Gustav Wincklers danske version af samme sang. Med Nu rejser jeg hjem nåede Winckler nemlig helt op på tredjepladsen og slog med ni uger på Top 20 også originalen, hvad angår ophold på listen. Han kom også først, for Nu rejser jeg hjem var allerede gået ind på listen i uge 19 og lå på sjettepladsen, da Bobby Bare debuterede.

Selve det, at en sang lå på hitlisten i flere forskellige versioner, var bestemt ikke noget særsyn dengang. Ti år tidligere var det oven i købet normen. Der var heller ikke noget odiøst i, at den danske version klarede sig bedre end originalen. Og at det var netop Gustav Winckler, der havde stået for den danske udgave af en sang, der havde hittet i udlandet for nylig, var alt andet end opsigtsvækkende. Det var nemlig sådan, han havde gjort i hele sin hidtidige karriere.

Årets hit 1953 – Gustav Winckler

Hvis man går helt tilbage til den første danske hitliste, som blev udgivet i Radio Bladet Se & Hør i slutningen af marts 1953 under overskriften Ugens Topmelodier , finder man faktisk Gustav Winckler på førstepladsen.

Winckler, som var født og opvokset på Nørrebro i København, havde på få år etableret sig som en af Danmark førende refrænsangere, som det hed dengang. I slutningen af 1940’erne begyndte han at optræde som amatør og blev efterhånden så kendt i lokalområdet, at han fik sit første professionelle engagement i 1950. Senere samme år fik han debut på såvel grammofonplade som i radioen, hvor han hurtigt blev en fast gæst i de mange livebaserede udsendelser, der udgjorde halvdelen af populærmusikfladen helt frem til 1963.

I disse udsendelser lod man kendte sangere og sangerinder synge tidens populære melodier, uanset om de havde indspillet dem eller ej. I markedsføringsmæssig sammenhæng var deltagelse i disse programmer mindst lige så vigtigt for kunstnerne som indspilning af plader, og da året var omme, var Gustav Wincklers karriere godt i gang. Han havde også travlt i studiet, for ved indgangen til 1953 havde han indsunget hele 109 sange. Da der kun kunne være to sange på de 78’erplader, som stadig var hovedformatet i disse år, var det et meget stort antal plader, der blev udgivet på kort tid, og Winckler forsatte i samme tempo i 1953.

Den sang, der fik ham til tops på den første udgave af Ugens Topmelodier , var Zing A Little Zong , som han havde indspillet i duet med Aase Werrild. De var dog ikke alene, for under sangens titel er angivet hele fem forskellige indspilninger. Foruden Winckler og Werrild havde såvel Grethe Sønck og Helge Mass, ligeledes i duet, som Raquel Rastenni også indsunget sangen på dansk grund, og med Helen O’Connels og Bing Crosby/Jane Wymans respektive udgaver var der altså fem versioner at vælge imellem. Det fremgår ikke af opgivelserne i Se & Hør, men de tre indspilninger med danske kunstnere blev fremført på dansk. Selvom langt de fleste af titlerne på såvel den første som de følgende udgaver af Ugens Topmelodier var på engelsk, blev stort set samtlige sange nemlig oversat til dansk.

Af de øvrige ni sange på hitlisten var der med en enkelt undtagelse på samme måde anført mere end én indspilning og kunstner under titlerne. Med andre ord tog man åbenbart begrebet ’topmelodi’ ret bogstaveligt. Man listede simpelthen samtlige tilgængelige indspilninger af en given melodi op og skelnede dermed ikke mellem ”originaludgaver” og andre versioner. Sådan blev det også fremover på listen, som kørte frem til slutningen af 1954.

Ugens Winckler

Selve udformningen af Se og Hørs hitliste afspejler ganske fint den måde, hvorpå man producerede og solgte populærmusik på dette tidspunkt. Hvis en melodi begyndte at vise sig populær, skyndte snart sagt alle pladeselskaber sig at indspille den med en af deres kunstnere. Dette fremgår tydeligt af hitlisterne, og Gustav Winckler var om nogen hurtig på aftrækkeren. I 1953 lå han på Ugens Topmelodier i hver eneste uge, men ofte fulgte han blot trop, når en sang begyndte at blive populær. Hvis sangen passede til ham, gik der kun et par uger, så kunne man finde en udgave med Gustav Winckler. Hvis ikke, kunne man for det meste finde en udgave med hans kvindelige modstykke Raquel Rastenni, og i en del tilfælde kunne man vælge imellem de to kunstneres udgaver af samme sang.

Overordnet set udgør de tidligste danske hitlister en eksemplarisk kilde til at studere, hvordan udenlandsk populærmusik blev udbredt i Danmark. Man kan ganske enkelt følge, hvordan der uge for uge kom flere indspilninger til under den enkelte titel. At man så langsomt ændrede praksis og tankegang de følgende år, afspejles af, at også hitlisterne ændrede form sidenhen.

Månedens Top-Melodier – B.T.’s pladebarometer

Som nævnt ophørte Se & Hør med at bringe deres hitliste i slutningen af 1954. Et lille år senere så den næste danske hitliste dagens lys, da Per Sørensen startede Quans Musikbureau og begyndte at udforme månedslister. Sørensen blev senere en central skikkelse i dansk musikindustri og stod blandt andet bag Keld & Donkeys, da de forenede slager og pigtrådsmusik med Ved landsbyens gadekær i 1966.

I første omgang var der udelukkende tale om information internt i branchen, men fra juli 1956 kunne man også finde listerne i B.T. under rubrikken B.T.’s pladebarometer. I modsætning til Se & Hørs hitliste opererede Sørensen med flere formater. På det første pladebarometer kunne man således foruden en overordnet liste over Månedens Topmelodier for juni 1956 også finde opgørelser over Mest solgte 78’ere , Mest solgte EP’ere og Mest solgte LP’ere . At det primært var 78’ere, der blev solgt, illustreres af, at listen over månedens topmelodier, som udgjorde hovedlisten, i praksis var identisk med 78’er-listen. Den eneste forskel var, at man ikke havde anført kunstnere, men blot titlerne under Månedens Topmelodier . Sådan var det også fremover, hvilket fremstår noget pudsigt. Den sandsynlige forklaring er, at man med adskillelsen af melodier og 78’ere ville indikere, at der også blev solgt noder.

To lister – to tankegange

I løbet af de følgende år blev 78’eren erstattet af singlen, men ellers bevarede B.T.’s pladebarometer samme udformning frem til begyndelsen af august 1961, hvor B.T. brød med Quan’s Musikbureau og foretog sin egen optælling baseret på oplysninger fra 50 grammofonforretninger. Samtidig brød man også med det princip, som, om end i mere moderat omfang, faktisk var blevet videreført fra Se & Hørs hitliste anno 1953-54.

På de lister, som Per Sørensen og Quan’s Musikbureau udformede, kunne man nemlig ganske ofte finde flere kunstnere under samme titel. Dette gjaldt eksempelvis den liste for juli 1961, som B.T. altså havde fravalgt at bringe for i stedet at give plads til sin egen. Hvis man sammenligner de to hitlister, ser man forskellen allerede fra den første måned:

Som det ses, angav Quan i tre tilfælde to forskellige kunstnere/grupper i forbindelse med en titel, og man får stort set alle tænkelige fremstillingsformer præsenteret her.

I det første tilfælde var sangen, I’ve Told Every Little Star , ganske rigtigt tilgængelig i indspilninger med såvel danske Gitte Hænning som amerikanske Linda Scott. Da begge indspilninger var på engelsk, var der naturligt nok kun en titel. Til gengæld var den næste, kom til Alaska/North To Alaska , indspillet på såvel dansk som engelsk, og det giver derfor fin mening, at der refereres til begge titler og indspilninger. Derimod er det lidt sværere at regne ud, at Gustav Wincklers udgave af Muss I Denn var på dansk, da det kun var den tyske titel, der blev anført. At Elvis Presley-indspilningen så faktisk hed Wooden Heart med den oprindelige tyske titel i parentes, gør det ekstra forvirrende.

Sammen og hver for sig illustrerer disse to hitlister ganske fint, hvordan gamle og nye praksisser og tankegange blev forhandlet i første halvdel af 1960’erne. At Gustav Winckler stod anført side om side med Elvis Presley på den pågældende Quan-hitliste viser i sig selv, at der stadig blev lavet danske indspilninger af tidens store hits i 1961. Hvis jeg må , som den danske version rettelig hed, var indspillet i midten af januar 1961. På dette tidspunkt havde Elvis Presleys udgave af sangen været at finde på de tyske hitlister siden november. Her havde man også kunnet se og høre Presley fremføre den i filmen G.I. Blues , (i Tyskland fik filmen titlen Café Europa ), og da filmen var på vej til Danmark, kunne man med stor sandsynlighed forvente, at sangen også ville blive populær i Danmark. Det blev den, og Gustav Wincklers danske udgave havde allerede været på markedet i lang tid, da filmen havde dansk premiere i midten af april 1961. I hitlistesammenhæng, hvor sangen var med fra slutningen af januar, var det i første omgang kun Presleys udgave, der blev henvist til, men efterhånden fik han selskab af Gustav Winckler.

At det til gengæld ikke fremgik af Quans hitliste, at Otto Brandenburg også havde indspillet samme sang med en helt anden dansksproget tekst, eksemplificerer fint, hvor uigennemskuelige disse hitlister ofte er med hensyn til, hvordan de er blevet sammensat. Man aner rent ud sagt ikke, hvad kriterierne har været for, hvorvidt den ene eller anden version er blevet medregnet, men kan blot konstatere, at de gamle praksisser med at lave mange versioner af sange, der blev populære, i høj grad stadig levede på dette tidspunkt. Så var det unægtelig lidt nemmere at tolke B.T.’s nye hitliste fra juli 1961 og frem, hvor man lod indspilningerne leve hvert sit liv.

Månedens hit i maj 1964: Nu rejser jeg hjem / Non Ho L’eta/Can’t Buy Me Love

Hvis man springer frem til maj 1964, hvor Gustav Winckler og Bobby Bare altså begge var at finde på Danmarks Radios Top 20, som var en helt tredje hitliste, er billedet faktisk det samme.

På B.T.’s hitliste over de meste solgte singler i maj, finder man også begge versioner. I modsætning til Danmarks Radios hitlister, var det hér Bobby Bares udgave, der med en fjerdeplads lå højest placeret. Gustav Winckler og den danske udgave var at finde helt nede på niendepladsen.

På Quans liste, som nu blev præsenteret i Ekstra Bladet, var det derimod kun Gustav Winckler og Nu rejser jeg hjem , der blev nævnt. Sangen lå oven i købet på førstepladsen, men af en forklarende tekst fremgår det, at man også havde indregnet salget af Bobby Bares udgave:

I retfærdighedens navn må det siges, at når melodien ”Nu rejser jeg hjem” /”Detroit City” er blevet nummer et, skyldes det ikke alene Gustav Winckler. Han er blevet hjulpet af Bobby Bare, som har trukket cirka en fjerdedel af stemmerne ind på sin amerikanske version . ( Ekstra Bladet, 30. maj 1964) .

Dette betyder altså, at man åbenbart havde valgt den version af sangen, som havde opnået flest stemmer/havde solgt mest, men samtidig valgte at lægge det hele sammen. Hvorvidt man havde gjort det samme med de øvrige sange på listen, melder historien ikke noget om, men det gør det unægtelig svært at gennemskue, hvordan listen i det hele taget er blevet til. Det vides eksempelvis ikke, om Gigliola Cinguetti havde klaret sig selv på andenpladsen eller havde fået hjælp af Raquel Rastenni og hendes danske udgave af Non Ho L’eta ( Se artiklen om ugens hit i uge 19 ).

Så er det langt nemmere at forholde sig til sangtitler som Can’t Buy Me Love og I Saw Her Standing There. Begge disse sange, som lå på såvel Ekstra Bladets som B.T.’s månedsliste for maj 1964, er skrevet og indspillet af The Beatles, og de behøvede ingen hjælp fra danske versioner. At Ekstra Bladet så ifølge fortsættelsen på ovenstående citat i øvrigt mente, at The Beatles var ’på retur’, fordi deres højeste placering på deres og Quans hitliste var en femteplads, må betragtes som et vildskud af historiske dimensioner.

Hvordan de i det hele taget er nået frem til, at såvel Gustav Winckler/Bobby Bare som Al Hirt og Jim Reeves på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen skulle have solgt mere end The Beatles, som ellers fik massiv omtale og air play i april og maj på grund af deres forestående koncert i København i begyndelsen af juni, er noget af en gåde og står som et kroneksempel på, at man ikke altid skal tage hitlister, for mere end hvad de er.

I direkte sammenligning med de to andre hitlister, ser det i hvert tilfælde helt skævt ud. Tidligere samme uge havde The Beatles toppet Danmarks Radios Top 20 med Can’t Buy Me Love , og hvis man tæller alle Danmarks Radios lister for maj måned sammen, var det netop Can’t Buy Me Love , der klarede sig bedst af alle sange med Non Ho L’eta lige efter på andenpladsen. At rækkefølgen var omvendt i B.T., hvor Gigliola Cinguetti lå øverst og The Beatles nr. to, gør ikke den store forskel, for kampen mellem de tosange havde været ganske tæt på Top 20. Til gengæld skiller Ekstra Bladets liste sig anderledes markant ud fra de andre.

Under alle omstændigheder kunne Gustav Winckler for eftertiden bryste sig med at have slået The Beatles på i hvert fald én hitliste blot få dage før, danskerne ved selvsyn kunne erfare, hvad Beatlemania var for en sygdom. Selv Ekstra Bladet og Quan, hvis kilder i det hele taget forekommer at have været ret konservative i forhold til de nye toner fra England, måtte efterhånden overgive sig og lade The Beatles indtage samme position i toppen af hitlisten som de øvrige medier.

Country og tidens toner

Ifølge Frank Toft-Nielsens biografi over Gustav Winckler, udtalte Winckler, som i de første år af sin karriere, i starten af 1960’erne, blev udråbt til Danmarks svar på Bing Crosby at stilen ville blive mere ’Country & western’. Hvis han dermed primært refererede til sin egen karriere, må man sige, at han havde ret. Med sange som Jeg vil vente ved telefonen (1961), Den lille gyldne Ring (1963) og ikke mindst Nu rejser jeg hjem var Gustav Winckler i høj grad en af hovedleverandørerne af country til det danske folk på dette tidspunkt, og var det ligeledes i resten af sin karriere. Han indspillede stadig mere traditionelle slagere og danske versioner af udenlandsk popmusik, men hovedparten af hans repertoire var hentet på den amerikanske countryscene. Som illustration af dette kunne man undertiden se ham iklædt cowboyhat på pladecovers og i flere tilfælde sågar i selskab med en hest.

At det så overordnet set ikke var country, der var fremtiden, er en anden side af sagen. The Beatles bed sig i den grad fast og stod i resten af 1960’erne i spidsen for en sand revolution af populærmusikken, som efterhånden blev delt i mange grene. Gustav Winckler klarede sig dog stadig fint og var aktiv frem til sin død ved en bilulykke i 1979, men i forhold til tiden i 1950’erne var hans position en anden. Det er i den sammenhæng ganske sigende, at Nu rejser jeg hjem var det sidste eksempel på, at Winckler for alvor lykkedes med at indspille en dansk udgave af et nogenlunde aktuelt hit fra England og USA. På Quans og Ekstra Bladets hitlister, hvor man fortsat opererede med den gamle tankegang, dukkede han stadig op i selskab med udenlandske originaludgaver af sine dansksprogede indspilninger, men fra slutningen af 1966, hvor Musikbureauet Quan lukkede og slukkede, var det definitivt slut med dobbeltplaceringer på hitlisterne. Det forhindrede ikke Winckler i forsøge efter den gamle model flere gange sidenhen, blandt andet da Tom Jones i 1966/67 storhittede med Green, Green Grass Of Home . Min barndomsby på ny , som den kom til at hedde på dansk, kom dog ikke til at gøre meget væsen af sig, og Wincklers tid som dansk fortolker af tidens store hits var ret beset overstået fra midten af 1960’erne.

De hits, han fik i resten af sin karriere, var enten ældre kendinge med ny dansk tekst, såsom Gem et lille smil til det bli’r gråvejr (1975), sange, som oprindeligt var på sprog, som ikke havde en chance i Danmark, såsom den oprindeligt franske Lidt go’ musik eller egne kompositioner.

Dansktoppen og Waterloo

Dette betød dog bestemt ikke, at det var slut med at lave danske versioner af udenlandske hits. Med Dansktoppens indførelse i 1968 blev det atter rentabelt at producere denne type sange, og selvom han ikke var den mest flittige gæst på Dansktoppen, havde Gustav Winckler ofte en finger med i spillet som komponist, tekstforfatter, producent og ikke mindst musikforlægger. Som midaldrende mand var han nok heller ikke den rette til at præsentere de nyeste poptoner fra det store udland og lod derfor for det meste andre og yngre kræfter komme til, mens han selv tog sig af slager og country. Sådan var det også, da han i skikkelse af tekstforfatter og musikforlægger gentog kunststykket fra 1964 ti år senere.

Det var nemlig Winckler, der lagde pen til den danske tekst, da Lecia & Lucienne ikke blot opnåede førstepladsen på Dansktoppen med en dansk version af ABBA’s Waterloo , men også nåede fjerdepladsen på salgshitlisten samtidigt med, at ABBA’s single og LP med samme titel lå på henholdsvis tredje- og andenpladsen ( læs mere om Waterloo her ). Dette viser i sig selv, at verden trods alt ikke havde forandret sig helt ti år efter succesen med Nu rejser jeg hjem . Omvendt var der vist ingen, der kunne drømme om at klaske de to indspilninger sammen på samme position. Originalen for sig og versionen for sig, og sådan har det været siden.

—————-

For mere almen infomation om Gustav Winckler, henvises der til ovennævnte biografi: Frank Toft Nielsen (1997): Gustav & vennerne,  Tellus, samt Gustav Winckler logens hjemmeside gustavwinckler.dk .

For Wincklers betydning i dansk populærmusik generelt, henvises der til undertegnedes afhandling: Henrik Smith-Sivertsen (2007): Kylling med soft ice og pølser: Populærmusikalske versioneringspraksisser i forbindelse med danske versioner af udenlandske sange i perioden 1945-2007. Københavns Universitet.

Den pågældende Top 20-liste fra 1964 kan ses her på danskehitlister.dk

Fed rock – Shu-Bi-Dua

Uge 22, 1973, Dansktoppen, #8

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I starten af juni 1973 røg en ny og ukendt gruppe ind på Dansktoppen.Ti år senere skrev en af Danmarks mest anerkendte journalister, at netop denne gruppe havde slået rocken ihjel. I følge den sang, gruppen slog igennem med på Dansktoppen, skyldtes denne udåd ikke mangel på kærlighed til rockmusik. Tværtimod kunne de kun li’ rock. Sangen var naturligvis Fed Rock og gruppen Shu-Bi-Dua.

”Rock på Dansktoppen”

Sådan lød overskriften på Ekstra Bladets omtale af de vigtigste bevægelser på den nyeste udgave af Dansktoppen i begyndelsen af juni 1973. I dette lå underforstået, at det var noget nyt, at der var rock på i dette program. Det var det i høj grad.

I de godt fire et halvt år Dansktoppen havde eksisteret på dette tidspunkt, havde det været særdeles småt med rock/beatmusik. Fra starten havde Dansktoppen nærmere været domineret af gamle og nye repræsentanter for den refræn- og slagertradition, som hellere sang om hvide måger, gamle gartnere, små fregnede piger, sommerfugle, knaldrøde gummibåde, grever fra Luxemburg og sexy texanske sælgere af cowboytøj end om at sidde oppe i træet og opdage, at der langt ned, at gå sig en tur over Langebro eller at se sig omkring til alle sider, derfra hvor man stod – eller lå.

Det var ikke alle, der var tilfredse med, at Dansktoppen forekom at være for særlige kunstnere, temaer og stilarter. I slutningen af juni 1972 havde foreningen ”Dansk Beat” med gruppen Gasolin’ i spidsen arrangeret en halv times sultestrejke foran Radiohuset med det ene formål at få beatmusikken på Dansktoppen. Som Kim Larsen formulerede det senere, udsprang det, i hvert fald fra hans side, af en irritation over, at:

tingene var skilt op i båse. Og så siger man lige pludselig til sig selv: Hvad er det for noget pjat? Hvorfor kan man ikke give sig selv ærligt på Dansktoppen? Med de elektriske ting, man har?
(Kim Larsen 1972/73), Hør klippet her .

At dømme efter repertoirelisterne fra Dansktoppen på dette tidspunkt havde Kim Larsen og de andre ret i, at der ikke var plads til dem på Dansktoppen. Lige efter sultestrejken blev blandt andre Stig Møller testet, men det var det nærmeste, man kom Gasolin’ og nyere dansk rock. Kunstnere som Keld, Heick, Johnny Reimar og ikke mindst Peter Belli havde alle forbindelser tilbage til pigtrådsmusikken, men deres respektive bidrag til Dansktoppen var ikke just præget af de nyeste rocktoner. At Peter Bellis Tapre Bjørn fra 1969 og John Mogensens Fut i fejemøjet fra 1971 nok var noget af det mest rockede på Dansktoppen indtil slutningen af maj 1973, siger det vist meget godt. At Mogensen så afslutter Fut i fejemøjet med at synge ”Shu-bi-dua” er et tilfældigt sammenfald, men faktum er, at det var gruppen med netop dette navn, som for alvor bragte ”elektriske ting” ind på Dansktoppen.

Fed Rock/Tynd Blues

Med overskriften og artiklen ”Rock på Dansktoppen” henviste Ekstra Bladet nemlig til den nye gruppe Shu-Bi-Duas Fed Rock , som ganske rigtigt var gået ind på Dansktoppen lørdagen forinden. I resten af artiklen kunne man læse, at det faktisk var anden gang, Shu-Bi-Dua havde fået en sang testet til Dansktoppen. Tynd Blues , som blev testet 14 dage forinden, blev dog ikke stemt ind på listen, hvilket overraskede gruppens forsanger, Michael Bundesen. Ifølge artiklen havde han nemlig troet mere på bluesen end rocken, men sådan gik det altså ikke. Under alle omstændigheder var Bundesen glad for placeringen på Dansktop og syntes, at det var vidunderligt, at Fed rock så ud til at skulle blive et hit. Det blev den med tiden, men i første omgang blev det faktisk ikke til det store.

På Dansktoppen fik sangen kun to uger. Det var dog åbenbart nok til et nogenlunde salg, for samme uge som sangen røg ud af Dansktoppen, gik den ind på Top 30, som salgslisten hed på dette tidspunkt. Her lå den i samlet seks uger, men med en 14. plads som bedste placering var der langt fra tale om et jordskredshit. Michael Bundesen og Shu-Bi-Dua har dog sikkert været fint tilfredse med udbyttet, for takket være Dansktoppen var Shu-Bi-Dua nu på vej ind i Danskernes bevidsthed.

Hvordan de så overhovedet havnede på Dansktoppen med et nummer, der skilte sig så markant ud, står hen i det uvisse, men et kvalificeret bud kunne være, at forsangeren i Shu-Bi-Dua langt fra var nogen ukendt herre for redaktionen bag Dansktoppen.

Quacks og speak

Det var ikke første gang, Michael Bundesen var på Dansktoppen. Faktisk var han med i det allerførste program i september 1968 og opnåede sågar at blive placeret på en fjerdeplads på den første Dansktoppen-liste, kun overgået af koryfæer som Keld Heick, Grethe Ingmann og Bjørn Tidmand. Sangen hed Boink og gruppen Quacks.

Quacks var en af tidens mange folkgrupper, som med akustiske instrumenter leverede et alternativ til tidens pop- og beatmusik. På deres første udgivelse, LP’en Danish Design (1968), var sproget engelsk, men deres næste udspil, singlen, Boink / Regnvejr i Avedøre, var på dansk og dermed kvalificeret til at blive spillet i Dansktoppen. Boink fik i alt to uger på listen og blev bestemt ikke nogen dansktopklassiker, men alene det, at Quacks blev spillet i den første udgave af Dansktoppen, kunne forklare, hvorfor Michael Bundesens nye orkester fik chancen over to omgange i 1973. Han var i øvrigt også med, da Quacks igen var på Dansktoppen i en enkelt uge i efteråret 1969 med Solskin ombord . På B-siden til denne sang, Gustav , kan man i øvrigt ane en tydelig forbindelse til Shu-Bi-Dua . Sangen var nemlig en parodi på Gustav Winckler sunget af Bundesen med en underliggende ironisk tone, hvor man ikke helt ved, om han gør grin af eller hylder Winckler. Sandsynligvis er der tale om begge del. Der kom dog ikke flere af den type sange fra Bundesen de følgende år, for senere på året forlod han gruppen for at koncentrere sig om et jurastudie.

At Michael Bundesen altså var en gammel dansktopkending har muligvis været medvirkende til, at Tynd Blues og Fed Rock fik chancen. En anden forklaring kunne være, at hans job som radiospeaker på P3 også havde en vis betydning. Bundesen havde nemlig flere år bag sig som kendt radiostemme fra programmer som ”14.01”, ”Spillerum” og ”Det ville glæde mig at høre”. Han var således en velkendt herre i Radiohuset, og historisk set har det bestemt ikke været en ulempe for musikere og tekstforfattere at have sin vante gang blandt de mennesker, der skulle vælge musikken til programmerne.

En helt tredje forklaring kunne være, at Jørn Hjorting og resten af redaktionen ganske enkelt mente, at sangene var sjove og derfor kunne bruges som forsøg på fornyelse af Dansktoppen. Det blev dog ikke til den store revolution, og Shu-Bi-Dua gled efterhånden over på Tipparaden, hvor de stilistisk set passede ret meget bedre ind. Meget sigende blev deres næste udspil, singlen Stærk Tobak / Laila , delt således, at den særdeles rockede hash-sang Stærk Tobak kom på Tipparaden, mens den mere poppede kærlighedssang Laila blev testet til Dansktoppen. Laila kunne dog ikke hamle op med sange som Peter Belli & søn , Så længe jeg lever , Rør ved mig , Hold dig fra Linda og Bind dit gule hårbånd .

Herefter var det faktisk slut med Shu-Bi-Dua i Dansktoppen-sammenhæng, men selve det, at de som det første rockorkester blev brugt i Dansktopsammenhæng i 1973, afspejler ganske fint deres position i dansk populærmusikhistorie sidenhen.

Hvad mon man er – Shu-Bi-Dua og rocken

Som bekendt blev Shu-Bi-Dua meget store op gennem 1970’erne. Da de var på deres højeste, var det vel egentlig kun Kim Larsen, der kunne konkurrere med dem med hensyn til folkelig opbakning. Alligevel har de aldrig rigtigt fået samme kulturelle kredit for deres indsats som netop Larsen og hans venner i Gasolin’. Tværtimod har Shubberne gennem årene kunnet læse ganske hampre ting om dem selv og deres musik. Mest direkte var journalist Lasse Ellegaard, da han i 1983 skrev en artikel om Shu-Bi-Dua, som slet og ret havde titlen ”Rockgruppen der slog rocken ihjel”.

Skåret helt ind til benet var problemet ifølge Ellegaard, at Shu-Bi-Dua på den ene (tekniske) side var et fremragende rockorkester og på den anden blot leverede underholdning for underholdningens skyld. Denne kombination havde Ellegaard og andre svært ved at acceptere, fordi det skurede kraftigt mod det, de selv opfattede som selve rockens essens. Som Ellegaard selv formulerede problemet:

Shu-Bi-Duas arrangementer inddrager rock som et af mange elementer, men det sker aldrig af nødvendighed , og det er netop forskellen på rock og pop.

Det handlede altså ikke kun om, hvad og hvordan man gjorde, men i allerhøjeste grad også hvorfor. Ved at henvise til, at ”rigtig” rockmusik udspringer af ”nødvendighed”, stilles der nogle ideologiske krav om en underliggende seriøsitet, som Shu-Bi-Dua bestemt ikke levede op til. Det gjorde Dansktoppens grupper og solister heller ikke, men de gav heller ikke udtryk for andet, hverken tekstligt eller musikalsk. Formuleret mere direkte var alt godt så længe, man holdt sig indenfor de båse, Kim Larsen talte om. Så var dansktopmusikken med fordanskninger af svenske, tyske og italienske slagere og de skiftevis sentimentale og fjollede tekster noget, rocken kunne definere sig op imod. Det var så netop det, Shu-Bi-Dua ikke gjorde.

Jeg kan kun li’ rock

Nu tror I, I får rock
det gør I også nok
nu ska’ vi ha det skideskæg
den får med blødkogt æg
og stærk tobak, og pølsesnak
for vi kan kun li rock
ja vi kan kun li rock

Sådan synger Shu-Bi-Dua på introen til deres andet album Shu-Bi-Dua 2 fra 1973 . Hvad et skideskæg er for noget vides ikke, men de har uden tvivl haft det skideskægt, da de skrev teksten og indspillede sangen.

Shu-Bi-Dua var fra starten primært sjov og ballade. De var fra starten meget omhyggelige med at fremstille sig selv som en sammenbragt flok drengerøve, som ganske enkelt blot spillede noget fed rock og havde det sjovt. At de alle godt kunne lide rockmusik var åbenlyst, og de kunne i den grad spille.

Lige fra de første toner af Fed rock var det tydeligt, at Shu-Bi-Dua befandt sig i 1973 og ikke i 1957, hvor det udenlandske oplæg var skrevet og indspillet. Oprindeligt angav Shu-Bi-Dua sig selv som komponister, men det er velkendt, at Fed Rock i praksis var en dansk version af Jailhouse Rock , som Elvis Presley havde gjort til et af rockhistoriens mest kendte og kopierede numre i 1957. Deres kilde var med andre ord en helt anden end dem, som normalt blev brugt på Dansktoppen. Det var rockhistorien, der lagde materiale til, og i de kommende år blev såvel Chuck Berry som The Beatles taget under kærlig Shu-Bi-Dua -behandling.

Da deres første album kom i 1974, hoppede de fleste anmeldere og musikjournalister med på spøgen og fandt deres uhøjtidelige versioner af rockens klassikere morsomme og forfriskende i en tid, hvor humor og rock kun hang sammen, hvis man som Røde mor havde det rette politiske udgangspunkt og formål. Med tiden blev minerne dog noget stramme i takt med Shu-Bi-Duas stigende popularitet. De insisterede nemlig på, at man godt kunne forene rock og pjank og i det hele taget indtage en position midt imellem Dansktoppen og rocken.

Hvis man endnu engang griber tilbage til Lasse Ellegaards artikel fra 1983, indfanges det egentlig ganske fint i dennes afsluttende konklusion på Shu-Bi-Duas betydning frem til dette tidspunkt:

Og nu er rocken blevet til Tøsedrengene. Laban er landets mest solgte solister rundt på scenerne. Shu-Bi-Dua har udgivet deres tiende LP-plade på ni år. Den har jeg ikke hørt i skrivende stund. Men jeg vil omgående genkende den i musikradioen. Og hygge mig med det.

Uanset om man brød sig om bevægelserne eller ej, havde Shu-Bi-Dua så afgjort en hovedrolle, da ikke kun rocken, men også poppen, ændrede sig op gennem sidste halvdel af 1970’erne. Da de blev spillet på Dansktoppen i 1973, blev dansktopmusikken betegnet som pop. Med Shu-Bi-Dua introduceredes et nyt led mellem Dansktoppen og rocken, som langsomt førte til den rock-pop-dansktop-tredeling, vi har i dag.

At Shu-Bi-Dua debuterede på Dansktoppen med en sang, der hed og var Fed rock , kunne derfor næsten ikke passe bedre. Shu-Bi-Dua viste den tredje vej og lod rock og pop være i samme stue. Om de dermed slog rocken ihjel, er vist et spørgsmål om definitioner og temperament.

—————-

Den pågældende Dansktoppen-liste fra 1976 kan ses her på danskehitlister.dk .

We love You Beatles – The Carefrees

Uge 23, 1964, Ti Vi Ka Li’, #1.

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I juni 1964 gav The Beatles for første og eneste gang koncert i Danmark. Ved den lejlighed oplevede man en fanadfærd, som indtil da stort set kun var set på film i dansk sammenhæng. Især pigerne var vilde med The Beatles og skreg deres glæde ud under hele opholdet. Ganske symbolsk blev en sang, der handlede om at være Beatles-fan stemt ind på en suveræn førsteplads på Ti Vi Ka’ Li’.

En de ku’ li’

We love you Beatles, oh yes we do.
We love you Beatles, and we’ll be true.
When you’re not near to us, we’re blue.
Oh Beatles, we love you.
yeah yeah yeah yeah

We love you Ringo, oh yes we do…

Torsdag den 4. juni 1964 klokken 19-20 sendte Danmarks Radio den sidste reelle udgave af hitlisteprogrammet Ti vi ka’ li’ , som var blevet sendt ugentligt i radioen siden den 18. oktober 1962. Ugen efter takkede Jørn Hjorting, som var vært i samtlige programmer, nemlig af med en særlig udgave af udsendelsen, hvor man kunne stemme på de 21 seneste numre, der havde ligget på førstepladsen i programmet.

Ti vi ka’ li’ var, i modsætning til den Top 20-liste Jørgen Mylius introducerede i slutningen af januar 1963, baseret på stemmer fra et levende publikum. Med direkte forbillede i det svenske program Tio i topp rejste man rundt i landet og spillede en række numre for et antal unge mennesker, som selv stod for selve arrangementet. De enkelte numres popularitet i forsamlingen blev målt efter, hvor højt bifaldet var efter hvert nummer. Da de unge åbenbart ikke havde samme smag landet over, hoppede og dansede resultaterne voldsomt fra uge til uge.

Det vides ikke, hvor man sendte fra denne torsdag, men de forsamlede teenagere har været ret enige. At dømme efter indikatorerne, som blev angivet i procent, var larmen infernalsk, da den 11. plade var blevet spillet. Med 98 procent vandt sangen We Love You Beatles med gruppen The Carefrees suverænt afstemningen denne dag. På andenpladsen kom netop The Beatles med Do You Want To Know A Secret .

Hvis man opholdt sig i København den dag, kunne man ved selvsyn erfare, at det langt fra kun var The Carefrees, som elskede The Beatles. Ret beset har det nok ikke været helt tilfældigt, at We Love You Beatles blev spillet i Ti vi ka’ li’ netop den dag. På det tidspunkt, hvor sangen blev spillet i radioen, befandt The Beatles sig nemlig i KB-hallen i København, hvor de netop havde afsluttet den første af to koncerter på dansk grund og var ved at gøre klar til den næste.

Vi elsker jer, Beatles

We Love You Beatles handler, som titlen og teksten klart viser, om at beundre The Beatles. Hvorvidt pigerne i The Carefrees, som var en britisk studiegruppe, der var samlet til lejligheden, reelt set var fans af gruppen, vides ikke og er i praksis ligegyldigt. Sangen er grundlæggende et af mange samtidseksempler på, at The Beatles på kort tid havde opnået en særdeles stor popularitet.

Man skal ikke lede længe efter fortilfælde, for ugen inden We Love You Beatles strøg til tops på Ti vi ka’ li’ , havde man spillet et andet nummer af samme karakter, I’ll Let You Hold My Hands , med The Bootles. Sangen, som såvel tekstligt som musikalsk tydeligvis var en svarsang til The Beatles’ I Want To Hold Your Hand , faldt ikke i det tilstedeværende publikums smag, men alene det, at man altså to uger i træk spillede sange, der handlede om The Beatles, viser, hvor store de var.

Selv Gustav Winckler, som ellers ikke plejer at blive forbundet med pigtråd og ungdomsmusik, hoppede med på bølgen. Han fik nemlig fat i en tysk sang med adresse til The Beatles og skrev selv teksten til det, der blev til Jeg ønsker på min fødselsdag en Beatle med The Sweatles, der blev udsendt på Wincklers eget plademærke, Life Records. Sangen med den uforglemmelige eftersætning ”That would be Wunderbar – hvis jeg fik lov af far” blev dog ikke noget større hit.

We love the things you say, so wacky too

Der er mange grunde til, at The Beatles blev så store, som de blev. Først og fremmest var de naturligvis dygtige musikere på deres felt og viste sig også hurtigt at være endog særdeles habile sangskrivere, men det var i høj grad også en del af historien, at de havde pressetække i helt ualmindelig grad. Godt hjulpet af deres meget dygtige manager Brian Epstein formåede de på kort tid at skabe en hidtil uset stærk fortælling om de fire meget forskellige individer, som tilsammen udgjorde denne magiske konstellation. Det afspejles fint i We Love You Beatles . Her er der et vers til hvert orkestermedlem med, om end meget korte, personkarakteristikker. Man får således at vide, at John siger ”wacky things” og at Paul har et dejligt smil, hvilket i begge tilfælde ikke var helt forkert.

Betydningen af dette fokus på deres respektive personligheder kan ikke overvurderes, for det betød, at der var fire muligheder for at forelske sig i eller identificere sig med personerne i samme orkester. Om man var til Cliff eller Elvis blev nu afløst af, om man var til John, Paul, George eller Ringo. Og uanset hvem, man var til, skulle man selvfølgelig skrige, hvis man så dem.

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiih

Når man sætter We Love You Beatles på pladespilleren, går der lige et par sekunder inden musikken starter. Der skal nemlig lige skriges først. At man havde valgt at indlede denne sang om at være Beatlesfan med et par skrigende piger, illustrer fint, hvordan historien om netop de skrigende piger var vigtig en del af fortællingen om The Beatles. I de danske aviser var fansenes adfærd ved Beatles-koncerter et helt centralt emne allerede fra de første omtaler af orkestret i efteråret 1963, og op til koncerten i København konsulterede man som nævnt eksperter for at forklare de unges opførsel.

Det pudsige er, at der i sagens natur ikke var nogen, der vidste, hvordan fansene ville agere. The Beatles havde jo aldrig været i landet før, og der var faktisk ikke de store traditioner for at skrige ved koncerter i Danmark. Alligevel tog man det som en selvfølge at dette ville ske, og faktisk var det lige før, koncerterne ikke blev til noget. Politimesteren på Frederiksberg, hvor arrangementet skulle løbe af stablen, skred nemlig ind kort tid efter offentliggørelsen af, at man ville få fint besøg fra Liverpool. Ifølge pressen frygtede han tumulter i et omfang, som han ikke kunne stå inde for, og overvejede derfor kraftigt at nedlægge forbud mod koncerterne. Sagen kom helt op på ministerieplan, for justitsministeren, Per Hækkerup, gik ind i sagen. Også han var meget bekymret, men endte dog med at give sin tilladelse med en principiel begrundelse om, at det ikke var en politiopgave at anlægge kvalitetsbetragtninger over koncerter.

Overalt høres THE BEATLES – i Palladium kan De også se dem!

Det fantastiske ved sagen er, at det hele udsprang af, at politimesteren sammen med sine nærmeste rådgivere havde været i biografen – nærmere bestemt Palladium. Her havde man i hele april måned vist en lille forfilm med The Beatles inden filmen Selvmordsskolen . Det var oplevelserne fra disse få minutters koncertklip, der lå til grund for overvejelserne, og justitsministeren var også en tur forbi Palladium, inden han tog sin beslutning.

Folkene på Palladium har ikke været helt uden forretningssans, for allerede på premieredagen reklamerede man ikke blot for hovedfilmen, som var en dansk komedie med Jørgen Ryg, Axel Strøbye, Lone Hertz og Bodil Udsen i de bærende roller, men også forfilmen med The Beatles var nævnt i avisannoncerne.

Hvor stor betydning forfilmen havde for besøgstallene, vides ikke, men Selvmordsskolen kørte i hele syv uger og var en meget stor publikumssucces. Da den havde aftjent sin værnepligt i Palladium, flyttede man i øvrigt Beatlesforfilmen over til relanceringen af en 25 år gammel Marx Brothersfilm, så man stadig kunne se The Beatles i biografen.

Det var altså ikke kun The Beatles, deres manager og koncertarrangørerne, som sandsynligvis har været vældig tilfredse med al den gratis reklame, når det kom til stykket.

Det kan selvfølgelig ikke efterprøves, om selve forfilmen og den massive omtale af Beatlestilhængernes opførsel har haft en direkte betydning for, hvordan de danske fans reagerede, men meget tyder på, at det har spillet en rolle. Det mente man i hvert fald, da Cliff Richard noget uvant blev mødt at skrig og skrål, da han gav koncert i Danmark ugen forinden.

Som set på film

Meget af, hvad Cliff Richard sang i sin afdeling på 40 minutter, kan tilhørerne ikke have hørt. De hvinede og skreg, antagelig inspireret af filmklip om The Beatles. – Det er første gang, Cliff Richard har været ude for det.( Ekstra Bladet 28. maj 1964).

Onsdag den 27. maj 1964 optrådte den britiske popstjerne Cliff Richard for anden gang på dansk grund, da han sammen med The Shadows gav to koncerter i Falkoner Centret. At danskerne, som altså kunne tage imod The Beatles den følgende torsdag, dermed fik visit af hele to internationale stjerner indenfor kort tid, var ganske enestående. Indtil da havde sådanne besøg været særdeles sjældne. Det havde således været noget af en sensation, da Richard kiggede forbi for første gang i slutningen af august 1961.

Ved den lejlighed sendte B.T. ifølge en artikel på dagen en journalist ud til lufthavnen, for at se ’om teenage-piger her i landet følger moden fra de store lande og gør forsøg på at rive ham i småstykker – af lutter kærlighed, naturligvis’.

Som det ses, henvises der her til en bestemt adfærd, som åbenbart var kendt fra udlandet. Omvendt ligger det implicit i beskrivelsen, at denne adfærd ikke var særligt udbredt i dansk sammenhæng, og selve spændingsmomentet i artiklen bestod i, om Cliff vil blive overfaldet af vilde og skrigende piger eller ej.

At B.T.’s journalist gerne så dette ske, indikeres af artiklens afsluttende serviceoplysning:

Til de teenage-damer, der måske har lyst til at prøve at flå en lok af hans hår: Maskinen ankommer til lufthavnen kl. 13.10

Den følgende dag kunne man i samme avis konstatere, at journalisten, den senere kendte Giro 413-vært, Arne Myggen, noget skuffet måtte konstatere, at Cliff’s ankomst til lufthavnen havde været noget af en fuser. Under overskriften ’Ikke helt som på film’ beskrev Myggen, hvordan Cliff Richard var blevet modtaget.

Hvis det havde været en scene til en film: den unge forgudede sangers ankomst – så havde den nok været iscenesat med lidt mere omhu. Der ville have været lidt flere unge piger, et par betjente, måske et lille orkester. Men da Cliff Richard kom til lufthavnen i København i går – med to timers forsinkelse – var der helt præcis 28 unge damer og seks kolde forretningsmænd…

I stedet for en horde af vilde og skrigende piger stod der altså en lille flok, hvoraf kun de 8 ifølge beskrivelsen tilnærmelsesvis opførte sig som forventet ved at danne kreds om idolet. Desværre for den sensationshungrende presse var heller ikke disse 8 ved at gå i ekstase, men stod derimod pænt og ventede på at få en autograf. Det største drama var, at tre unge piger udover at blive snydt for en autograf, fordi Cliff skulle skynde sig, blev sure over ikke at have fået en lovet billet til aftenens koncert’.

Hvis man sammenholder beskrivelserne fra Cliff Richards to Danmarksbesøg, bliver der i begge tilfælde refereret til film, når det gælder publikums adfærd i mødet med stjernerne. I 1961 havde de unge piger åbenbart ikke set nok film, men det havde de så tilsyneladende tre år senere.

Derfor skreg jeg!

– Nu er der blevet talt og skrevet så meget om, hvorfor pigerne hyler og skriger, så snart “The Beatles” viser sig. Jeg er selv en pige på 16 år, der har Beatlesmani. Jeg var både i lufthavnen, ved hotellet og til koncert, og jeg skreg alle tre steder. Nu vil jeg prøve at forklare, hvorfor jeg skreg. Når man har været så heldig at sikre sig en billet til en Beatles-koncert, går man og glæder sig til den store dag, det vil blive. Når så dagen endelig kommer, og man ser de fire på scenen, kender begejstringen ingen grænser, og det ville være helt tåbeligt bare at sidde og klappe, det kan slet ikke udtrykke, hvad man føler, når man er Beatles-fan. Derfor skriger man. ( Læserbrev i Familie Journalen, november 1964 ).

På dagen for Cliff Richards besøg i København i maj 1964 mente Erik Haaest fra B.T. at vide, at der gik to Beatles-billetter for én til Cliff-koncerten på den ’sorte teenage-børs’. At dømme efter den respektive modtagelse af de to navne skulle han nok have slået til og købt en masse Beatles-billetter. Med ca. 500 fremmødte Cliff-fans i lufthavnen var der betydeligt mere at skrive hjem om end tre år tidligere, men det var intet at regne mod den ti gange så store velkomstkomité, der mødte The Beatles. Pressen fik med andre ord det, de havde håbet på, men de havde så sandelig også gjort deres for det i tiden op til.

The Beatles’ korte besøg i Danmark blev en historisk begivenhed, hvor Danmarks ungdom endelig kunne bryste sig af at være blevet en del af ‘det store udland’. Eller rettere: de, som befandt sig, i København. Resten måtte nøjes med skrigene i starten af We Love You Beatles .

—————-

Man kan se klip fra The Beatles’ besøg i Danmark på DR.dk/bonanza ved at klikke her . Bemærk venligst, at skrigene looper og dermed sandsynligvis er klippet på til udsendelsen, der blev sendt 13. juni 1964. Med andre ord var det ikke nødvendigvis sådan, det lød.

Listerne fra Ti Vi Ka’ Li’ er desværre ikke tilgængelige online. Det vil sandsynligvis først ske i starten af 2012. I stedet kan man se Top 20-listen fra samme uge her på danskehitlister.dk .

Er De greven fra Luxembourg – Dorthe Kollo

Uge 24, 1968, Top 20, #2

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I 1968 lå Dorthe Kollo på førstepladsen på Top 20 med sangen “Er De greven fra Luxembourg”. Det var starten på en lang periode med tyskkomponerede schlagere på de danske hitlister. Men hvem var egentlig greven fra Luxembourg? Dét og meget mere handler denne artikel om.

Den tyske schlagers comeback

I slutningen af 1960’erne skyllede en sand bølge af tyskkomponeret schlagermusik ind over Danmark. Den engelsksprogede pop- og rockmusik var stadig dominerende på hitlisterne, men tyskerne var igen godt med efter et par pauvre år.

Hvis man studerer hitlisterne fra sidste halvdel af 1950’erne og de første år af 1960’erne, var tyskerne ellers særdeles godt med. Navne som Freddy Quin, Rex Guildo, Liselotte Malkowsky, Caterina Valente, Peter Kraus, Lolita og ikke mindst Conny Froboess havde ingen problemer med at konkurrere med Tommy Steele, Elvis, Cliff og alle de andre. Det begyndte dog efterhånden at tynde ud i de tysksprogede titler, og fra udgangen af juni 1964 var det helt slut for en rum tid. På DR’s Top 20 blev den sidste tysksprogede titel i tre et halvt år spillet i uge 21 i 1964, og meget symbolsk drejede det sig om The Beatles og deres Komm Gib Mir Deine Hand , som de fleste nok kender bedre i den oprindelige engelsksprogede version: I Want To Hold Your Hand . Da Top 20 holdt godt to års pause frem til efteråret 1966, er der i sagens natur ikke nogle lister at måle ud fra i denne periode, men der var heller ingen tysksprogede sange på de andre hitlister.

Tiden var ikke just til tyske schlagere, men det ændrede sig altså efterhånden.Fra slutningen af 1967 og et godt stykke ind i 1968 kunne man således nynne med på Romeo und Julia med engelskfødte Peggy March, når den blev spillet i den ugentlige Top 20. I januar nåede sangen helt op på andenpladsen kun overgået af The Beatles og deres Hello, Goodbye . Dette blev starten på en ny æra, hvor Danmark nærmest blev oversvømmet med tyske schlagermelodier. De fleste blev godt nok sunget på dansk, men stilistisk og tematisk var forbindelserne til Tyskland særdeles tydelige. Det gælder ikke mindst den sang, som afløste Romeo und Julia som næste tyskkomponerede repræsentant på de danske hitlister.

Sind Sie der Graf von Luxemburg?

Da Romeo und Julia havde aftjent sin værnepligt, gik der kun en enkelt uge, før man atter blev mødt af tyske schlagertoner. I denne omgang var det danske Dorthe Kollo, som gik ind på 20. pladsen med Er De greven fra Luxemburg . Sangen havde i sin oprindelige tysksprogede form, Sind Sie der Graf von Luxemburg , hærget de tyske hitlister i løbet af foråret 1968 og var altså også nået til Danmark allerede i begyndelsen af april.

At det gik ret hurtigt med at få udgivet en dansk version skyldes utvivlsomt, at det var den danske sangerinde Dorthe Kollo, der havde indspillet sangen i Tyskland. Ved samme lejlighed kunne man jo lige så godt lave en dansk version, og den særdeles produktive tekstforfatter Thøger Olesen fik derfor bestilling på en tekst og gjorde sin pligt. Den danske tekst blev så sendt videre til Sverige, hvor hans ven og forretningsforbindelse, musikforlæggeren Stig ”Stikkan” Anderson, skelede en del til det danske omkvæd, da han skrev den svenske tekst, men skiftede resten af teksten ud i det, der blev til Min greve av Luxemburg . Den slags udveksling af musiktekster var hverdag i den skandinaviske musikbranche dengang, og da Dansktoppen åbnede senere i 1968, blev der i den grad åbnet for sluserne.

Romeo und Julia og Er De greven fra Luxembourg blev starten på en ny tysk bølge, som ret beset holdt sig på et ret højt niveau op gennem 1970’erne. Sidstnævnte sang blev et af årets største hits i 1968 og lå fire uger på Top 20’s førsteplads. Det samme skete i Sverige, hvor sangerinden Ann-Louise Hansson med Stikkan Andersons egen formulering med velbetalt smerte måtte optræde landet rundt med sangen. Han var åbenbart ikke selv specielt pjattet med teksten, for da han gjorde status over sin karriere som tekstforfatter i begyndelsen af 1980’erne, regnede han teksten blandt de to mest forfærdelige fra sin ellers meget omfattende produktion.

Det er da bestemt heller ikke noget poetisk mesterværk, men billedet af den adelige herre fra Luxemburg faldt åbenbart i manges smag i såvel Sverige som Tyskland og Danmark.

Hvem var greven fra Luxemburg?

Uanset små og store forskelle i forhold til teksternes historier tog de alle udgangspunkt i samme billede: En ung pige drømte om at møde den adelige greve fra Luxemburg, som hun åbenbart havde forelsket sig i.

den tyske original er det ret klart, hvem denne greve er. I første vers refererer den unge pige nemlig direkte til en operette, hvor hun har stiftet bekendtskab med denne figur. Kendere vil vide, at der faktisk eksisterer en operette med en sådan hovedperson med en titel, der ikke lader megen tvivl om forbindelsen tilbage.

Der Graf von Luxemburg , som den hedder, var Franz Lehárs næste operettebud efter sin massive succes med historien om Den glade enke i 1905. Historien om greven fra Luxemburg havde urpremiere i 1909, og selvom den ikke har helt samme status som forgængeren, er den bestemt blandt de mere velkendte operetter og er blevet opførte mange gange siden. Med andre ord spillede schlageren fra 1968 direkte på en velkendt historie fra en noget anden musiktradition. Det var på ingen måde et engangstilfælde indenfor 1960’ernes tyske schlagermusik.

Grever, kejsere og den store litteratur.

Romeo und Julia og Er de greven fra Luxemburg er sammen og hver for sig strålende eksempler på, hvordan man bevidst spillede på referencer til den klassiske musik og litteratur i disse schlagere.

Mens Er de greven fra Luxemburg altså pegede tilbage til en kendt operettefigur, refererede Romeo und Julia selvfølgelig til Shakespeares velkendte historie om det elskende venezianske par, som, på grund af nogle dumme forviklinger, på tragisk vis ikke fik hinanden til sidst. I den tyske schlager gik det noget bedre, og det samme gjaldt den danske version med Gustav Winckler og Sys Gregers. De følgende år kunne man i selve titlerne støde på såvel verdenshistoriske personer som Cæsar og Cleopatra ( Caesar und Cleopatra / Cæsar og Clepatra ), Goethe og Napoleon ( Ein bisschen Goethe ein bisschen Bonaparte / En smule Goethe en smule Bonaparte ), og denne type personer kunne sagtens pludselig dukke op som bipersoner i sange, der ellers handlede om noget helt andet. Det gjorde Napoleon og Lord Nelson eksempelvis i Er hat ein Knallrotes Gummibott / Den knaldrøde gummibåd .

Det er noget nær et genrekendetegn, at schlagerteksterne ofte var særdeles billedlige. I disse tilfælde tog man direkte afsæt i alment kendte navne, som man kunne støde på i ethvert leksikon, men udgangspunktet kunne også være genstande og alment kendte begreber. Det vigtige var, at man fandt et fængende billede, som man så byggede teksten op omkring.

Et fint eksempel var ABBA’s Waterloo , som godt nok ikke var en tysk schlager, men i høj grad var bygget over de samme grundprincipper. Denne titel blev ganske enkelt valgt efter en målrettet søgen i en bog med Bevingade ord . Den oprindelige titel, Honey Pie , blev nemlig forkastet, fordi føromtalte Stikkan Anderson, som nu havde forladt de tyske schlagertekster for at hellige sig ABBA, ikke havde kunnet finde en opskrift på denne ret i sin kones kogebøger. Han havde tydeligvis lært meget af sine tyske venner, og det var altså et grundprincip, at ordet, som teksten skulle bygges op omkring, var alment kendt. Det var Waterloo.

Referencerne til det velkendte gjaldt bestemt ikke kun teksten. Uanset hvad man måtte mene om den tyske schlagermusik, var udførelsen ofte særdeles gennemført. Der blev kælet for detaljen, og når der som i tilfældet Er de greven fra Luxemburg blev peget direkte tilbage til den klassiske musiktradition i teksten, var der naturligvis også tænkt over dette i forhold til det musikalske arrangement.

Ein bisschen Klassiches Musik, ein bisschen Pop

At Romeo und Julia og Er De greven fra Luxemburg begge åbner med en indledende fanfare med masser af strygere, blæsere og hele pivtøjet illustrerer fint, hvordan denne tyske schlagermusik i udgangspunktet var partiturmusik forstået på den måde, at den var komponeret og arrangeret i nodeform for store orkesterbesætninger. Det var ganske enkelt en forudsætning for, at det lød sådan. At der så umiddelbart efter fanfaren kommer et meget dominerende trommesæt ind som det væsentlige bidrag fra den moderne popmusik, formidler det udtryk, som blev den moderne tyske schlagermusiks kendetegn.

Groft skitseret bestod det nye i, at man i langt højere grad end tidligere inddrog rytmiske elementer og ikke mindst instrumenter fra den engelske og amerikanske popmusik og forenede det med en schlagertradition, som hidtil havde haft mere til fælles med den klassiske europæiske musiktradition end den angloamerikanske pop.

Med andre ord var såvel Romeo und Julia og Er De greven fra Luxembourg som de følgende mange tyske schlagere resultatet af en gedigen indsats af folk, som kendte deres musikhistorie og grundlæggende musikteori. En af de dygtigste var Henry Mayer, som havde skrevet musikken til såvel Romeo und Julia som Er De greven fra Luxembourg .

Melodi: Henry Mayer

Henry Mayer var en af sværvægterne indenfor tysk schlagerkomposition i anden halvdel af 1960’erne. Hans produktion er enorm og tæller mange store hits, hvoraf ikke mindst Sommerwind har sikret ham en plads i populærmusikkens historiebøger.

Denne sang blev fremført første gang af danske Grethe Ingmann ved sangkonkurrencen Deutschen Schlager-Festspiele i Baden-Baden i 1965. Det gik ikke særligt godt, for sangen røg ikke videre til finalen, men nogen så åbenbart et potentiale i sangen. Året efter kom den nemlig ud i USA i flere engelsksprogede udgaver, hvoraf Frank Sinatras indspilning af sangen sandsynligvis har gjort Mayer til en meget velhavende mand. Det fik ham dog ingenlunde til at skrue ned for produktionstempoet eller skifte stil.

Henry Mayer var tværtimod en af hovedmændene bag den fornyelse af den tyske schlager, der fandt sted i anden halvdel af 1960’erne. De to Henry Mayerkompositioner blev bestemt ikke de sidste fra hans hånd på de danske hitlister. Allerede i uge 27 i 1968 fulgte en ny, da Dorthe Kollo og Johnny Reimar i fællesskab sang sig igennem Jeg vil aldrig glemme dig , og de følgende år skulle det blive noget nær en hverdagsbegivenhed, at danske versioner af hans sange gik ind på de danske hitlister.

Tyske Schlagere på Dansktoppen

Det næste bud fra Tyskland, Dorthe Kollos Gid du var i Skanderborg , som de fleste nok kender, var godt nok ikke skrevet af Henry Mayer, men hans gode kollega Christian Bruhn, men tendensen var tydelig: Det betalte sig at kigge mod Tyskland, og det gjorde man. Da Dansktoppen åbnede i september 1968, var den første sang på førstepladsen, Keld Heicks Vi skal gå hånd i hånd , meget sigende hentet i Tyskland. Ej heller denne sang bar Henry Mayers signatur, men hvis man gennemgår værklisterne for de sange, der lå på Dansktoppen fra 1968 til 1977, vil man opdage, at Mayer med 15 bidrag faktisk var den komponist med flest melodier på listen. På andenpladsen kom danske John Mogensen med sine 12 egne kompositioner og på tredjepladsen Christian Bruhn med ti bidrag.

Med andre ord blev Er De greven fra Luxembourg i høj grad starten på et tæt samarbejde mellem den danske og tyske musikindustri – for det meste med Stikkan Anderson som svensk bindeled. Ikke mindst Johnny Reimar, som selv havde opholdt sig i Tyskland i en længere periode i håb om en international karriere, havde tætte relationer til Tyskland. Han blev selv en af bannerførerne for den tysk/danske schlagerbølge med tyrolerhat og partyplader, men han gjorde bestemt også sit som producer.

Det var således ham, der stod bag såvel Dorthe Kollo som Birthe Kjær, da hun i slutningen af 1968 gik direkte ind på Dansktoppens førsteplads med det næste Henry Mayer-hit: Arrivederci Franz . Samme placering havde hun, da Kollos Skotterne i Skotland gik ind på Dansktoppen i begyndelsen af 1969, og selvfølgelig var også den skrevet af Mayer. Siden fulgte mere eller mindre mindeværdige titler som Telegram fra Sønderborg , Min Student fra Upsala , En elefant og ikke mindst Texas bedste sexy sælger af cowboy tøj , som nok synes at kunne konkurrere med Er De greven fra Luxembourg , når det gælder aparte titler og tekster på dansk grund.

Den sidste Henry Mayer-komposition på Dansktoppen, Jeg er på vej til en pige på Hawaii , (1977) med Keld Heick er dog også en kompetent kandidat. Mayer kan dog ikke klandres for teksterne, da han ikke selv skrev dem, men da sangene er blevet til i et tæt samarbejde med de skiftende tekstforfattere, har han i hvert tilfælde haft en pæn aktie i en del af musikhistoriens mere odiøse værker.

Og så kom Hansi

Op gennem 1970’erne var der masser af tyske schlagere på de danske hitlister. På Dansktoppen blev de i sagens natur fremført i danske versioner, men også på salgslisterne var tyskerne godt med. At Freddy Breck indtog de to første pladser på årets Top 30 i 1973 er det mest håndgribelige bevis på, at det langt fra var alle danskere, der udelukkende var til rock og rul. Überall auf der Welt , som var titlen på såvel hittet, der lå øverst, som den LP, der lå på andenpladsen, var i øvrigt endnu et eksempel på forbindelsen til den klassiske musik. Melodien var nemlig den velkendte Fangernes kor fra Giuseppe Verdis opera Nabucco .

Efter Dansktoppens lukning i 1977 blev der længere mellem de tyske hits i Danmark, men efterspørgslen efter tysk schlagermusik har været der lige siden. Via tysk tv har mange danskere kunnet følge med i, hvad der skete sydpå, og selvom den tyske schlagermusik sjældent er blevet beskrevet i positive termer som kulturelt berigende i den danske musikpresse, har der helt op til i dag været et stort publikum til denne musik, såvel på dansk som på tysk.

I anden halvdel af 1980’erne fik gamle stjerner som Dorthe Kollo, Johnny Reimar og Birthe Kjær selskab af nye med Jodle Birge og hans tyrolersange i spidsen, og selvom dansktopmusikken aldrig har fået samme mainstreamstatus som i 1960’erne og 70’erne, har der været en kontinuerlig indflydelse fra den tyske schlagerscene. Det var således på ingen måde uden forudsætninger, da østrigske Hansi Hinterseer pludselig slog igennem på de danske hitlister i 2010. Hvis man lytter hans repertoire igennem, vil man tydeligt høre, hvordan hans musik i høj grad ligger i lige linje tilbage fra 1960’ernes schlagere.

Og ja, der er selvfølgelig også Henry Mayer-sange i Hinterseers repertoire. Mayer har nemlig også engang lavet en sang om Ski-Twist , hvilket passer fint til Hinterseer, som er tidligere skisportsstjerne. Den er selvfølgende også lavet i en dansk version, men Jodleren fra Studsgaard, Jens Ove Lund, har på ingen måde haft samme succes med den, som Dorthe Kollo havde med sangen om greven fra Luxembourg i 1968. Det er der mange grunde til, men i udgangspunktet er der en større kvalitativ forskel, hvis man laver en direkte sammenligning.

Uanset om man var og er pjattet med sange som Er De greven fra Luxembourg eller ej, kan man nemlig ikke beskylde 1960’ernes schlagere for at være blevet skabt af amatører. Folk som Henry Mayer var tværtimod gennemprofessionelle og yderst kompetente, hvilket er den væsentligste forklaring på, at disse schlagere stadig lever fint i dag, uanset teksternes nogle gange besynderlige indhold.

—————-

Den pågældende Top 20-liste fra 1968 kan ses her på danskehitlister.dk .

Re-Sepp-Ten – Landsholdet med orkester

Uge 25, 1986, Top 15/Top 10, #1.

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I forsommeren 1986 deltog Danmark for første gang ved verdensmesterskaberne i fodbold. I den anledning havde det danske fodboldlandshold indspillet singlen ’Re-Sepp-Ten’, som blev frigivet umiddelbart før turneringens start. Godt en måned senere havde salget passeret 100.000, og da året var omme, var der solgt 150.000 eksemplarer af pladen. Med andre ord var det et gigantisk hit – og ikke alene det. Det er også den mest solgte danske single gennem tiderne. Det var Ekstra Bladet bestemt ikke utilfredse med, for det var denne avis, der stod bag produktionen af sangen.

Mænd, der synger i kor

Med få undtagelser har man hver anden sommer siden 1986 kunnet nyde lyden af en større forsamling mænds fællessang i dansk radio. I modsætning til de almindelige krav for at opnå spilletid i æteren er hovedkriteriet ikke, at de er gode til at synge. Faktisk har det været noget af en historie, de gange én af disse mænd har haft lyst og evner til andet end fællesskrål og brummen i baggrunden. Deres adgang til radioen og hitlisterne, hvor sangene altid er gået ind efterfølgende, er derimod betinget af deres evner til at sparke til en fodbold.

Siden 1986 har det nemlig været en fast tradition, at det danske fodboldlandshold har indspillet en sang forud for en deltagelse ved en stor international slutrunde. Den eneste undtagelse var i 1992, da Danmark som bekendt blev europamestre i fodbold, men det skyldes udelukkende, at man ikke kunne nå det, fordi vi først kom med på afbud i sidste øjeblik dette år. At det så er den eneste gang, Danmark har vundet et internationalt mesterskab, kunne måske pege i retning af, at man skulle prøve at springe slagsangen over, men det er ikke sket endnu.

Faktisk var der hele to ved verdensmesterskaberne i 2010. Udover den officielle The Danish Way To Rock med det nuværende landshold og Nephew, havde landsholdsangriberen Søren Larsen nemlig også selv skrevet en sang sammen med en ven og fået en lang række tidligere landsholdspillere såsom Søren Busk, Ivan Nielsen og Mark Strudal lokket med i studiet. At dømme efter landsholdets resultater ved denne slutrunde var to bestemt ikke bedre end en, for Danmark røg ud med et brag efter et gennemgående skidt VM.

Fra Rød-Hvide farver til Re-Sepp-ten

Traditionen med at sætte det danske fodboldlandshold til at synge en slagsang går helt tilbage til 1972. Dette år indsang det danske landshold nemlig Rød-Hvide farver sammen med Flemming Antony forud for De Olympiske Lege, som fandt sted i München dette år. Melodien var hentet i England, hvor den under originaltitlen Blue Is The Colour var blevet indsunget af Chelseas fodboldhold forud for holdets deltagelse i FA-cupfinalen tidligere samme år.

Rød-Hvide farver blev et pænt hit og holdt sig på hitlisterne et godt stykke tid efter OL var overstået. Danmark havde også klaret sig ganske fint og snublede først lige før målstregen med et 0-4 nederlag mod USSR i den sidste mellemrundekamp, inden medaljerne skulle fordeles.

At man skal helt frem til 1986 for at finde den næste sang med landsholdet, skyldes dels, at Danmark slet ikke klarede at kvalificere sig til slutrunder fra 1972 til 1982, og dels at man ikke indspillede en sang, da vi endelige klarede skærene frem mod EM i Frankrig i 1984.

I stedet blev det den legendariske sportskommentator Gunnar Nu Hansen, som lagde stemme til årets fodboldhit med sangen Rap nu . Den på dette tidspunkt 78-årige pensionist var bestemt ikke den fødte rapper, men det gjorde åbenbart ikke så meget. Rap nu toppede nemlig B.T.’s hitliste hele juni måned og et stykke af juli med i 1984. Flemming Antony forsøgte sig også med en genindspilning af Rød-Hvide farver med ”et kor af fodboldspillere”, som der stod på pladen. I følge oplysninger, på Antonys egen hjemmeside, blev også denne plade et hit, men det har i så fald været lokalt, for den var ikke på den officielle hitliste det år.

Danskerne blev dog ikke helt snydt for at høre spillernes mandige røster, for under turneringen stillede de alle op i tv med en sang til Allan Simonsen. Han havde nemlig brækket benet i den åbningskampen mod værtsnationen Frankrig og kom ret beset aldrig tilbage på samme niveau som tidligere.

I 1986 revancherede landsholdet sig i den grad for det manglende bidrag to år forinden, da de gik til mikrofonerne i begyndelsen af marts. Den sang, de indspillede, blev nemlig ikke alene årets mest solgte, men samtidigt den bedst sælgende danske single gennem tiderne. Historien bag sangen er ret enestående.

Syng dig til Mexico

I efteråret 1985 kvalificerede Danmark sig til verdensmesterskaberne i fodbold, som skulle finde sted i Mexico fra 31. maj i 29. juni 1986. Det havde vi aldrig prøvet før, og hen over vinteren og foråret var landet i noget nær konstant fodboldeufori.

I begyndelsen af marts 1986 kundgjorde Ekstra Bladet, under overskriften Syng dig til Mexico , at man havde truffet en aftale med det danske fodboldlandshold: De var klar til at gå i pladestudiet for at indsynge en ny slagsang. Hvad de konkret skulle synge, lå helt åbent, for det var op til Ekstra Bladets læsere at levere materialet. Man udskrev nemlig ved samme lejlighed en konkurrence, hvor alle kunne indsende deres bud på en tekst. Hvis man sågar havde en god melodi i bedding, var man også velkommen til at sende sådan en, men ellers havde man allerede allieret sig med et team af professionelle sangskrivere og producere, som blandt andre talte Jarl Friis-Mikkelsen og Michael Bruun fra Tøsedrengene. Netop dette hold havde to år forinden vist deres værd ud i fodboldslagsange, da det var netop dem, der stod bag Rap nu .

Da konkurrencens hovedgevinst bestod af en rejse til Mexico med billetter til de indledende kampe, blev Ekstra Bladet forståeligt nok bombarderet med sange og slagord. Af en statusartikel i midten af marts fremgår det dog, at kvaliteten var mildt sagt svingende. I artiklen gengav man følgende seks input:

Søren Busk har overskæg og banens bedste ’overlæg’
Fodbold det er sagen, hvis Laudrup han har dagen
Solen skinner, Danmark vinder

——–

Vi ta’r nederlaget som en test
mens sejren bli’r en folkefest

——–

Vi er el’ve kvikke rødder
med det dobbelte af fødder

——–

Det er rødt og hvidt
det er dit og mit
og så er det skattefrit

——–

Danmark kæmp, for det skal fejres
Vi kan slå’s, men ej besejres

——–

Kom så alle roligans
syng jer nu fra vid og sans
sving de rød-hvide faner
mens I vejen for os baner.

Ifølge den artikel, hvori vinderen blev præsenteret, indkom der 1000 forskellige forslag, men ovenstående vers og rim har nok været nogenlunde repræsentative, for ingen af bidragene var gode nok til at blive sunget i sin helhed. Derfor blev opgaven overdraget til Jarl Friis-Mikkelsen, som strikkede den endelige tekst sammen ved at kombinere nogle af de mange forslag med sine egne versefødder. Musikken blev ligeledes overladt til de professionelle. Det var Grethe Larsen fra Dalby på Fyn nok ligeglad med, for det blev hende, der vandt turen Mexico.

I begyndelsen af maj holdt landsholdet en kort pause fra træningen for at gå i studiet, og det var så det. Lørdag den 18. maj kunne danskerne så for første gang høre sangen, da den blev spillet i en musikvideo i tv-programmet Smil du er på . Tre dage senere blev singlen frigivet, og med 15.000 forudbestillinger allerede inden nogen overhovedet havde hørt sangen, var det ikke nogen større overraskelse, da sangen i ugerne efter stormede ind på hitlisterne. På dette tidspunkt var landsholdet for længst draget af sted til Sydamerika for at forberede sig i den tynde luft. Her kunne Grethe Larsen i de følgende uger på tæt hold følge det, der skulle blive en nærmest sagnomspunden dansk deltagelse ved en international slutrunde.

Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen, side om side.

De fleste kender historie: Danmark spillede noget af det smukkeste fodbold i historien. I godt og vel tre en halv fodboldkamp lignede Danmark en seriøs bejler til titlen som verdensmester. Den første sejr mod Skotland var ganske vist ikke det største brag, men sejren kom i land. I den næste kamp mod Uruguay rullede landsholdet sig derimod for alvor ud med seks mål, heriblandt Michael Laudrups legendariske solotur. I den sidste gruppekamp mod Tyskland gav danskerne den atter gas og vandt med 2-0. Dermed vand de gruppen suverænt og dermed retten til med møde Spanien, som var blevet nr. to i deres gruppe. Også denne kamp startede helt efter planen med dansk førring og godt spil, men med sin berømte tilbagelægning et par minutter inden pausen satte Jesper Olsen spanierne i gang, og i løbet af de sidste 45 minutter blev Danmark savet midt over i en massakre, der endte med 5-1 til Spanien.

Alle var naturligvis skuffede bagefter, men det grimme nederlag til Spanien kunne ikke overskygge det, der var sket inden da. Danmark blev ikke verdensmestre, men holdet havde gjort et stort indtryk verden over, og selvom senere landshold har klaret sig væsentligt bedre rent resultatmæssigt, indtager VM i Mexico stadig en nærmest mytologisk position i den danske fodboldhistorie. Og så skader det jo ikke, at Re-Sepp-Ten i sig selv har indtaget en solid plads i musikkens rekordbøger.

På toppen af hitlisterne

Kampen mod Spanien blev spillet onsdag den 18. Juni. Dagen efter kunne de danske spillere trøste sig med, at de trods alt stadig lå øverst på hitlisterne. Det havde de nemlig gjort siden begyndelsen af juni, hvor sangen var gået direkte ind på førstepladsen på såvel B.T.’s Top 15, der var den officielle danske hitliste baseret på oplysninger fra IFPI, som Ekstra Bladets helt nye Top 10-liste, som af avisen selv blev præsenteret som et mere retvisende alternativ. Meget passende kunne Ekstra Bladet så placere deres egen produktion øverst på deres hitliste.

Ifølge Ekstra Bladet var der ved udgangen af juni 1986 solgt et godt stykke over 100.000 singler med Re-Sepp-ten i Danmark og 16.000 i Sverige. Med andre ord blev der solgt mange plader i en rasende fart, og selv om tempoet nok røg en del ned efter VM, blev sangen efterfølgende liggende på begge lister i lang tid. Mens den allerede måtte vige fra førstepladsen i starten af juni, blev landsholdet liggende øverst på den officielle salgsliste en hel måned mere og røg først helt ud af Top 15 den 19. september.

Da året var omme, havde salgstallet passeret de 150.000, hvilket gav en naturlig førsteplads på listen over årets hits i 1986 i begge aviser., og landsholdets bedrift fra 1986 er aldrig blevet overgået, hverken af fodboldspillere eller andre. Re-Sepp-ten er nemlig den såvel hurtigst- som mest sælgende danske single nogensinde.

Re-Sepp-Ten på et hit

Det er vanskeligt at vurdere, hvad der er så attraktivt ved Re-Sepp-ten . Dertil er den ganske enkelt blevet spillet for ofte. Det er bestemt ikke den mest sammenhæng tekst, men den er faktisk nem at huske. Det skyldes måske netop, at sangen har karakter af et patchworktæppe af velkendte billeder:

Som den lille grimme ælling
blir man rød og hvid på tælling
svæver som de hvide svaner
på alverdens udebaner.

Og sådan fortsætter det. I Udover den lille grimme ælling og de hvide svaner optræder de tapre tinsoldater, Lille Klaus og store Klaus, Ole Lukøje, den lille havfrue og selvfølgelig også H.C. Andersen i løbet af sangen. Hvad billederne betyder, står i flere tilfælde hen i det uvisse, men semantisk sammenhæng har vist heller ikke været en vigtigt kriterium.  Selve omkvædet er med det gentagne ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen, side og side” næsten så simpelt, som det kan være, og måske netop derfor meget effektfuldt.

Melodien er for sin del også meget simpel, men det voldsomme og karakteristiske synth-arrangement har utvivlsomt været medvirkende til, at sangen blev så stort et hit. Det samme gælder valget af forsangere. Der var tre i alt. Den ene, sangerinden Dodo Gad, fik sit reelle gennembrud med Re-Sepp-ten. De følgende år etablerede hun sig sammen med sin gruppe, Dodo and the Dodos, som en af landets mest populære sangerinder. Den anden, Henrik Stanley Møller, havde som medlem af Tøsedrengene allerede et etableret navn på den danske popscene. Den tredje var Frank Arnesen.

Han passede til dagligt højre side på midtbanen i hollandske PSV Eindhoven og på det danske landshold og var især kendt for sit meget elegante spil. Han sang åbenbart også lidt, for Arnesen blev overtalt til at udgøre den mandlige modpart til Dodo, og det blev noget af en historie i sig selv.

Han blev faktisk overtalt til at indsynge endnu en sang i 1986, da han medvirkede på en kampagnesang for DSB. Også denne sang, som havde titlen Vi er på banen solgte ganske fint. Det blev den sidste indspilning fra hans hånd for en tid, og historierne om Arnesens mulige sangerkarriere ebbede langsomt ud. Indtil næste slutrunde.

Fra 1988 til 2010

I 1988 kvalificerede Danmark sig for tredje gang i træk til en slutrunde. På baggrund af den overvældende succes med Re-Sepp-Ten to år tidligere var det ikke særligt overraskende, at Landsholdet igen havde været forbi et pladestudie inden afrejsen. Det var heller ikke nogen større overraskelse, at Frank Arnesen igen sang for i den nye slagsang, En for alle .

Opskriften var altså den samme, og det gik også lige, som det skulle. Da EM startede, lå sangen naturligvis på førstepladsen på den hitliste, som nu atter var at finde på P3. Her lå den under hele turneringen på trods af, at Danmark klarede sig helt forfærdeligt med tre nederlag og en målscore på 2-7. Sådan har det faktisk været siden.

Stort set uanset, hvem der har indspillet årets fodboldslagsang, og hvordan den har lydt, har den klaret sig rigtig godt på hitlisterne. Der er ikke overraskende en tendens til, at sangens liv på hitlisterne afspejler landsholdets bedrifter, men for det meste holder sangene sig på toppen af hitlisterne under det meste slutrunden. I 2010 var der dog kontant afregning, da landsholdet røg ud af turneringen. The Danish Way to rock lå på førstepladsen, da VM i startede, men gled ned på en tredjeplads i løbet af de næste i uger i takt med ringe spil og dårlige resultater. Ugen efter Danmarks exit efter den sidste kamp i gruppespillet røg den helt ned på 16. pladsen og gled langsomt ud af listen.

At hitlisterne så ikke er den eneste, endsige bedste, målestok for musikforbruget i dag, vidner tallene for visninger af de to musikvideoer, som pladeselskabet bag The Danish Way to rock selv har lagt på videoportalen Youtube.com.

De to videoer er nemlig til sammen små 1,6 millioner gange, hvilket er den del mere end de mellem 15.000 og 30.000 eksempler, der er blevet solgt. Dette eksempel illustrerer i sig selv, hvordan den nye mediesituation har ændret distributionen af musik radikalt. I 1986 var mulighederne for at høre sangen groft sagt begrænset til at vente på, at den blev spillet i radioen, at købe pladen eller kassettebåndet eller sidst, men ikke mindst, at kopiere den over på et kassettebånd. I dag udgør selve salget af musikken, enten som digital fil eller i fysisk form, kun en brøkdel af den samlede musikbrug. Det gælder også de gamle fodboldslagsange, og hvis man søger på landsholdets sange gennem tiderne på Youtube.com, kan man erfare, at ikke mindst Re-Sepp-Ten stadig lever i bedste velgående i den nye medievirkelighed.

Nu også på Youtube

Alle landsholdets slagsange fra 1972 til 2010 ligger tilgængelige på fildelingsitet Youtube.com. De fleste er lagt op af brugere uden clearing af rettigheder, men det forhindrer bestemt ikke folk i at høre sangene. På sitet kan man se, hvor mange der har søgt på og hørt den enkelte sang, og disse tal taler deres tydelige sprog:

1984: EM – Rød-Hvide farver – ca. 15.000
1986: VM – Re-Sepp-Ten – ca. 1.000.000
1988: EM – En for alle – ca. 300.000
1996: EM – Big Boys In Red White – ca. 26.000
1998: VM – Vi vil ha’ sejren i land – ca. 35.000
2000: EM – All we need is love – ca. 5.000
2002: VM – Danmarks drenge – 125.000
2004: EM – Vi’ fra Danmark – 35.000
2010: VM – The Danish Way To Rock – 1.600.000

Som det ses, skiller Re-Sepp-Ten sig markant ud, når det gælder ældre slagsange, men En for alle fra 1988 og Danmarks drenge fra 2002 ser også ud til at have et godt efterliv. Til gengæld er der åbenbart ikke mange, der har lyst til at genopfriske landsholdets og Det brune punktums fælles opus fra 2000.

I øvrigt er det ikke kun i Danmark, man husker Re-Sepp-Ten . I 2010 dukkede den nemlig op på Internettet i en ny version med den japanske popduo Vanilla Beans. De to japanske piger sang sangen med den oprindelige danske tekst, og med små 200.000 visninger på Youtube blevet deres version blevet et mindre selvstændigt hit blandt brugerne. At sangen nu har overlevet i 25 og bestemt ikke ser ud til at skulle på pension de næste mange år, havde man sandsynligvis ikke regnet med, da konkurrencen blev annonceret i foråret 1986. Det er ikke desto mindre tilfældet, og det er sandsynligvis alle fremtidige slagsanges lod, at de vil blive målt i forhold til Re-Sepp-Ten . Det er muligt, at der engang kommer et bidrag, som opnår en tilsvarende opbakning, men i salgsmæssig sammenhæng er det vanskeligt at forestille sig, at sangen fra 1986 nogensinde vil blive overgået.

—————-

De pågældende hitllister fra 1986 er desværre ikke offentligt tilgængelige på nuværende tidspunkt.

Lille sommerfugl – Malihini Kvintetten/Bjørn Tidmand

Uge 26, 1968, Top 20, #1/#6

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I forsommeren 1968 dukkede en gammel dansk sang pludselig op på de danske hitlister. ”Lille sommerfugl” var blevet skrevet allerede i 1921 og indspillet af Malihini Kvintetten i 1966, og det var deres indspilning, som nu hittede med to års forsinkelse. De havde dog ikke sangen for sig selv i lang tid, for da de nåede førstepladsen på hitlisterne, fik de selskab af Bjørn Tidmand, som nu også havde indspillet den. Et par uger senere overhalede han Malihini Kvintetten, og da årets hitlister blev gjort op, lå Tidmand øverst. Sangen blev hans livs hit, og har fulgt ham siden.

Hitkapringens ædle kunst

”Hijacking hits”, på dansk ”hitkapring”. Sådan beskriver den amerikanske populærmusikforsker Michael Coyle en ganske særlig måde at lave en ny version af en sang, der allerede har været indspillet med en anden kunstner, i artiklen ”Hijacked Hits and Antic Authenticity: Cover Songs, Race, and Postwar Marketing” (Coyle 2002).

Det drejer sig specifikt om, at man indspiller en sang, der er på vej frem, eksempelvis på en hitliste, og efterfølgende lykkes med selv at få større succes med sangen, end den oprindelige kunstner. Coyles eksempler er primært hentet fra det amerikanske musikmarked i 1950’erne, hvor denne praksis var særdeles udbredt på grund af raceadskillelsesproblematikken. Det var nærmest hverdagskost, at hvide kunstnere, eller rettere deres producere og managers, studerede Billboards lister over R&B og snuppede de bedste. Det er, som Coyle pointerer, vigtigt at påpege, at der for det meste ikke var tale om en juridisk problematisk praksis. Kapringsbilledet er nærmere rettet mod en opfattelse af, at sange tilhører den, der fremfører den.

Denne praksis var på ingen måde kun kendt i USA. Det var for det meste også sådan, man gjorde, når man lavede dansksprogede versioner af udenlandske sange i 1950’erne (se artiklen om Nu rejser jeg hjem ), og selv indenfor Danmarks grænser blev der flittigt kapret hits. Efterhånden blev der dog længere mellem disse tilfælde i takt med, at der i stigende grad blev fokuseret på kunstnerne fra mediernes side. Sang og sanger blev ganske enkelt forstået som forbundne på en helt anden måde end tidligere, og begreber som ”originalindspilningen” dukkede op i musikannoncerne i begyndelsen af 1960’erne.

I 1968 blev den gamle hæderskronede praksis dog i den grad taget i brug igen. Hvis man studerer hitlisterne, ser det i hvert tilfælde sådan ud.

Små sommerfugle på Top 20

I uge 22 i 1968 sneg Malihini Kvintetten og Lille sommerfugl lige netop ind på DR’s Top 20. Ugen efter var sangen oppe på 15. Pladsen, og efter endnu 14 dage, i uge 25, var den strøget helt til tops. Netop denne uge debuterede Bjørn Tidmand med en ny version af den selvsamme sang. Han gik ind på 19. Pladsen og var ugen efter hoppet helt op på sjettepladsen. Endnu en uge senere var han nået helt op på andenpladsen, og da Malihini Kvintetten fortsat toppede listen, lå to versioner af samme sang altså på de to øverste pladser. Det samme var tilfældet den følgende uge, men nu havde de byttet plads.

Sådan lå de side om side med Tidmand øverst helt frem til uge 31, hvor Malihini Kvintetten begyndte at miste pusten og gled ned på fjerdepladsen. Bjørn Tidmand lå stadig øverst, og det blev han ved med helt frem til uge 38, hvor han måtte lade pladsen for The Beatles og Hey Jude efter i alt 10 uger på førstepladsen. På dette tidspunkt havde Malihini Kvintetten for længst forladt listen. Først i uge 42, og dermed efter i alt 21 uger, hvis man regner begge versioner med, kunne sommerfuglen folde sine vinger ud og blive til støv, da også Tidmands udgave forlod listen.

At lille sommerfugl var en populær sang i 1968, er lidt af en underdrivelse. På listen over årets hits i 1968 lå Bjørn Tidmand øverst med sin version af sangen og Malihini Kvintetten på fjerdepladsen. Hvorfor netop denne sang blev så populær, er der mange mulige forklaringer på. En af dem kunne være, at der var mange, der kendte den i forvejen.

En gammel sommerfugl

Historien bag Lille sommerfugl er ret velkendt. Den blev skrevet allerede i 1921 i forbindelse med dette års Tivolirevy, hvor den blev sunget af en af tidens helt store revy- og filmstjerner, Ingeborg Bruhn-Bertelsen. Melodien stod Elith Worsing for, mens teksten blev til i et samarbejde mellem Axel Andreasen og Ludvig Brandstrup. Sangen blev, som så mange andre revyviser dengang, hurtigt meget populær, og Bruhn-Bertelsen fik travlt med at optræde med den rundt om i landet. Hun indspillede den naturligvis også på grammofon, men hun havde den ikke for sig selv i lang tid, for allerede samme år kom der en alternativ indspilning med Oda Brochorst, som ligeledes havde medvirket i den Tivolirevy, hvor sangen var blevet sunget.

Bruhn-Bertelsen fik sidenhen en grum skæbne på grum af et mærkværdigt rygte om, at hun plejede kønslig omgang med sin Sankt Bernhardts hund. Hun måtte faktisk gå rettens vej for at blive renset, men ret beset var hendes karriere ødelagt, og hun flygtede mere eller mindre til udlandet. Alt dette var hun dog lykkeligt uvidende om i 1921, hvor sangen om sommerfuglen altså var en stor succes.

I de følgende årtier dukkede sangen op engang i mellem og tilhørte det klassiske refræn- og slagerrepertoire, da Malihini Kvintetten valgte at indspille en udgave af sangen i 1966. De havde sikkert optrådt med den mange gange i forvejen ved de mange dansearrangementer, som havde udgjort den primære scene for orkestret, siden det kom til verden i begyndelsen af 1950’erne under navnet Malihini Hawaiians.

Aloha Hawaii

Som navnet angiver, var de stærkt influerede af Hawaii-musik, som var en af tidens meget populære bølger, og de første år var det primært denne stil, de spillede. Forbindelserne til Hawaii var ikke kun musikalske, for Lissi Petersen, som sang for, var i midten af 1950’erne kæreste med den verdenskendte hawaiianske musiker Tau Moe, efter at de havde mødt hinanden ved en koncert i København. Sammen fik de flere børn, hvoraf pigerne Lei og Lupe må siges at have ført de musikalske traditioner videre. Tau Moe gik dog siden tilbage til sin oprindelige kone, Rose, som han optrådte sammen med i hele sin karriere. Forbindelserne mellem Danmark og Hawaii har af naturlige årsager været stærke sidenhen i familien Moe.

Fra 1955 blev Malihini Kvintettens repertoire og stil mere varieret, hvilket sandsynligvis hang sammen med, at de for en tid fik en ny sangerinde ved navn Grethe Clemmensen, mens Lissi Petersen var gravid. Hun blev senere gift med guitaristen Jørgen Ingmann, og blev som bekendt en af Danmarks absolut førende sangerinder gennem tiderne. Hun forlod dog Malihini Kvintetten efter kort tid, og på pladesiden levede orkestret en temmelig neutral tilværelse indtil 1968, hvor en to år gammel indspilning altså gik ind på hitlisterne. Kort tid efter kom altså Tidmands version.

Tidmand

Ifølge den traditionelle udlægning, som primært er baseret på Tidmands egen historie, blev hans version af Lille sommerfugl indspillet allerede inden Malihini Kvintettens udgave begyndte at kravle op ad hitlisterne. Han havde selv fået idéen til at indspille sangen, men hans producer på EMI, Per Sørensen, havde ikke den store fidus til sangen og vendte derfor tommelfingeren nedad. Sørensen havde ellers vist sig at have en vis forkærlighed for gamle slagere og stod blandt andet bag, da Keld & Donkeys i 1966 gav den danske refræn- og slagertradition et eftertrykkeligt comeback med deres pigtrådsversion af Ved Landsbyens gadekær fra begyndelsen af 1940’erne. I denne omgang var Sørensen dog skeptisk, og Tidmand måtte derfor selv tage initiativet. I forbindelse med indspilningen af en anden sang, bad han angiveligt et par af musikerne om at blive tilbage i studiet, og således kom Lille sommerfugl i kassen. Sangen blev indspillet i ét take, og Tidmand var tilfreds. Per Sørensen var dog stadig ikke overbevist, og indspilningen havnede i skuffen, hvor den så blev hevet op i en fart, da Malihini Kvintetten røg på hitlisterne. Det viste sig så at være en ganske god idé, og som Tidmand selv ofte siger til publikum, når han skal til at synge sangen efter at have fortalt historien: ”Og ved I hvad? Jeg har aldrig fortrudt det”. Denne replik siges altid med et stort grin, og Tidmand har da heller ikke haft grund til andet. Selvom Tidmand havde hits såvel før som efter Lille sommerfugl , er det uden sammenligning de små fire minutter, det tog at indspille denne sang, som har haft størst betydning for hans karriere -og vel egentlig også liv.

Indspilningerne

Hvis man sammenligner de to indspilninger fra 1968, kan man godt forstå, at det var Tidmands version, der løb med laurbærerne, selvom Malihini Kvintetten kom først. I forlængelse af kvintettens præferencer for hawaii-musik var deres version af sangen lavet i et calypso-arrangement, hvilket i sig selv fungerede fint. Til gengæld er den vokale fremførsel en fantastisk stiløvelse ud i manglende indlevelse. Sangen bliver sunget af hele tre stemmer, to mænd og en kvinde. De synger alle melodilinjen og gør det på en neutral måde, som forekommer ret mærkværdig. De fleste stavelser bliver leveret meget punktuelt, og de steder, hvor tonerne bliver trukket, er der ingen fraseringer eller lignende, som kunne få teksten og sommerfuglen til at blafre lidt.

I Bjørn Tidmands udgave bestod akkompagnementet primært af en akustisk guitar, et el-orgel, der, udover at være det dominerende instrument i optakten, laver fills i omkvædene, en smule shuffleagtig perkussion og ikke mindst bas, som takket være det meget neddæmpede arrangement faktisk er det mest dominerende instrument. Netop bassen, som ifølge Tidmand blev spillet af den anerkendte danske bassist Niels Henning Ørsted Pedersen, tilføjer nummeret en ganske fin dynamik, som understøttes af det ikke altid præcise, men meget legende, orgel. Vokalen stod Tidmand selvfølgelig for, og hans foredrag er anderledes følt og varieret end Malihini Kvintettens. Han lyder ganske enkelt som om, han nyder at synge sangen, og det har han bestemt gjort lige siden.

En rigtig klassiker

Selvom de ikke nødvendigvis har været utilfredse, al den stund at de trods alt solgte mange plader og ikke mindst fik en masse omtale, så de kunne komme ud at spille live, må det alligevel have været lidt mærkeligt for Malihini Kvintetten at se Bjørn Tidmand overtage deres hit på denne måde.

På den anden side var det, Tidmand gjorde, altså på ingen måde noget nyt, og da hans version af sangen desuden varierede temmelig meget fra Malihini Kvintettens, kan man godt forsvare at opfatte den som et helt selvstændigt bud på den gamle traver på samme måde som Poul Dissing og Benny Holsts bluesudgave fra 1969.

Under alle omstændigheder er det i dag næsten udelukkende Tidmand, som bliver forbundet med sangen, og ved at søge på Internettet kan man hurtigt erfare, at den stadig lever i bedste velgående.

Det var derfor heller ikke særligt overraskende, at Tidmand og Lille sommerfugl var med på programmet, da Danmarks Radio og KODA i fællesskab fejrede dansktoppen ved et storstilet koncertarrangement i Koncerthuset i oktober 2010.

Selvom sangen faktisk nåede at ligge en enkelt uge på Dansktoppen, da listen åbnede i september 1968, er det lidt af en tilsnigelse at forbinde Lille sommerfugl med denne liste, men omvendt er kronologien ikke nødvendigvis det vigtigste parameter i denne sammenhæng. Tidmands massive succes med sangen i 1968 hører så absolut med til historien om den danske pop- og slagertradition, som i dag bliver kaldt dansktop. Til gengæld kræver det en del anstrengelser at finde frem til informationer om Malihini Kvintetten, som altså ret beset kom først dengang i 1960’erne. Meget symptomatisk findes deres udgave slet ikke i digital form, men mon ikke det er et spørgsmål om tid, før alle kan høre den version, der hittede først i 1968?

—————-

Den pågældende Top 20-liste fra 1968 kan ses på her på danskehitlister.dk .

En Wannabe Darth Vader / De Skal have baghjul nede i Touren – Nephew / Drengene fra Angora

Uge 31, 2004, Tjeklisten, #1/#2

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Da Simon Kvamm slog Simon Kvamm

I sidste uge af juli 2004 opnåede rockorkestret Nephew for første gang en førsteplads på en dansk singlehitliste. På andenpladsen lå satiregruppen Drengene fra Angora med en slagsang for det fiktive cykelhold Team Easy On. For medlemmerne i såvel Nephew som Drengene fra Angora var den stjernestatus, som placeringerne på hitlisterne i 2004 klart afspejler, noget ret nyt. Det gjaldt også for Nephews forsanger, som i den grad var i mediernes søgelys det år. Ikke kun på grund af Nephews gennembrud, men også fordi han samtidig var fremtrædende medlem af Drengene fra Angora. Den kombination var ganske utraditionel, og det blev der i den grad skrevet om det år.

Sommeren 2004

De skal have baghjul nede i Touren med Drengene fra Angora var sommerens og årets ubetinget største salgshit i 2004. Sangen blev udsendt på single torsdag den 2. juni 2004. Ugen efter gik sangen direkte ind på førstepladsen på den officielle singlehitliste og blev liggende på denne position frem til slutningen af august. Dertil kommer, at man skal helt frem til januar 2005 for at finde en salgsliste uden sangen.

Da året var gået havde over 30.000 danskere købt De skal have baghjul nede i Touren på single. Det var særdeles mange på et tidspunkt, hvor køb af digitale filer på Internettet endnu ikke var almindeligt, og albummet derfor stadig var hovedformatet. Det er derfor ikke overraskende, at Drengene fra Angoras album, som udkom i oktober, solgte omtrent tre gange så meget som singlen. Her var De skal have baghjul nede i Touren selvfølgelig også med.

Også på Danmark Radios stemmebaserede hitliste, Tjeklisten, strøg den direkte ind på førstepladsen i midten af juni og holdt denne placering indtil slutningen af juli. I uge 31 blev Drengene fra Angora nemlig overhalet af rockorkestret Nephew og deres En Wannabe Darth Vader . Det var en af de tre forsangere i Drengene fra Angora ikke synderligt ked af. Han var nemlig også forsanger og frontfigur i Nephew. Det var således første gang rockmusikeren Simon Kvamm slog komikeren Simon Kvamm.

Drengene fra Angora

Drengene fra Angora var nemlig en satiregruppe. De havde i Danmarks Radios regi underholdt danskerne gennem foråret med en parodi på et talkshow med faste gæster og forskellige båndede indslag. Foruden Kvamm bestod gruppen af Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann. Året forinden havde alle tre medvirket i en anden DR-satireserie, hvor man fulgte en fiktiv rockerklub i provinsen. Serien blev forholdsvis populær, og det samme gjorde ikke mindst Kvamms karakter, den bøvede Baune, som også gled med over i den nye serie.

Under eget navn udfyldte Simon Kvamm værtsrollen i Drengene fra Angora. Her forsøgte han at få de øvrige medvirkende, som bestod af en talentløs suppe-steg-og-ismusiker, der ikke kunne spille selv de mest enkle sange, og en lige så håbløs komiker, til at præstere på et blot nogenlunde acceptabelt niveau. Meget forudsigeligt endte det skidt hver gang, men netop det tilbagevendende skema var meget virkningsfuldt. Når det blev for slemt, kunne værten passende sætte et indslag i gang.

Her fik drengene frit afløb for deres hang til skæve karakterer, hvoraf kun Kvamms Baune-figur var genbrug, og ikke mindst musikalske parodier, hvoraf blandt andet Nik & Jay-parodien Kun minderne tilbage var ganske godt ramt. Midt i bullseye var dog en helt anden idé, som i den grad fik Drengene fra Angora på Danmarkskortet.

Team Easy On

”Og nu, hvor vi er ved cykelsport, så regner mange med, at det bliver tyskeren Jan Ulrich, der skal udfordre amerikaneren Lance Armstrong i årets Tour de France. Men løbets femdobbelte vinder får nu konkurrence fra en uventet front. Et splinternyt dansk cykelhold står nemlig på spring”
Claus Borre, DR Sporten 2004, ukendt dato.

Et af de faste indslag i Drengene fra Angora var en parodi på tidens meget populære dokusoap-format. Allerede fra første udsendelse kunne man følge det fiktive cykelhold Team Easy On i deres forberedelser til årets Tour de France. Holdet ejer, den storrygende Henning Primdahl, var sikker på, at han med kondomfirmaet Easy On i ryggen ville få tildelt et wild card af arrangørerne og havde store forventninger til, at holdet ville komme til at spille en hovedrolle i Frankrig. At han så kun havde to ryttere, bjergrytteren Bobby Olsen med tilnavnet ”Oksen fra Hammel” og sprinteren Pim de Keysergracht, og havde nogle noget aparte forestillinger om, hvad det krævede at få succes indenfor cykelsporten, gav stof til en af de mest populære danske satireserier gennem tiden.

Føljetonen ramte særdeles bredt og det var på ingen måde overraskende, at Team Easy On endte på toppen af de danske hitlister, da de forud for Touren indspillede og udsendte De skal have baghjul nede i Touren .

De skal have baghjul nede i Touren

”Ikke mere kællingesnak, nu er den her satanedeme, en stor slagsang, så vælter vi satanedeme Paris”.
Henning Primdahl i B.T. 4. juni 2004.

De skal have baghjul nede i Touren blev vist første gang i ottende afsnit i Team Easy On-sagaen. Simon Kvamm og de øvrige medlemmer i Drengene fra Angora havde nærstuderet fortidens slagsange, og med slet skjult reference til især Re-Sepp-ten fra 1986 fik den på alle tangenter – og med de tykkeste klichéer for fuld udblæsning. Alligevel, eller måske netop derfor, blev sangen altså straks et gigantisk hit og blev spillet og købt længe efter, den sidste rytter havde kørt over målstregen på Champs-Élysées.

Sangen er sidenhen blevet en klassiker, som bliver hevet frem hvert år i Tour de France-sæsonen. Det skyldes måske, at det udover Kraftwerks Tour de France ikke just vrimler med cykelsange, men omvendt viser det, at det var særdeles kompetent håndværk, der lå bag dengang i 2004. Humoren var og er i orden, men det er nok i mindst lige så høj grad det musikalske overskud, som har sikret såvel denne, som flere af de andre parodier fra Drengene fra Angora, overlevelse. For Simon Kvamms vedkommende skulle musikken efterhånden komme til at fylde mere end komikken, hvilket Nephews overtagelse af Tjeklistens førsteplads i slutningen af august 2004 fint symboliserer.

Nephew

Nephews historie er ofte beskrevet: Orkestret blev dannet allerede i 1996 efter at Simon Kvamm og Kristian Riis mødte hinanden på musikvidenskab i Århus. De droppede begge ud og fandt andre studieveje, men Nephew bestod og debuterede på cd i 2000. Gennembruddet udeblev og orkestret røg ind i en massiv krise. De overvandt den dog, men valgte at skrue ned for blusset og være mindre ambitiøse. Derfor havde de alle andre karrierer, da Nephew pludselig slog igennem i begyndelsen af 2004. De havde sendt en demo-cd ind til P3, og fra den blev Movie Klip udvalgt til Ugens uundgåelige og derfor spillet mange gange i den første uge af januar 2004. Herefter gik det slag i slag.

Det begyndte at tikke ind med spillejobs, en ny pladekontrakt kom i hus, og da albummet USADSB udkom i slutningen af juni samme år, gik det direkte ind på salgslistens førsteplads. Ved årskiftet 2004/2005 blev der stadig solgt masser af Nephew-cd’er, og man skal helt frem til begyndelsen af november 2005, før USADSB ikke længere var at finde på albumhitlisten.

At En Wannabe Darth Vader nåede Tjeklistens førsteplads i uge 31, lå således fint i tråd med Nephews hastigt stigende popularitet. Ugen efter optrådte de på Skanderborg Festival for et ellevildt publikum, som kunne synge med på alle sangene fra det orkester, som bare otte måneder tidligere var stort set ukendte.

Mens de andre bandmedlemmer efterfølgende kunne tage hjem for at holde en velfortjent weekend, blev Simon Kvamm i Skanderborg. Lørdag var det nemlig tid til blåt hår og cykeltøj. Sammen med de andre drenge fra Angora optrådte han således, da Team Easy On var på programmet på hovedscenen foran 35.000 jublende festivaldeltagere ved frokosttid. Også søndagen bød på underholdning fra Drengene fra Angora, og hvis nogen var i tvivl inden Skanderborg Festivalen 2004, stod det nu klart for enhver, at Simon Kvamm var blevet noget nær folkeeje på meget kort tid.

Simon Kvamm er mig

At Simon Kvamm slog igennem som komiker og rockmusiker i nøjagtigt samme periode, var ret usædvanligt, og ikke overraskende var det i høj grad et centralt tema i de mange interviews, som Simon Kvamm måtte lægge krop til i løbet af 2004. For hvordan kunne man det ene øjeblik fjolle rundt som bøvet rocker eller dopet rytter med blåt hår og stramme cykelshorts i rollen som Pim de Keysergracht og det næste forvente at blive taget alvorligt som rockmusiker? Det så journalisterne i hvert fald som et potentielt problem, for det var oppe at vende i stort set alle artikler det år.

Simon Kvamm svarede for sig det bedste, han havde lært, og han havde tydeligvis lært en del. Efter at være droppet ud af musikvidenskab kom Kvamm nemlig ind på journalisthøjskolen og var næsten færdig, da han slog igennem som komiker og musiker i 2004. I forbindelse med sin uddannelse havde han blandt andet arbejdet som tilrettelægger i forbindelse med realityprogrammet Big Brother og fra første parket kunnet iagttage, hvordan deltagerne blev mødt af pressen. Deltagerne i Big Brother gik direkte fra anonymitet til berømmelse, og selvom omstændighederne var nogle andre, da Kvamm selv stod for tur i 2004, har det utvivlsomt været lærerigt at se, hvordan andre havde håndteret situationen på mere eller mindre heldige måder. Under alle omstændigheder klarede Kvamm det rigtigt god

Han stillede sig venligt, men alvorligt, til rådighed for stort set alle journalister, der henvendte sig. Netop alvoren var meget kendetegnende. Kvamm forholdt sig uden omsvøb til det forhold, at andre, heriblandt åbenbart en del journalister, havde vanskeligt ved at se samme person udfylde rollerne som komiker og ”seriøs” rockmusiker. Han kom dem i forkøbet ved selv at formulere problematikken særdeles fint, hvilket følgende citat fint illustrerer:

»De fleste synes, det er fedt. Men der er også enkelte, der bliver lidt skuffede og siger, øv, hvorfor nu det, prøv nu lige at stoppe det der klovneri. Ham, der synger i bandet, rockforsangeren selv, er samtidig en kæmpe-idiot som Baune. Det passer slet ikke sammen. Mange bygger jo en mytologi op omkring et band. Man danner sig nogle billeder med stoffer, hårdt tourliv og rocktekster skrevet med blod på en serviet. Sådan er det ikke med os, for jeg har nogle gange blåt hår og overskæg og snakker mærkeligt hollandsk på TV om fredagen. Så er det ikke så enstrenget. Det kan jeg godt lide – at frontfiguren ikke er ubetinget sej og rocksanger-agtig.«
Simon Kvamm, Berlingske.dk, 23.04.2004.

Det smarte var, at Kvamm generelt fremstillede den rockmytologiske kliché, ’hvor man forestiller sig, at musikerne sidder og sniffer kokain og knepper helt vildt på et hotelværelse eller ser længselsfuldt ud i regnen og overvejer at begå selvmord’ (Simon Kvamm i B.T. 8. maj 2004), så rammende, at det var tydeligt for enhver, at det netop var og er en kliché. I hvert fald var det vanskeligt at sige ham imod uden at komme til at lyde tåbelig og forstokket, og det var der da heller ikke nogen, der gjorde. At han så ret hurtigt begyndte at nedtrappe karrieren som komiker, kunne tyde på, at det måske ikke var så nemt at navigere mellem rollerne, som det så ud til.

Siden gennembruddet i 2004 har Simon Kvamm etableret sig som en af dansk rockmusiks sværvægtere. Efter USADSB fulgte Interkom kom ind i 2006 og DanmarkDenmark i 2009. På alle albums finder man den blanding af engelske og danske ord, de kontant afsluttede strofer og den Depeche Mode-inspirerede lydkulisse, som er Kvamms varemærker. Kvamm har et udpræget øre for ord, der hægter sig fast i hjernen, de såkaldte hooks. Sådan et er En Wannabe Darth Vader , som er et godt eksempel på, at et billede såvel som en tekst ikke nødvendigvis behøver give mening for at virke efter hensigten. Og det gør Kvamms ord i en grad, så han efterhånden giver de fleste andre danske musikere baghjul.

Hvorvidt han i så fremtiden atter vil iføre sig fjollede kostumer og give plads til sit uomtvisteligt store komiske talent, må tiden vise.

—————-

På Nephews youtubekanal kan man finde en liveudgave af ‘En Wannabe Darth Vader’ .

Såvel musikvideo med ‘De skal ha’ baghjul nede i Touren’ som alle afsnit med Team Easy On kan nydes på http://www.dr.dk/satire/teameasyon .

Den pågældende Tjeklsiten-liste fra 2004 kan ses her på danskehitlister.dk .

Jeg Drømte mig en drøm i nat – Royal Strings

Uge 32, 1970, Dansktoppen #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I 1970 fik Royal Strings et stort hit med “Jeg drømte mig en drøm i nat”. Det var en velkendt protestsang, som allerede havde været vidt omkring. Den var oprindeligt blevet til i USA i begyndelsen af 1950’erne og blev en meget kendt protestsang. I midttresserne blev den oversat til svensk og derefter til dansk. I 1966/67 blev den et stort hit for den svenske beatgruppe Hep Stars, som gav sangen det udtryk, som vi kender fra Royal Strings’ udgave.

Protestsang på dansktoppen

I begyndelsen af 1970 fik orkestret Royal strings deres første hit på Dansktoppen. Med fredshymnen Hvor er det sted opnåede de godt nok ikke nogle topplaceringer, men de blev hængende på listen i hele 31 uger.

Gruppen, som havde base på Falster, var blevet dannet allerede i 1962 under navnet The Young Ones og spillede tidens meget populære instrumentale guitarbaserede musik med The Shadows som det åbenlyse forbillede. Fra 1963 hed de Danny The Royal Strings og fulgte op gennem 60’erne den eksplosive udvikling på den engelske musikscene med skiftende inspiration fra blandt andre Pretty Things, Jimmi Hendrix og Cream. I 1968 var det dog slut, for orkestret gik for en stund i opløsning. I 1969 reetablerede den tidligere leadguitarist, Lars Stryg, orkestret, og i mangel af den tidligere forsanger, Dan ”Danny” Rasmussen, blev hans navn strøget. Sproget var nu dansk, og forbillederne svenske i stedet for engelske.

Hvor er det sted var godt nok komponeret af en nordmand, men allerede på deres anden sang, som opnåede placering på Dansktoppen, var forbindelsen til Sverige tydelig. Jeg drømte mig en drøm nat , som til forveksling mindede om deres først hit, hvad temaet og udtrykket angik, var godt nok oprindeligt amerikansk, men såvel teksten som arrangementet pegede i høj grad mod skandinavien. Hvis man er i tvivl, kan man blot konsultere den singleplade, hvorpå Drømte mig en drøm nat lå . Udover den oprindelige amerikanske komponist og den danske tekstforfatter havde Royal Strings nemlig valgt også at kreditere forfatteren bag den svenske version: Cornelis Vreeswijk.

Fra USA til Sverige

Sangen startede sit liv allerede i begyndelsen af 1950’erne. Last Night I Had The Strangest Dream , som den hed på originalsproget, var skrevet af den amerikanske sangskriver Ed McCurdy og blev ikke mindst takket være The Weavers en del af standardrepertoiret på den amerikanske folkscene. I begyndelsen af 1960’erne var den på lige fod med Woody Guthries This Land is Your Land og We Shall Overcome , som især Pete Seeger gjorde kendt, noget nær en slagsang for den amerikanske borgerrettigheds- og fredsbevægelse. Efterhånden fik denne musik takket være indspilninger også en del lyttere i Skandinavien.

En af dem var hollandskfødte Cornelis Vreeswijk, som, efter at have puttet lidt med sine sange, slog igennem med et brag, da han pladedebuterede i 1964. På den første plade var der udelukkende egenkompositioner, men allerede senere samme år indspillede han endnu en plade, hvor man for første gang kunne høre hans svenske version af Last Night I Had The Strangest Dream .

På pladen Visor och oförskämdheter kunne man således høre ham fremføre I natt jag drömde i fællesskab med Fred Åkerström og Ann-Louise Hanson. Meget sigende for det musikalske miljø, Vreeswijk repræsenterede, var det en liveplade. Indspilningen opnåede et par placeringer på Svensktoppen i 1965, men hørte rettelig mere til i de livemiljøer, hvor Vreeswijk egentlig hørte hjemme.

Nu på dansk

Også i Danmark blomstrede folkmusikken i disse år. Blandt andet takket være de folkemusikklubber, som skød op rundt omkring, fik den primært amerikanske folk-musikbølge sine danske repræsentanter i blandt andre Benny Holst, Per Dich, Cæsar og Povl Dissing.

Meget sigende havde de to første folkemusikklubber, Purple Door (København 1963) og The Folk Club of Denmark, engelsksprogede navne, for den nye folkemusik var i høj grad engelsksproget og amerikansk. Det høres tydeligt på de mange optagelser, som blev foretaget i miljøet af Dansk Folkemindesamling i de år. Her kan man blandt andet høre Benny Holst fremføre Last Night I Had The Strangest Dream på engelsk i 1963.

I 1965 var tiden åbenbart moden til at få den danske folk(e)musik ud til et bredere publikum, for det år udsendte pladeselskabet Sonet de første plader med Cæsar, Dich og Dissing. Cæsar kom først med singlen Jorden i flammer/Storkespringvandet og LP’en Terningen er kastet . Dich og Dissing måtte vente til slutningen af november, hvor de alle tre var med på En aften i Folkeklubben – den første live-LP med dansksproget folkmusik. Med på pladen var den første dansksprogede version af sangen fremført af Cæsar.

Den danske tekst var skrevet af den allestedsnærværende tekstforfatter Thøger Olesen, som indtil dette tidspunkt mest havde gjort sig i slagere. Som det ofte var tilfældet, når der skulle oversættes sange, skelede Olesen til såvel det amerikanske forlæg som Vreeswijks svenske tekst. I øvrigt lader han til at have haft gode forbindelser til Vreeswijks musikforlag, for der kom ret mange danske versioner af hans tekster, såvel som hans egne kompositioner som oversættelser, de følgende år med Olesen som dansk tekstforfatter.

De forskellige udgivelser i 1965 blev et veritabelt kommercielt gennembrud for såvel den danske gren af folkbølgen som de tre kunstnere, der medvirkede på En aften i Folkeklubben . For Dissings vedkommende måtte han dog vente næsten et år på at høste frugterne, fordi han havde valgt at rejse til Israel i et halvt år, og man måtte derfor i mellemtiden ”nøjes” med Dich og Cæsar.

Især sidstnævnte, som altså havde lagt første danske stemme til Jeg drømte mig en drøm i nat , opnåede stor succes og megen omtale i det følgende år. Han blev ikke kun eksponeret som landets førende protestsanger, men opnåede også den ære at blive sagsøgt for pornografi på grund af et par saftige viser. Sagen faldt dog, fordi sangene stammede fra Dansk Folkemindesamling og dermed var kulturarv, og i det store hele var såvel Cæsar som ikke mindst hans producer, navnkundige Gustav Winckler, slet skjult tilfredse med den megen gratis reklame. Winckler sendte efter sigende et takkekort og en flaske whisky til den person, som havde anmeldt Cæsar.

Hep Stars

Næste kapitel i sangens skandinaviske historie blev skrevet i efteråret 1966. Den svenske gruppe Hep Star, som indtil da udelukkende havde indspillet på engelsk, skulle medvirke i en udsendelse i svensk TV og blev til anledningen opfordret til at synge på svensk. For Hep Stars, som uden sammenligning var de største idoler på den svenske rock/beatscene, var det lidt af et spring, men de indvilligede i spøgen. Valget faldt på I natt jag drömde , og det var ikke nogen dårlig idé. Da de efterfølgende udsendte sangen på single, endte den på toppen af såvel salgslisten som Svensktoppen og solgte op mod 300.000 eksempler. De indspillede også sangen på engelsk og sågar på hollandsk.

Successen med I natt jag drömde medførte et generelt stilskifte for Hep Stars og var ret beset et første skridt på vejen mod to af de større kommercielle popeventyr i svensk populærmusikhistorie. Med i Hep Stars var nemlig såvel Svenne Hedlund, der senere hittede stort sammen med sin kone Lotta , som Benny Andersson, der kom til at udgøre en væsentlig fjerdedel af ABBA.

Igen på dansk

Den fornyede succes med sangen forklarer muligvis, hvorfor Cæsar pludselig udsendte en studieversion af den med over et års forsinkelse, og helt sikkert hvorfor Grethe Sønck gav sit bud på Jeg drømte mig en drøm i nat . Hendes version var nemlig helt tydeligt et forsøg på at lave en dansk pendant til Hep Stars udgave. Selvom hun absolut var en dygtig sangerinde på sit felt, var der dog ikke meget ungdommelig beat over hendes vokale foredrag, og ej heller den musikalske fremførerlse svingede helt som det svenske forlæg.

Så gik det noget bedre, da Royal Strings valgte at give sangen endnu en chance omkring årsskiftet 1969/70. Også her var det Hep Stars, der var blevet lyttet til, og denne gang ramte man ganske fint udtrykket fra den svenske gruppe.  Under alle omstændigheder blev Jeg drømte mig en drøm i nat et hit på Dansktoppen og førte for første gang Royal Strings til toppen af denne liste. Hvorfor Cornelis Vreeswijk, i modsætning til tidligere, pludselig var med i krediteringerne til den danske tekst, står hen i det uvisse, men helt skævt var det under alle omstændigheder ikke.

—————-

Det var det bestemt ikke sidste gang, Lars Stryg og hans Royal Strings hentede inspiration i Sverige. Læs mere om dette i artiklen om Aldrig mer’ må jeg se dig .

Den pågældende Dansktoppen-liste fra 1970 kan ses her på danskehitlister.dk .

La maison où j’ai grandi – Françoise Hardy

Uge 33, 1967, Top 20, #6

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I efteråret 1967 var der sjældent fransk besøg på den danske hitliste, da Françoise Hardy lå på Top 20 i 13 uger med sangen ” La maison où j’ai grandi” . Sangen er oprindeligt italiensk og er kendt over det mest af Europa, fordi den er blevet oversat til mange forskellige sprog. At vi i Danmark kender den bedst på fransk skyldes en stor royal begivenhed, som fandt sted i sommeren 1967.

Fransk på Top 20

I efteråret 1967 havde den franske sangerinde Françoise Hardy et pænt hit ifølge Danmarks Radios Top 20. Fra uge 27 til 39 kunne man således finde hende på listen, og i uge 34 nåede hun helt op på fjerdepladsen. Det var ganske godt gået i betragtning af, at sangen blev sunget på fransk og i øvrigt var meget tekstfokuseret.

Hardy havde faktisk tidligere været på Top 20, da Tous les garçons et les filles klarede sig ganske fint med ti uger i 1963/64, og i første halvdel af 1960’erne kunne man ikke sjældent møde franske poptoner i radioen og på hitlisterne. Siden Top 20 var vendt tilbage i radioen i efteråret 1966 efter en pause på to år, havde der til gengæld slet ikke været fransksproget musik på hitlisten, og i det hele taget bestod den sproglige del af spændingen på dette tidspunkt udelukkende i, hvorvidt sangene på listen var på dansk eller engelsk indtil uge 27 i 1967, hvor man for første gang kunne høre La maison où j’ai grandi i Top 20.

Det var med andre ord ikke en hverdagsbegivenhed, at en fransk sang kom på hitlisten i Danmark, men omstændighederne bag var heller ikke helt normale.

Et kongeligt bryllup banede vejen

Hvis man er så heldig at finde et eksemplar af singlen fra dengang på et loppemarked, får man et praj om, hvordan sangen endte på den danske hitliste. På det dansksprogede cover finder man nemlig en oplysning om, at sangen kom ”fra TV’s fransk-danske Galla aften”. Den slags ”kendt fra fjernsynet”-brugeroplysninger var meget normale på dette tidspunkt, og en tv-optræden havde i det hele taget ret stor betydning i en tid med kun én national tv-kanal. I dette tilfælde har det muligvis spillet en stor rolle, for seertallene til netop dette program har sandsynligvis været tårnhøje.

Dansk-fransk galla-aften blev nemlig sendt den 10. juni 1967 fra 21.30 og halvanden time frem. Den dag blev kronprinsesse Margrethe af Danmark viet til grev Henri de Monpezat, som herefter fik navnet Prins Henrik af Danmark. Han var som bekendt af fransk afstamning, og Danmark var derfor særdeles franskorienterede i disse dage.

Dette gjaldt ikke mindst i fjernsynet, hvor man for første gang bød på live-transmitteret bryllup i det danske kongehus. Man startede fra 15.45 med brudgommens ankomst til Holmens Kirke i København og fulgte derefter såvel selve de kirkelige handlinger som den efterfølgende tur gennem København og hyldesten på residentpalæets balkon. Efter TV-Avisen kunne man se eftermiddagens begivenheder i sammendrag frem til 21.15, hvor der blev stillet om til Fredensborg Slot og bryllupsfesten. Her fik man mulighed for at se og høre alle talerne og på den måde være med på første parket. Det havde ingen prøvet før, og gaderne lå mere eller mindre øde hen den aften.

Klokken 21.30 var transmissionen slut, men mange er sikkert blevet hængende foran skærmen, da næste program gik i gang. Dansk-fransk galla-aften , som var blevet optaget i Falkoner Centret i København et par dage forinden, blev indledt med en ouverture, som var blevet komponeret til lejligheden, og efter velkomsten fra konferencieren trådte Françoise Hardy som den første frem på skærmen og sang La maison ou j’ai grandi . Dette forklarer nok hendes følgende hitlisteeventyr med sangen, og hendes danske pladeselskab lagde altså ikke skjul på sammenhængen, da pladen blev sendt ud. Det var dog ikke nok til at føre hende helt til tops, og ret beset er der næppe mange, der husker sammenhængen.

Der er den pudsighed ved hele historien, at Hardys optræden med sangen i showet nok har betydet, at de fleste af de danskere, som overhovedet husker sangen, opfatter den som fransk. Det er den bare ikke. Den er oprindeligt italiensk og oven i købet en af de meste kendte og elskede popsange på de kanter.

En dreng fra Via Gluck

Sangen blev første gang fremført i forbindelse med den årlige San Remo Festival i den italienske by, der lagde navn til arrangementet. Af forskellige årsager gik det helt galt under de første fremførelser af sangen, som efterfølgende blev sorteret fra inden finalen. Meget tyder dog på, at den nok havde klaret sig ganske godt i konkurrencen, hvis den havde klaret skærene. Et halvt år senere kunne Billboard Magazine nemlig kundgøre, at 500.000 italienere havde købt sangen på den single, der efterfølgende udkom, og da året var gået, havde sangen nemlig solgt mere i Italien end vindersangen. Sangen har efterfølgende opnået en status som en af italiensk popmusiks mest kendte og elskede klassikere.

Sangen blev skrevet af et team, hvoraf Adriano Celentano så absolut er blevet den, der efterfølgende er blevet forbundet med sangen. Det skyldes ikke kun, at det var Celentano selv, der fremførte og indspillede sangen på italiensk, men også, at teksten var delvist selvbiografisk.

Il ragazzo della via Gluck , som den hedder på originalsproget, handler nemlig om den gade, hvor Celentano voksede op i Milano. De italienskkyndige vil vide, at sangen mere bestemt handler om tab af idyl, for byen var åbenbart vokset siden Celentano var barn, og græs erstattet med veje. Dette tema blev videreført i den franske udgave.

Første, anden, tredje, solgt.

At det blev Françoise Hardy, der indsang den på fransk skyldes sandsynligvis, at hun var til stede på første parket, da Celentano præsenterede sangen i San Remo. Hun var nemlig selv med i konkurrencen og kunne altså efterfølgende tage Il ragazzo della via Gluck med hjem til Frankrig. Hun vendte i øvrigt tilbage til Italien senere på året, hvor hun fremførte halvdelen af sangen på halvt italiensk og resten på fransk i en tv-optræden, som kan findes på youtube.com.

At sangen blev oversat til fransk var på ingen måde overraskende, for som det beskrives i artiklen om Non Ho L’eta var San Remofestivalen et sandt paradis for alverdens musikkøbmænd, som hvert år handlede rettigheder til den store guldmedalje. De vidste godt, at sange på italiensk ikke havde den store chance i andre lande, men det var der råd for, og det var noget nær en grundlæggende præmis, at de sange, der blev præsenteret i konkurrencen, skulle oversættes til andre sprog. Det skete altså også med Il ragazzo della via Gluck . Den franske version var, så vidt vides, den første på andre sprog, men bestemt ikke den sidste.

Sangen var nemlig ikke kun et hit på italiensk og fransk, men i det hele taget en stor succes rundt omkring i Europa og sågar i Australien, hvor den amerikanske sangerinde Vardelle Smiths engelsksprogede version, Tar And Cement , var blandt årets hits. I det hele taget har det været noget af en opgave for sangens ophavsmænd at følge med i sangens færden rundt omkring, for den blev udover de nævnte udgivet på en lang række sprog. Selvom der skulle deles med mange interessenter rundt omkring, har Celentano og hans medkomponister utvivlsomt haft et smil på læben, da tallene blev samlet og regnskabet gjort op. I den forbindelse har indrapporteringerne fra Skandinavien sikkert gjort dem temmelig glade, for det var bestemt ikke kun danskerne, der kunne lide melodien.

Nu på svensk

Hvis man skruer tilbage til den aften, hvor det danske kronprinsepar blev gift, kunne man faktisk se og høre Hardy fremføre sangen igen, hvis man skiftede over på Sverige senere sammen aften. Her sendte man nemlig samme dansk-franske show klokken 22. Hvorvidt, det har haft en betydning for sangens videre liv i Sverige, vides ikke, men senere på året kunne man pludselig høre den samme sang i svensk radio.

I begyndelsen af december 1967 blev en svensk udgave af sangen nemlig testet til Svensktoppen. Ugen efter gik Lyckliga gatan , som den var kommet til at hedde, ind på denne listes femteplads, og juleaften strøg den helt til tops. Sangen lå på førstepladsen indtil slutningen af februar 1968 og var et gigantisk hit for Anna-Lena Löfgren, som havde været så heldig at få sangen tildelt. Lyckliga gatan har efterfølgende fået en særstatus som en af de mest elskede svensktopslagere gennem tiderne.

Ligesom i den franske og engelske udgave var temaet i den svenske tekst nogenlunde det samme som i den oprindelige italienske tekst. I dette tilfælde var det tekstforfatteren Britt Lindeborgs barndomsgade, som sangen øjensynligt handlede om, og hun og Löfgren måtte flere gange forbi Södra Langgatan i Hagalund for at posere for den svenske presse. At hendes barndomshjem var revet ned og erstattet af en parkeringsplads, gav nogle fine billeder og historier, som sandsynligvis var positive for salgstallene. På den måde var det jo ikke bare en svensk oversættelse af en italiensk schlager, men en personlig sang om længsel og tab af idyl, og da Lindeborg i 1998 skulle finde en titel til sin selvbiografi, var valget helt naturligt: Lyckliga gatan. Her kunne man så i øvrigt erfare, at barndommen i Södra Langgatan havde været alt andet end lykkelig. Lindeborgs far havde nemlig begået selvmord, da hun var syv år gammel. Det stod der meget forståeligt ikke noget om, da pladen blev markedsført i 1967/68.

Der er den lille pudsighed ved den svenske tekst, at ordet lykke synes at have direkte forbindelse til ordet Gluck i den italienske udgave. “Via Gluck” korresponderer umiddelbart fint med “lyckliga gatan”, men der er faktisk ikke nogen begrebsmæssig sammenhæng. Gaden i Milano er nemlig opkaldt efter den tyske komponist Christoph Willibald Gluck (1714-1787). I den første tyske udgave, som Anna-Lena Löfgren i øvrigt tog sig af efter sin store succes i Sverige, lavede man den samme øvelse. Den hed Immer am Sonntag , og var en helt ny tekst uden forbindelse til den oprindelige historie. Bortset fra det lille ord Glück.

En fattig dansk kopi

Som det skete med stort set alle sange, der hittede på Svensktoppen i de år, blev sangen også skippet videre til Danmark, hvor Thøger Olesen med Barndommens gade skrev en næsten ordret dansk oversættelse af den svenske udgave. Den eneste kunstneriske fornyelse var oversættelsen af “lyckliga gatan” med “Barndommens gade”, sandsynligvis kun fordi “lykkelige gade” ikke passede særligt godt til sangens metrik. Dermed kunne danskerne nu høre en dansk oversættelse af en svensk udgave af den italienske sang, som de et halvt år tidligere havde lært at kende på fransk takket være det royale bryllup.

Sys Gregers indspilning fra 1968 blev alt dog andet end et hit, og det forstår man godt, hvis man hører den. Den danske udgave er nemlig i alle henseender en fattig kopi af den svenske med et skrabet arrangement, hvor man tydeligt hører forskellen på svensk og dansk schlagermusik på dette tidspunkt.

Gode produktioner krævede penge, og man erstatter ikke et stort og dyrt orkester med masser af instrumenter og dygtige musikere med en akustisk guitar, en bas, lidt percussion, et el-orgel og hvad der åbenbart ellers lige var ved hånden den dag i studiet, uden at resultatet bliver et noget andet. Man kan sagtens få et godt resultat alligevel ved eksempelvis at ændre forløbet og udtrykket, hvilket en tjekkoslovakisk countryversion af sangen fra 1967 vidner om, men det var netop ikke det, der var tilfældet i den danske udgave, som bedst må beskrives som mærkværdig. I den svenske udgave var der tale om et arrangementsmæssigt udviklingsforløb, hvor der blev bygget på med instrumenter gennem nummeret. I introen og første vers var Löfgren således udelukkende akkompagneret af en akustisk guitar. I slutningen var der strygere og blæsere, og det hele var flot afstemt og godt mikset. I den danske udgave forsøgte man at gøre det samme, men netop derfor er Barndommens gade et meget afslørende eksempel på den danske schlagermusiks krise på dette tidspunkt. Kort tid efter åbnede Dansktoppen, hvilket hurtigt betød, at budgetterne til indspilningerne steg markant.

Indbegrebet af en fælles europæisk slager

Hvorvidt Barndommens gade var blevet et hit i Danmark, hvis den var udkommet efter Dansktoppens åbning og i øvrigt var blevet produceret ordentligt, kan man kun gisne om, men muligheden foreligger i høj grad. Sangen er noget nær indbegrebet af en fælles europæisk slager. Ved at søge på de forskellige titler på Internettet kan man ved selvsyn erfare, at sangen i den grad stadig lever i dag. I Italien har sangen vel nærmest samme status, som Kim Larsens mest elskede sange har på dansk grund, og også i Sverige og Frankrig kan den trække nostalgiske tårer hos de fleste. Dette skyldes muligvis tekstens simple, men evigtgyldige, tema, men en væsentlig del af forklaringen er utvivlsomt også, at melodien ganske enkelt er usædvanligt god, vel at mærke når den bliver fremført ordentligt.

Det blev den danske imidlertid ikke, og derfor er det den franske udgave med den påtrykte indirekte henvisning til det kongelige bryllup, man kan finde på de fleste loppemarkeder rundt omkring i Danmark.

—————-

Den pågældende Top 20-liste fra 1967 kan ses her på danskehitlister.dk .

Don’t Cry Daddy – Elvis Presley

Uge 34, 1970, Top Ti #7

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Den amerikanske sanger Elvis Presley har som bekendt haft en afgørende rolle i såvel dansk som International sammenhæng. Alene den ofte brugte titel ”The King of Rock’n’roll” indikerer, at han havde en særposition, da musikken ændrede sig op gennem 1950’erne og 60’erne. I hitlistesammenhæng kan man følge hans karriere og nikke genkendende til hans mange hits. Men hvilket var det største i Danmark? Det kan man få svaret på i denne artikel.

30 uger på Top Ti

Hvis man på stående fod skulle nævne Elvis Presleys største succes i dansk hitlistesammenhæng, ville Don’t Cry Daddy næppe være det første, der kom op. Ikke desto mindre slår denne lille sentimentale sang om manden, der har mistet sin hustru, faktisk alle andre Elvishits på stort set alle parametre. I 1970 lå den nemlig på Danmarks Radios Top Ti i hele 30 uger fra begyndelsen af februar til og med udgangen af august. Sangen lå på førstepladsen i syv uger og holdt blandt andre John Lennon og hans Instant Karma og The Beatles’ svanesang Let It Be væk fra listens topplacering. I uge 34 var det ved at være slut, men næste udspil var allerede klar. The Wonder Of You , som debuterede netop den uge på niendepladsen, kunne dog ikke leve op til forgængeren, og faktisk var Don’t Cry Daddy ikke alene Presleys største hitlistesucces i dansk sammenhæng, men samtidigt sidste gang han nåede en dansk førsteplads i live.

The King Of Rock’n’roll

Som bekendt havde Elvis Presley i 1970 allerede haft en lang og enestående karriere. Siden pladedebuten i 1954 og det endelige gennembrud i 1956, havde Presley været igennem noget af en tur. De første år var repertoiret i høj grad hentet fra de sorte rhythm and bluesmusikere, som de færreste hvide kunstnere kendte til, men som Presley personligt var meget glad for. I flere tidlige interviews forklarede Presley, at han i lang tid havde lyttet til Big Bill Broonzy and Big Boy Crudup og på den måde både havde lært sange som That’s Alright Mama og Hound Dog og måden at synge på. Presley hørte også såvel country som pop, og kombinationen blev den rock’n’roll, vi kender ham for.

På samme måde som Presley havde lært sig stilen og repertoiret ved at lytte til indspilninger via radioen og grammofon, blev han selv lyttet af i stor stil, da historierne, musikken og pladerne begyndte at krydse Atlanten. I Danmark måtte man dog vente en rum tid på grund af en manglende dansk repræsentationsaftale med hans pladeselskab, RCA. I stedet kunne man eksempelvis tage til Sverige og Tyskland, hvor man havde kunnet købe hans musik i lang tid. Hans første svenske hitlisteplacering var således allerede i januar 1956, hvor han debuterede med Hound Dog .

Man skal helt frem til sensommeren 1958 for at finde ham på en dansk hitliste. Jailhouse Rock , som altså var hans første danske singlehit, blev liggende på den liste, som Musikbureaet Quan stod bag, året ud. Herefter gik der et halvt år inden Elvis Presley igen var at finde på denne liste med A Fool Such As I, og man skal faktisk et lille stykke ind i 1960’erne, før han blev fast inventar på de danske hitlister. Det blev han så til gengæld med manér, for fra maj 1960, hvor hans Stuck on You debuterede, og de næste år frem, fik han det ene store hit efter det andet og var ubetinget den største stjerne – også i Danmark.

Det var således på ingen måde misvisende, at Elvis Presley indtog førstepladsen på den første DR-Top 20-liste, som Jørgen Mylius præsenterede i slutningen af januar 1963. At han havde hele tre sange med på listen, understreger hans status på dette tidspunkt, og han blev stort set spillet i alle de mange ungdomsudsendelser, som var den store fornyelse i den ny musikradio, P3, som var blevet lanceret ved årsskiftet 1962/63.

I 1964 begyndte tronen dog at vakle under Presley, ikke mindst på grund af The Beatles’ sejrstog over det meste af verden, og selvom hans plader fortsat solgte fint, var Presleys stjerne faldet en del i anden halvdel af 1960’erne. Han vendte dog stærkt tilbage mod årtiets slutning.

Da Elvis græd

Der skete noget med Elvis Presleys udtryk i slutningen af 1960’erne. Efter sigende kom det første skridt på vejen mod en generel nyorientering på en tur med bandbussen. Ifølge overleveringen var det den walisiske sanger Tom Jones og hans udgave af Green, Green Grass of Home , som fik Presley til at se lyset. Der går nemlig en sejlivet historie om, at Elvis brød ud i gråd, første gang han hørte den i radioen, hvorefter han standsede sin bandbus, ringede til en lokal radiostation og fik dem til at spille sangen i 4 timer i træk. Under alle omstændigheder var Tom Jones utvivlsomt en meget vigtig inspirationskilde for Presley, da han i slutningen af 60’erne foretog et større stilskifte i forbindelse med sin Las Vegas-karriere.

Green, Green Grass of Home var en countrysang, som Tom Jones og hans stab havde poppet en del op. Sangen handlede om en fange, som drømte tilbage til barndomshjemmet og sine kære, mens han ventede på at skulle henrettes. Sangen blev et gigantisk hit for Tom Jones og indledningen til en strøm af sentimentale tårepersere fra hans side serveret med Jones’ karakteristiske kraftfulde stemme. Kombinationen af den testosterondryppende og stærkt maskuline Tom Jones, som nærmest græd og hulkede sig igennem sange om at skulle dø eller blive forladt af kæresten, var så særpræget, at det faktisk ofte fungerede ganske godt. Han trak den helt ud til grænsen, og som i eksempelvis I’ll Never Fall In Love Again , hvor hulkene visse steder er yderst højlydte, et godt stykke længere.

Da Elvis Presley gik i studiet i januar 1969 kort tid efter, at hans berømte og succesfulde comebackkoncert var blevet sendt på amerikansk TV i december 1968, mindede mange af sangene i høj grad om Tom Jones’ materiale. Presley havde masser af ballader i sit bagkatalog, men især tematisk skete der afgjort noget i studiet i begyndelsen af 1969.

Sange om tragedier og tab

Fra 13. januar til 22. januar indspillede Presley 19 sange – heriblandt Don’t Cry Daddy . I forhold til hans hidtidige produktion var relativt mange af disse sange udpræget sentimentale. I direkte sammenligning var Presley noget mere afdæmpet end Tom Jones i sine tolkninger, men mindre kunne bestemt også gøre det. Alene den dag, hvor Don’t Cry Daddy blev indspillet, må der have været ret fugtigt i studiet, for også Mama Liked Roses om moderen, der elskede roser og nu fik dem på sin grav, var noget af en tåreperser.

Netop forældre og børn var der ret mange af i Elvis’ nye repertoire, og for det meste var tragedier og tab et centralt tema. Det gjaldt også In The Ghetto , som gav Presley sin første top 3-placering i såvel England som USA siden midten af 1965. Også i Danmark blev den et hit og nåede andenpladsen på B.T. ’s salgsliste i august 1969.

Da næste udspil, Suspicious Minds , også klarede sig fremragende, var karrieren for alvor på skinner igen, og med Don’t Cry Daddy , som også kom i Top ti i USA og England, var Elvis Presley atter ”talk of the town”, da kalenderen rundede midten af 1970.

Græd ikke, far

Don’t Cry Daddy blev skrevet direkte til Presley af den amerikanske sangskriver og musiker Mac Davis. Davis, som også havde leveret tekst og musik til In The Ghetto, havde sit udgangspunkt i countrymusikken, hvor man aldrig har været bange for det sentimentale. At der var et potentiale i denne type countryballader, var velkendt, og senest havde Bobby Goldsboro med stor succes tappert sunget sig igennem Honey om sin elskede, men afdøde kone, i 1968. Sangen var fiktiv, men det gjorde ikke noget, og det samme gjaldt Don’t Cry Daddy .

Sangen handler som sagt om en mand, der er blevet efterladt alene med sine børn. Det vides ikke, om konen er død eller blot har forladt familien, men han er under alle omstændigheder meget ked af det. Han græder sig i søvn og er ved at give op, men det kan han jo ikke. Han har jo børnene, hvilket hans ene barn minder ham om i omkvædet. De ønsker bare, at han skal holde op med at græde og lege med dem. Og som barnet siger, skal de nok finde en ny mor sammen. Under alle omstændigheder må han finde en løsning, for i andet vers reflekterer manden over, hvordan de voksnes sorg præger børnene.

Dette tema er noget, de fleste kan relatere til, og det lykkedes øjensynligt Presley at levere historien med tilpas megen troværdighed på trods af sangens udpræget sentimentale præg.

Viva Las Vegas

Efter Don’t Cry Daddy fortsatte Presley med at levere sange, som klarede sig godt på hitlisterne i et par år. Fra slutningen af 1972 skulle man dog atter et stykke ned på listerne for at finde hans sange, men Presley havde alligevel rigeligt at se til. Sideløbende med sit comeback på hitlisterne i 1969, havde han nemlig haft de første månedlange engagementer i Las Vegas, hvor han frem til slutningen af 1976 gav et godt stykke over 600 koncerter. Dertil kom alle de øvrige turnéer og koncerter rundt om verden, og gennemsnitligt set optrådte Presley live cirka hver anden dag fra 1969 til sin død i 1977.

Det var mange – nok også for mange.  Ved sin sidste koncert i Indianapolis den 26. juni 1977 var det en tydeligt nedbrudt og syg mand, der gik på scenen. Ved den lejlighed var Don’t Cry Daddy ikke på programmet, men det var den til gengæld, da man atter kunne opleve ham i koncertsammenhæng 20 år senere.

Elvis lever

Den 16. august 1997 stod Elvis Presley atter på koncertprogrammet. I forbindelse med 20-året for hans død afholdt selskabet, som forvaltede den musikalske arv efter Presley, nemlig et show, hvor man kunne høre og se ham synge på en storskærm akkompagneret live af sit oprindelige orkester og kor fra 1970’erne. Den teknologiske udvikling havde nemlig gjort det muligt at isolere hans stemme fra en række liveindspilninger, og dermed skabe en helt ny form for koncertoplevelse.

Undervejs i koncerten introducerede Presleys ekskone, Priscilla Presley, deres fælles datter Lisa Marie, som efterfølgende tonede frem på storskærmen. Sammen med faderen fremførte hun en duet, som nok har trukket tårer hos de fleste tilstedeværende: Don’t Cry Daddy .

Lisa Marie var selv ni år, da hendes far døde, og selvom teksten om pigen, der trøster sin far, fordi moderen er død, ret beset ikke passede helt, var symbolikken til at tage og føle på. Man måtte da også spille videoen en gang til efter det bragende bifald fra publikum.

Egentlig var duetten tænkt som en engangsbegivenhed, og den er da heller ikke blevet udgivet officielt. Den slags betyder dog ikke så meget i dag, hvor man kan finde den overalt på Internettet. Det er først og fremmest følelsen af tab, det handler om, og det udtrykker denne sang, som altså var The Kings mest sejlivede på de danske hitlister, til fulde.

———–

Den pågældende Top 10-liste fra 1970 kan ses her på danskehitlister.dk .

Ved landsbyens gadekær – Keld The Donkeys

Uge 35, 1966, Hitlisten, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I sensommeren 1966 strøg gruppen Keld The Donkeys direkte til tops på den danske salgsliste med “Ved landsbyens gadekær”. Der var tale om en gammel slager, som var blevet opdateret til pigtråd. Idéen var hentet i Sverige, hvor gruppen Sven-Ingvars havde gjort det samme fem år tidligere. Dem blev der i den grad skelet til, da Keld Donkeys gik i studiet den sommer, men det var de ikke de første, der havde gjort. Læs hele historien her.

Skilsmissen på pigtrådsscenen

I slutningen af august 1966 var der i den grad nyt at melde om fra den danske hitliste. For første gang, siden Johnny Reimar havde hittet med Lille fregnede Louise i de første måneder af 1965, lå en dansksproget sang på førstepladsen. Det var oven i købet et helt nyt navn, for selv om det pågældende orkester havde vundet DM i pigtråd året forinden, var den medfølgende pladekontrakt og efterfølgende indspilning ikke blevet vekslet til succes og berømmelse. Begge dele kom først nu – men til gengæld i rigelige doser. Orkestret hed Keld The Donkeys og sangen: Ved landsbyens gadekær .

Der er almen enighed om, at netop denne indspilning har haft en særligt stor betydning i dansk populærmusikhistorie. De fleste kender historien:

Ved landsbyens gadekær blev ikke kun et gigantisk hit for Keld The Donkeys, men var også stærkt medvirkende til, at den danske pigtrådsscene blev splittet. Det var ikke så meget, fordi de skiftede sprog fra engelsk til dansk. Det havde Peter Belli allerede gjort i foråret 1966 med Helt igennem respektabel , som var en dansk version af et Kinks-nummer. Problemet var primært valget af materiale.

Ved landsbyens gadekær var en gammel dansk slager fra 1940’erne, og hvis der var noget, man havde været enige om på pigtrådsscenen, så var det, at det gamle var yt. Det viste sig så ret hurtigt, at pladekøberne ikke var helt enige, og landets pigtrådsorkestre og deres bagmænd gik på klapjagt efter lignende slagere, som man kunne opdatere. For det var, hvad Keld The Donkeys havde gjort.

De havde taget den gamle vals, skiftet instrumenterne ud og omlagt omkvædet til 4/4 i et noget raskere tempo, end Ved landsbyens gadekær normalt lagde melodi og tekst til. Ordene i teksten var der til gengæld ikke gjort noget ved, bortset fra at man havde skåret de øvrige vers væk og i stedet blot gentaget omkvædet en enkelt gang, inden de 2 minutter og 51 sekunder var gået. Det betød, at sproget var ret altmodisch, og det samme var diktionen fra forsangeren Keld Heick. Det betød dog ikke så meget, for sangen blev et kæmpe hit.

Årets Hit 1966

Da Jørgen Mylius atter kunne byde på Top 20 i radioen efter to og trekvart års ufrivillig pause i begyndelsen af oktober, lå sangen på andenpladsen – kun overgået af The Beatles og deres Yellow Submarine . Ugen efter byttede de plads, og selvom Ved landsbyens gadekær kun fik tre uger på DR’s førsteplads, var det ikke nogen større overraskelse, at den lå øverst, da årets hitliste blev bragt omkring årsskiftet.

Som sagt fulgte mange af de andre pigtrådsgrupper efter, da de så, hvor mange penge Keld Donkeys pludselig tjente på plader og spillejobs, og formuleret positivt var Ved Landsbyens gadekær den tiltrængte fornyelse for den danske danseorkestertradition, som ellers havde haft det svært de foregående år. For det var i praksis det, der skete.

Alt dette er velkendt, men til gengæld er det de færreste, der ved, hvor Keld Donkeys fik idéen fra. Det står ellers meget klart og tydeligt på deres første LP.

Sven-Ingvars – De svenske idégivere

På bagsiden af coveret til Keld The Donkeys’ serenader , som udkom senere i 1966, havde man nemlig valgt at optrykke en længere artikel fra ”Vi Unge”. Her kunne man erfare, at inspirationen, til at indspille en gammel slager i ”et nyt, moderne og friskt arrangement”, var kommet fra Sverige.

I følge artiklen havde HMV, og nærmere bestemt produceren Per Sørensen, i længere tid haft udkig efter en dansk gruppe, ”som kunne og ville synge både gamle og nye tekster med moderne akkompagnement”. Det kunne og ville The Donkeys, som blev forelagt en række forslag, og valget faldt altså i første omgang på Ved landsbyens gadekær .

Det svenske forbillede var gruppen Sven-Ingvars, hvilket også fremgik klart af artiklen, hvor de direkte blev udnævnt til ”idégiverne til den stil, der nu har gjort Donkeys kendte”. De havde nemlig gjort nøjagtigt det samme, da de skiftede sprog allerede i 1961. Indtil da havde orkestret, der var blevet dannet allerede i 1956, som så mange andre, kastet sig over den amerikanske rock’n’roll og skiftet harmonikaen og klarinetten ud med elguitar, saxofon og el-bas.

Ligesom forbillederne, som i Sven-Ingvars tilfælde især var Elvis Presley og Buddy Holly, sang de på engelsk på de første pladeudspil i 1960 og 1961. Succesen kom dog først, da de senere i 1961 valgte at skifte sprog med singlen Te dans med Karlstadtösera / Höstdrömmar . Især førstnævnte sang blev bemærket og blev gruppens reelle gennembrud. Den havde et længere liv på den nationale salgshitliste med en andenplads som højeste placering.

En gammel schottis i nye klæder

Te dans med Karlstadtösera var det første eksempel på, hvordan det lød, når man kombinerede svensk folkemusik med rock’n’roll. Melodien var nemlig en velkendt ældre schottis, oprindeligt kendt som Balen i Karlstad . Den tekst, som blev sunget, var først kommet til i 1958, men den kunne lige så godt være skrevet 100 år tidligere. Ganske symbolsk for orkesterets senere betydning var teksten et øjebliksbillede fra en lørdag aften i Karlstad, hvor byens ungdom var mødt op for at feste og danse akkompagneret af spillemandsmusik.

I Sven-Ingvars hænder blev den transformeret om til nyere takter og udtryk, blandt andet med en temposænkning og tydelige basmarkeringer på alle 4/4-slag. Allerede fra de første indledende guitarmarkeringer var det tydeligt, at det her var, hvad man senere ville kalde pigtrådsmusik i Danmark, men materialet var altså ikke hentet i England eller USA, men i den svenske spillemandstradition. Hermed byggede Sven-Ingvars nærmest egenhændigt bro mellem det gamle og det nye, og det vel at mærke fem år inden, Keld The Donkeys gjorde det samme i Danmark.

Man kan godt forstå, hvis de danske pladeselskaber med misundelse skelede til Sven-Ingvars. I årene efter deres debut på svensk fik de det ene hit efter det andet med deres pæne svensksprogede rock’n’roll og opnåede hurtigt en unik position på en svensk musikscene, som ellers, i lighed med situationen i Danmark, var stærkt domineret af den engelsksprogede popmusik. At man skal helt frem til 1966, før man for alvor fik et dansk svar på Sven-Ingvars, er i sig selv en fantastisk historie.

Fröken Fräken

I december 1964 opnåede Sven-Ingvars som det første svensksprogede orkester førstepladsen på salgslisten efter to et halvt år med total engelsksproget dominans med sangen Fröken Fräken. Hermed kulminerede den proces, der var startet i 1961, og at de samtidig et par uger tidligere havde debuteret på den nationalsprogede hitliste Svensktoppen ved at gå direkte ind på den førsteplads, som de fortsat besad, er en fin illustration af, hvor bredt de ramte.

Indtil da havde Svensktoppen primært været domineret af de traditionelle schlagersolister, som lå i direkte linje med 1950’ernes ditto. Sven-Ingvars’ store succes med Fröken Fräken , og i øvrigt også B-siden fra samme single Min guitar , viste dog, at lytterne i høj grad mente, at deres musik også hørte til i denne sammenhæng, og de følgende måneder og år, hvor det ene hit afløste det andet, bekræftede dette.

Succesen med Fröken Fräken blev også bemærket i Danmark. Her valgte pladeselskabet bag Sven-Ingvars at udsende en dansk version af sangen, og den blev et lige så stort hit som det svenske forlæg havde været det i Sverige. Det blev dog ikke gruppen selv, men derimod danske Johnny Reimar, der tog sig af den danske version: føromtalte Lille fregnede Louise . Med andre ord var han faktisk det første danske svar på Sven-Ingvars, men glæden blev forholdsvis kort.

Rote Lippen hat Louise

Johnny Reimar var på det tidspunkt ansat som ungdomskonsulent på Nordisk Polyphon, som var den danske afdeling af den hollandskejede Philips-koncern. Hans opgave var blandt andet at lytte sig igennem alle de plader, som blev tilsendt fra andre Philipsselskaber i udlandet for at vurdere, hvad der skulle udsendes i Danmark. Da Sven-Ingvars var tilknyttet svenske datterselskaber, havde Reimar noget nær fri adgang til deres repertoire, og han valgte altså selv at indspille Fröken Fräken på dansk. Også efterfølgende blev der gravet dybt i Sven-Ingvarskataloget, for på den efterfølgende LP, Johnny I Hopla , lå flere af Sven-Ingvars hits.

I tilfældet Fröken Fräken nøjedes Reimar ikke med at indspille en dansk version, men forsøgte sig også selv på det tyske marked med Rote Lippen hat Louise . Det blev Sven-Ingvars så fortørnede over, at de faktisk forlod Philips. De havde nemlig selv i lang tid haft en drøm om at forsøge sig i Tyskland og var alt andet end tilfredse med at se Reimar ’stjæle’ deres store hit. Dette plademærkeskifte betød, at Reimar ikke længere var førstevælger til Sven-Ingvars’ materiale. Derfor blev det i stedet hans konkurrent på EMI, Per Sørensen, som de næste år tog sig af guldet fra Sverige. Han manglede dog et orkester til at tage sig af repertoiret og stilen. Dem fandt han altså i The Donkeys.

I første omgang var det selve idéen med at indspille gamle slagere i nye arrangementer, som blev kopieret, men allerede på Keld The Donkeys’ næste singleudspil var forbindelsen direkte. En tusindfryd i min hånd , som endte på andenpladsen på årets Top 20 1966, hed nemlig oprindeligt En Prästkrage i min hand . Den havde Sven-Ingvars hittet med i Sverige tidligere på året.

Den danske arv efter Sven-Ingvars

I 2011 fejrer Sven-Ingvars 55 års jubilæum. De spiller nemlig stadig og har gjort det uafbrudt siden den spæde start i 1956. Når de optræder rundt omkring i Sverige, synger unge som gamle med på deres mange velkendte hits fra 60’erne, og hvis man som dansker forvilder sig ind til deres koncerter, vil man nok blive overrasket over hvor mange af sangene, man vil kunne genkende. Stort set alle deres store hits er nemlig blevet oversat til dansk.

Johnny Reimar og Keld The Donkeys har hver for sig taget sig af ganske mange af deres sange, men også Bjørn Okay står i dyb gæld til Sven-Ingvars. Det samme gør hele den genre, som man i Sverige kalder dansband og i Danmark dansktop efter den hitliste, som fra 1968 gav den dansksprogede slagermusik væsentligt bedre kår end i 1966, hvor Ved landsbyen gadekær synes at have slået ned som en bombe. Som beskrevet i denne artikel var den nøje planlagt og oven i købet testet godt og grundigt på svensk grund.

Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at forene slager og rock’n’roll, kan man blot spørge Keld Heick. Han må nemlig stadig spille Ved landsbyen gadekær på 45. år, når han optræder live, og gør det ganske sikkert med glæde.

—————-

Den første Dansktoppen

Uge 36, 1968, Dansktoppen

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

At man finder Michael Bundesen på den allerførste Dansktop hitliste, der gik i luften september 1968, kommer nok bag på de fleste. Men også dengang ukendte Bjørn og Okay, som senere blev indbegrebet af dansktop, var med fra starten. Flere sangere fik således deres første reelle gennembrud takket være Dansktoppen DRs nye hitliste initiativ. Shu-Bi-Dua’s Michael Bundesen var med i trioen Quacks, og Bjørn og  Okay sneg sig ind på nr 12 med “Du og jeg”. Danmarks Radio lancerede Dansktoppen som et nyt hitlisteprogram udelukkende forbeholdt dansksprogede sang. Formålet var at stimulere den danske populærmusikproduktion. Det lykkedes til fulde, og såvel velkendte som nye navne fik stor gavn af programmet.

Søndag den 1. september 1968 klokken 9.05 kunne man for første gang høre den allerede kendte programvært Jørn Hjorting byde velkommen til Dansktoppen. Dette nye program var en dansksproget hitliste med sange, som et panel af lyttere skulle stemme om. Der blev spillet 15 sange, og ugen efter blev de ti sange, som havde fået flest stemmer, spillet i programmet i omvendt rækkefølge.

Formålet med programmet var klart defineret: Man ønskede at stimulere den dansksprogede populærmusik efter nogle år, hvor produktionen, med Hjortings formulering, havde været nede i en bølgedal. Selvom der siden Keld & Donkeys’ gennembrud med Ved landsbyens gadekær i 1966 havde været en del dansksproget musik på hitlisterne, var disse stadig domineret af engelsksprogede sange, og det ville man altså nu gøre noget ved.

Den første liste

Den første egentlige liste var klar søndag den 8. september. Resultatet af den første afstemning blandt de 300 udvalgte lyttere, som magten var blevet placeret hos, var blevet som følger:

Øverst lå altså Keld Heick med Vi ska’ gå hånd i hånd . Ret beset har det nok ikke været den store overraskelse, at denne sang klarede sig godt, for den havde allerede ligget godt til på Top 20 i lang tid. Det samme gjaldt Bjørn Tidmands Lille sommerfugl , som senere samme dag indtog førstepladsen på salgslisten for niende uge i træk.
Læs mere om Lille sommerfugl her .

Til gengæld var resten af sangene på Dansktoppen nye i dansk hitlistesammenhæng. Hvad kunstnerne angår, var der tale om en god blanding af velkendte og nye navne.

Comeback til Grethe Ingmann

Udover Heick og Tidmand havde også Dorthe (Kollo) og Johnny Reimar allerede været på hitlisten i 1968 og klarede sig hver for sig fint på dette tidspunkt. Til gengæld var det meget længe siden, man for alvor havde hørt noget til Grethe Ingmann og Blue Boys. For sidstnævntes vedkommende ændrede Dansktoppen ikke voldsomt ved situationen i første omgang, for deres Lykken er var kun med denne ene uge. Herefter måtte de vente helt frem til 1972 på næste placering på Dansktoppen, hvor de til gengæld hittede stort med sangen om at stamme fra Døllefjelde-musse .

Grethe Ingmann fik derimod lidt af et comeback med Hun er seksten år ida’ . Den røg nemlig op på førstepladsen i uge 37, og selvom det kun blev til fem uger på Dansktoppen, solgte sangen så godt, at den også fik seks uger på Top 20. De følgende år var Ingmann hyppig gæst på Dansktoppen og nåede blandt andet et par uger på førstepladsen i 1970 med Sol sol kom igen .

De sidste fire navne på Dansktoppen var mere eller mindre ukendte for de fleste.

Nye folknavne

Quacks, som lå helt oppe på fjerdepladsen, var en folkgruppe bestående af Bent Sten, Kirtsten Granau og den senere forsanger i Shu-Bi-Dua, Michael Bundesen, som altså var at finde på Dansktoppen allerede fem år, før han for alvor blev landskendt.

Quacks havde tidligere i 1968 udgivet en LP med engelsksprogede sange, men var i efteråret skiftet til dansk og dermed kvalificerede til at blive testet til Dansktoppen. De fik efterfølgende to andre sange på Dansktoppen, men ingen af deres tre bidrag bed sig for alvor fast. Boink fik kun en enkelt uge mere på listen og dermed to uger i alt. Det var en mere end såvel Solskin ombord , som opnåede en ottendeplads i uge 43 samme år, som Bang , som lige akkurat klarede skærene i enkelt uge i efteråret 1969.

Med andre ord blev Quacks ikke just fast inventar på Dansktoppen trods deres fine placering på den første liste, og det samme gjaldt Ann Tholsted, som kun fik en enkelt uge med Master Jack . Hun var ligeledes rekrutteret på folkscenen, og selvom folk og protestsang var ret populært på dette tidspunkt, var det åbenbart ikke helt det, der passede til Dansktoppens lyttere. Det gjorde de to sidste debutanter i hitlistesammenhæng til gengæld.

Anette, som hed Bente

Anette, som faktisk var døbt Bente, havde ganske vist en del år og flere pladeindspilninger på bagen, men det var først efter Dansktoppens indførelse, at hun for alvor blev et kendt navn. At Bente hed Anette på pladerne, skyldtes det pudsige forhold, at hun på et tidspunkt skulle vikariere for en anden sangerinde ved navn Anette. Hendes navn stod allerede trykt på plakaterne. Efterfølgende holdt hun for nemheds skyld fast ved Anette. Da der senere kom en konkurrerende Anette på markedet, valgte hun og pladeselskabet at supplere med efternavnet Blegvad.

Kom kom kom fik kun en enkelt uge på Dansktoppen, men Anette/Bente fik efterfølgende en del sange på Dansktoppen. Helt til tops kom hun dog aldrig. Tættest på kom hun i 1969 med sangen Texas’ Bedste Sexy Sælger Af Cowboy Tøj , som nåede andenpladsen. Til gengæld bør sangen nok kandidere kraftigt til førstepladsen, når det gælder alle tiders mest tåbelige dansktoptekster. Selvom Anette fik en del sange placeret, kom hun dog ret beset aldrig til at tilhøre toppen af Dansktoppen. Det gjorde den sidste hitlistedebutant til gengæld i høj grad.

Bjørn & Okay – det nye Keld & The Donkeys

Bjørn & Okay, som lå på niendepladsen med Du og jeg , var et helt ukendt orkester. De havde skabt sig et stort navn på Thistedegnen, men Okay Kvartetten, som de hed på dette tidspunkt, var primært et liveorkester, som spillede op til dans. De havde godt nok allerede indspillet et par singler hos Jacks Beat Records i Nykøbing Mors, men de solgte kun i lokalområdet.

Med Du og jeg startede et dansktopeventyr, som stadig ikke er slut. Sangen blev liggende på Dansktoppen indtil slutningen af december, hvor den blev afløst af deres næste udspil Det var dig, der stjal mit hjerte Marian , og herefter gik det slag i slag. Da der kunne gøres status efter lukningen af Dansktoppen i 1977, havde Bjørn & Okay ligget flest gange på listen af alle.

Orkestret var tidligere på året blevet opdaget af Johnny Reimar, som var på jagt efter et danseorkester, som kunne konkurrere med Keld & The Donkeys. Dels manglede han et orkester med netop den profil til Dansktoppens åbning, og dels havde han atter fået adgang til det Sven-Ingvars-repertoire, som var gledet ham af hænde to år tidligere. Sven-Ingvars var nemlig tilbage på samme selskab som Reimar, og med Keld & The Donkeys pladesalg in mente forstår man godt, at Reimar ville forsøge at skabe et dansk svar på det svenske orkester på samme måde som Per Sørensen på EMI havde gjort ( se artiklen om ”Ved landsbyens gadekær ”). Det fandt han i den grad i Okay Kvartetten, som efter et lille navneskifte, igen inspireret af Keld & The Donkeys, blev til Bjørn & Okay.

En rigtig Sven-Ingvarsfan

Forsangeren Bjørn Hansen var tilflytter fra København, og med sig havde han bragt en stor viden om og forkærlighed for svensk populærmusik i almindelighed og Sven-Ingvars i særdeleshed. Han havde som så mange andre i Østdanmark lyttet til svensk radio i første halvdelen af 1960’erne, og selv efter flytningen til Thy fulgte han med, så godt han kunne.

Han oversatte oven i købet selv flere af Sven-Ingvars sange til dansk og brugte dem, når der skulle spilles til dans. En enkelt af disse sange blev sågar indspillet på plade. Hans version af Sven-Ingvars’ Önskebrunnen måtte dog trækkes tilbage, fordi han ikke haft styr på den rettighedsmæssige side af sagen. Han vidste ganske enkelt ikke, at dette var nødvendigt. Idéen var dog god nok, for han kom selv til at indspille den igen, dog med tekst af Thøger Olesen. Den var blandt andet med på Bjørn & Okays første LP Pigen med hårbåndet , som i det hele taget var kraftigt domineret af sange fra Sven-Ingvars’ repertoire.

At Bjørn & Okays repertoire og stil var svenskinspireret, var meget repræsentativt for Dansktoppen i det hele taget. Ikke alene var selve konceptet hentet i Sverige, hvor man havde haft en lignende liste siden 1962 i Svensktoppen, det samme var de fleste af sangene.

Made in Sweden

Kompositionsmæssigt var der godt nok kun en enkelt svensk sang på den første Dansktoppen: nærmere bestemt Bjørn & Okays Du og jeg . Hvis man udvider perspektivet til at indbefatte sange, der allerede havde ligget på Svenstoppen, steg andelen en del.

Af de 10 sange, der gik ind på Dansktoppen i uge 36, gjaldt dette nemlig tre sange, og i alle tre tilfælde var den danske tekst i praksis en oversættelse af den svenske udgave af en udenlandsk sang.

Hvis man starter fra toppen, var Vi ska’ gå hånd i hånd en oversættelse af vi skal gå hand i hand , som Gunnar Wiklund havde haft stor succes med på Svensktoppen tidligere på året. Selvom sangen oprindeligt var tysk, er der næppe nogen tvivl om, hvilken version Keld Heick havde haft ved hånden, da han selv skrev den danske tekst. Dunja Du , som den tyske original hed, havde nemlig ikke ret meget med ægteskab at gøre.

Også Grethe Ingmanns dansksprogede udgave af Neil Sedakas Happy Birthday Sweet Sixteen var blevet til på baggrund af en svensk version. Hon är sexton år i dag med Flamingo Kvintetten lå sågar på den aktuelle liste i Sverige på dette tidspunkt. Derimod var Boink for længst gledet ud. Den var i det hele taget ikke noget stort hit for Lill Lindfors, men den nåede altså trods alt at blive skibet videre til Danmark. Heller ikke denne tekst havde meget at gøre med originalen, som i dette tilfælde var brasiliansk.

Mere svensk

Hvis man inddrager de fem sange, som var blevet sorteret fra, havde hele 7 sange ligget på Svensktoppen tidligere på året. Dette gjaldt således for Sys Gregers og hendes Tre små ord , Sten Nilssons Sig mig dit navn , Gustav Wincklers Kære og Gem din lykke til i morgen med Ann-Louise Hanson. Den sidste bobler, der ikke nåede Dansktoppen var Poul Bundgaards Smil så smiler verden igen, som oprindeligt var italiensk.

Som det ses var der oven i købet svensk besøg blandt kunstnerne. Sten Nilsson og Ann-Louise Hanson var nemlig blevet sat til at indspille danske versioner af egne sange. Selvom de hver for sig gjorde et hæderligt forsøg med at finde sprogtonen, var det åbenbart ikke godt nok, og begge kunstnere valgte da også at lade det blive ved det ene forsøg.

Tysk, amerikansk og lidt dansk

De sidste seks sange på den første Dansktoppen var ligeligt fordelt på to amerikanske, to tyske og to danske kompositioner. Lille Sommerfugl var som bekendt en dansk revyvise fra 20’erne, og En sommerblomst , som Johnny Reimar selv havde skrevet sammen med Bertrand Bech, var derfor den eneste danske nykomposition. At der var hele to danskkomponerede sange på listen var lettere misvisende, for der var efterfølgende ofte langt mellem de danske bidrag på Dansktoppen, og der kom til at gå over halvandet år inden en dansk sang for første gang lå på førstepladsen i skikkelse af Bjørn Tidmands Mini midi maxi girl . Ret beset skal man helt frem til John Mogensen og Der er noget galt i Danmark , før man for alvor fik en dansk sangskriver, som kunne hamle op med de udenlandske melodier.

Dorthe Kollo gav den danske version af Wärst Du Doch In Düsselforf Geblieben , som hun selv havde lanceret på originalsproget, mens det oprindeligt havde været norske Wenche Myhre, som havde indsunget det tyske forlæg til Kom kom kom .

De to resterende melodier var som nævnt amerikanske. Master Jack havde været et mindre hit på de amerikanske hitlister for Four Jacks and a Jill tidligere på året. Lykken er , som meget passende hed Happiness Is på engelsk, var blevet indspillet af blandt andre Ray Conniff Singers og Count Basie og blev derudover brugt i Radiserne-musicalen You’re a Good Man, Charlie Brown (1967). I begge tilfælde var der dog ikke tale om aktuelle verdenshits, og det var gældende for de fleste amerikanske sange, der fandt vej til Dansktoppen de følgende år. De har ganske enkelt været for dyre og besværlige at erhverve sig rettigheder til.

Sådan var Dansktoppen

Som bekendt blev Dansktoppen en stor lyttersucces. Der var dog også mange, der bestemt ikke kunne lide programmet, og de utilfredse fik faktisk held med at lukke det igen allerede efter godt et halvt år.

Dansktoppen genopstod dog atter i september 1969 og kørte herefter uafbrudt frem til 1977, hvor man endeligt sendte det i graven. Helt bugt med Dansktoppen fik man dog aldrig, for musikken levede videre ad andre kanaler, og med tiden blev dansktop til et genrebegreb.

Flere af de sange, der lå på den første Dansktoppen, hører i dag til de mest kendte og elskede (eller hadede) dansktopklassikere, og når man kigger ned over navnene på de kunstnere, der medvirkede, er der generelt tale om store profiler på dansktopscenen. Og så skal man ikke glemme Michael Bundesen, som altså også var med fra starten som medlem i Quacks.

Og ja, der kom gang i produktionen, men en stor del af penge røg videre til Sverige. Dermed var Dansktoppen reelt set med til at gøre afstanden mellem den danske og svenske musikindustri endnu større. Det kan man læse meget mere om i mange af de andre artikler på dette site.

—————-

Se denne og de andre Dansktoppen-lister her på danskehitlister.dk , hvor man også finder en del statistik.

Danmarks jord for de danske – John Mogensen

Uge 37, 1972, PLADEINDUSTRIENS UGENTLIGE TOP 20, #15

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Det er meget sjældent, at en sang med et entydigt politisk budskab havner på hitlisterne i en valgkampsperiode. Første gang, det skete, var i 1972, da John Mogensen udsendte en sang, der synes at have haft ret meget med det forestående EF-valg at gøre.

I denne uge er der som bekendt Folketingsvalg. Allerede i foråret barslede flere partier med politiske slagsange, og siden valgets udskrivelse er det myldret frem med mere eller mindre professionelle forsøg på at vinde vælgernes gunst med politiske paroler på vers.

Sandsynligvis kommer ingen af disse sange på hitlisterne. I modsætning til hvad man skulle tro har sange, der agiterer for en bestemt politisk sag, det nemlig ikke nemt i perioder, hvor der er valg. I den seneste valgkamp lå Natasjas særdeles politiske Gi’ mig Danmark tilbage godt nok højt på hitlisten i ugerne op til valget i midten af november, men nummeret var dog ret beset ikke skrevet direkte til valgkampen og havde allerede ligget på hitlisten længe.

Den eneste valgsang, der tilnærmelsesvis er blevet en succes på hitlisterne, var faktisk den første af slagsen.

Danmarks jord for de danske

Den 2. oktober 1972 skulle danskerne stemme om, hvorvidt Danmark skulle optages i EF. Godt en måned tidligere udsendte John Mogensen sin nyeste single.

På A-siden lå en sang med et budskab, som var meget svært at misforstå. Alene titlen, Danmarks jord for de danske , siger det hele. John Mogensen, som halvandet år forinden var braget igennem med Der er noget galt i Danmark og ikke mindst billedet af Dybbøl Mølle, som malede helt ad helvede til, havde denne gang taget fat i endnu et nationalt symbol. Nu kaldte han på Holger Danske, som efter Mogensens opfattelse meget gerne måtte vågne op for at forsvare landet mod de fremmede magter. Hvorvidt det er med vilje eller et tilfælde, forstærkes fornemmelsen af tab ved, at melodilinjen i verset er stort set identisk med første del af omkvædet i Hvorfor er lykken så lunefuld . Denne gamle filmmelodi handler netop om at miste den, man holder af.

Teksten var ualmindeligt direkte i sit politiske budskab, og det er derfor meget mærkværdigt, at Mogensen hårdnakket påstod, at den ikke handlede om Fællesmarkedet. Det udtalte han nemlig i Politiken , samme dag som singlen udkom. Hvad den så handlede om, ville han ikke ud med. Han lod det være op til lytterne selv, hvordan de ville forstå den. Mogensen vedkendte sig dog, at der var politik i sangen, men afviste altså, at den havde noget at gøre med det forestående valg. Politiken forholdt sig dog skeptiske.

B-siden på Dansktoppen

Det gjorde man også i Danmarks Radio, for da pladen blev testet til Dansktoppen i begyndelsen af september, var det B-siden, den anderledes upolitiske Mig og Margrethe , der blev testet og gik ind på hitlisten ugen efter. Det har sandsynligvis ikke været den store overraskelse for hverken John Mogensen eller ret mange andre, at Danmarks jord for de danske ikke blev spillet i Dansktoppen, for sange med direkte politiske budskaber var noget nær bandlyst i programmet.  Mogensen havde selv skubbet grænsen med Der er noget galt i Danmark, men ret beset holdt han sig på et nogenlunde overordnet og dermed acceptabelt niveau i sangen. Desuden var den bestemt ikke uden humor, hvilket nok også var med til at gøre den spiselig for Dansktoppens redaktion.

I Danmarks jord for de danske var der ingen træk på smilebåndet og andre formildende omstændigheder, så lytterne måtte i stedet nøjes med historien om den utro Margrethe. I midten af september kunne man dog konstatere, at også Danmarks jord for de danske var faldet i danskernes smag. De to sange fra singlen var nemlig begge med på pladeindustriens officielle salgshitliste. Normalt listede man kun hittet fra en given single på hitlisten, men i dette tilfælde valgte man at nævne begge sange.

De følgende uger frem mod valget steg singlen mod toppen på hitlisterne, og i den uge, hvor valget fandt sted, lå den helt oppe på 5. pladsen på salgslisten, som nu også blev præsenteret i radioen i programmet Hitparaden. Desværre gik det som bekendt ikke, som Mogensen havde håbet, for hovedparten af danskerne stemte ja til EF. På samme måde, som det sker med fodboldslagsange, når landsholdet ryger ud af en slutrunde, raslede Mogensens single ned ad hitlisten og lå blot på 15. pladsen ugen efter valget. Det var John Mogensen sikkert ret ligeglad med, for uanset, hvad han havde sagt om pladens budskab, var det ikke gået hans vej. Han var en arg modstander af EF og gik derfor til stemmeurnen for første, og så vidt vides, eneste og sidste gang i sit liv.

Protestsanger og sofavælger

Ifølge flere interviews betegnede John Mogensen nemlig sig selv som ”Danmarks største sofavælger”, og hans forhold til det politiske er på mange måder meget mærkværdigt. På den ene side var han ualmindeligt bramfri og tordnede sine holdninger af sted. Omvendt nægtede han at lade sig definere som politisk og valgte altså, bortset fra denne ene gang, at blive hjemme, når der var valg.

Blandingen af en socialt og politisk bevidst person, som ikke bare vægrede sig ved at bekende politisk kulør, men oven i købet fravalgte at deltage i demokratiet, er sjældent set, men Mogensen insisterede på, at man godt kunne begge dele.

Sandsynligvis skyldtes hans valg politikerlede og mangel på tiltro til, at det overhovedet gjorde nogen forskel, hvem der sad på magten. I sangen Hvad tænker de på fra 1974 var det meget sigende hele Christiansborg, der stod for skud, og Mogensen havde absolut ikke store tanker om de siddende politikere og sammenfattende til sidst det hele i udtrykket ”Røv og gulvsand!”

Ingen politisk musik i radioen

John Mogensens EF-sang var den første politiske sang på hitlisterne i en valgkamp, men i de følgende uger fik han faktisk følgeskab af såvel Family Swingers som Louis Miehe-Renard. Førstnævnte var for EF, som de mente man skulle Gi’ en ærlig chance , mens Miehe-Renard så afgjort var imod med sangen Tro dem ikke . Dermed udmærker EF-valget sig ikke kun ved at være det første, hvor der i stor stil blev skrevet sange for at påvirke folks holdninger, men også det eneste, hvor denne type plader øjensynligt blev solgt i store oplag.

Hvis man skal lære lidt af fortiden, bør man dog nok ikke gemme sine politiske sange til tiden lige før et valg. Selvom der efterhånden er mange platforme, hvor man kan sprede sin musik ud til lytterne/vælgerne, er radioen stadig den vigtigste, og netop i valgtider falder sandsynligheden for at få spillet sange med eksplicit politisk indhold markant. Sådan var det i 1972, og sådan er det også i dag. Det forstår man egentlig godt, for det er de færreste musikredaktioner, der har lyst til at blive beskyldt for at politisere i valgtider – ikke mindst i Danmarks Radios regi.

Måske er dette den simple forklaring på, at John Mogensen forsøgte at overbevise om, at Danmarks jord for de danske ikke handlede om Fællesmarkedet? At han forsøgte at nedtone det politiske indhold for at få sangen spillet i radioen. Under alle omstændigheder var det skønne spildte kræfter, for flertallet sagde ja til EF, og John Mogensen blev dermed bekræftet i, at det ikke nyttede at stemme.

—————-

Lad mig blive Noget – Povl Dissing med The Beefeaters

Uge 38, 1967, Top 20, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I september 1967 røg sangen ”Lad mig blive noget” til tops på de danske hitlister. Sangen blev fremført af Povl Dissing bakket op af beatorkestret The Beefeaters. Den konstellation var ganske opsigtsvækkende og resultatet af deres fælles anstrengelser ligeså. I denne artikel kan man blandt andet læse om, hvordan de havnede i studiet sammen.

Vanløse Bio – fredag den 4. august 1967

Fredag den 4. august 1967 mødte den danske folkemusiks nyeste stjerneskud, Poul Dissing, og et af tidens fremmeste beatorkestre, The Beefeaters, op i Rosenbergstudiet i Vanløse Bio. Her tog Gustav Winckler, som ti år tidligere havde skrevet og selv indsunget Giro 413-klassikeren Hvide måge , imod. Han var nemlig indspilningschef på Sonet og stod selv for de fleste af selskabets indspilninger. I fællesskab skulle de indspille to sange, som Thøger Olesen, tidens mest produktive tekstforfatter og fadder til blandt andet teksten om Den gamle gartner , havde oversat fra engelsk til dansk. Et par timer senere var sangene i kassen, og herefter gik det stærkt. Nøjagtigt en uge efter var pladen på gaden og pressemeddelelserne sendt ud. De store omtaler kom dog først senere på måneden.

Da bagtæppet gik til side

I forbindelse med en stort anlagt koncert med Bert Jansch-bandet Pentacle i Folkonercentret tirsdag den 15. august var Dissing og Beefeaters hver for sig blevet hyret som opvarmning. Derfor lå det lige for, at de slog pjalterne sammen og i fællesskab gav de to sange. Ved hjælp af det gode gamle bagtæppe overraskede de salen, lige efter Dissing havde afsluttet sit regulære sæt med Sov min lille hundemand .

Efter et lille tak for applausen tav han et øjeblik og skreg derefter ”For helved’ da”, hvorefter bagtæppet gik til side til de indledende toner af Lad mig blive noget . Ifølge dagspressens beskrivelse dagen efter væltede de dermed salen, og allerede midt i første vers begyndte publikum at klappe spontant. Alle var begejstrede, og stakkels Bert Jansch havde ikke en chance, da han efterfølgende gik på scenen.

Den massive og positive omtale efter koncerten har nok haft en del betydning for, at Lad mig blive noget gik ind på 16. pladsen, da den nyeste Top 20 blev præsenteret i radioen tirsdagen efter. De følgende uger strøg sangen mod toppen af listen og nåede førstepladsen i uge 38. Med andre ord tog en stor del af danskerne sangen til sig på trods af, at den var alt andet end typisk for de dansksprogede sange, der nåede toppen af hitlisterne på dette tidspunkt.

Fra gadekærret til gadedøren

”Ved landsbyens gadekær” – Keld & Donkeys.
”En Tusindfryd i min hånd” – Keld & Donkeys.
”Du skal ikke gi’ mig roser” – Bjørn Tidmand.
”Nu ta’r jeg til Dublin” – Bjørn Tidmand.
”Hvem Har Du Kysset I Din Gadedør” – Dirch Passer & Daimi

Sådan ser listen over dansksprogede sange, der lå på Top 20’s førsteplads fra uge 41 1966 til og med uge 37 1967. I alt tog disse fem sange sig af 26 af de mellemliggende førstepladser, og i sammenligning med årene forinden var der nærmest tale om en eksplosion af dansksprogede hits.

At der så var tale om tre gamle slagere, der var blevet moderniseret i pigtrådsarrangementer, en dansk udgave af en gammel irsk vise og en revyvise, viser, at verden trods alt ikke endnu var gået helt af lave. Pop og pigtråd var ellers efterhånden ved at blive til beat og hård blues, og psykedelisk var et af årets modeord.

Jimi Hendrix på Top 20

I løbet af foråret og sommeren havde den amerikanske sanger og guitarist Jimi Hendrix i flere omgange opnået placeringer på den danske Top 20, og især Purple Haze , som man kunne høre i programmet i tre uger i maj og juni, indvarslede nye tider. Hendrix spillede blues på en ny måde, og det samme gjorde Eric Clapton, som sammen med Ginger Baker og Jack Bruce med dannelsen af Cream havde dannet det, der lagde grunden til begrebet ”supergruppe”.

Hendrix og Cream stod i spidsen for en sand musikalsk revolution, og de danske pigtrågsorkestre forsøgte at følge med, så godt de kunne. For de flestes vedkommende var springet fra Cadillac og Louie Louie til Purple Haze dog for stort, og scenen blev endnu engang delt. Et af de orkestre, som gik den hårdeste vej, var The Beefeaters.

Beefeaters – fra pigtråd til psykedelisk beat

Beefeaters blev dannet i 1963 og var frem til 1966 et meget omtalt pigtrådsorkester, som bl.a. havde eget fanblad. Opmærksomheden var fra mediernes side især rettet mod forsangeren Søren Seirup, der var meget karismatisk og villigt optrådte i diverse medier som repræsentant for den vilde og oprørske ungdom. Da Seirup forlod orkestret i 1966, ændrede bandet sig til at være en mere sammentømret gruppe, og omtalen i aviser og popblade fokuserede i langt højere grad på selve musikken.

Efter en længere periode i øvekælderen var det nye Beefeaters klar i begyndelsen af 1967. Stilen var nu langt mere bluespræget, og Beefeaters var tydeligvis meget inspireret af den nyeste udvikling på den engelske scene.  Med sanger og guitarist Peter Thorup havde man fået en mand, der kunne spille og synge blues på et internationalt niveau, og han forlod da også Danmark til fordel for udlandet et par år senere.

Beefeaters repertoire var engelsksproget og bestod for en stor del af engelske og amerikanske blues- og soulnumre. I deres egne øjne stod dette forhold, at hovedparten af numrene var hentet udefra, imidlertid på ingen måde i modstrid til deres selvopfattelse. Beefeaters var en meget seriøs og idealistisk beatgruppe, som var enige om et fælles mål med musikken. Fokus var på den musikalske (selv)udvikling og den store musikalske oplevelse. Det centrale i den kreativitetsforståelse, som lå bag, var, at den musik, de spillede, ikke var et fastfrosset, reproducerbart udtryk, men blev skabt her og nu i den enkelte situation. Det væsentlige lå ikke i, hvor materialet kom fra, men hvad man kunne få ud af det.

Beefeaters anno 1967 var på mange måder en fornem repræsentant for et noget nær rendyrket romantisk eksempel på et band, der fremstod som kompromisløst og udviklingsorienteret. Det handlede kun om gruppen og fællesskabet, om den rette kemi mellem de enkelte medlemmer og om de fælles musikalske mål. At der kom til at gå et halvt år fra de første gang gik i studiet for at indspille deres egen første LP, til pladen kom på gaden, illustrerer fint den alvor, der lå bag. En sådan produktionstid var aldeles uvant i Danmark på dette tidspunkt.

I dette lys passer det ikke helt ind, at Beefeaters skulle levere et professionelt en-dags studiearbejde for en anden artist. Men det gjorde de.

Povl Dissing

På mange måder lå konstellationen Povl Dissing – The Beefeaters lige til højrebenet. Selvom han indtil da udelukkende havde optrådt med akustisk akkompagnement, trak han på de samme blues-kilder som Beefeaters. Siden 1964 havde hans repertoire godt nok primært været gamle sentimentale slagere og folkeviser, men måden, han spillede og sang på, var direkte afledet af den amerikanske blues, han havde lyttet til og spillet i begyndelsen af 1960’erne. Hans alternative behandling af sange som Drengen og hesten og Alperosen var bestemt ikke faldet i alles smag, men uanset, hvad man mente om Dissing og hans musik, vidste de fleste, hvem han var i 1967.

Sådan havde det ikke været, da han var draget på en længere bryllupsrejse i efteråret 1965. Kort inden afrejsen havde han som en af tre repræsentanter for den danske folkemusikscene leveret to bidrag til en liveplade, som udkom, mens han var væk. Det blev derfor i første omgang de to øvrige bidragsydere, Cæsar og Per Dich, som høstede frugterne af den store opmærksomhed, som efterfølgende blev folkemusikscenen til dels. Det blev dog i den grad Dissings tur, da han vendte hjem i sommeren 1966, og et år senere var han mindst lige så stort et navn som de to andre.

I foråret 1967 kunne man for første gang finde hans navn på Top 20. Med sangen 25 minutter endnu fik han sit reelle kommercielle gennembrud og blev pludselig hyret til at optræde helt andre steder end de folkemusikklubber, han var vant til. I de medier, som hev og flåede i Dissing, var han generelt ret ambivalent overfor sin nye status, men pengene var tilsyneladende for gode til at lade ligge.

Thøger Olesen

I lyset af, hvor godt 25 minutter endnu solgte, forekommer det naturligt, at man fulgte samme opskrift, da der skulle følges op på succesen. Det gjorde man så, for begge sange på den efterfølgende single var oprindeligt skrevet af den amerikanske sangskriver Shel Silverstein, som ligeledes havde forfattet det engelsksprogede oplæg til 25 minutter endnu . Alle tre tekster var oversat af Thøger Olesen, som var blevet en ganske central skikkelse på den danske folkemusikscene.

Da den ny dansksprogede folkemusik i midten af 1960’erne begyndte at brede sig fra hovedsageligt at være et lokalt fænomen bundet til det københavnske miljø omkring de nævnte spillesteder til at blive et bredere kulturelt (og kommercielt) fænomen, skete det med Olesen i flere hovedroller. Han havde nemlig taget springet og havde åbnet sin egen folkemusikklub, som i vintersæsonen holdt til i Restaurant Folklorry og om sommeren i Tivolis Vise Vers Hus.

Ud over at lægge hus til live-optrædenerne skrev Olesen mange af de tekster, som blev sunget i Vise Vers Huset. Når sangene skulle indspilles, stod hans gode ven Gustav Winckler klar i studiet. I det hele taget synes der at have været tale om en ideel situation for Olesen, for takket være sin position som spillestedsleder sad han på første række, når der skulle opdages nye talenter. De bedste blev sendt videre til Winckler, som udover at være indspilningsleder på Sonet også var indehaver af det musikforlag, som forsynede Olesen med de udenlandske sange, der skulle indspilles. Der var med andre ord tale om en gunstig situation for alle parter.

I det lys er det ikke særligt overraskende, at Dissings nyeste udspil blev spillet første gang for offentligheden ved en koncert i netop Tivolis Vise Vers Hus. Ved koncerten, som oven i købet blev sendt på landsdækkende tv den 26. juli i den bedste sendetid mellem 20:25 og 21, fremførte Dissing de to sange, som udkom på single 14 dage senere, udelukkende akkompagneret af sin egen akustiske guitar.

I en anmeldelse i BT to dage senere beskrives Lad mig blive noget som et pragtfuldt og dejligt nummer, der er selvskrevet til hitlisten. Det vides ikke, om Dissing rent faktisk forsøgte at indspille sangen i den form, den havde den 26. juli, men under alle omstændigheder fremgår det ikke noget sted, at Beefeaters skulle involveres, og at sangens endelige form skulle adskille sig væsentligt fra Dissings hidtidige udtryk. At det blev tilfældet, skyldtes tilsyneladende en indskydelse fra Dissings manager.

Walther Klæbel

Povl Dissings manager hed Walther Klæbel. Han havde i 1963 åbnet jazzklubben Basin Street i København og året efter udvidet med en af landets første folkemusikklubber, Folk Club of Denmark. Klæbel, som selv var musiker, blev hurtigt en sværvægter, når det gjaldt den mere alternative del af den danske musikscene, og efter også at have åbnet dørene op for den mere eksperimenterende del af beatscenen kom han efterhånden i berøring med ganske mange af de kunstnere, som senere blev toneangivende. Som uddannet bankmand havde han de forretningsmæssige forudsætninger, som mange af udøverne manglede, og han tog efterhånden konsekvensen og oprettede sit eget bookingfirma: Danish Music Centre. I 1967 repræsenterede han såvel Dissing som Beefeaters.

Alle er enige om, at det udelukkende var Klæbels fortjeneste, at Dissing og Beefeaters endte i samme studie den dag i starten af august. At Dissing med denne indspilning foretog et større genremæssigt sporskifte var ikke noget, som var planlagt nøjere, hvilket det korte tidsforløb mellem Dissings præsentation af sangen i fjernsynet og indspilningssessionen i studiet vidner om. Ifølge musikerne i Beefeaters var der mest af alt tale om en hurtig indskydelse, som snarere gik ud på at føre kunstnerne frem på markedet end et ønske om at revolutionere dansk musikliv. At man så ved at føre deres respektive stemmer sammen opnåede noget, der blev opfattet som en lille revolution, kan bedst opfattes som en bonus for især Klæbel og pladeselskabet, men også for musikerne, som på denne baggrund fik en masse at lave.

Sådan laver man et hit

Da Beefeaters mødte op i studiet, havde de aldrig hørt de sange, de skulle indspille. Det havde de naturligvis, da de forlod studiet et par timer senere, men vel at mærke kun i Dissings akustiske udgaver. Med andre ord spillede de originaludgaver, som Shel Silverstein selv havde indspillet på plade, ingen rolle i forhold til de beslutninger, der blev truffet i studiet.

Gustav Winckler lod det grundlæggende være op til musikerne selv bestemme, hvor de ville hen med materialet, og bidrog primært med en venlig og åben attitude, som skabte en god stemning i studiet. Det, man besluttede, var at lade Beefeaters spille, som de plejede, mens Dissing med egne ord kunne ”Give den en ordentlig en på frakken og bare råbe teksten ud” (Dissing i Fyens Stiftstidende, august 1967). Det hele blev indspillet 100 % live, hvilket dels forklarer en del små spillefejl, og dels at sangene blev fremført med en energi, som er svær at få ned i rillerne, hvis man optager på flere spor.

En rockhistorisk begivenhed

Det, der kom ud af det, var ikke bare et hit, men også en sang, som, med rette, fik en plads i dansk rockhistorie. Det vidste ingen af de tilstedeværende, da de forlod studiet for igen at gå hver til sit. Den eneste aftale om et videre samarbejde var den fælles optræden ved koncerten senere på måneden, men det blev der hurtigt lavet om på.

I takt med at sangen krøb opad på hitlisten, begyndte tilbuddene nemlig at strømme ind, og da året var gået, havde Dissing og Beefeaters optrådt mange gange sammen. Derfor var det ikke nogen større overraskelse, da de i foråret udsendte endnu en fælles single, og endnu engang var der tale om to Shel Siverstein/Thøger Olsen-sange.

Efterhånden blev samarbejdet mellem Dissing og Beefeaters noget nær permanent og resulterede i 1969 i pladen Dissing , bedre kendt som Nøgne øjne , med egen musik til nyskrevne tekster af forfatteren Laus Bengtsson. Med denne plade, som regnes blandt hovedværkerne i dansk rockhistorie, satte Dissing og The Beefeaters kronen på værket for det samarbejde, som var blevet til ved en tilfældighed i august 1967. Uden den deciderede joint venture mellem folkemusikken, beaten og den kommercielle pop- og slagerverden, som resulterede i Lad mig blive noget , havde denne plade sandsynligvis aldrig set dagens lys.

—————-

Læs mere om sangen og dens betydning i afhandlingen “Kylling med soft ice og pølser – Populærmusikalske versioneringspraksisser i forbindelse med danske versioner af udenlandske sange i perioden 1945-2007”, Smith-Sivertsen, Henrik (2007).

Den pågældende Top 20-liste fra 1967 kan ses her på danskehitlister.dk .

Re: Malene – Mattias Lysgaard

Uge 39, 2008, Tjeklisten, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I denne Ugens Hit tages der udgangspunkt i en sang, som startede sit liv som en ”uskyldig” spøg på fildelingssitet Youtube.com, men endte med at blive et vaskeægte hit. Artiklen vil sætte fokus på ophavsretten, hvis tolkning har været under pres de seneste år. For hvornår er der tale om en egentlig udgivelse? Musikkens vilkår har også ændret sig markant de seneste år og det har fået konsekvenser for tolkningen af ophavsretten.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Internettets mange fildelingsplatforme på mange afgørende punkter har ændret vilkårene for distribution af musik og kontrol med samme radikalt. Hele det rettighedssystem, som har understøttet musikindustrien op gennem det 20. århundrede, er baseret på fysiske materialer. Så længe musikken blev lagret på bånd, plader eller cd’er, kunne man nogenlunde kontrollere, hvad der blev indspillet og udgivet. Det var ganske enkelt relativt mere besværligt at udgive musik, fordi det krævede et medie, som musikken blev lagret og distribueret på. I dag kan enhver med en computer og en smule teknisk snilde lægge en sang op på Internettet og nå en masse mennesker uden at have et pladeselskab i ryggen.

Der har altid været en folkloristisk og “uofficiel musikindustri”, for nu at bruge en formulering fra folkemindeforsker Iørn Piøs artikler om populærmusik i slutningen af 1950’erne, men der er en stor forskel på dengang, hvor gen- og videredigtninger af tidens sange foregik fra mund til mund og i dag, hvor det foregår på eksempelvis Youtube. At de nye vilkår stiller musikindustrien og lovgiverne over for en særdeles svær opgave, fremgår tydeligt af den case, som udgør udgangspunktet for denne artikel.

Tamiasboi – en dansk Youtubestjerne

Tirsdag den 22. juli 2008 uploadede Mattias Lysgaard en video på sin Youtube-profil: Tamiasboi.  Det havde han efterhånden gjort mange gange, siden han oprettede profilen i september 2006.

Den første video, som blev lagt på Youtube i november samme år, var fra en efterårskoncert på hans gymnasium. Her kunne man se ham synge Sandi Thom’s I wish I was a punk rocker med opbakning fra sin bror og en ven på trommer. I januar 2007 lagde han for første gang en af sine egne sange op.  Ifølge hans egen beskrivelse på hans profil på bandbase.dk, ”et site for upcoming-musikere i alle farver og størrelser”, havde han skrevet sin første sang på efterskolen i 2003 og havde fortsat sangskriveriet de følgende år. Efterhånden fik han åbenbart modet til at lade andre høre sangene og begyndte at sprede dem på Internettet.

Mattias Lysgaards første egne sang på Youtube.
Lagt på i januar 2007.

I begyndelsen af 2008 lå der 28 videoer med Lysgaard på Youtube. Enkelte af de sange, man kunne høre ham synge, var hans egne, men hovedparten var akustiske coverversioner af kendte pop og rocknumre fra udenlandske kunstnere som Rihanna, Avril Lavigne, og Kelly Clarkson. Der var faktisk ret mange, der lyttede til og godt kunne lide Lysgaards versioner, og han havde således en del fans rundt omkring i verden. Trods ganske flotte besøgstal på hans sider var der dog ikke tale om en egentlig karriere, men det blev i det mindste hurtigt bemærket, når han lagde nye videoer op. Sådan gik det også denne gang.

Den pludselige berømmelse

På Youtube har brugere mulighed for at kommentere på de forskellige videoer, hvilket mange gjorde, umiddelbart efter Lysgaard havde lagt sangen op. Da hovedparten af hans fans var fra udlandet, kunne de ikke forstå ordene i sangen, som for første gang var på dansk. De første mange kommentarer omhandlede derfor hans stemme, som, de som vanligt mente, var fantastisk. Efterhånden begyndte der dog at dukke danskere op på tråden, og hermed skiftede fokus fuldstændigt. Nu var det teksten, alle kommenterede, og der var bred enighed om, at den var genial.

En bruger, som kaldte sig GCzuri, meddelte, at han havde sendt linket ind til P3, som netop havde spillet sangen. Herefter eksploderede det hele. Der var åbenbart rigtigt mange, der havde hørt den i radioen, for kommentarerne væltede ind. Det samme gjorde henvendelserne, for fredag den 9. august befandt Lysgaard sig i et studie i DR-Byen, hvor han medvirkede i programmet Den skæve skole . Årsagen var ene og alene den sang, han havde uploadet godt 14 dage tidligere. 11 dage senere kom den uundgåelige officielle udgivelse af sangen, som var en forudsætning for, at den i midten af september blev testet til Tjeklisten og efterfølgende gik ind på tredjepladsen ugen efter. I uge 39 nåede den helt op få førstepladsen. Mattias Lysgaard havde med andre ord fået et hit, men det var ikke et sædvanlig af slagsen.

Sangen(e)

Den sang, han lagde op på Youtube i juli, var nemlig en svarsang. Som de fleste havde han ikke kunnet undgå at høre den indtil få måneder forinden helt ukendte Sys Bjerre, som selv havde slået igennem via Internettet, synge sin Malene . En ørehænger af rang om pigen, der havde brændt kærestens lejlighed lidt ned, solgt hans Fiat til skrot, spredt hans tøj ud over Vesterbro, stillet hans X-box ned på gaden, lagt billeder af hans penis på Internettet og sendt visne blomster og rådne ting af sted med posten, men trods alt ikke nænnet at skade hans kat. Hun var noget mopset over, at han havde tilbragt weekenden i Marienlyst med Malene, og valgte altså at markere sin utilfredshed på en måde, der kunne forstås og dermed gøre det klart, at det var sidste gang, han “fuckede” med hende.

Sys Bjerres officielle video

Sys Bjerres sang var fortalt i jeg-form, og det samme var Matthias Lysgaards svarsang Re: Malene . På den video, han lagde på Youtube, kunne man nemlig høre historien om, hvordan det, der nu var ekskæresten, havde givet igen af samme skuffe. Han havde solgt hendes lejlighed til underpris, bombet hendes walk-in closet med romerlys, søsat hendes arvesmykker fra Gammelstrand i en spand og sendt hendes dildo til mormoren med et tilhørende nøgenbillede af barnebarnet, som i øvrigt også nu kunne se sig selv i afklædt skikkelse på side 9 i Ekstra Bladet. Nu hyggede han sig med Malene og gjorde hermed endegyldigt forholdet forbi.

Videoen, som Mattias Lysgaard uploadede i juli 2008.

Som selvstændigt værk betragtet var Lysgaards tekst bestemt ikke noget mesterværk, men det var netop ikke en tekst, der var ment til at stå alene. Det var naturligvis en forudsætning for at forstå sangen, at man kendte Sys Bjerres originale sang, men det gjorde de fleste, fordi sangen var blevet spillet stort set uafbrudt i radioen henover sommeren. Da han uploadede sin udgave, havde Malene ligget på førstepladsen af den officielle singlehitliste siden midten af juni og indtog samme placering på Tjeklisten. Den uge, Lysgaard selv røg til tops, lå Bjerres sang på andepladsen.

En velkendt idé

Selve idéen med at skrive en svarsang var bestemt ikke noget nyt, hverken i dansk eller international sammenhæng. Da man i midten af 1960 i et halvt år havde hørt Grethe Sønck klage sin nød over, at hendes elskede Klaus Jørgen var blevet væk, indspillede Gy Holdorf sit svar med Det er mig, der har ordnet Klaus Jørgen , som faktisk efterfølgende lå på hitlisten i fire måneder. Tre år og halvt år senere meddelte Rita Storm med Nu har jeg brændt dine breve , at hun havde fulgt Bjørn Tidmands opfordring til at gøre netop dette i hans store hit fra samme år. I den mere kuriøse afdeling havde Keld Heick åbenbart fået nok af Johnny Reimars smølfesange, for hans Tramp på en smølf havde tydelig adresse til kollegaens store succes sammen med de små blå venner. Den plade blev dog trukket tilbage og er derfor blandt de dyreste danske plader, hvis man har lyst til at erhverve sig et eksemplar. I nyere tid fik Anna David svar på tiltale efter at hendes Fuck dig havde toppet hitlisterne i 2005. Rapperen Ruus gav nemlig igen med Fuck dig tilbage .

I hovedregelen er svarsange skrevet på samme melodi som den sang, de er skrevet op imod. Det har historisk set betydet, at de primært er skrevet og produceret af de samme mennesker, som stod bag originalen. Det er nemlig en grundlæggende forudsætning, at man har tilladelse til at udgive en ny tekst til samme melodi, og den slags er alt andet lige nemmere for dem, der i forvejen ejer rettighederne. Sådan var det med såvel Det er mig, der har ordnet Klaus Jørgen som Nu har jeg brændt dine breve . Det samme var imidlertid ikke tilfældet med Re: Malene.

Brud på ophavsretten?

Da Mattias Lysgaard lagde sin video op på Youtube og dermed offentliggjorde sin svarsang, havde han nemlig ikke spurgt om lov på forhånd. Ifølge beskrivelsen under videoen skrev Sys Bjerre dog på et senere tidspunkt en besked til ham, hvori hun kundgjorde, at hun var ”dybt beæret over dit vrisne comeback : )”og i øvrigt mente, at han var ”fucking cool”. Dermed havde hun, uden at skrive det direkte, tilkendegivet sin positive holdning til hans version, men ret beset havde Lysgaard overtrådt ophavsretsloven. Han fik dog ingen søgsmål i nakken, men derimod en andel at rettighederne, da RE: Malene udkom officielt en måned efter den ”uofficielle” lancering på Youtube.

Det forhold, at han ikke blev sagsøgt, udgjorde udgangspunktet for en artikel i KODA’s magasin KODA/DK i maj 2009. KODA er en medlemsorganisation for danske komponister og musiktekstforfattere, hvis primære opgave består i at sørge for, at medlemmerne får de penge, de er berettiget til, når deres værker fremføres offentligt. I forlængelse af dette var Mattias Lysgaards svarsang naturligvis en oplagt case for KODA’s magasin. I artiklen udtalte Carsten Lindstad, som havde skrevet musikken til Malene , at det fra hans perspektiv var ”okay”, hvis folk ”leger med Malene for sjov”. For ham gik grænsen ved, hvorvidt ”folk vil tjene penge på sangene”. Derfor reagerede han og Sys Bjerre da også, da Mattias Lysgaards Re: Malene skulle udgives ”på traditionel vis”.

Denne skillelinje er særdeles interessant, fordi den rokker ved grænserne for, hvad man forstår ved en offentlig musikudgivelse. Som det ganske rigtigt beskrives i artiklen i KODA/DK , er der ingen juridisk forskel på Youtube og en cd-udgivelse, men i hvert tilfælde Lindstad og Sys Bjerre skelner åbenbart mellem de to medieformer. Det interessante er, at man ved denne skelnen helt og holdent lader de ophavsretslige problemstillinger være et spørgsmål om økonomi. Den etiske side af sagen, at ophavsretsloven også er til for at beskyttelse mod misbrug af idéen , forsvinder derimod helt, hvis det udelukkende handler om penge. I denne sammenhæng er det yderligere interessant, at der efterfølgende kom en stribe nye svarsange på Youtube.

Mormors version

I begyndelsen af september kunne man således finde en video med titlen Re: Malene – mormors version på Youtube. Denne gang var det pigens mormor, som desværre måtte meddele hende, at morfaderen var afgået ved døden. Pakken fra Mattias var nemlig kommet frem, og den stakkels mand var blevet så chokeret ved synet af det afklædte barnebarn og hendes dildo, at han fik et hjertestop. At hun desuden havde erfaret, at Sys var blevet stævnet for brandstifteri, og oven i købet havde set hende på side 9 i Ekstra Bladet , var for meget af det gode. Hun havde derfor hævet barnebarnets børneopsparing og gjort hende arveløs.

Brian Olesens svarsang fra mormoderen.

Den nye version blev fremført af fritidsmusikeren Brian Olesen, som selv havde skrevet teksten. Hans udgave blev til ved, at han, ifølge beskrivelsen på Youtube, skrev ”teksten, lærte melodien på en akk guitar, fik fundet en røv-balle rytme på mit Roland Keyboard, og herefter indsang jeg den, mens jeg lavede min stemme om”.

Selvom han dermed nedtonede sin indsats, var sangen betydeligt bedre produceret end Lysgaard, hvad så vel tekst som fremførelse angår. Det lød godt nok som billigt produceret dansktopmusik, men det var netop meningen.

gså Olesen var omkring Sys Bjerre, fordi han gerne ville give folk lov til at downloade sangen som mp3-fil. Hvorfor han mente, at dette var nødvendigt, når han omvendt ikke havde ment det samme, da han lagde sangen op på Youtube, forklares ikke, men han har sandsynligvis opfattet det som to forskellige ting. I december 2008 kunne man læse en mail fra hende gengivet på Youtube, hvori hun først fortalte, at hun fandt teksten rigtig sjov og derefter gav ham lov til at gøre, hvad han ville.

”bare du ikke udgiver den. så skal du have tilladelse af mig og universal music. men da det ikke er tilfældet så go crazy… : )”.
(Gengivet nøjagtigt med oprindelige slåfejl.)

Denne lille korrespondance viser, at Sys Bjerre åbenbart ikke opfattede hverken Youtube-videoen eller en mp3-fil som en ”udgivelse” og derfor var helt på linje med sin medkomponist i en temmelig alternativ tolkning af ophavsretsloven. Hvis hun havde været mere nidkær, havde hun da også fået temmelig travlt, for allerede to dage efter Olesens variant kom næste, og overraskende, bidrag til historien med Bjørn Clausens video.

Bøsse eller fars dreng

Clausen er en særdeles åben og udadvendt ung mand, som har valgt at bruge Internettet til at fortælle om sin homoseksualitet, og ifølge hans udgave af sangen var Mattias slet ikke til kvinder, men havde derimod overnattet hos ham. Otte dage senere uploadede en bruger, som kaldte sig mikkelhund, en version, hvori han med henvisning til Clausen opfordrede folk til at stoppe med at lave nye svar til sangen. Alt sammen på vers og fremført med den oprindelige indspilning i baggrunden. Uanset, hvad formålet var med denne mærkværdige version, blev opfordringen ikke fulgt, for ved juletid var der blandt andre blevet suppleret med svarsange fra Malene og Mattias’ far.

Sidstnævnte tekst var det nok mest tydelige eksempel på, at rettighedsejerne lod stort set alt passere, så længe det foregik på Youtube. Alene sætningen ”Du gør mig megastolt, svinger din tissetrold, men du skal kneppe alt det, du ser” i første vers burde være rigelig som illustration af dette. Teksten er ualmindeligt grov og plat, men efter små tre år ligger den stadig til fri afspilning på Youtube.

I alt blev der i efteråret 2008 lavet mindst 15 svarsange til Malene . Den første var altså Mattias Lysgaards, som absolut har haft en særstatus blandt de mange videredigtninger på historien. Ikke alene blev hans sang udgivet ”på traditionel vis”. Han opnåede sågar den ære at blive inviteret med til en koncert i Esbjerg i august 2008, hvor han sang i duet med Sys Bjerre.

Hvad Søren gør man med det Internet?

Da Mattias Lysgaard lagde sin Re: Malene op på Youtube i juli 2008 var han tilsyneladende ikke klar over, at han brød loven. Han vidste af gode grunde heller ikke, at han med sin handling startede et forløb, der, så vidt vides, var uden fortilfælde i dansk sammenhæng. Det første fandt han nok ud af efterhånden, men at det så ikke fik nogen betydning, fordi overtrædelsen var sket på Youtube, er ualmindeligt interessant i et større perspektiv.

På Internettets fildelingstjenester er den enkelte fil ikke længere bundet til andre fysiske medier end den server, den ligger på. Hvis en fil ligger på eksempelvis Youtube.com og dermed en af sitets servere, er det godt nok i udgangspunktet ganske nemt at løse problemet, men det kræver, at man finder den og gør det. Hovedproblemet er, at der ganske enkelt er så mange ulovlige filer på Youtube og lignende sites, at det ville kræve ekstremt mange ressourcer at håndhæve ophavsretten. Desuden er det ikke nødvendigvis i pladeselskabernes interesse at drive en sådan klapjagt, fordi videoerne i mange tilfælde kan have en positiv effekt på salget. I tilfældet Re: Malene gav Lysgaards udgave masser af omtale og dermed et sandsynligt mersalg af Bjerres indspilning.

At der så blev skrevet videre på historien resten af foråret, gør Malene / Re: Malene til en central case, når man om føje år skal skue tilbage og se på, hvad Internet-revolutionen betød for musikken. Hvorvidt de mange versioner stadig ligger til fri aflytning på Youtube til den tid, vides ikke, men de gør det i hvert tilfælde i dag.

—————-

I forlængelse af ophavsretsholdernes egne tolkninger har vi valgt at bruge de pågældende youtube-videoer i artiklen.

Artiklen i KODA/DK, som er skrevet af Niels Pedersen, kan læses på dette link .

De citaterede kommentarer samt anvendte data og biografiske oplysninger ligger frit tilgængeligt på diverse sites på Internettet. Eksempelvis har hverken Bjerre eller Lysgaard fundet det nødvendigt at slette eller redigere i diverse gamle profiler, hvilket i sig selv fint illustrerer, hvordan de nuværende og kommende generationer, der er vokset op med Internettet, er mere afslappede i forhold adskillelsen mellem det offentlige og det private. Det gælder således ikke kun i forhold til musik.

Den pågældende Tjeklisten-liste fra 2008 kan ses her på danskehitlister.dk .

Heimweh – Freddy

Uge 40, 1956, B.T.’s pladebarometer, #2

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Når man gennemgår de danske hitlister gennem tiderne, støder man overraskende ofte på tyske titler. Dette gælder ikke mindst i de tidlige hitlister fra 1950’erne, hvor tysk faktisk var et ligeværdigt fremmedsprog i forhold til engelsk. I 1956 foretrak danskerne sågar den tyske udgave af en amerikansk sang på trods af, at den engelsksprogede udgave havde ligget på førstepladsen i såvel USA som England med en kendt sanger. At den tyske version ovenikøbet blev årets hit i Danmark illustrerer fint, at tysk schlagermusik har haft et dansk publikum længe før Hansi Hinterseer og hans overraskende gennembrud i 2010.

Heimweh med Freddy Quinn var uden sammenligning årets udenlandske hit i Danmark. Den gik ind på andenpladsen på B.T.’s hitliste for september måned og hoppede helt op på førstepladsen den følgende måned. Sangen blev liggende på hitlisterne et godt stykke ind i 1957, og da musikbureauet Quan, som stod på B.T.’s hitliste, gjorde status over 1956, blev Heimweh fremhævet som den mest sælgende sang i Danmark overhovedet.

At Heimweh blev et stort hit i Danmark, forekommer lettere kuriøst set med nutidens briller. Sangen var nemlig en tysk version af en amerikansk sang. Under originaltitlen, Memories Are Made Of This , havde den været et af årets største hits i USA i 1955 – ikke mindst takket være Dean Martins indspilning af sangen. Hans version var også nået til England, hvor den hittede i begyndelsen af 1956, og Danmark, hvor den fik en enkelt måned og en syvendeplads på B.T.’s pladebarometer . Dermed havde Dean Martin ikke en chance i direkte sammenligning med Freddy, som altså debuterede på andenpladsen to måneder senere.

At det så bestemt ikke kun var i Danmark, man foretrak den tyske version, kan man erfare ved blandt andet at konsultere den Wikipedia-artikel, som beskriver sangens tyske historie. Heraf fremgår det, at den tyske udgave gennem årene har solgt væsentligt mere end den engelsksprogede. En sådan succes havde man bestemt ikke regnet med, da sangen blev indspillet i februar 1956.

Med på et afbud

Ifølge overleveringen kom den indtil da stort set ukendte Freddy Quinn med på et afbud. Det var nemlig planen, at schlagerstjernen René Carol skulle have lagt stemme til sangen. Han var dog blevet forhindret, angiveligt fordi han netop var blevet anholdt for spritkørsel. Under alle omstændigheder har Freddy Quinn, med det ikke helt pladeegnede borgerlige navn Franz Eugen Helmut Manfred Nidl, nok ikke fortrudt, at han sprang til med kort frist.

I maj 1956 debuterede sangen på den tyske Hitparade, hvor den strøg til tops i slutningen af juli. Her blev den liggende i fire måneder og lå altså stadig på førstepladsen i Tyskland, da den debuterede i Danmark. At det også var den tyske version, der nåede hitlisterne i Sverige, illustrerer fint, hvor stort et hit Heimweh var, for det var bestemt ikke hver dag, tysksprogede sange nåede vore nabolande. At det var den tyske tekst, der lå til grund for den ungarske udgave, er et andet eksempel på det samme.

Den ungarske titel Honvágy-dal var en nærmest direkte oversættelse af den tyske, og indholdsmæssigt fulgte man her hjemve-temaet i den tyske tekst.  I modsætning til den tyske tekst indeholdt den ungarske version nogle entydigt politiske dimensioner, fordi den var skrevet i direkte sammenhæng med den fejlslagne ungarske opstand mod den sovjetiske okkupationsmagt.

Hvorfor?

Hvorfor det blev den tyske version, der hittede i Danmark, vides ikke med sikkerhed. I en artikel i Quan’s Musikorientering fra juni 1957 fandt skribenten, som sandsynligvis var identisk med ansvarshavende redaktør Per Sørensen, det direkte ”uforståeligt, at en i Danmark ukendt tysker kunne præstere en sådan kæmpesukces som Heimweh ”, ikke mindst i betragtning af, at Dean Martin ”i forvejen havde et navn i Danmark, på grund af hans That’s Amore træffer for et par år siden”. Quan’s Musikorientering var et branchemagasin udgivet af samme selskab, som stod for sammensætningen af datidens hitlister, og denne undren er i sig selv en pudsig indikation af, at man faktisk forsøgte at gengive et nogenlunde retvisende billede af pladesalget. Per Sørensen, som senere blev en af dansk musikindustris sværvægtere som producer for EMI, havde ellers ganske mange kasketter på og blev ikke sjældent anklaget for at sammensætte hitlisterne efter egne præferencer og interesser. Det havde afgjort ikke været tilfældet i forhold til Freddys store succes, for uanset om det var Sørensen selv eller en anden, der havde skrevet teksten, var det tydeligt, at afsenderen så klart foretrak Dean Martin eller til nøds den danske udgave, Minderne er skabt af dig , med tekst af Otto Leisner.

Ifølge artiklen var forklaringen på, at det alligevel var den tyske version, der hittede meget enkel: Sangen var blevet spillet ofte i Ønskekoncerten – bedre kendt under titlen Giro 413 . Dette program var i modsætning til resten af sendefladen baseret på lytternes egne musikønsker, og logikken var den simple, at programredaktionen, og dermed Statsradiofonien, i det sidste års tid havde favoriseret tyske indspilninger ”på bekostning af danske og navnlig på bekostning af amerikanske og engelske plader” ved at spille de sange, som de fleste havde ønsket. Dette mente skribenten åbenbart var kritisabelt, for artiklen afsluttedes med en opfordring til at ”fordele ønskerne lige, og ikke som det nu har været tilfældet at hellige så stor en procentdel opfyldelse af pladeønsker på tyske schlagere”.

Mens selve argumentationen, som ret beset var en tvivlsom cirkelslutning, der ikke sagde noget om, hvorfor så mange danskere foretrak den tyske udgave af sangen, egentlig ikke er særligt interessant, er selve det forhold, at skribenten følte sig nødsaget til at råbe vagt i gevær overfor den tyske dominans, historisk anderledes bemærkelsesværdigt.

Schlager og rock’n’roll

Hvis man slår op historiebøgerne, er det bestemt ikke Freddy og tysksproget schlagermusik, der fylder mest, hvis man er interesseret i den periode, hvor Heimweh hittede i Danmark. Hans raid på de danske hitlister fandt nemlig sted på samme tidspunkt som Rock ’n’ roll’en for første gang rørte på sig for alvor i dansk sammenhæng. I forbindelse med en række dansearrangementer havde danselærer Børge Kisbye valgt at introducere denne stilart på dansk grund, og takket være en meget sensationshungrende presse blev det en større mediebegivenhed. I hitlistesammenhæng affødte det placeringer til Bill Haley i de følgende måneder.

Da hitlisterne for oktober udkom, lå han således på tredjepladsen, når det gjaldt ”månedens topmelodier” og ”mest solgte 78’ere” med Rock – A – Beat ‘n’ Boogie , nummer fire på listen over ”Mest solgte LP’ere” med Live It Up -pladen og havde med Rock Around The Clock ikke mindst solgt flest EP’er af alle. At han måtte overlade denne førsteplads til Freddy en måned senere og tage til takke med sekundære placeringer på alle hitlister, modsvarer dog meget fint det samlede indtryk fra hitlister, branchenyheder og opgørelser fra efteråret 1956 og et år frem: At den engelsksprogede rock’n’roll bestemt ikke var den eneste fremmedsprogede genre, som fik sit danske gennembrud på dette tidspunkt. Den tysksprogede schlagermusik var så absolut godt med, og i denne sammenhæng var Freddy og hans tyske version af Memories Are Made Of This faktisk noget af et vendepunkt.

Før og efter Heimweh

Ifølge en opgørelse over pladesalget i Danmark i første halvdel af 1957 blev der solgt næsten dobbelt så mange tyske plader som på alle andre sprog – inklusive engelsk. Med andre ord var det på ingen måde en overdrivelse, da Musikbureauet Quan i overskriften til ovennævnte artikel, som var skrevet i midten af 1957, hævdede, at ”TYSKE PLADER DOMINERER DET DANSKE PLADEMARKED”. Hvis man gennemgår hitlisterne fra første halvdel af 1957, ses dette tydeligt. Det vrimlede ganske enkelt med tyske hits såsom Rosa-Rosa-Nina med Musikanten Quartet, Bonjour Katrin med Caterina Valente og ikke mindst Das Herz von St. Pauli , som Liselotte Malkowsky sang til tops henover sommeren. Med andre ord var Heimweh bestemt ikke en enlig svale, når det gjaldt tyske succeser i Danmark.  Tværtimod var der i de følgende år masser af tysk schlagermusik på hitlisterne og i radioen, og de fleste, der levede i begyndelsen af 1960’erne vil nok genkende navne som Connie Froeboess, Peter Kraus og Lolita og titler som Zwei Kleine Italiener , Schwarze Rose, Rosemarie og Seeman.

Hvis man går den anden vej og ser på månederne og årene før Freddys danske gennembrud, er billedet faktisk et noget andet. Der var pletvise tyske hits, men grundlæggende var hitlisterne domineret af dansksprogede sange med engelsk som næstvigtigste sprog. Det vendte med Heimweh , og selve det, at sangen oprindeligt var amerikansk, er et fint symbol på dette magtskifte. At den tyske dominans så i den grad blev brudt op gennem 1960’erne, er velkendt viden, men så meget desto vigtigere er det at erindre om, at der var en stærk tysk bølge i anden halvdel af 1950’erne – ikke mindst i lyset af den tyske schlagermusiks gennembrud i de senere år.

Hansi og den ny tyske schlagerbølge

I foråret 2010 gik der et chok igennem den danske presse. Østrigske Hansi Hinterseer lå på førstepladsen på albumhitlisten med The Danish Collection , som trods den engelsksprogede titel indeholdt tysksproget schlagermusik.  I de mange artikler og reportager, som blev skrevet og produceret, fremgik det tydeligt, at  journalisterne havde svært ved at forstå, hvorfor Hinterseer pludselig var så stort et hit i Danmark. Denne undren var i hvert fald hovedvinklen. Den umiddelbare forklaring var, at TV-kanalen DK 4 var begyndt at sende programmer med tysk schlagermusik. Her var Hansi Hinterseer en af de hyppigst tilbagevendende kunstnere, og pladeselskabet Sony valgte derfor at sende en cd med hans største hits på gaden. At Hinsi Hinterseer røg til tops på hitlisten, havde man bestemt ikke regnet med på forhånd, men satsningen gav i den grad pote. Den store presseomtale gav, uanset de journalistiske vinkler, en masse gratis reklame, og da året var gået, var der blevet solgt over 110.000 Hansi Hinterseer-cd’er i Danmark.

På mange måder synes historien at gentage sig: I 1957 undrede skribenten i Quan’s Musikorientering sig over, at danskerne foretrak Freddy frem for Dean Martin. I 2010 havde mange svært ved at forstå, hvorfor så mange købte Hansi Hinterseers musik. Det bedste svar er i begge tilfælde nok det mest nærliggende: At der altid har været et dansk marked for tysksproget musik, fordi det trods alt er vores naboland. Historisk set har vi langt flere og dybere kulturelle rødder til fælles med Tyskland end England og USA. For dem, der er vokset med kabel-tv, forholder det sig efter al sandsynlighed en del anderledes, men det er trods alt stadig ikke hovedparten af befolkningen. At Hansi Hinterseers musik primært blev solgt i cd-formatet, afspejler sandsynligvis netop denne forskel. Alt tyder nemlig på, at hovedparten af dem, der stadig køber cd’er, tilhører den del af befolkningen, der voksede op med tysk musik, og ikke mindst tv, som en mere eller mindre naturlig del af hverdagen.

Tysk kultur og musik var utvivlsomt ikke i højsædet i årene efter Anden Verdenskrig, men netop derfor er det vigtigt at minde om, at Freddy’s Heimweh var årets hit i Danmark i 1956, og at Freddy Breck i den grad gentog kunststykket i 1973, hvor han indtog de to første pladser på Årets Top 30. Det er muligt, at mange får røde knopper, når de hører tysk schlagermusik, men i et kulturhistorisk perspektiv er det en del af billedet, at der omvendt har været og er mange danskere, som ikke har haft/har problemer med tysk og ovenikøbet foretrak/foretrækker dette sprog frem for engelsk. I 1956 var de åbenbart i flertal, i det mindst når det gjaldt Memories Are Made Of This / Heimweh .

—————-

KANDIS 14 – Kandis

Uge 41, 2011, Album Top-40, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

På den aktuelle album-hitliste ligger danseorkestret Kandis på førstepladsen med deres nyeste album. Dette har trukket mange overskrifter i de danske medier, men ret beset siger albumhitlisten ikke meget om danskernes musikforbrug, fordi der primært er tale om et format, som er knyttet til fysiske medier.

Fredag den 7. oktober 2011 offentliggjorde IFPI den ugentlige hitliste over mest solgte albums. Ugens nyhed, som hurtigt spredte sig på de forskellige nyhedsmedier, var, at danseorkestret Kandis var gået direkte ind på førstepladsen. Det kunne man læse i artikler med overskrifter som ”Kandis topper – Aqua flopper” (Ekstrabladet.dk), ”Kandis overhaler Medina og Malk de Koijn” (dr.dk), ”De tre bananer tværet ud af Kandis” (Gaffa.dk) og ”Kandis slår Medina og Aqua” (B.T.).

Med en enkelt undtagelse spillede samtlige overskrifter på, at Kandis var strøget til tops på bekostning af nogle andre kunstnere. I lyset af, hvor mange medier der bragte den, var historien om Kandis, der udkonkurrerer Aqua, Medina og Malk de Koijn, åbenbart uventet og dermed god. Det pudsige er, at alt faktisk var, som det plejede at være.

Rigtige fans køber cd’er

Når Kandis udgiver en nyt cd, ryger den nemlig næsten altid direkte op i toppen af den danske albumhitliste. Orkestret har en stor og meget trofast fanskare, som har helt styr på, hvornår der kommer nyt. I udgivelsesugen bliver der nemlig altid solgt rigtigt mange Kandis-cd’er. Til gengæld plejer det at stilne af ret hurtigt.

Ifølge Ekstra Bladets angivelser blev der helt nøjagtigt solgt 2.758 Kandis-albums i løbet af ugen, hvilket faktisk er et stykke over normen for, hvad der normalt kræves for at få et album helt til tops. Netop i denne uge var der dog uvant hård konkurrence fra Malk de Koijn, som netop havde udgivet deres første album siden 2002. De var lige ved og næsten med 2620 solgte eksemplarer efter et febersalg på 8284 albums ugen forinden. Malk de Koijns store salgstal kan forklares ud fra nogenlunde samme omstændigheder som er gældende for Kandis:

En stor og trofast fanskare, som skal have alt med det samme, og for hvem det muligvis også har en betydning, at cd’en kan sættes op ved siden af resten af den fysiske samling. At albummet også er udkommet på LP, peger i samme retning.

Historien om historien

Det mest opsigtsvækkende ved historien om Kandis’ himmelflugt på albumhitlisten er faktisk, at så mange journalister valgte at skrive den. Med blot en minimal indsats burde de fleste kunne se, at der intet overraskende er ved, at Kandis ryger til tops på netop denne hitliste. Sådan går det stort set hver gang, og forklaringen synes i sig selv forholdsvis simpel:

De ovenfor nævnte salgstal illustrerer ganske fint, hvordan placeringerne på albumhitlisten er baseret på et relativt lille salg. Når der kun kræves små 3.000, og ofte en del færre, solgte albums for at indtage førstepladsen, siger bevægelser på denne hitliste ikke nødvendigvis særligt meget om musikforbruget i det hele taget. Tværtimod siger de lave tal en del om, at albummet og cd’en ikke længere et musikkens hovedformat. Dette eksemplificeres ganske fint på IFPI’s egen hjemmeside.

Guld og platin

Der er i mange år blevet uddelt såkaldte guld- og platincertifikater for musikudgivelser. I 1986 krævede det 50.000 solgte LP’er, før man fik en guldplade. I dag skal der ”blot” sælges 10.000. Til gengæld skal der 15.000 singler, eller tracks, som det hedder i dag, til for at opnå guld. Hvis musikken streames, skal man helt op på 50.000 aflytninger, før der uddeles guld.

Disse tal afspejler de store ændringer i musikforbruget, som pågår i disse år. Musikken bliver i stigende grad tilgængelig på digitale platforme og i et væld af forskellige sammenhænge. Download er allerede ved at blive afløst af streaming, og store dele af musikforbruget måles slet ikke på hitlisterne. Eksempelvis fremgår det ikke, hvor ofte en given sang høres på Youtube.com og deles på Facebook. Der har altid været et ukontrollabelt musikforbrug, eksempelvis en omfattende kassettebåndskopiering i 1980’erne, men det har aldrig haft en så offentlig karakter som i dag, hvor ”alt” ligger på Internettet.

I den nye medievirkelighed er albummet ikke længere hovedformatet. De fleste køber og downloader et enkelt nummer ad gangen. Det samme gælder, når man streamer musikken, og albummet er i hovedsagen et tilvalg og ikke udgangspunktet for de fleste digitale musikforbrugere. Derfor ser man også en generelt ændret taktik fra pladeselskaber og kunstneres side. I forhold til tidligere årtier, hvor albummet har været hovedformatet, satses der nu i langt højere grad på singleformatet.

Hitliste(r)n(e).nu

Alt dette har IFPI løbende forholdt sig til, og hvis man går ind på den side, hvor de aktuelle hitlister præsenteres, vil man opdage, at der er hele ni forskellige musikhitlister at vælge i mellem. Det pudsige er, at albumhitlisten stadig synes at have en forrang, for ikke alene ligger linket til albumhitlisten øverst i menuen, man kommer også direkte ind på denne liste.

Dette afspejler muligvis, at det fysiske salg, som primært består af cd-albums, trods alt fortsat genererer størstedelen af omsætningen. Omvendt er omsætning næppe den bedste parameter til at sammenligne det fysiske og digitale marked, og hvis man i stedet måler i forbrug, bliver der downloadet og streamet langt mere musik, end der bliver solgt på cd.

Pointen med alt dette er, at historier, som tager udgangspunkt i markante bevægelser på album-hitlisten, ofte er skrevet ud fra en noget skæv vinkel, som muligvis kan forklares ud fra vanemæssige tankegange og forestillinger om musikkøbernes forbrugsvaner. Tallene er så små, at der skal uforholdsvist lidt til, før der sker opsigtsvækkende bevægelser. At Kandis røg direkte ind på førstepladsen med 2.758, er først og fremmest udtryk for, at albumformatet har mistet sin position med overgangen fra cd til digitale filer.

—————-

Se ugens hitlister på hitlisten.nu .

Jeg har set en rigtig negermand – Familien Andersen

Uge 42, 1970, Pladeindustriens ugentlige Top 20, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I oktober 1970 strøg Familien Andersen helt til tops på den danske hitliste efter at have medvirket i et populært musikprogram i dansk tv. Med sangen ”Jeg har set en rigtig negermand” fik de et af de største hits i dansk populærmusikhistorie på trods af, at sangen aldrig kom på Dansktoppen. I nyere tid er sangen blevet forbundet med racisme efter at være blevet brugt i Thomas Vinterbergs Oscarnominerede film ”Festen”. Imidlertid var budskabet i den oprindelige sang faktisk det stik modsatte, men det fremgår først af sidste vers, som ofte er blevet skåret væk. I denne artiklen kan man læse hele historien om sangen og dens eftermæle.

Musikalske venner

Fredag den 18. september 1970 bød programvært Sten Bramsen velkommen til programmet Musikalske venner . I dette populære og genremæssigt særdeles vidtspændende program, som var blevet sendt første gang i marts 1969, præsenterede Bramsen løbende en række mere eller mindre kendte musikere, og en medvirken i Musikalske venner var ikke sjældent direkte ensbetydende med fyldte kalendere de efterfølgende måneder. Sådan gik det i høj grad flere af de medvirkende i den fredags udsendelse.

Da udsendelsen var slut havde sangerinden Trille nemlig skabt stor opstandelse med visen Øjet , Eddie Skoller fået præsenteret sit kommende hit En enkel sang om frihed og Bjarne Liller sagt effektfuldt (foreløbigt) farvel til Papa Bue’s Viking Jazz Band med den på dette tidspunkt stort set ukendte solist John Mogensens Sidder på et værtshus . Såvel Trille som Skoller kom også på hitlisterne med deres respektive sange. Trille og Øjet fik således fire uger på den officielle salgsliste og Eddie Skoller hele 18 uger på samme liste samt 16 uger på Dansktoppen, heraf fire på førstepladsen.

Hverken Trille eller Skoller kunne dog hamle op med den lille fireårige dreng, som den aften sang sig til umiddelbar berømmelse med den sang, der skulle blive en af de mest solgte danske singler nogensinde. Jeg har set en rigtig negermand .

Familien Andersen

Det havde været en ualmindeligt hektisk uge for Lille Bo og resten af hans familie. Søndag havde de optrådt i Tivolis Vise-Vers-Hus og var efterfølgende vendt hjem til Hobro, hvor faderen, Niels Andersen, skulle passe sit job som overlærer og de største af børnene deres skolegang. Allerede torsdag måtte de atter tage den lange tur til København for at medvirke i optagelserne til den udsendelse, der blev sendt om fredagen.

Aftalen om deres deltagelse i Musikalske venner var først kommet i stand i forbindelse med deres optræden i Vise-Vers-Huset om søndagen, men det passede sådan fint med endnu et smut til Hovedstaden. Efter optagelserne i TV-byen tog de nemlig direkte videre i pladestudiet, hvor Johnny Reimar stod klar for at optage de to sange, der skulle udgøre Familien Andersens første single.

De var i begyndelsen af august blevet valgt som vindere af Ekstra Bladets ”Danskpopkonkurrence”. Da fristen for levering af bidrag var udløbet så tidligt som i maj måned, havde familien glemt alt om det bånd, de havde sendt ind med netop Negermanden , som sangen oprindeligt hed, men nu var pladekontakten altså en realitet, og så kunne man lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Klokken 00.50 samme nat måtte Niels Andersen bære en sovende Bo ombord på flyveren tilbage til Jylland og selv nøjes med et par timers søvn, inden han atter skulle stå ved kateteret fredag morgen. Ud fra publikums reaktion i studiet at dømme kunne familien sandsynligvis godt fornemme, at de havde gjort et godt stykke arbejde den aften, men de må alligevel havde knebet sig selv i armen et par gange de følgende måneder.

23 uger på hitlistens førsteplads

De tørre tal siger det meste. Da sangen første gang gik ind på den officielle salgslistes 17. plads små 14 dage efter deres optræden i fjernsynet, var det sidste gang lang tid, Familien Andersen måtte nøjes med sekundære placeringer. Bortset fra to uger i februar lå Jeg har set en rigtig negermand nemlig på førstepladsen helt frem til begyndelsen af april 1971 og i alt 23 uger. Man skal helt frem til november 1971 for at finde sangens sidste hitlisteplacering efter godt et år på salgslisten.

I midten af oktober 1970 mente Ekstra Bladet at vide, at pladen solgte i 10.000 eksemplarer om dagen, og i januar var salgstallet ifølge Politiken oppe på 80.000. Et år senere var tallet 125.000, og ifølge Carsten Michael Laursens Top-pop -leksikon oversteg det samlede antal solgte plader 165.000, hvilket i så fald betyder, at Jeg har set en rigtig negermand er blandt de to mest sælgende danske singler nogensinde. Ganske pudsigt var fodboldlandsholdets Re-Sepp-ten , som solgte i 150.000 eksemplarer på et halvt år i 1986 og nok må formodes at have solgt mest i det lange løb, også resultatet af en konkurrence i Ekstra Bladet , som altså kan bryste sig af at have banet vejen for Danmarkshistoriens hidtil største salgsmæssige singlehits.
( Læs historien om “Re-Sepp-ten” her )

Ingen hjælp fra Dansktoppen

Jeg har set en rigtig negermand var med andre ord et hit af dimensioner. At sangen klarede sig uden hjælp fra Dansktoppen og den ugentlige markedsføring i radioen, som fulgte, gør bedriften så meget større. Jeg har set en rigtig negermand tilhører nemlig, sammen med Johnny Reimars egen Du Burde Købe Dig En Tyrolerhat , en lille eksklusiv familie af storsælgende danske slagere fra perioden 1968 til 1977, som hittede på trods af, at Dansktoppen-redaktionen vendte tommelfingeren nedad.

Disse to sange, som lå på henholdsvis anden- og syvendepladsen på listen over årets mest solgte singleplader i 1970, levede åbenbart ikke op til programmets kriterier og blev ikke testet. I tilfældet Jeg har set en rigtig negermand var det vist nok med begrundelsen, at man ikke medtog børnesange. Du Burde Købe Dig En Tyrolerhat var derimod ganske enkelt for ringe til programmet. Til gengæld lykkedes det Reimar at komme med i et tv-show i slutningen af 1969, hvormed Tyrolerhatten s skæbne var beseglet på samme måde, som det skete for Jeg har set en rigtig negermand og Familien Andersen et lille års tid senere.

Et åbenlyst hit

Familien Andersen havde nok klaret sig fint uden Ekstra Bladet , for som redaktionen bag magasinet Dansk Toppen , der udkom i december 1970, så malerisk beskrev det, ”kunne enhver bagbunden idiot med bind for øjnene og propper i ørerne lugte succes’en”, da de første gang optrådte i Vise Vers Huset i sommeren 1970. Hvis de ved den lejlighed havde givet Jeg har set en rigtig negermand i nogenlunde samme udgave som den, de fremførte i tv den fredag i september, forstår man godt journalistens ord.

Familien Andersen tonede frem på skærmen godt en halv time inde i programmet, lige efter Trille havde sunget sine tre sange. Efter en længere introduktion af familien, som bestod af faderen, moderen og deres fem børn, spillede de den første sang, Lille fyr , som ifølge faderen handlede om familien yngste medlem, ”ham den lille purk, derovre, Bo”, som en dag sad og legede i sin sandkasse. Allerede da faderen under denne introduktion sagde drengens navn, fik man et tegn i retning af det, der fulgte, for Bo lyste op i et stort smil og sagde helt impulsivt, at han ikke var en ”purk”. Dette syntes publikum åbenlyst var meget sødt. Under den første sang, sad Bo pænt på sin stol og ventede, mens hans forældre og søskende sang og spillede, men derefter var det hans tur. Han blev derfor rejst op på stolen for at kunne nå mikrofonen.

Under introduktionen af den sang, han skulle synge, kiggede lille Bo noget betuttet rundt i studiet, men i det øjeblik han første gang åbnede munden for at synge, strålede hans øjne, og ikke mindst takket være en ualmindeligt levende mimik udstrålede drengen noget, der lignede ren og uforfalsket begejstring. Sagt på jævnt dansk brændte lille Bo ganske enkelt igennem på skærmen i en sjældent set grad. At moderen flere gange måtte hjælpe ham med at huske ordene har sandsynligvis kun forstærket dette, for på den måde fremstod han på ingen måde som en dresseret underholdningsrobot, men derimod som en lille, naturlig og umanerligt sød dreng, som bare godt kunne lide at synge. Den slags er svært at stå for, og når sangen oven i købet også var meget fængende, var der ikke noget at sige til, at pladen solgte godt, da den kom på gaden.
( Se hele programmet på dr.dk/bonanza ved at klikke her )

Lad ej farven på mennesker spille ind

Familien Andersen havde selv skrevet såvel tekst som musik til Jeg har set en rigtig negermand . Sangen var en meget tidstypisk fredssang med et klart budskab om, at alle mennesker uanset raceforskelle burde leve sammen i fred og fordragelighed. I de første tre vers møder den lille dreng tre mennesker med anden etnisk baggrund end sig selv og spørger hver enkelt, ”hvad er du da for en?”, hvorefter de svarer på hvert deres sprog, som drengen ikke forstår. I fjerde vers falder pointen:

“Jeg tror alle folk sku’ males blå,
for så blev de nemlig sjovere at kigge på.
Så ku’ sort og rød og gul og hvid
være sammen i en verden uden strid.

Så spør’ jeg ej, hvad er du da for én,
jeg ved vi alle har de samme sære ben.
Så ler vi blot og si’r så disse ord,
og ordene fortæller hvad jeg tror:
Lad ej farven på mennesker spille ind.
Vi må mødes med et godt og ærligt sind.”

Dette budskab var de færreste nok uenige i i 1970, og publikum klappede da også begejstrede efter sidste vers. Det samme gjorde man alle de andre steder, hvor Lille Bo og resten af Familien Andersen efterfølgende fremførte sangen.

Rundt på blokvognene

Familien Andersen fik nemlig umanerligt travlt med at optræde rundt omkring i landet de følgende måneder og år. Selvom de fik et par hitlisteplaceringer med deres næste udspil, heriblandt sangen Hej, sol, skin på mig fra en Far til Fire -film, hvor Bo spillede rollen som Lille Per, kunne de dog ikke helt leve op til Jeg har set en rigtig negermand efterfølgende, men det ville også være store krav at stille. Der var stadig en fin efterspørgsel på familien, og de vedblev med at optræde sammen indtil 1975, hvor de største børn fløj fra reden. Herefter trak de sig helt fra showbizz.

Jeg har set en rigtig negermand levede derimod videre og fik noget af en renæssance, da det 20. århundrede gik på hæld. At det så var under nogle omstændigheder, som har givet sangen et noget andet eftermæle end den oprindeligt lagde op til, er i sig selv en interessant del af sangens historie.

Sangens artikel på Wikipedia.org

Der er ikke mange dansksprogede sange, som har deres egen artikel på den engelsksprogede del af det åbne leksikon Wikipedia.org. Det har Jeg har set en rigtig negermand .

Den første udgave af artiklen blev skrevet i juli 2009 af den danskkyndige amerikanske journalist Mike Halterman, som er blandt de absolut flittigste bidragsydere på Wikipedia. Artiklen er siden blevet redigeret en del gange med supplerende oplysninger, men det grundlæggende indhold er stadig det samme som i 2009:

I artiklens indledning forklares det, at Jeg har set en rigtig negermand er en populær dansk børnesang med et stærkt budskab om racemæssig lighed. Herefter følger en række faktuelle oplysninger, som er hentet fra sitet danskefilm.dk. I tredje afsnit af artiklen gennemgås sangteksten kort med citater på såvel dansk som engelsk. Som illustration af sangens egentlige budskab gengives dele af sidste vers på engelsk.

I den første udgave af artiklen afrundedes der med en kort afsnit, hvoraf det fremgår, at sangen med tiden er faldet i unåde, fordi teksten indeholder ord og billeder, som opfattes som politisk ukorrekte i nutidens Danmark, men at denne terminologi vel at mærke var uproblematisk i 1970. Slutteligt forklares det, at sangen alligevel stadig er kendt af danske børn.

 “.”=”” rigtig=”” set=”” src=”/export/sites/kb_dk/da/nb/samling/ma/fokus/ugens_hit/Billeder/screenshot_wikipedia.jpg”/>
Screenshot af Wikipedia-artiklen om “Jeg har set en rigtig negermand”

Hvorfor en amerikansk journalist har fundet det nødvendigt at skrive denne artikel om en dansksproget børnesang til et internationalt leksikon, fremgår ikke direkte, men det forekommer sandsynligt, at det primært skyldes Thomas Vinterbergs anvendelse af sangen i sin Oscar-nominerede film Festen . Filmen blev en stor succes og har utvivlsom øget det internationale kendskab til Jeg har set en rigtig negermand markant. Sangen bruges nemlig i en meget markant scene.

It’s a fucking racist song, you know.

I Festen kommer Michael, spillet af Thomas Bo Larsen, op at toppes med søsterens afro-amerikanske kæreste. I et yderst perfidt hævntogt rejser Michael sig op under festen og begynder at synge en særdeles aggressiv udgave af Jeg har set en rigtig negermand . Selskabet skråler med på sangen, og den forvirrede amerikaner spørger sin kæreste, hvad det er, der foregår. Hun svarer, særdeles beklemt, at det er en racistisk sang og forlader efterfølgende selskabet stærkt oprevet.

I filmen synges kun det første vers om negermanden og en lille del af det næste om indianeren. I konteksten er sangen stærkt racistisk, hvilket altså bestemt ikke harmonerer med budskabet i den fulde tekst. Det er sandsynligvis denne modsætning, som fik Halterman til at skrive artiklen og dermed komme den gamle sang til undsætning.

I et senere forfattet afsnit i Wikipedia-artiklen, skrevet af andre bidragsydere, genfortælles scenens forløb med en afsluttende forklaring af, at den misforståede opfattelse af sangens racistiske indhold netop skyldes Festen . Hermed er der en meget fin sammenhæng i den artikel, som p.t. ligger på Wikipedia.org: 1) Sangen er antiracistisk, men er 2) sidenhen blevet fejltolket på grund af filmen.

Problemet med Jeg har set en rigtig negermand er, at den på den ene side så afgjort har et entydigt budskab om racemæssig lighed, og på den anden side indeholder nogle ret grove stereotyper over de etniciteter, som nævnes i sangen: ”Negermanden” med ringen i næsen, indianeren med ”fjerhat” på og streger op ad benene og den barfodede kineser klædt i silkedragt. Selve brugen af ”neger”-begrebet var ifølge Carsten Michael Laursen allerede problematisk i 1970, hvor en planlagt svensk udgave blev skrinlagt af samme årsag.

Hørt i sammenhæng opvejer det sidste vers klart de andre, men omvendt viser sangens receptionshistorie siden Vinterbergs brug af den i Festen , at mange netop ikke kender sangens sidste del.

Hør den på Youtube

På fildelingssitet Youtube.com ligger der flere udgaver af sangen. I de to klip, som har ligget længst tid på sitet og er blevet set henholdsvis 300.900 gange og 187.000 gange, hører man kun dele af sangen. I det første tilfælde hører man indspilningen, men vel at mærke kun de første 2:55 minutter. Der klippes nemlig lige før tredje omkvæd.

Screeenshot af de første poster, når man søger på sangtitlen på google.dk.

I det andet tilfælde drejer det sig om et klip fra DR2-udsendelsen ”Husker du?”, hvor man ser optagelsen fra Musikalske venner . Eller rettere: en dygtigt sammenklippet udgave af optagelsen, som korresponderer fint med den indledende speak:

”Der er oprør i luften i 1970. Men der er også dem, der holder sig langt væk fra demonstrationer og protestsange. I tv-programmet Musikalske venner har Sten Bramsen besøg af en rigtig kernefamilie. Familien Andersen fra Hobro”.

Efter denne indledning starter klippet med introduktionen af familien, hvor faderen fortæller om, hvem de er, hvorefter der helt umærkeligt klippes direkte til introduktionen af Jeg har set en rigtig negermand syv minutter længere henne i programmet. Herefter vises første vers af sangen som faktisk forekommer at være det eneste, der blev fremført ved lejligheden. Man har nemlig ikke alene klippet de tre sidste vers væk, men har desuden lykkedes med at gøre det på en måde, så man faktisk ikke kan høre eller se, at de nogensinde har været der. Man har nemlig med stort held klippet afslutningen af det første omkvæd sammen med det sidste, så man får publikums applaus med. Det er meget flot håndværk, men samtidigt noget af en fordrejning af det der faktisk skete.

Ved at fjerne de sidste tre vers, hvoraf det sidste jo sådan set er fundamentalt for at forstå meningen med sangen og klippe det første og sidste omkvæd sammen, står der netop en forholdsvis racistisk sang, som publikum åbenbart godt kunne lide, tilbage. Man får ganske enkelt det indtryk, at det var det, der blev vist i dansk fjernsyn i 1970, hvilket altså ikke var tilfældet, og grundlæggende er der tale om et meget groft vinklet indslag, hvor indholdet synes at være blevet drejet vel rigeligt for at passe med speakerens pointe.

Eftermælet

Hvis man gennemgår kommentarerne under begge nævnte videoer, finder man flere forsøg på at redde sangen fra fejltolkninger, men uanset formålet i 1970 viser disse debatter med al tydelighed, at Lille Bo og resten af Familien Andersen nok må leve med, at Jeg har set en rigtig negermand fortsat i forskellig grad vil være forbundet med racisme. Den har i hvert tilfælde affødt en del særdeles animerede kommentarer, som hvirvler rundt om netop dette spørgsmål.

Det er i denne sammenhæng interessant, at tonen er noget mere afdæmpet i kommentartrådene under de videoer med hele sangen, som er blevet lagt på Youtube i løbet af det seneste år. I det ene tilfælde har brugeren, som har uploadet sangen, valgt at begrunde det med, han var ”lidt træt af, at folk kun har uploadet halvdelen af den originale sang. Mange mener, at den er racistisk, men faktum er, at den er det stik modsatte”. I kommentarerne under denne video giver de fleste ham ret, om end en del trods alt stiller spørgsmålstegn ved, om man stadig kan bruge ”neger”-begrebet i dag. Meget tyder på, at skeptikerne har ret, og at det derfor nok er noget af en overdrivelse, når man på den norske del af Wikipedia hævder, at ” «Jeg har set en rigtig negermand» er en av de mest populære danske barnesanger de siste tiårene, og synges i mange danske barneskoler”.

Under alle omstændigheder vil Jeg har set en rigtig negermand nok altid have en plads i den danske musikhistorie, ikke kun fordi den har fået et noget blakket eftermæle, som nok i høj grad kan tilskrives Thomas Vinterbergs brug af sangen i Festen , men også for at de anderledes positive meritter, som sangen trods alt har opnået.

—————-

“Jeg har set en rigtig negermand”-indspilningen er desværre ikke tilgængelig i en lovlig digital udgave på nuværende tidspunkt. Derimod ligger hele “Musikalske Venner”-programmet på dr.dk/bonanza . Familien Andersen kommer på scenen ca. 34 minutter inde i programmet.

( læs den engelsksprogede Wikipedia-artiklen her )

Læs den norske artikel her . Som det fremgår, udkom sangen også på norsk.

Rabalderstræde/Gas 5 – Gasolin’

Uge 43, 1975, Tipparaden/Top 20, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I 1970’erne var en plads på Danmarks Radios radiohitlister Dansktoppen og Tipparaden som regel en garant for en god placering på salgshitlisten. Sådan var det også for Gasolin’, som netop fik sit første store gennembrud via Tipparaden. I 1972 var de således de første, som fik en dansksproget sang på denne hitliste. De var også de første, som nåede helt til tops på Tipparaden på dansk. Med “Rabalderstræde” opnåede de i 1975 denne hæder i samme uge som deres seneste LP, Gas 5, gik direkte ind på salgslistens førsteplads. Fire måneder senere var LP’en blevet solgt i over 100.000 eksemplarer, hvilket var danmarksrekord på dette tidspunkt.

På toppen af hitlisterne

Hvis nogen var i tvivl om, at Gasolin’ var tidens mest populære rockorkester i 1975, kunne de blot konsultere de hitlister, der udkom i uge 43. På Danmarks Radios Top 20-liste over de meste solgte singler og LP’er, var Gasolin’s netop udsendte LP Gas 5 gået direkte ind på førstepladsen, og på Tipparaden, hvor lytterne bestemte, lå sangen Rabalderstræde ligeledes øverst, hvilket var noget af en præstation. Det var nemlig første gang i programmets levetid, at en dansksproget sang lå på Tipparadens førsteplads. Gasolin’ havde også været de første, som overhovedet fik en sang på dansk ind på denne liste, da der blev åbnet for danske sange i efteråret 1972.

Kunne ikke komme på Dansktoppen

Fra programmets begyndelse i starten af 1969 og godt tre og et halvt år frem var det nemlig et krav, at sangene skulle fremføres på andre sprog. At reglerne blev ændret, hænger muligvis sammen med, at en række danske musikere havde protesteret over, at deres musik ikke fik chancen på Dansktoppen. Netop Gasolin’ var med, da foreningen Dansk Beat holdt det, der blev beskrevet som en “kortere” sultestrejke af en lille times varighed foran Radiohuset, som i øvrigt var helt tomt for chefer den dag. Selve demonstrationen var vist ret kikset, men man fik masser af spalteplads, og der blev efterfølgende gjort indrømmelser på flere måder, hvoraf muligheden for at teste dansksprogede sange på Tipparaden synes at have været det vigtigste resultat af forløbet.

Gasolin – kendt fra radio og tv

I Tipparaden fik Gasolin’, som indtil da havde solgt nogenlunde, men aldrig nok til at blive placeret på hitlisterne, nemlig den platform, de indtil da havde savnet i deres bestræbelser på at nå bredere ud til den danske befolkning. Allerede ugen efter deres debut på Tipparaden i oktober 1972 med På en sommerdag , kom de også for første gang ind på salgslisten med samme single, som var en forløber for deres anden LP, Gas 2, som udkom kort efter. Den røg direkte til tops på den officielle LP-salgsliste i slutningen af november 1972 og blev liggende på førstepladsen de følgende tre måneder, sandsynligvis godt hjulpet af et tv-portræt som blev sendt op mod jul det år.

Gasolin’ havde muligvis klaret sig uden hjælp fra Tipparaden, men omvendt forekommer der at have været en ganske fin sammenhæng mellem placeringer på denne hitliste og det efterfølgende pladesalg. En plade, der kom på Tipparaden, var ofte at finde på salgslisten ugen efter og blev dermed igen spillet i radioen, og så kørte hjulet videre.

Ovenstående tabel over, hvornår Gasolin’s forskellige udgivelser kom på hitlisterne, viser, hvordan der i høj grad synes at have været en sammenhæng mellem airplay i Tipparaden og efterfølgende placeringer på salgslisten. Eftersom Danmarks Radio lukkede alle hitlister i slutningen af marts 1977, var det ikke længere muligt at lancere musikken på denne måde, men Gasolin’ klarede sig på dette tidspunkt fint uden denne affyringsrampe. (Kilde: danskehitlister.dk )

Gasolin’ var det første dansksprogede orkester, som blev noget nær fast inventar på Tipparaden, og Rabalderstræde var således deres niende sang på listen. De fleste af sangene røg også på salgslisten, men her var det dog i stigende grad LP’erne, der regerede. I 1973 valgte man nemlig at blande formaterne, så singler og LP’er lå side om side.

Da Gasolin’s tredje LP udkom mod slutningen af 1973, fik den fire uger på førstepladsen og hele 22 uger i alt. En kort overgang lå deres første LP, som var blevet udgivet allerede i 1971, også på førstepladsen i 1974, hvilket muligvis skyldes, at den var kommet på udsalg. Under alle omstændigheder afspejlede det, at Gasolin’ var ved at blive rigtigt store, og deres næste album, som fik titlen Stakkels Jim , strøg direkte til tops på Top 20, da det udkom i slutningen af november 1974. Her blev den liggende i hele 14 uger og røg først helt ud af hitlisten i maj 1975. Hermed var der redt godt op til næste Gasolin’-udspil.

Rabalderstræde

Vanen tro blev singlen sluppet et par uger før LP’en. På singlen lå Rabalderstræde og Kvinde min , hvilket tilsammen vel nok udgør en de stærkeste danske singler igennem tiden. I Danmarks Radio valgte man at teste A-Siden, og lytterne kunne derfor stemme Rabalderstræde ind på en femteplads i uge 40. Samme uge røg singlen ind på salgslistens tiendeplads, og to uger senere var det kun Pink Floyd og deres Wish You Were Here -album, som forhindrede Gasolin’ i at komme helt til tops med Rabalderstræde . Hævnen var dog sød, for ugen efter blev Pink Floyd og al anden modstand skubbet brutalt til side efter Gas 5 var kommet i handelen. Ifølge dagspressen var der blevet forudbestilt 18.000 eksemplarer af pladen, og de næste mange uger blev der langet Gasolin’-plader over disken i rekordfart. Allerede efter 14 dage i handelen var der solgt over 30.000 LP’er, og i februar 1976 kunne Ekstra Bladet melde, at Gas 5 var det mest solgte album i Danmark nogensinde med over 100.000 eksemplarer. At danskerne havde kunnet opleve Gasolin’ på slap line i rockkomedien Gas – med Gasolin’ på tv i midten af december har sandsynligvis bidraget til et øget salg, og i det hele fyldte Gasolin’ ganske meget i medierne i de måneder.

Selvom Gasolin’ ikke beholdt salgsrekorden ret længe, fordi ABBA var så bissede at udsende et Greates Hits-album, som omkring en kvart million danskere bare måtte eje, og Shu-Bi-Dua tog den rent danske rekord i 1977 med deres fjerde album, var salgstallene for Gas 5 så afgjort en illustration af, at Gasolin havde opnået en særlig status blandt de hjemlige orkestre. Og hvad angår førstepladser på Top 20, havde selv ABBA ikke en chance. Gas 5 holdt sig nemlig på salgslistens førsteplads helt frem til slutningen af marts 1976 og forsvandt først ud af listen i midten af juli. Her lå Gasolin’ igen øverst på såvel Tipparaden som Top 20 – denne gang med henholdsvis Hva’ gør vi nu lille du og livepladen Gasolin’ – live sådan .

Salgsmæssigt kunne de dog ikke hamle op med forgængeren, som i alt mentes at have solgt i 200.000 eksemplarer, da Gasolin’ officielt var gået i opløsning i 1979. Selvom der blev solgt mange Gasolin’-plader, var der heller ikke andre af deres efterfølgende udgivelser, der kunne leve helt op til Gas 5 , og på mange måder var den både toppen og starten på nedturen for orkestret.

Lots of success

Da 1975 gik på hæld, kunne Gasolin’ stort set ikke blive større i Danmark. De lå øverst på hitlisten, pladerne blev revet væk, og der var udsolgt overalt, hvor de kom, på deres igangværende turné rundt i Danmark. På mange måder forekom det derfor naturligt, at man begyndte at orientere sig mod udlandet, og Gasolin’ var dog også mere end klar på at gøre forsøget. Der var allerede udgivet to albums med engelsksprogede udgaver af gruppens sange, og i denne omgang havde man sågar valgt at blande sprogene allerede på den danske udgivelse.

På Gas 5 fandt man således tre engelsksprogede sange: Fatherless Hill , Lonesome Avenue og Good Time Charlie . Som Peder Bundgaard ganske rigtigt beskriver det i sin Gasolin’-biografi, Gasolin’ – Masser af succes , var anmelderne mildest talt ikke imponerede over gassernes evner ud i det engelske, og da de efterfølgende valgte at oversætte resten af pladen, var de fleste nok mere eller mindre enige med musikanmelderen Torben Bille, som gav Gasolin’ følgende svada i M.M :

“Gruppens pladeselskab forsøger i ramme alvor at søge en USA-lancering af gruppen. Men da det amerikanske pladepublikum just ikke er kendt for at foretage sit pladeindkøb af medlidenhed med de udøvende kunstnere og da USA vel har en små 100.000 grupper, der spiller bedre end Gasolin, og da Kim Larsen‘s Valby-engelske udtale ikke en gang herhjemme er en spøg, er chancerne vel så som så for et Gasolin-gennembrud i USA. Bjørn OK har nok en større chance”.
( Anmeldelse af “Live – Sådan” i M.M. 1976-4) .

Tingene var afgjort sat på spidsen i Billes udlægning, men det var ikke helt ved siden af. Gasolin’ var specielle i Danmark med deres friske og mundrette danske tekster tilsat international lyd, men lettere klodsede engelske tekster til international lyd var bare ikke noget særligt. Det eneste særpræg var vel egentlig Kim Larsen tykke accent og hans hørbare problemer med de engelske gloser, og selvom accenter kan være charmerende og ligefrem sælge plader, var det næppe en fordel i dette tilfælde.

At man så desuden havde valgt at lave deciderede oversættelser af Masser af succes og Kvinde min i stedet for at skrive en ny tekst, der passede bedre på engelsk, bidrager til, at Gasolin’s store internationale satsning mest af alt udgør et kuriosum. Hverken Lots of Success eller Lady oh Lady når de danske forlæg til sokkeholderne, og af Gasolin’s engelsksprogede repertoire er det vel egentlig kun This is My Life , som kan siges at høre blandt deres største og mest elskede sange.

Under alle omstændigheder fik Gasolin’ aldrig det store internationale gennembrud, og selvom de fortsat var meget populære i Danmark, sluttede festen i sensommeren 1978. Kim Larsen, som allerede i 1973 havde storhittet med solo-albummet Værsgo , fik efterfølgende mindst lige så stor succes og er blandt andet indehaver af danmarksrekorden for flest solgte albums med Midt om natten fra 1983, som til dato er solgt i over en halv million eksemplarer. Den danske befolkning havde med andre ord på ingen måde fået nok af forsangeren fra Gasolin’, og det orkester, han var en del af i 1970’erne, er også stadig i mange danskeres hjerter.

Rabalderstræde forever

Gasolin’s position i dansk rockhistorie er velkendt. Selvom de faktisk blev overgået salgsmæssigt af Shu-Bi-Dua i de resterende år af 1970’erne, har de sidenhen opnået en helt særlig status, og når Danmarks Rockmuseum åbner officielt i 2014, ligger det naturligvis på Rabalderstræde .

At man havde valgt at bruge netop denne sangtitel, da man i 1991 udsendte opsamlingsalbummet Rabalderstræde Forever , vidner på samme måde om, at det ikke var en hvilken som helst sang, de fik øverst på Tipparaden dengang i 1975. At Rabalderstræde Forever nåede førstepladsen på hitlisten, fortæller i sig selv en del om, at danskerne aldrig har glemt Gasolin’, som da også kom med, da den danske Kulturkanon blev sammensat i 2006.

Det var godt nok ikke Gas 5 , der blev kanoniseret, men derimod livepladen fra 1977. Seks af de 14 numre på Gasolin’ Live sådan er dog hentet fra denne plade, som dermed er ganske pænt repræsenteret i den danske Kulturkanon. Egentlig kunne man sagtens argumentere for, at Gas 5 havde været et mere naturligt valg, fordi det var den plade, som for alvor bragte Gasolin’ til tops.

—————-

De nævnte tv-udsendelser fra 1970’erne og en masse andet Gasolin’-relateret materiale  kan ses og høres på dr.dk/bonanza .

For en samlet fremstilling af Gasolin’s historie henvises til Peder Bundgaards Gasolin’-biografier.

Gasolin’-logoet og gengivelsen af pladecovers er sket efter aftale med Peder Bundgaard, som har designet begge dele.

De omtalte hitlister kan ses her og her på danskehitlister.dk .

Peter Belli & søn – Peter Belli

uge 44, 1973, Dansktoppen, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Peter Bellis største hit på Dansktoppen kom i 1973. Sangen handlede om hans egen søn og var starten på en lang periode, hvor Peter Bellis familie var med på mange af pladerne. Peter Belli havde allerede tidligt ladet offentligheden komme meget tæt på sit privatliv, og mange af sangene indeholder klare biografiske elementer. Dette er lidt pudsigt, fordi teksterne sjældent er skrevet af Belli selv. L æs om dette og meget mere i denne artikel om sangeren, familiefaderen og brandet Peter Belli.

Hurra, hurra, hurra, hurra

Den kendte danske sanger Peter Belli blev far for første gang i foråret 1973. I slutningen af oktober kunne de, som ikke havde opdaget dette, høre Belli selv synge sin glæde ud på Dansktoppen:

Hurra, hurra, hurra, hurra
Min kone har gjort mig til far
Jeg har få’t en dejlig lille dreng med spræl i
Så’n en rigtig super duper Peter Belli.
Så når jeg igen skal ud at synge
Og få hele tivoliet til at gynge
Er det så sandt, som det er sagt
At når jeg hæver min løn
Skal der stå i min kontrakt
Til Peter Belli og søn

Sådan lød første vers, og som han sang i c-stykket, var han ”så glad, så glad, så glad, så glad for den lillebitte dumme rad”. Det samme var hans pladeselskab nok for sangen, for den fik efterfølgende hele ni uger på Dansktoppens førsteplads.

Dansktoppens børn

Det var faktisk tredje gang en sang om den pågældende kunstners egne børn nåede Dansktoppen. I 1971 havde Ulla Pia nemlig sangen Karina til datteren af samme navn placeret, og i lighed med Peter Belli & søn nåede den også helt til tops. Teksten var skrevet af Keld Heick, som vist nok i første omgang havde kaldt pigen Corina i overensstemmelse med sangens engelske originaltitel, men Ulla Pia syntes meget passende, at man lige så godt kunne skifte o’et ud og lade sangen handle om hendes egen datter.

Året efter skrev Heick så sangen Det’ op til dig Annette til sin egen lille datter, som dog ikke fik mere end en enkelt uge på Dansktoppen. Det lignede med andre ord nærmest en trend, da Peter Belli kom med sin sang, som uden sammenligning blev den mest populære af de tre.

Skrevet af Bent Werther

Selv om sangen tydeligvis handlede om hans eget liv, havde Peter Belli ikke selv skrevet teksten. Det havde derimod kollegaen Bent Werther, som dog tidligere på året var afgået ved døden, inden han blev helt færdig med den. Alligevel valgte man at lade Peter Belli indspille sangen, som blev skrevet færdig i studiet. Alle krediteringerne gik dog til Werther, hvorved hans enke, som var blevet alene med deres fælles baby, fik lidt ekstra at leve af i den svære tid.

At teksten til Peter Belli & søn var skrevet af en anden end Peter Belli selv, forklarer måske den noget upersonlige tekst, hvor det følelsesmæssige indhold begrænser sig til, at Belli var ”så glad for den lille bitte dumme rad” og ”så lyk’lig og glad” for sin kone, som ”godt må bli’e boende”, selvom hun må stille sig i kø’n, hvis hun vil ha et glimt af Peter Belli og søn”. Der var i hvert tilfælde langt til den form for blottelser af private følelser, som blandt andre John Lennon efterhånden havde gjort almindeligt.

Omvendt var det helt normalt for ham, at andre skrev teksterne. Sådan havde det været, siden han begyndte at synge på dansk i 1965 efter at brugt de foregående år på at erhverve sig en position som den danske pigtrådsscenes absolut største stjerne.

”Den slemme dreng” i pop-branchen

Sammen med orkestret Les Rivals stod han med sin karakteristiske stemme og en energisk, men cool, fremtræden på scenen i spidsen for den pigtrådsbølge, der rasede over landet i 1964 og 65, og selvom nogle måske hoppede fra, da han i 1965 udgav den dansksprogede single Helt igennem respektabel / Det du ka’ li’ og året efter fulgte op med Ulven Peter / I avisen , var det ikke særligt uventet, at det var ham, der løb med hæderen, da popbladet Børges læsere, som fortrinsvis bestod af unge, kårede ham til årets sanger i 1966.

Titlen på B-siden til den anden dansksprogede single, I avisen , afspejler fint, hvordan Peter Belli på dette tidspunkt på godt og ondt var blevet en offentlig person. Peter Belli var stort set her, der og alle vegne i medierne, og han var i udpræget grad god til at bære ved til bålet. Han udfyldte fint rollen som den langhårede rebel, men stillede samtidigt op til det meste.

Reklame for Ugebladet Ude og Hjemme, 1966.

I 1966 eksploderede det hele, da han blev anklaget og dømt for hash-rygning. Peter Belli blev nærmest et begreb, hvilket fint blev illustreret af protestsangeren Cæsars sang Peter Belli , som er en fin parodi på den moralske panik, som Peter Belli var genstand for i disse år. Cæsars opbakning var dog ikke nok til at Belli undgik at måtte tilbringe en rum tid i fængslet i 1967 på grund af sagen.

Den oplevelse kunne man følge tæt i Børge , som bragte hans dagbog fra cellen, og hans friluftsbryllup samme år var en mediebegivenhed. I det hele taget var Peter Belli ikke karrig med at dele ud af sit privatliv allerede tidligt i karrieren. Han inviterede gerne medierne indenfor i sit privatliv, og ægteskabet med June og det senere familieliv blev en central del af hans brand.

Den selvbiografisk popsanger

Som eksemplerne med Ulla Pias og Keld Heicks sange til deres respektive børn viser, har det bestemt ikke været noget særsyn, at dansktopkunstnerne har inddraget deres privatliv i sangene, men ingen har gjort det i så udpræget grad som Peter Belli. Som nævnt var der allerede tidligt i karrieren sange, som havde direkte relation til begivenheder i hans eget liv, og især i hans 1970’er-repertoire var der mange mere eller mindre selvbiografiske sange. Mest eksplicit gjaldt dette sangen Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år .

I den sang fik man en tur op gennem Bellis karriere fra starten med langt hår og The Beatles og Chuck Berry som læremestre over tiden i ”de gode gamle dage” i Hit House og livet på landevejene til tilværelsen som dansktopsanger.

Teksten var under det fælles pseudonym Claus Lyne skrevet af Johnny Reimar og Peer Juul på baggrund af det amerikanske forlæg, Kevin Johnsons selvbiografiske Rock ‘n’ Roll I Gave You The Best Years Of My Life . Reimar og Juul havde ændret fortællingen, så den passede til Belli, og resultatet var et af de mere vellykkede eksempler på denne praksis.

Personlige sange, men…

At der var tale om en sang, som oprindeligt var skrevet af en helt tredje person var ikke særligt opsigtsvækkende, for dette gjaldt langt størsteparten af Bellis sange – såvel de selvbiografiske som i det hele taget.

Fra starten var det tekstforfatteren Thøger Olesen, som stod for Bellis tekster. Ifølge Bellis selvbiografi fra 1999, Jeg er som jeg er , var det Thøger Olesen, der ikke kun foreslog, at Belli skulle droppe det engelske og kun synge på dansk, men også at han skulle synge om ting, han kunne genkende fra sit eget liv.

Da Peter Belli i 1969 skiftede pladeselskab til Johnny Reimars Polydor, var Olesen sammen med Reimar selv og den svenske musikforlægger Stig ”Stikkan” Anderson med i en lille eksklusiv gruppe, som planlagde og udviklede Bellis videre stil og karriere. I sin biografi mindes Belli, at flere af de sange, der blev valgt til ham, var skrevet til på baggrund af specifikke lokal- eller landspolitiske begivenheder, såsom byfornyelsen på Christianshavn (eksempelvis Bliv væk fra vort kvarter (1970), Kære gamle tog og Min mølledam (begge 1971)), eller som i tilfældet Hvad mon du tænker du lille fra 1969 til en bestemt person. I alle fire tilfælde var der dog i praksis tale om næsten ordrette oversættelser af svenske udgaver af oprindeligt amerikanske sange.

Fra USA til Sverige til Danmark

Bliv væk fra vort kvarter , Kære gamle tog og Min mølledam var alle hentet fra Alf Robertsons debutplade En liten fågel flög fra 1968. Denne plade havde den ret specielle historie, at Robertson nummer for nummer havde oversat en hel plade med den amerikanske country-sanger Bobby Bare til svensk. Titelnummeret på Bare’s plade var A Bird Named Yesterday , hvilket altså blev til En liten fågel flög på svensk. Selv rækkefølgen og de recitationer, som Bare havde valgte at indtale mellem numrene, blev bibeholdt, og Ode To The Little Brown Shack Out Back , som blev til Riv inte vårt kvarter , kunne derfor høres som tredje nummer. Den sang blev et kæmpe hit for Robertson, og det var derfor blot et spørgsmål om tid, inden den danske version dukkede op.

Det gjorde den så med Bellis indspilning, og på hans efterfølgende LP var såvel fire af sangene som idéen med at binde dem sammen med recitationer hoppet med over. En af de øvrige sange på pladen var Hvad mon du tænker du lille , en dansk version af Peter Sarstedts Where Do You Go To My Lovely , som på svensk hed Saknar du något min käre . Den svenske tekst var skrevet af føromtalte Stikkan Anderson, som i øvrigt ejede de skandinaviske rettigheder til alle fire sange og dermed tog sig pænt betalt for sin hjælp i planlægningen af Bellis nye karriere.

Med andre ord var det så som så med det personlige fra Olesens side, men det betyder på den anden side ikke, at Peter Belli har været klar over dette. Under alle omstændigheder er historierne om sangene blevet en del af Bellis egen fortælling om, hvordan de sange, han sang, for det meste havde personligt snit, og i de efterfølgende år kom sangene så afgjort tættere og tættere på hans eget liv. I den sammenhæng var Peter Belli & søn det første eksempel på, hvordan næste fase i Bellis liv kom til at præge hans musik og image.

Familien Belli

På coveret til Peter Belli & søn -singlen havde man valgt at bringe et fotografi af far og søn. De følgende år kunne man følge, hvordan familien voksede, og børnene ligeså, når man købte hans plader, for familien blev en fast bestanddel på Peter Bellis pladecovers.

Den LP, som fulgte efter succes’en med Peter Belli & søn , havde samme titel som sangen, og på coveret så man igen Belli med den nu lidt større søn på armen. På de næste to plader var han alene, men på Sådan er mit liv fra 1977 var hele familien, som nu bestod af far, mor og tre børn, på coverets forside.

På de to efterfølgende plader, Jeg lever for musik (1978) og Sådan som du er (1979), var det kun konen June, som gjorde ham selskab på bagcoveret. I det første tilfælde sad de sammen på en sofa i fuldt festskrud. I det andet stod de lykkelige sammen i en gigantisk, gul blomstermark.

På de næste tre plader, Fræk og følsom (1981), Tænk hvad jeg ser (1982) og Sort på hvidt (1983), var Belli igen alene, men med Jeg er som jeg er (1984) var hele familien atter med. Denne gang var man helt oppe i sengen, hvor familien og deres hund sad klar til at indtage deres morgenmad.

Forsiden på pladeomslaget til “Jeg er som jeg er” (1984)

I 1987 kom det sidste album, hvor andre medlemmer af Belli-familien var med på coveret. På Ta’ det med et smil var det kun datteren, Natasja, som var med, men til gengæld var hun også med på selve pladen som ”gæstesolist”. Tre år tidligere havde den dengang otte-årige Natasja haft sin debut på sangen Bedste , som blev et af årtiets største Giro 413-hits, og derfor var det ganske naturligt at give hende chancen igen på den næstfølgende LP. Med sangen Min far og min mor holdt man sig inden for det familiære tema. Det var dog sidste gang, familien var med på pladerne.

Et gensyn med den gamle rockdreng

Da næste plade med nye numre kom fire år senere, havde Belli nemlig fået nye legekammerater. På Yeah var hovedparten af numrene stadig dansksprogede versioner af udenlandske sange, men med tekstforfattere som Steffen Brandt, Nikolaj Peyk og Poul Krebs og et orkester bestående af blandt Knud Møller, Wili Jönsson, Jens Breum og Niels Ole Thorning suppleret af Lei & Lupe Moe på kor var et kapitel i historien om Peter Belli i gang med at blive skrevet.

Der var stadig masser af selvbiografiske elementer på pladen, men grundlæggende var det et farvel til familiefaderen Belli og et goddag igen til en af Danmarks bedste rock- og bluesstemmer.

Peter Belli – et pop- og rockhistorisk brand

Peter Belli har på mange måder sat sig store spor i dansk pop- og rockhistorie. Hans bevægelse fra rollen som enhver svigermors mareridt i midten af 1960’erne, over dansktoptiden med nogle af de mest sentimentale sange i dansk pophistorie, med Ingen regning , Teddybjørn og Roser til mama som lysende eksempler, til hans vellykkede comeback som rocksanger i 1991 er i sig selv en fantastisk historie, og Peter Belli har om nogen selv gjort sit til, at den er blevet fortalt.

Lang tid før begreber som storytelling og personal branding overhovedet var opfundet, gjorde Belli præcis det, som markedsføringseksperter i dag tager store summer for at lære folk at gøre. Såvel i sin velvillige deltagelse i offentligheden som i sangene og på pladecovers skabte han over flere omgange sig selv som brand og har løbende været i stand til at bygge videre på, omformulere og genfortælle historien om Peter Belli.

Titlerne på hans biografier siger egentlig det hele: Jeg er som jeg er og Et enestående liv .

—————-

Se alle Peter Bellis placeringer, fx på Dansktoppen, her på danskehitlister.dk .

Kaj og Andrea – Kaj og Andrea

uge 45, 1974, Top 20, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I 1974 udkom pladen ”Kaj og Andrea” med dukkerne af samme navn. Kaj og Andrea havde siden deres ”fødsel” i 1971 været blandt de mest populære figurer i Danmarks Radios Legestue for de yngste seere. Pladen blev umiddelbart en stor salgsmæssig succes og solgte støt og roligt videre de kommende mange år, også selvom DR var holdt op med at producere nye Kaj og Andrea-udsendelser allerede i 1975. Dukkerne blev igen taget op af skuffen i 1996, og såvel Kaj som de gamle sange er stadig en del af de fleste danske børns opvækst.

Forhistorien

I 1968 oprettede Danmarks Radio en ny afdeling for børne- og ungdomsstoffet: B&U-afdelingen. Efter grundigt forarbejde og med bistand fra det, man i Politiken i en præsentation af programmet beskrev som ”en af stab konsulenter – psykologer, børnehavelærere og en hjemmegående husmor”, var man i 1970 klar med et pædagogisk afstemt dansksproduceret tv-program for de 3-5 årige seere. I august 1970 sendte man således for første gang Legestue , som i begyndelsen blev sendt for de mindste hjemmeværende børn hver formiddag.

Fra starten var udsendelserne delt ud på seks værtspar, hvoraf Trille og Freddy Fræk allerede var forholdsvis kendte takket været deres respektive musikalske karrierer. Til gengæld var en tredje musikalsk begavet vært et helt ubeskrevet blad, da han mødte op til det, man i dag ville kalde en casting. Til gengæld må man sige, at han de følgende år fik slået sit navn godt og grundigt fast takket være børneudsendelserne. Navnet var Povl Kjøller.

En langhåret pædagog med akustisk guitar

Povl Kjøller kom faktisk for sent til ansættelsessamtalen, men da han mødte Jimmy Stahr, som var med i ansættelsesudvalget, foran elevatoren, lykkedes det ham hurtigt at vinde den vrisne chefs hjerte ved at bryde ud i sang. En mand med en guitar blev der nemlig brug for, da man skulle i gang med udsendelserne. Budgetterne levede nemlig ikke helt op til ambitionerne, og med en musikalsk vært kunne man spare en masse penge. Derfor blev Povl Kjøller naturligvis ansat på stedet.

Kjøller, som foruden sin pædagoguddannelse også havde den lille organisteksamen i baglommen, viste sig hurtigt at være noget af et scoop. Ikke alene kunne han synge og spille, han var også god til at skrive musik og tekster. Det udnyttede man fulgt ud i forbindelse med børneudsendelserne, hvor Povl Kjøller hurtigt blev musikalsk hovedleverandør. Dette gjaldt ikke mindst til udsendelserne med dukkerne Kaj og Andrea.

Hvis du hører om en, der er yndig og skøn

Oprindeligt var papegøjen Andrea den eneste dukke, da hun for første gang medvirkede i Legestuen 8. marts 1971 kl. 9.30-9.55 sammen med medværterne Kjeld Nørgaard, som også stod bag manuskriptet, og Povl Kjøller, som stod for musikken i såvel dette som de efterfølgende programmer.

To minutter inde i dette program tonede Andrea for første gang frem på skærmen. Efter lidt indledende ping pong mellem Kjeld og Andrea sang Kjeld den sang, som de fleste danske børn sidenhen har kendt og kender som Andreas sang . Andrea var med i resten af udsendelsen, som bestod af et klip, hvor man så en temmelig træt og uheldig Kjeld stå op og gå på toilettet, og en samtale mellem Andrea, Kjeld og Povl Kjøller, som kom på besøg halvvejs i udsendelsen. Mod slutningen af udsendelsen sang Povl og Andrea igen sangen om Andrea, og efter at de tre havde spist morgenmad, var det første møde med en noget skrap Andrea overstået. Inde i Andrea sad Hanne Willumsens hånd, og det var også hende, der lagde stemme til og sågar selv syede dukken. Det var også Hanne Willumsen, der designede Andreas kommende følgesvend.

Hej med dig, jeg hedder Kaj

Godt halvanden måned senere fik Andrea nemlig nyt selskab efter i alt syv udsendelser sammen med Kjeld og Povl. Mod slutningen af dagens Legestue den 26. april 1971 fik Andrea nemlig kvalificeret modspil af frøen Kaj, som modsat Kjeld og Povl ikke havde nogle problemer med at sætte grænser overfor papegøjen. Deres første dialog var således:

Andrea: ”Pænt god morgen. Jeg hedder Andrea, hvad hedder du?”

Kaj: ”Hvad kommer det dig ved?”

De to blev dog hurtigt venner og sammen med Kjeld og Povl medvirkede de i 76 udsendelser frem til midten af 1975. I stort set alle programmer blev der spillet og sunget, og der var derfor nok sange at tage af, da man i forsommeren 1974 gik i studiet for at indspille den plade, som må siges at være blandt de mest vellykkede børnealbums gennem tiderne.

Pladen

Pladen, som slet og ret fik titlen Kaj og Andrea blev indspillet i dagene 4.-7. juni 1974, og hvis man gennemgår listen over medvirkende musikere, vil man erfare, at det bestemt ikke var amatører, der lagde instrumenter til.

Udover Povl Kjøller selv bestod orkestret af Niels Jørgen Steen, Hugo Rasmussen, Sven Erik Nørgaard, Jesper Thilo og Lars Togeby. Det var med andre ord musikere fra den danske jazzscenes absolutte top, som akkompagnerede de to dukker og Kjøller, som også medvirkede med sang på pladen.

Selve sangene, som havde musik af Kjøller og fortrinsvis tekster af Gunvor Bjerre, holdt også et særdeles højt niveau. Udover de to dukkers signatursange, som de fleste børn nok allerede kunne udenad, fordi de var blevet brugt i mange af udsendelserne, indeholdt pladen nemlig titler som Højre, venstre , den med badeværelset og ekkodalen, Bondemanden , om ham der altid har travlt, Rejsesangen , om turen der varer længe, Kaj & Andreas duet , om venskab på trods af forskellighed og ikke mindst Bakke-snagvendt-sangen , som de fleste børn i mere end 37 år har grinet troskyldigt af på grund af, at der på et tidspunkt synges ”tissemand”. Alle sange som stadig lever i bedste velgående blandt den yngste del af den danske befolkning den dag i dag.

Alt i alt er der derfor ikke noget at sige til, at pladen gik hen og blev noget af et hit, da den udkom.

På hitlisten

Kaj og Andrea debuterede på Danmarks Radios Top 20 i midten af september (1974?). Pladen røg direkte ind på tredjepladen og nåede to uger senere toppen af listen for første, men bestemt ikke sidste gang.

Da pladen røg ud af listen i midten af februar 1975 og efter i alt 21 uger, havde den undervejs tilbragt seks uger på førstepladsen og hele 17 uger i top 3. I midten af 1975 havde salget for længst oversteget de 50.000 plader, som dengang udløste en guldplade, og selvom der kom til at gå 12 år inden eksemplar nummer 100.000 blev langet over disken, blev også denne grænse nået og den medfølgende platinplade indkasseret.

Hjulpet på vej af Danmarks Radio?

Med til historien hører, at Kaj og Andrea sandsynligvis blev hjulpet pænt på vej af en omstrukturering af Danmarks Radios Top 20. Ugen inden de debuterede på listen, havde DR nemlig valgt at stoppe samarbejdet med grammofonindustriens brancheorganisation, som hidtil havde stået for sammensætningen af salgslisten. I de foregående måneder føg det med beskyldninger om, at grammofonselskaberne i udpræget grad manipulerede med listen, og som konsekvens heraf var det fremover redaktionen bag Top 20-programmet, som selv stod for udfærdigelsen af listen.

Ifølge en artikel i Ekstra Bladet umuliggjorde ”det nye system” disse narrestreger fra pladeselskabernes side. Dette er givetvis rigtigt, men til gengæld har dette system, som ikke blev forklaret yderligere, muligvis haft betydning for Kaj og Andreas gigantiske spring ind på hitlisten. I lighed med de øvrige hitlister, Dansktoppen og Tipparaden, spillede man nemlig ikke kun de 20 sange og plader, som lå på listen. Man præsenterede desuden et antal såkaldte ”boblere”, som også blev spillet i programmet. En af boblerne i det første program efter omstruktureringen var Kaj og Andrea . Ugen efter gik pladen som sagt direkte ind i top 3.

Det er muligt, at der var tale om tilfældigheder, men omvendt er det påfaldende, at en produktion, som i høj grad bar DR’s signatur, blev testet på den måde ved først bydende lejlighed. I en tid, hvor reklame var bandlyst i tv- og radio, ikke mindst for DR-medarbejdere, var netop hitlisterne et af de få redskaber, man overhovedet havde for at komme bredt ud med sin musik uden at blive beskyldt for at misbruge sin position. Dengang var det helt utænkeligt at nævne LP’en efter en børneudsendelse, og selvom man muligvis kunne spille nogle af sangene i en børneudsendelse i radioen, var det i det hele taget småt med lanceringsmulighederne. Til gengæld var ens lykke ofte gjort, hvis man kom på hitlisterne, som havde høje lyttertal blandt såvel voksne som børn, og i dette tilfælde peger alt på, at der var en sammenhæng.

Dengang man genbrugte båndene

Selvom pladen således blev en meget stor succes, hvilket kun kan tolkes som udtryk for dukkernes popularitet, valgte man altså at stoppe serien et lille år efter, at pladen var blevet indspillet. Efter i alt 83 afsnit, inklusive de første syv hvor Andrea var alene, tog Hanne Willumsen og Kjeld Nørgaard hver sin dukke med hjem og lagde i et skab. Andrea blev dog fundet frem igen allerede i 1978, hvor hun var vært i en række juleudsendelser for de mindste børn. I disse viste hun en række af de klip fra de gamle udsendelser, som havde overlevet. Da Danmarks Radio åbenbart gik stærkt ind for genbrug af bånd, havde man nemlig slettet de fleste af udsendelserne.

I praksis betyder det, at det er disse i alt 10 programmer med Kaj og Andrea, de fleste husker, for det var dem, der løbende blev genudsendt op gennem 1980’erne og første halvdel af 1990’erne. På den måde blev Kaj og Andrea holdt levende og introduceret for de danske småbørn, hvilket forklarer, at pladen ligeledes med et par års mellemrum solgte pænt indtil 1993, hvor salget pludselig eksploderede.

Kjøller på Midtfyns Festival

I begyndelsen af 1990’erne blev Povl Kjøller hyret til at synge for i den rituelle afsyngning af Midsommervisen ved et stort arrangement på Greve Stadion. Ved samme lejlighed gav han for første gang et par Kaj og Andrea-sange for et noget ældre publikum end de børn, han var vant til at optræde for. Kjøllers optræden gik rent hjem, og de følgende år blev han oftere og oftere hyret til at spille for de unge voksne, som var vokset op med Kaj og Andrea i fjernsynet og på pladespilleren. I sommeren 1993 eksploderede det hele, da Kjøller optrådte som gæstesolist på Midtfyns Festivalens Natuglescene.

I et lille telt bød Master Fatman hver aften på overraskelser for de festivalgængere, som trængte til en lidt mere intim og afslappet stemning, end de andre scener kunne tilbyde. En af disse gæster var undertegnede, som altså var øjenvidne til og deltager i skabelsen af den Povl Kjøller-kult, som de følgende måneder og år ramte Danmark med et brag.

De fleste af de tilstedeværende festivalgæster var lige omkring de 20 år, og ingen vidste på forhånd, hvad der skulle ske, da Master Fatman bød velkommen. En lille time senere gik vi euforiske og lykkelige ud fra teltet efter en af den slags oplevelser, man kun kommer ud for få gange i sit liv.

Jeg husker, hvordan min sidemand på et tidspunkt midt i Bakke-Snagvendt Sangen vendte sig mod mig og med strålende øjne bare lo med noget, der lignede barndommelig troskyldighed og lykke. Jeg har sikkert selv set lige sådan ud, for det var sådan, det føltes den aften. Vi var alle som børn igen og sang med på sangene, som vi alle kunne udenad. Da jeg et par dage senere kom hjem efter endt festival, fandt jeg mit gamle kassettebånd med Kaj og Andrea-pladen frem og fik i den grad genhørt min barndom.

Povl er Gud

Rygtet om denne magiske koncert spredte sig nemlig som en steppebrand takket være de journalister, som åbenbart også havde været til stede i teltet, og da jeg i maj året efter mødte op for at genopleve Kjøller i Kulturgyngen i Århus, priste jeg mig lykkelig for, at jeg var kommet i særdeles god tid.

Da jeg kiggede ned i gården en halv time inden koncerten for at se, om min ven Jens var nået frem, kunne jeg konstatere, at han ikke ville have en kinamands chance for at komme ind. Gården var totalt proppet med unge forventningsfulde mennesker, og både Jens og den udsendte journalist fra Århus Stiftstidende måtte pænt vende om sammen med en masse andre, som var kommet for sent.

Min egen oplevelse var denne gang en noget mere blandet fornøjelse. På et tidspunkt blev jeg hånet af en ung jurastuderende, fordi jeg hverken havde den rigtige ”Povl Kjøller er Gud”-T-shirt på eller cykelklokke med, og der var en temmelig oppisket stemning som jeg slet ikke kunne genkende fra koncerten på Midtfyns Festivalen. Kjøller selv så også lettere betuttet ud, da han trådte op foran kulten, men han udfyldte sin rolle fint, og alle gik glade derfra.

1994 blev et af de travleste år i Povl Kjøllers liv, for alle ville have del i oplevelsen af igen at gå i fælles barndom. Der blev skrevet mange og lange artikler om fænomenet, og Kaj og Andrea -pladen, som nu også var tilgængelig på cd, gik som varmt brød. I lyset af alt dette var det ikke særligt overraskende, at Danmarks Radio i 1995 igen valgte at genudsende udsendelserne fra 1978. Til gengæld var det noget af en nyhed, da Kjeld Nørgaard og Hanne Willumsen efter lang tids tilløb endelig lod sig overtale til at finde dukkerne frem igen.

Pænt Goddag – igen og igen

I 1996 kunne seerne efter 21 års pause atter se Kaj og Andrea i en række nyproducerede programmer med titlen Pænt Goddag . Især den første udsendelse må have været en lettere mærkværdig oplevelse for de små børn, der må formodes at have været den primære målgruppe. Her kunne nemlig man indledningsvis høre dukkerne synge en nyskreven sang om, hvad de havde lavet i de mange år, der var gået siden sidst, og hvor rart det var at se hinanden igen. Med andre ord var gensynet det bærende tema de i såvel denne sang som i resten af udsendelsen.

Denne noget avancerede gensyns-dramaturgi blev bibeholdt i de øvrige Pænt goddag -undsendelser, og Mogens Vemmer, som havde det overordnede ansvar for børneudsendelserne i såvel 1970’erne som 1990’erne, skriver da også i bogen Fjernsyn for dig – 50 år med verdens værste seere , at begejstringen var størst hos ” de nostalgiske, der mindedes deres egen barndom og nu selv havde fået børn, der blev plantet foran skærmen for at se, hvad mor og far elskede ”. At der var en efterspørgsel efter mere Kaj og Andrea, var dog åbenlyst, og DR valgte derfor at starte helt forfra i 1999.

I denne omgang foretog man nemlig en reel relancering af Kaj og Andrea-udsendelserne med nye medværter, klip og sange. De bedste af de gamle sange overlevede dog og er flittigt blevet brugt i de nye programmer, som ikke mindst er blevet meget populære på video og dvd.

Kanoniseret kulturarv

På den måde var Kaj og Andrea i høj grad stadig levende, da de tidligere i år kunne holde 40 års fødselsdag. Alt iberegnet er der nu produceret 180 udsendelser, og i betragtning af, at alle børn, som er vokset op i dette tidsrum, næsten ikke har kunnet undgå at stifte bekendtskab med de to elskede dukker, forekommer det yderst velfortjent, at Kaj og Andrea var på listen, da Kulturministeriet i 2006 udsendte den danske Børnekulturkanon.

Hvis man en dag skulle få den idé at supplere med en kanon over dansk børnemusik, ville Kaj og Andrea -pladen nok også være selvskreven på listen, for det er i høj grad væsentlig dansk kulturhistorie, der gemmer sig i rillerne på den plade, der altså toppede Danmarks Radios Top 20 dengang i november 1974.

—————-

På dr.dk/bonanza ligger en del udsendelser og klip med Kaj og Andrea. Her kan man blandt andet se eller gense de første udsendelser, heriblandt såvel den allerførste, hvor Andrea optræder alene, som hendes første møde med Kaj. Klik her for at se udsendelserne .

Se deres placeringer på Top 20 på danskehitlister.dk her .

Wimmersvej – Bamses Venner

Uge 46, 1975, Dansktoppen, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I november 1975 toppede det århusianske orkester Bamses Venner Dansktoppen med sangen Wimmersvej. Dermed satte de punktum for et fantastisk år, hvor de gik fra at være et stort set ukendt fritidsorkester til at være på alles læber. Bamses Venner var blevet dannet i 1973. Samme år udgav de for egen regning den første single, som ifølge overleveringen solgte i 15-30 eksemplarer. Bedre gik det med andet forsøg i 1974, men det egentlige gennembrud kom først i tredje hug.

En undersættelse på Dansktoppen

I februar udkom Bamses Venners tredje single, hvorfra a-siden, Rend og hop , gav gruppen deres første placeringer på Dansktoppen. Sangen lå på listen i ni uger og toppede på en tredjeplads. Undervejs fik sangen selskab af Tårer taler sandt , som forsangeren i orkestret, Flemming Bamse Jørgensen, havde udgivet som solist.

Rend og hop var en såkaldt undersættelse, hvormed menes, at man, i stedet for at oversætte ordenes betydning, fokuserer på, hvordan de lyder. I dette tilfælde var oplægget Danny Juniors rock’n’roll-klassiker At The Hop fra 1957.

Sangen var Bamses tredje forsøg udi undersættelsens kunst, for såvel sangen Blodtud fra den mislykkede pladedebut i 1973, som en demo-indspilning, han havde sendt til Gustav Winckler, inden Bamses Venner blev dannet, var blevet til på samme måde. I tilfældet Blodtud var oplægget til sangen Blodwyn , som var blevet indspillet af den britiske rockgruppe Badfinger i 1970.

Men ingen kendte originalen

Blodtud handlede om, hvordan sangens hovedperson først fik en på hovedet, fordi han kiggede efter den forkerte pige, og igen, da han fortalte konen om sine oplevelser. At sangen ikke blev noget hit, skyldes måske, at teksten er ret usammenhængende og præget af nødrim, men dertil kommer, at det nok var de færreste, som fangede den joke, der lå i undersættelseselementet.

Ordet Blodwyn er et drengenavn, som intet har med hverken blod eller næser at gøre. Netop derfor er det meget sjovt, at Bamse fik sangen drejet til at handle om noget helt andet ved at oversætte lyden af dette ord og lade dette styre handlingen i sangen. Problemet var nok, at Blodwyn ikke var nogen særligt kendt sang. Det var derimod den sang, som han tidligere havde forsøgt sig på.

En slemmer dreng med rejsning

På det demobånd, som Bamse sendte til Gustav Winckler, lå nemlig en dansk version af Creedence Clearwater Revivals Bad Moon Rising , som havde hærget de danske hitlister i 1969. De skandinaviske rettigheder til denne gruppes sange lå hos den svenske musikforlægger Stig Stikkan Anderson, og da det var Gustav Winckler, som repræsenterede Anderson i Danmark, var det ham, der sad med magten til at vende tommelen op eller ned angående Bamses projekt.

Det blev et rungende nej, for Winckler kunne ikke se det morsomme i Jeg så en slemmer dreng med rejsning . Den havde dog nok klaret sig en del bedre end Blodwyn , og Gustav Winckler selv skiftede åbenbart senere mening om grænserne for, hvad man kunne synge. Det var nemlig ham, der undersatte La Bamba til Jeg kan li’ store babser , som blev indspillet af Rock Nalle i 1975. På det tidspunkt var Bamses undersættelser blevet allemandseje.

J eg har kun tre tænder og alle de andre

Med succesen på Dansktoppen blev døren til berømmelse åbnet godt op, og gruppen havde heldigvis masser af materiale klar. I foråret udsendte de deres første LP, som slet og ret kom til at hedde Bamses Venner . Pladen bestod udelukkende af fordanskninger af klassiske pop- og rock’n’rollnumre – alle med tekst af Bamse. Af de 14 numre var hele otte undersættelser. Som en understregelse af, hvordan man spillede aktivt på kendskabet til originalerne, var samtlige originaltitler trykt på pladen. Heraf kunne man blandt andet se, at Jeg har kun tre tænder var en yderst kreativ omskrivning af The Great Pretender . Den sang blev testet til Dansktoppen i uge 24, og ugen efter var såvel selve sangen som LP’en at finde på Danmarks Radios hitlister.

Jeg har kun tre tænder gik ind på Dansktoppens niendeplads, og selvom den aldrig nåede højere end nr. 4, klarede den sig også godt med i alt 10 uger på listen. Endnu bedre gik det med LP’en, som solgte som varmt brød. Den gik direkte ind på niendepladsen på Top 20 og steg de følgende uger mod toppen. Kun Shu-Bi-Dua og siden George Baker Selection med hitsinglen Paloma Blanca forhindrede Bamses Venner i at nå førstepladsen, men mindre kunne også gøre det. Bamses Venner -pladen lå på Top 20 i hele 33 uger og dermed et stykke ind i 1976.

De troede ikke selv på sangen

Da Jeg har kun tre tænder havde udtjent sin værnepligt i efteråret 1975, og LP’en havde passeret et salg på 40.000 eksemplarer, besluttede Bamses Venner at udgive endnu en single fra pladen. Valget faldt på LP’ens to første sange: Bamsefar og Wimmersvej .

At det blev Wimmersvej , som var en undersættelse af The Tokens The Lion Sleeps Tonight , der blev valgt til a-siden, var vist et tilfælde, for Bamse havde ikke selv de store forventninger til, at den skulle blive et selvstændigt hit. Ifølge en artikel i et af de ugeblade, som Bamse hurtigt blev hyppig gæst i, udtrykte han forbavselse over sangens skæbne, for singlen var mest tænkt som en service til dem, der ikke havde råd til at købe LP’er. Wimmersvej blev nemlig i høj grad et hit.

Sangen blev testet til Dansktoppen i uge 39 og kravlede stille og roligt op mod toppen. Det blev kun til en enkelt uge på førstepladsen i uge 46, men sangen gik rent ind og blev hurtigt Bamses signatursang.

Hun går rundt med numsen bar, hurra

At sangen var den af hans mange undersættelser, som viste sig mest holdbar, skyldes muligvis, at den i modsætning til eksempelvis Jeg har kun tre tænder klarede sig fint uafhængigt af originalen. I sidstnævnte tilfælde var joken helt i forgrunden på linje med Shu-Bi-Duas Kylling med soft ice og pølser , mens undersættelsesaspektet i Wimmersvej egentlig ikke var så fremtrædende. Her var det ordet ”Wimoweh”, som ingen alligevel forstod, hvad betød, der var blevet undersat.

Bamses tekst handlede i al sin korthed om en pige eller kvinde, der gik rundt med numsen bar. Det brød fortælleren i sangen sig tilsyneladende ganske godt om, for i omkvædet afsluttedes den gentagne strofe med et ”hurra”. Det hele udspillede sig på den fiktive gade Wimmersvej.

Frem til sin død nytårsnat 2010 var Bamse nødt til at synge Wimmersvej hver gang, han var ude og optræde med orkestret. Det gjorde han dog gerne, for hans indgangsvinkel til musikken var alle årene at give folk det, de gerne ville have. Og de ville have Wimmersvej . Hver gang. Der fulgte andre hits, men Wimmersvej ragede op over dem alle.

Den sidste undersættelse

Med tiden tyndede det ud, hvad angår de danske udgaver af udenlandske hits, men til og med 2003 var der altid et par stykker med, når der skulle indspilles plader og cd’er – heriblandt ganske mange undersættelser. Derimod var der ingen udenlandske melodier på cd’en Kysser dem vi holder a’ (2006), som blev det sidste studiealbum med Bamses Venner inden Bamses død. Det skyldtes blandt andet en stille protest over, at man ikke længere fik en del af rettighederne, når man skrev dansk tekst til udenlandsk musik.

Dette betyder, at Wimmersvej faktisk var en af de sidste over/undersættelser, der blev indspillet af Bamses Venner. Den var nemlig med på cd’en Rolig nu fra 2003 i en ny og ganske speciel udgave. Det var der en særlig grund til.

En sang med sydafrikanske rødder

I 2003 fik Flemming Bamse Jørgensen for første gang fortalt historien bag den melodí, som blev hans livs sang. Han havde indtil da, som de fleste, troet, at The Lion Sleeps Tonight var skrevet af et par dygtige amerikanske popsnedkere engang i 60’erne. Det var den til dels også, men historien startede i Sydafrika.

Her indspillede den sydafrikanske sanger Solomon Linda nemlig den første udgave af sangen i 1939 sammen med sit orkester: The Evening Birds. I følge overleveringen havde han på daværende tidspunkt optrådt med sangen i en del år . Linda havde selv “skrevet” sangen og blev derfor rettelig anført som ophavsmand til Mbube , som den kom til at hedde. Anførselstegnene omkring “skrevet” skyldes, at han netop ikke havde skrevet sangen eller komponeret sangen. Den mest rammende beskrivelse var nok, at han havde “sunget sig frem” til det, der blev til Mbube .  Linda kunne nemlig hverken læse eller skrive, og indspilningen var derfor i praksis den første notation af sangen. At sangen sikkert havde lydt anderledes for hver gang, den var blevet fremført, vidner det forhold, at de tre kendte indspilninger af sangen fra studiet den dag i 1939 varierer en del fra hinanden, om. I tredje take improviserede Linda blandt andet et par figurer, som ikke havde været med i de andre optagelser. Netop disse få sekunder fik stor betydning, for det var den melodilinje, de amerikanske pophåndværkere forfinede og lagde ord på i versdelen af The Lion Sleeps Tonight . På det tidspunkt var der gået 22 år.

Vejen til toppen af poppen

På sin vis er historien ganske simpel: Den amerikanske folkemusikforsker Alan Lomax havde et eksemplar af pladen, som han gjorde den legendariske folkemusiker Pete Seeger bekendt med. Han tog den på sit repertoire sammen med gruppen The Weavers og indspillede den for første gang i 1951 under titlen Wimoweh .

Seeger havde kun haft selve indspilningen, som han lyttede af, og havde derfor ikke helt styr på hverken titel eller de ophavsretsmæssige forhold. I Seegers udgave var ”Wimoweh” det eneste ord, og i praksis var der tale om en fejlhøring af ordet “Uyimbube”. Da Sydafrika et par år forinden havde indført Apartheid, var chancerne for, at Solomon Linda fik, hvad han fortjente, i forvejen små, og med Weavers indspilninger gled sangen helt ud af hans hænder.

De rettighedsmæssige forhold blev godt nok ordnet med tiden, men Lindas betaling for at lade andre varetage sangens videre liv stod på ingen måde mål med, hvad han havde været berettiget til, og da The Lion Sleeps Tonight blev et kæmpehit i 1961, havde Solomon Linda og hans familie bestemt ikke meget at klappe af. Han døde nemlig i fattigdom i 1962 og dermed et lille år efter, at The Tokens havde sunget sangen til toppen af de amerikanske hitlister.

I de efterfølgende årtier blev rettighederne til sangen flere gange genhandlet, men heller ikke Lindas arvinger fik mere end småpenge ud af anstrengelserne. De havde ingen indsigt i ophavsrettens kringelkroge, og det er svært at opfatte det anderledes, end at de gentagne gange blev snydt af jurister med flere dagsordener. Derfor var situationen den samme, da den sydafrikanske journalist Rian Malan fik fært af historien og skrev en stor artikel til Rolling Stone Magazine om sangens og ikke mindst familiens skæbne. I mellemtiden havde The Lion Sleeps Tonight været brugt i Disney-filmen Løvernes konge , hvilket ifølge Malans oplysninger alene havde genereret 15 millioner til sangens ejermænd. Af disse penge var stort set intet gået til boet efter Linda.

Artiklen satte en masse ting i gang. Den franske instruktør François Verster lavede en prisbelønnet film om sangens historie, og en retssag begyndte at tage form. Den sydafrikanske ekspert i ophavsret, Owen Dean, lugtede nemlig blod og begyndte de indledende øvelser frem imod en juridisk prøvelse af sagen.

Vimmersvej 2

Alt dette havde Bamse været lykkeligt uvidende om indtil slutningen af 2002. Han troede, som de fleste, at sangene var skrevet af de mennesker, der stod krediteret på hans egne plader og havde i alle årene troligt sendt pengene for Wimmersvej til USA ad de rette kanaler. Da han hørte historien bag sangen, valgte han at genindspille den for at hjælpe Lindas døtre. Af en eller anden grund var W’et med tiden blevet til et V, men tekst og melodi var stadig den samme.

Da det stadig var amerikanerne, der ejede rettighederne til sangen, valgte man den noget utraditionelle løsning at lade Lindas døtre synge kor på indspilningen, lade hele Bamses egen andel af fremførelsesrettighederne overgå til dem og desuden bruge en bid fra den helt gamle indspilning fra 1939. På den måde fik de i det mindste en del af pengene.

Bamses gestus gav ganske efter hensigten de sydafrikanske kvinder en net sum penge, men det var intet imod, hvad der fulgte. Retssagen, som blev en realitet i 2004, endte nemlig med, at de tidligere aftaler blev kendt ugyldige, hvilket indbragte Lindas døtre et stort millionbeløb.

Farvel til en af de store

Da danskerne vågnede op til nyheden om Bamses død nytårsdag 2011, udbrød der noget, der lignede landesorg. Bevidstheden om, at en af de store konstanter på den danske pophimmel var gået bort, ramte de fleste, og det væltede ind med kondolencer på den nyoprettede Facebookprofil R. I. P. Flemming Bamse Jørgensen . Det samme var tilfældet på Youtube.com, hvor mange var inde for at genhøre Wimmersvej den dag.

Bamse havde et stort og trofast publikum, for hvem den årlige koncert med Bamses Venner i hallen eller på kræmmermarkedet var en tilbagevendende begivenhed på linje med jul, påske og pinse. Her kunne man genhøre de gamle hits, danse og have en god og ofte lang aften i selskab med den trinde sanger. For eftertiden må man desværre nøjes med indspilningerne – heriblandt sangen om pigen på Wimmersvej .

—————-

Se alle Bamses Venners placeringer, fx på Dansktoppen, her på danskehitlister.dk .

Marianne – Sir Henry & His Butlers

Uge 47, 1966, Top 20, #17

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Trofaste læsere af artiklerne om ugens hit vil vide, at det var en udbredt praksis at oversætte udenlandske sange til dansk i 1960’erne og 70’erne. Hovedparten af sangene på Dansktoppen var danske udgaver af sange, som var komponeret i udlandet, men også inden Dansktoppen blev opfundet, vrimlede det med fordanskninger på hitlisterne. I denne uge handler det om et af eksemplerne på, at man går den anden vej rundt.

Tre gange Marianne på Top 20

Da Jørgen Mylius gik i studiet for at præsentere ugens Top 20 søndag den 20. november 1966, havde han en noget speciel hitliste med i hånden. Blandt de 20 sange var der nemlig tre numre med identiske titler, og da de lå lige efter hinanden på listen, kunne Mylius derfor tre gange i træk præstere en sang med titlen Marianne .

I to af de tre tilfælde var sammenfaldet ikke så mærkværdigt, da der var tale om to udgaver af samme sang. På henholdsvis 13. og 15. pladsen lå Hootenanny Singers og Bjørn Tidmand med den sang, som Björn Ulvaeus fra førstnævnte gruppe havde været med til at skrive. Marianne var efterårets store hit på Svensktoppen og lå stadig på denne liste. I uge 42 nåede den også den danske hitliste, hvor den lå alene i et par uger, indtil Bjørn Tidmand gjorde svenskerne selskab med en dansk udgave, som var blevet indspillet i mellemtiden.

Ud fra titlerne kunne man formode, at den tredje Marianne , som lå mellem de andre på 14. pladsen, var en engelsksproget udgave af samme sang. Sådan forholdt det sig dog ikke. Sangen var ganske vist på engelsk, og der var også tale om en ”oversættelse”, men i dette tilfælde var kilden meget ældre.

Glemmer du

Den tredje Marianne var en engelsksproget udgave af det danske nummer Glemmer du , som havde melodi af Kai Normann-Andersen og Dan Folke og tekst af sidstnævnte i samarbejde med brødrene Arvid og Børge Müller.  Sangen var skrevet til filmen Odds 777 fra 1932, hvor Liva Weel sang den til folkeeje.

I efteråret 1966 var den slags gamle melodier, som alle danskere kunne nynne med på, højeste mode. Keld & The Donkeys havde vist vejen med deres opdaterede pigtrådsudgave af først Ved landsbyens gadekær og siden En tusindfryd i min hånd – begge fra 1940’erne. Det er muligt, at nogen har opfattet skiftet fra det engelsksprogede pop- og pigtrådsrepertoire til gamle slagere i nye klæder som noget nær forræderi, men alene af hitlisten den dag i november ses det, at der også var andre, der skyndte sig at gøre det samme.
Læs mere om dette i artiklen om”Ved landsbyens gadekær ved at klikke her .

If You forget

Tidligere på året havde Sir Henry & His Butlers haft et stort hit med Beautiful Brown Eyes . Den var, til forskel fra deres store gennembruds hit Let’s Go fra 1964, en langsom sjæler hentet på den amerikanske pop- og countryscene. Med Marianne fortsatte de således i samme spor, men denne gang altså med en ældre sang af dansk oprindelse.

Til at hjælpe med de engelske gloser, havde de allieret sig med den engelske sangskriver Peter Pavey. Han havde tidligere med succes leveret tekst til The Cliffters’ Down In Napoli og blev altså også involveret i Sir Henrys nye projekt.

At det ikke var en dansker, der stod bag teksten, forklarer nok, hvorfor den engelske tekst ikke har meget at gøre med det danske forlæg. Marianne er en lille sød sang om ulykkelig kærlighed. Så langt er der et tematisk sammenfald med Glemmer du , men derudover er der ingen forbindelse teksterne imellem. Det er måske en af grundene til, at den engelsksprogede udgave faktisk fungerer meget fint.

Behind the misty windows

Der er mange eksempler på, at man har oversat danske sange til engelsk. Generelt er det ikke gået særligt godt. Et grundlæggende problem synes at være, at oversætteren ofte er den samme person, som har skrevet den danske tekst, og har haft denne foran sig eller i hovedet. Det ser ud til at have været tilfældet, da TV-2 forsøgte sig med en engelsk version af Bag duggede ruder . Misty Windows blev bestemt ikke noget hit i udlandet. på samme måde som Lot’s of succes heller ikke rimede særligt godt på Masser af succes for Gasolin’ i 1975.

Hovedproblemet er, at musiktekster ikke kun er indhold, men i lige så høj grad også lyd. En god tekst siger ikke bare noget, den lyder også godt. I tilfældet Bag duggede ruder / Misty Windows er der en ret stor klanglig forskel på ordene, der synges. Når man oversætter det danske ”duggede ru-uder” til ”misty windows” lyder det markant anderledes, fordi der ganske enkelt ikke er en eneste vokal, der er blevet overført til engelsk.

Dygtige musikere og tekstforfattere er naturligvis klar over disse ting, men at Steffen Brandt, som er en af pop- og rockmusikken dygtigste tekstforfattere, valgte en bogstavelig oversættelse af sine egne ”duggede ruder”-ord, illustrerer problemstillingen på bedste vis.

You And I

Et nyere eksempel på, at det faktisk kan lade sig gøre at få pæn succes med en dansk sang på engelsk, er Medinas You And I . På dansk hedder sangen Kun for mig , og i lighed med oversættelsen af Glemmer du hentede man assistance udefra i skikkelse af sangerinden Julie Steincke, der er opvokset i England, og den dansk-amerikanske sangskriver Adam Powers.

Det er muligvis grunden til, at de i tilfældet You And I/Kun for mig har oversat lyden af ordene i stedet for deres betydning. Teksten til Medinas sang er bestemt ikke raketvidenskab, men selve valget af ”you and I” i stedet for den ordrette oversættelse ”Just for me” vidner om, at man har haft øre for ordenes klang og tekstens musikalske funktion. Det samme havde Peter Pavey, da han i 1966 valgte at lægge den danske tekst til Glemmer du væk og startede forfra.

Glemmer du, så husker jeg alt

At der så ikke er ret mange, der husker den engelske udgave, er en anden ting. Ifølge Ole Bredahl fra Sir Henry, var de egentlig ikke særligt pjattede med sangen, og den blev aldrig en del af deres faste repertoire. De spiller den gerne, hvis der kommer ønsker om det, men det sker sjældent.

Det var faktisk først i forbindelse med researchen til nærværende artikel, at Ole Bredahl selv blev opmærksom på, at Marianne havde ligget på hitlisten engang – i selskab med et par andre Marianne’er.

—————-

Se alle sangens placeringer på Top 20 her på danskehitlister.dk .

Chopin/Schubert: Udsøgte mesterværker

uge 48, 1965, LP-hitlisten for november, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen og Claus Røllum-Larsen

Da listen over de meste solgte LP’er i november 1965 blev gjort op, var der overraskende nyt helt øverst på den officielle hitliste. De foregående måneder havde førstepladsen tilhørt The Beatles og deres femte studioalbum: Help . Som alle andre Beatles-LP’er siden With The Beatles, var Help straks gået op i toppen af hitlisterne, da den udkom i Danmark i august 1965. I november var de dog blevet overhalet. Ikke af The Rolling Stones eller Elvis Presley, som var hovedudfordrerne på pop- og beatscenen, når det gjaldt LP-salg i 1965, men derimod af et par noget mere rutinerede herrer.

Pladen

Øverst lå nemlig en plade med værker af Franz Schubert (1797-1828) og Frédéric Chopin (1810-1849). Her kunne man høre den ungarske pianist Támás Vasáry spille Chopins berømte As-dur Polonaise og Berceusen samt en række mazurkaer og variationerne over sangen Der Schweizerbub . Amadeus Kvartetten spillede Schuberts Kvartetsats i c-mol, Trio Di Trieste bidrog med et uddrag af Klavertrioen op. 99 og endelig rundede pianisten Jörg Demus pladen af med et af Schuberts impromptuer – det kendte i As-dur.

De fleste af de medvirkende musikere var alle blandt tidens absolutte stjerner på den internationale klassiske scene. Jörg Demus og Támás Vasáry var to af tidens betydelige, unge klaverbegavelser. Demus var 37 år og havde været elev af den legendariske Arturo Benedetti Michelangeli og Walter Gieseking, den store fortolker af bl.a. Mozart og Debussy og især kendt som fortolker af wienerklassikerne. Támás Vasáry var 32 år, uddannet i Budapest og blev tidligt en fremtrædende fortolker af Chopin, Liszt og Debussy. Trio di Trieste var grundlagt i 1934 og havde en betydelig koncert- og grammofonkarriere bag sig i 1965. Sidst, men ikke mindst, var Amadeus Kvartetten, som var blevet grundlagt i 1947, et verdensberømt ensemble, kendt gennem sine mange turnéer og for sine talrige grammofonindspilninger.

Til favørpris

Hvis man vurderer selve indholdet, kunne den store salgssucces forklares i, at pladen havde et udpræget antologisk præg. Her fik man flere komponisters værker i små ”bidder”, som ikke kunne skræmme nogen tilhørere væk. Desuden var de optrædende kunstnere som nævnt nogle af tidens storenavne og velkendte for pladekøbere.

Med til historien, og nok vigtigst, hører dog, at prisen, 15,-, var særdeles overkommelig. Til sammenligning var normalprisen for en fuldpris-LP på dette tidspunkt 39,50. Prisen skyldtes, at pladen ret beset var en reklame for to store bokssæt med de to komponisters respektive værker produceret af Deutsche Grammophon. Det fremgår tydeligt af en række avisannoncer fra de måneder, hvor LP’en figurerede på hitlisten.

Annonce i “Politiken”, oktober/november 1965.

Også boksene var til nedsat pris, men med en favørpris på 245,- per boks var der alligevel langt fra de 15 kr., man skulle betale for Udsøgte mesterværker -pladen. Til gengæld fik man de 15 kr. tilbage, hvis man efterfølgende købte en af boksene. At de fleste nok nøjedes med smagsprøverne, har man sikkert grædt tørre tårer over på Deutsche Grammophon, for et stykke inde i salgskampagnen, som startede i oktober 1965, valgte man at bytte om på rækkefølgen i annoncen.

I de første annoncer var det nemlig primært de to luksusudgivelser, man reklamerede for. Da reklamepladen så kom på hitlisten for første gang i begyndelsen af november, ændrede man annoncen, så fokus i stedet blev lagt på smagsprøven.

Det samme gjaldt den sidste udgave af annoncen, som blev bragt i december 1965.

Her lokkede man med ”en lødig gave”, og mange benyttede sig åbenbart af tilbuddet, for da decembersalget blev gjort op, lå pladen på andenpladsen. Den kunne trods alt ikke hamle op med The Beatles’ spritnye udspil: Rubber Soul . Hermed var hitlisteeventyret slut for Schuberts og Chopins vedkommende. Som det fremgår af annoncen, udløb tilbuddet ved årsskiftet, og derfor blev der i sagens natur ikke solgt flere eksemplarer af pladen.

En tilbagevendende begivenhed

Selve det, at der lå to klassiske plader på LP-hitlisten i 1965, var faktisk ikke noget særsyn på dette tidspunkt. Tidligere samme år havde plader med Carl Nielsens musik ligget på samme listes førsteplads to gange, og på den liste, som blev toppet af Schubert/Chopin-pladen, indtog en nyindspilning af Mozarts Tryllefløjten tredjepladsen og endnu et værk med Schubert-musik, operetten Jomfruburet , fjerdepladsen.

I forhold til hitlisterne fra de foregående år forekommer salget af klassiske plader at være eksploderet i 1965. Dette kunne forklares i markant bedre pladespillere og musikanlæg til faldende priser. En anden grund kunne være, at man først havde fået en officiel revisorkontrolleret hitliste i april 1965. Under alle omstændigheder blev der ved med at dukke klassiske plader op på hitlisten de følgende år. Man finder eksempelvis Vagn Holmboes Sinfonia Boreale på tredjepladen i oktober 1967, hvor The Beatles toppede med Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band .

En stakket frist

Mod slutningen af 1960’erne begyndte det dog at tynde ud i de klassiske bidrag i takt med, at LP’en i stigende grad blev et centralt medie for populærmusikken. I forlængelse af The Beatles, The Beach Boys og andre toneangivende kunstnere blev albumformatet efterhånden udbredt, og i løbet af første halvdel af 1970’erne forsvandt de klassiske plader helt fra hitlisterne.

Netop derfor er det vigtigt at minde om, at Chopin og Schubert faktisk kunne sætte The Beatles til vægs i 1965. Det er ikke kun et minde om, at LP’en oprindeligt var et medie for de voksne lyttere, fordi man endelig fik mulighed for at indspille symfonier og operaer i fuld længde. Det er også et minde om, at der i det hele taget ikke blev solgt særligt mange LP’er på dette tidspunkt – på samme måde som det er tilfældet i dag. Derfor havde man nogle til tider meget uhomogene hitlister, hvor Chopin, Schubert og Holmboe kæmpede med The Beatles og Pink Floyd – på samme måde som det er tilfældet i dag.

Søren Banjomus – Otto Brandenburg

Uge 49, Top 5 over de mest spillede danske julehits i DR 1995-2004

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

I december 2005 udsendte KODA en liste over de fem mest spillede danske julesange i DR i løbet af de foregående ti år.

Se listen her: http://www.koda.dk/nyheder/article/julehits-de-fem-mest-spillede-danske-julesange-i-dr/

Øverst lå Søren Banjomus , som derfor udgør ugens hit i denne omgang.

Da ugens artikel også indgår i Musik- og Teaterafdelingens månedlige serie om danske sange, ligger den fulde tekst her: http://www.kb.dk/da/nb/tema/fokus/mdrsang/2011banjomus.html .

Fut i fejemøget – John Mogensen

uge 50, 1971, Dansktoppen, #1

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

For nøjagtigt 40 år siden gik John Mogensen direkte ind på Dansktoppens førsteplads med “Fut i fejemøget”. Sangen blev hans største hitliste- og salgssucces og nåede også ud over landets grænser. Et år senere lå sangen nemlig øverst på Svensktoppen i en svensksproget udgave. Den skæbne havde han nok ikke tilskrevet sangen et par år forinden, for den var blevet kasseret flere gange.

”Et John Mogensen-år”. Sådan var overskriften, da Ekstra Bladet i en lille rubrik i december 1971 kommenterede nyheden om, at John Mogensen var sprunget direkte ind på Dansktoppens førsteplads med sit nyeste udspil. Man mente desuden, at Fut i fejemøget , som var sangen, det drejede sig om, ville ”holde sig langt ind i 1972” . Ekstra Bladet havde ret i begge påstande.

John Mogensen fejer møjet op. I baggrunden ses blandt andre Dansktoppens vært, Jørn Hjorting. Venligst udlånt af Jens-Emil Nielsen, som også er med på billedet.

Fra ulasteligt klædt kvartetsanger til dansktopprovo

1971 havde i høj grad været John Mogensens år. Da han udgav sin første LP som solist, havde han på ingen måde regnet med, at gennembruddet skulle blive så massivt, som det var tilfældet. Mogensen havde tilbragt en årrække i den danske underholdningsbranches periferi, efter han var trådt ud af den så succesfulde Four Jacks -kvartet, som var gået i opløsning ved årsskiftet 1963/64.

Det samme gjorde John Mogensen mere eller mindre, for resten af 60’erne tilbragte han mest som barpianist og som gæst på værtshusene rundt omkring i landet. Han tog voldsomt på i vægt og lod skæg og hår vokse, så de færreste kunne kende den tidligere nydelige og ulasteligt klædte kvartetsanger, da han pludselig slog igennem som solist.

Som det beskrives indgående i Frank Toft-Nielsens biografi, John Mogensen – Livet er kort , tog det lang tid, før John Mogensen fik overbevist andre om, at han i den grad havde fat i den rigtige ende med sit nye materiale. Det fik han så i den grad bekræftet i 1971.

Gennembruddet

Der var mange om buddet i 1971, ikke mindst takket være Dansktoppen, som havde affødt en masse nye stjerner på Mogensens felt.
Læs mere om Dansktoppen i artiklen om den første Dansktoppen .

Den uge, hvor John Mogensens første singleudspil, Der er noget galt i Danmark , blev testet til Dansktoppen, skulle han ikke alene konkurrere med gamle kendinge som Bent Werther, hans gamle kammerat fra Four Jacks-tiden, og Bjørn Tidmand – men også nye navne som Susanne Lana og Flemming Antony.

Som bekendt havde John Mogensen ikke behøvet at være nervøs, for såvel Der er noget galt i danmark som mange af de andre numre på LP’en faldt i den grad i danskernes smag. Sangen om Dybbøl Mølle, der maler helt ad helved’ til, lå 16 uger på Dansktoppen – heraf seks uger på førstepladsen. Sangen gik også helt til tops på den officielle salgsliste, hvor den var at finde fra slutningen af april til midten af august.

Undervejs havde han også haft Nede i møjet på hitlisterne, og selvom hverken denne sang eller Søndag morgen , som fik to uger på Dansktoppen i efteråret, nåede samme popularitet som forgængeren, må man sige, at Mogensens comeback var lykkedes over al forventning.

Da 1971 gik på hæld, var John Mogensen en af landets mest efterspurgte solister. Derfor var det ikke nogen større overraskelse, at hans nyeste udspil blev testet til Dansktoppen. At den så gik direkte ind på førstepladsen, var det første tegn på, at han endnu en gang havde ramt plet, da han valgte at indspille Fut i fejemøget .

En hurtig sang til B-siden

Det er lettere ironisk, at Fut i fejemøget blev så stort et hit. Den havde nemlig været kasseret mange gange undervejs.

Sangen om den gogo-dansende husmoder var skrevet nogle år tidligere og forsøgt afsat til blandt andre Grethe Sønck. Det blev dog ikke til noget, og derfor blev det i stedet komikeren Kai Løvring, der som den første indspillede sangen til en singleplade i 1970. Løvrings udgave, som blev fremført med tyk sydsjællandsk accent af en temmelig lummer karakter, blev bestemt ikke noget hit og udgør primært et kuriøst indslag i sangens historie.

John Mogensen tog den selv op i 1971, fordi han manglede en hurtig sang til en B-side. Den uortodokse politiker Erhard Jakobsen var bestemt ikke enig i Mogensens samfundsdiagnose i Der er noget galt i Danmark . I samarbejde med Flemming Antony indspillede han svarsangen Dybbøl Mølle maler stadig! med direkte og sarkastiske referencer til John Mogensen.

Selvom Jakobsen bestemt ikke var nogen stor sanger, gav pladen så megen omtale, at den lå på salgshitlisten i et par uger i november og december 1971. John Mogensen kunne naturligvis ikke lade Erhard Jacobsen få det sidste ord og skrev og indspillede i hast sit modsvar. Det blev til den ikke mindre sarkastiske og direkte Erhard på melodien til Simon Garfunkels Cecilia .

I Dansktoppen-sammenhæng var Erhard dødsdømt på forhånd på grund af det politiske indhold, men til gengæld havde man åbenbart ikke problemer med letpåklædte damer, for Fut i fejemøget , som altså blev valgt til B-siden, blev testet i uge 49 og gik som nævnt direkte ind på førstepladsen en uge senere.

John Mogensens største hit

I hitlistesammenhæng var Fut i fejemøget ubetinget John Mogensens største hit. Sangen lå på Dansktoppens førsteplads i 11 uger fra debuten i midten af december 1971 til og med den første uge af marts, og det blev i alt til 16 uger på denne hitliste. På salgslisten debuterede sangen på en ottendeplads i dagene op til jul 1971 og nåede helt til tops, da den første liste udkom i begyndelsen af det nye år.

Der blev solgt mange Fut i fejemøget -plader i de første tre måneder af det nye år, for sangen blev liggende på salgslistens førsteplads helt frem til starten af april. I følge årslisten for hele 1972 var det oven i købet den mest sælgende single dette år.

I følge Toft-Nielsens John Mogensen-biografi blev pladen købt af 150.000 danskere. Hvis disse tal er tilnærmelsesvist rigtige, var der tale om den mest sælgende dansktop-single i hele perioden 1969 til 1977. At man dertil skal lægge, at sangen også var et stort hit i Sverige, gør, at Fut i fejemøget i høj grad indtager en særlig position i den danske slager- og dansktophistorie.

Nr. 1 på Svensktoppen

Nøjagtigt et år efter, at sangen var braget ind på Dansktoppen, stemte svenskerne for tredje gang i træk Fut i fejemøget ind på Svensktoppen førsteplads. Der blev nemlig lavet en svensk udgave af sangen, som var blevet indspillet af Stefan Rüdén under titlen Sofia dansar go-go . Hans version lå på Svensktoppen i 16 uger og var altså et næsten lige så stort hit i Sverige som herhjemme. Også salgsmæssigt var den en stor succes, for sangen lå på salgshitlisten Kvällstoppen fra slutningen af november 1972 til midten af marts 1973 og var undervejs den mest sælgende single i Sverige i de tre første uger af 1973.

At sangen også hittede på svensk, hænger sandsynligvis sammen med, at den svenske tekstforfatter, Ewert Ljusberg, havde gjort et usædvanligt fint stykke arbejde. Han fulgte grundlæggende historien i det danske oplæg, men har utvivlsomt brugt megen tid på at få rim og billeder til at fungere optimalt på svensk. Teksten fungerer så fint, at mange svenskere tror, at Sofia dansar go-go er en svensk opfindelse. Det kan man ikke fortænke dem i, for de var bestemt ikke forvænt med danske kompositioner på Svensktoppen.

Sofia dansar go-go var faktisk den eneste danske nykomposition på Svensktoppen i perioden 1962 til 1979, hvor en svensk udgave af Tommy Seebachs Disco Tango fik et par uger på listen. Dette illustrerer fint styrkeforholdet mellem dansk og svensk populærmusik i disse årtier.

Den anden vej rundt var der mindst 70 svenske sange på Dansktoppen i perioden 1968 til 1977, og også i perioden før Dansktoppen var der masser af svenskkomponerede pop- og slagersange på de danske hitlister i danske forklædninger. Dette hang i høj grad sammen med, at Svensktoppen var blevet lanceret allerede i 1962, og at svenskerne dermed var seks år foran danskerne, når det gjaldt nationalsprogede hitlister. At netop John Mogensen og Fut i fejemøget udgør undtagelsen, der bekræfter regelen, afspejler fint hans status og betydning i den danske slager- og dansktopmusikhistorie.

Den største

På mange måder rager John Mogensen op over alle de andre kunstnere, som slog igennem via Dansktoppen i de gyldne år fra 1968 til 1977. I den korte tid, hans solokarriere varede, skrev og indsang han en række sange, som hver for sig har levet videre, siden han med ordene ”Old timer – jeg er færdig” faldt om på stamværtshuset Færgegaarden i hjembyen Dragør en aften i april 1977. John Mogensen døde et par timer senere efter et kort og hårdt liv.

Med årene er de fleste blevet klar over, at John Mogensen mestrede den svære øvelse at skrive jordnære tekster af meget høj kvalitet, og derfor er det meget passende, at det var en af hans sange, som ikke alene blev den mest solgte dansktopsang, men også var den eneste, som nåede til Sverige. At det så oven i købet var en sang, mange åbenbart ikke troede på, gør ikke historien om Fut i fejemøget dårligere.

—————-

Se alle John Mogensens placeringer, fx på Dansktoppen, her på danskehitlister.dk .

Last Christmas – Wham!

Uge 51, B.T., 1984, Single Top 15, #4

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

“Last Christmas” har hvert år ved juletid været blandt de mest spillede julesange i det meste af verden siden 1984. Sangen er nærmest skabt til at sætte sig fast på hjernen, og man må sige, at den opfylder formålet. Læs om hvordan, hvorfor og meget andet her.

Same procedure as last year

Hvert år siden 1984 har man ved juletid næsten ikke kunnet undgå at høre George Michael synge om sine oplevelser året før i Last Christmas . Han var tydeligvis blevet forelsket og forledt til at tro, at pigen gengældte hans følelser. Det gjorde hun så ikke.

Nu mødes de igen, og selvom han bedyrer, at han nu har fundet den ægte kærlighed, er han stadig ikke helt sikker på, om han ville kunne modstå hende, hvis hun kyssede ham igen.

Musikvideoen

I musikvideoen, som udkom samtidigt med pladen, går det dog nogenlunde, for han forlader hytten, som danner rammen om mødet, sammen med sin nye kæreste. Der har dog været mange små stjålne blikke mellem ham og den gamle flamme i løbet af ferien, og man sidder bestemt ikke tilbage med indtrykket af, at det kommer til at holde mellem hovedpersonen og den nye kæreste. Han slutter da også af med at hviske et håb om, at det måske vil lykkes at finde den helt rette næste år.

Videoen var særdeles velproduceret og velegnet til at komme i rotation på MTV, som på dette tidspunkt kun havde et par år på bagen. Til gengæld var denne musikkanal hurtigt blevet en meget vigtig del af det internationale musikmarked. Last Christmas tilhører den første generation af sange, som blev lanceret via MTV og musikvideoer, der lignede små spillefilm. I dette tilfælde er video og tekst så tæt forbundet, at sangen nærmest synes at være skrevet ud fra videomanuskriptet. Hvis man ser videoen, forklares alle nøjagtigheder i teksten.

Det giver nostalgien et ekstra nøk, at billederne af de unge Wham!-medlemmer i snelandskabet sidder fast på manges nethinder, og dette betyder nok, at Wham!’s orginaludgave vil blive ved med at blive spillet, så længe det er dem, der voksede op i 1980’erne, der bestemmer, hvad der skal spilles i radioen. Dertil kommer, at selve den musikalske opbygning af sangen bestemt også medvirker til, at sangen hænger bedre fast end de fleste popsange.

Gentagelse på gentagelse, på…

I en artikel om julehits forklarer hjerne- og musikforsker Peter Vuust, at vore hjerner elsker gentagelser, fordi der udløses dopamin, når vi forudsiger noget korrekt.

I den henseende er Last Christmas nærmest skabt til belønning. Ikke alene gentages omkvædet, som består af to melodisk identiske stykker, tre gange og udgør over en tredjedel af den samlede spilletid, men hele sangen er bygget op af en enkelt ottetakters rundgang, som består af fire grundakkorder. I versdelen varieres melodilinjen, men den underliggende akkordstruktur er nøjagtigt den samme. Der er ganske enkelt ikke andre figurer i sangen, og inklusiv intro, mellemspil og outro i alt gentages denne rundgang 15 gange.

Vi får med andre ord et heftigt skud dopamin, når vi hører Last Christmas . Ifølge Peter Vuust strider det egentlig mod reglerne, at der slet ikke er nogle brud undervejs i sangen i form af eksempelvis c-stykker. Til gengæld er der mange små variationer i versdelen, som bryder mønstergenkendelsen, og at der trods alt veksles mellem forskellige melodilinjer i vers og omkvæd, giver muligvis samme effekt.

Når man dertil lægger, at vi belønnes med associationer om, at  julen kommer igen og igen ligesom omkvædet, forstår man godt, at Last Christmas sidder så godt fast. At sangen så ret beset slet ikke handler om jul, men følelser, giver måske lige det sidste pift.

Den besværlige kærlighed

Last Christmas er forholdsvis jordnær sang om ulykkelig og besværlig kærlighed med en indbygget ambivalens, som de fleste kender fra deres eget liv. Man kan sagtens forsøge at overbevise sig selv om, at man er kommet videre, men i mødet med ekskæresten flammer gamle følelser op, så man kommer i tvivl. Og når det så oven i købet sker ved juletid i et snedækket landskab og med en buldrende pejs i baggrunden, er det ekstra svært at holde følelserne i ro.

Hvis man læser teksten grundigt, er det egentlig noget værre rod, men det er følelseslivet også ofte. At selve melodien og produktionen er glad og munter, hjælper ikke til en entydig tolkning af sangens mening, hvis man vel at mærke ikke har set musikvideoen. Under alle omstændigheder har især omkvædet vist sig særdeles holdbart. Dette skyldes blandt andet de meget markante tryk på a og e-lyde i begyndelsen af hver strofe (Last – Gave –Very – Gave – This – Save –Give), som fungerer som en knytnæve direkte ind i hjernebarken – og så sidder den fast.

Hvad, der synges i versene, glider til gengæld nemt ind og ud ad ørerne, uden at efterlade de store spor, men det har nok heller ikke været meningen, at sangen skulle høres og tolkes som et poetisk mesterværk. Det er en ualmindeligt godt drejet popsang, hvor handlingen ”tilfældigvis” finder sted ved juletid.

Last Christmas – hvert år

Det betyder så på den ene side, at den ikke rigtigt egner sig til at blive spillet resten af året, og den røg da også ret hurtigt ud af hitlisterne verden over, da julen 1984 var ovre. På den anden side er det jo jul hvert år, og året efter var sangen tilbage på hitlisterne – også i Danmark. Ikke mindst i radiosammenhæng har sangen efterfølgende etableret sig som en af de juleklassikere, som bare hører til julen i årtierne omkring årtusindskiftet, og der er ikke meget, der tyder på, at Last Christmas er på vej ud.

På den seneste danske single/trackhitliste ligger sangen på 29. pladsen og er desuden det 11. mest spillede nummer i dansk radio i følge Airplay Top 20. Listerne er vel at mærke fra uge 49 (5. – 11. december), og hvis det går, som det plejer, ryger Last Christmas op i Top 3 på Airplay-listen, når oversigten over de mest spillede numre i ugen op til jul udkommer.  I 2010 blev nummeret eksempelvis spillet mindst 88 gange på Nova FM, og selvom kortene bliver blandet lidt år for år, skal man ikke forvente de store jordskreds-tal i år.

Samme tendens kan aflæses i playliste-oversigter fra radiostationer kloden over, og også når det gælder alternative versioner, er der mange tegn på, at Last Christmas kommer til at leve videre i mange år. Der er nemlig løbende udkommet nye versioner i snart sagt alle afskygninger. Dette plejer at indikere, at en sang har potentiale til at overleve sin egen tid. Alt dette havde de to unge mænd, som udgjorde Wham! ,næppe forudset, da de skrev og indspillede sangen i 1984.

Et sikkert hit

De havde dog helt sikkert regnet med, at singlen ville sælge ganske godt. Wham! havde været årets navn i 1984 i såvel Danmark som i hjemlandet og stort set alle andre steder, og da rygterne om, at Wham! havde tænkt sig at sende en julesang på markedet, slikkede pladeforhandlerne rundt omkring sig nok forventningsfuldt om munden.

Deres forventninger blev ikke gjort til skamme, men duoen måtte dog nøjes med andenpladsen i såvel hjemlandet som i Danmark. I England blev de slået på målstregen af Band Aid-sangen Do They Know It’s Christmas Time , mens det var Murray Head og hans One Night In Bangkok , som lå i vejen i Danmark.

Lidt for tæt på Manilow

At Wham! pænt måtte aflevere hele det første års indtjening til Band Aid-fondet, var en streg i regningen, men samtidigt et fint eksempel på hvordan man egentlig lykkedes godt med noget, der plejer at gå helt galt.

Straks efter offentliggørelsen af sangen blev Wham!-lejren gjort opmærksom på, at den amerikanske sanger og sangskriver, Barry Manilow, havde et par bemærkninger til sangen. Melodilinjen i omkvædet mindede nemlig i mistænkelig grad om hans egen Can’t Smile Without You . Ganske utraditionelt lukkede Wham! og Manilow sagen i en fart. Den slags plejer ellers at kræve langtrukne retssager. Hverken Manilow eller Wham! manglede dog penge, og sagen blev altså lukket ved, at Wham! sendte alle de penge, de havde tjent på sangen det første år, videre til Band Aid-projektet.

Hvis Barry Manilow havde vidst, hvor mange penge sangen ville indtjene de følgende år, havde han muligvis været mindre large, men aftalen gav såvel ham som Wham! masser af goodwill, som man bestemt heller ikke skal undervurdere i denne branche.

Juuuuleaften, alene igen

Som nævnt har der været masser af alternative bud på, hvordan Last Christmas skal lyde. Et af de mere usædvanlige eksempler er i skrivende stund ved at finde sin endelige form.

I begyndelsen af december 2011 begyndte Danmarks Radio at sende en juleudsendelse hver formiddag på P3. Allerede i annonceringen af programmet meddeltes det, at man med lytternes hjælp ville lave en ny dansksproget version af Last Christmas . At dømme efter det endelige resultat, skal man næppe gøre sig forhåbninger om, at resultatet af anstrengelserne vil klare sig særligt godt i fremtiden. Det er også en særdeles vanskelig opgave radioen har sat sig selv og lytterne på.

Last Christmas er efterhånden blevet oversat til en del sprog. Fælles for de fleste er, at man i højere grad har oversat den meget markante a-lyd i ”Last” end selve ordenes betydning. Sangen er så velkendt, at de fleste er kodet med lyden af de engelske ord, og det er meget sigende, at de to dansksprogede versioner, som begge har et par år på bagen, bærer titlerne Lars Christian og Fars Karisma . I begge tilfælde er der tale om deciderede undersættelser, hvor man ”oversætter” ordenes klang og laver en ny historie derudfra.

Hvis man skal ”oversætte” sange som Last Christmas , kommer man oftest længst med at fokusere på ordenes klang og i det hele taget have øre for tekstens musikalske funktion. Det har man ikke gjort med ”Juleaften”, som P3’s nye bud på sangen er kommet til at hedde.

Det bliver derfor med stor sandsynlighed den gode, velkendte udgave med Wham!, som også næste år vil stimulere vore hjerner og fylde os med dopamin samtidig med, at vi alt efter temperament bander højlydt eller nynner med, mens vi forbereder os på den forestående højtid.

—————-

Tränen Lügen Nicht / Tårer taler sandt – en italiensk schlager.

Uge 9, 1975, Top 20, #20

Forfatter: Henrik Smith-Sivertsen

Denne uges sang er noget så eksotisk som en tysk version af en oprindeligt italiensk melodi. ’Tränen Lügen Nicht’, som første gang fandt vej til DR’s hitlister i uge 9 i 1975, er nemlig komponeret af den italienske musiker Ciro Dammicco under pseudonymet Zacar. Med gruppen Daniel Sentacruz Ensemble indspillede Dammicco melodien under titlen Soleado i 1974.

Faktisk havde Dammicco allerede forsøgt sig med den, da han et par år tidligere, uden større succes, i eget navn udgav pladen Mattente . Her udgjorde hele det melodistykke, som blev til Soleado , nemlig a-stykket i sangen Le Rose Blu . I 1974 var såvel omkvæd som tekst væk og en sand italiensk klassiker født. Melodien blev nu fremført af et kor, som udelukkende sang en ah-lyd nummeret igennem. Soleado spredte sig hastigt Europa rundt og nåede blandt andet de schweiziske og østrigske hitlister i den oprindelige ordløse version.

Allerede samme år begyndte den også at dukke op på andre sprog. I Spanien blev den til Todo el tiempo del mundo , fremført af en yderst følsom Manolo Otero, og i Tyskland altså til Tränen lügen nicht . Den tyske version blev et kæmpe hit i de tysktalende lande for sangeren Michael Holm (født Lothar Walter) fra oktober 1974 og et godt stykke ind i 1975. Midt i succesen i hjemlandet fik Michael Holm også travlt i udlandet, for i december 1974 begyndte en engelsksproget udgave, han havde indspillet, at kravle opad på Billboard Hot 100.

When a Child is Born , som den var kommet til at hedde på engelsk, blev dog ikke noget større hit i Holms udgave. Til gengæld vandt den så hurtigt indpas som julesang, at den allerede to år senere blev beskrevet som en Christmas Standard i Billboard. Det tydeligste eksempel på dette var, at Johnny Mathis sang den helt til tops i England i december måned samme år. Selvom indholdet i den engelske tekst er et helt andet end i den tyske udgave, er forbindelserne tydelige. For det første genbrugte man den tyske indspilning, da Michael Holm skiftede til engelsk. For det andet er der et meget markant fonetisk sammenfald i første strofe, hvor det tyske ‘vorbei’ blev til ‘in the sky’. At man således sandsynligvis har lavet en fonetisk oversættelse, også kaldet en undersættelse, er der på ingen måde noget odiøst i. På sin vis peger dette, omend indirekte, også frem mod sangens danske skæbne.

Tränen für Dänen

I begyndelsen af 1975 nåede sangen så også til Danmark. Her gik den tyske version nemlig ind på en 20. plads på DR’s Top 20 i uge 9. Selvom der givetvis har været mange danskere, som takket være tysk tv havde stiftet bekendtskab med sangen, var det åbenbart ikke nok til at sangen bed sig fast, for allerede i uge 10 var den ikke længere at finde på Top 20.

Der skulle dog ikke gå særligt længe, før det var tid til at trække tårer igen. I uge 12 blev sangen, stadig i den tyske udgave, testet til Tipparaden, hvor den ugen efter indtog 8. pladsen. Sangen holdt sig efterfølgende på Tipparaden i 8 uger, inden den røg ud i uge 22. Den nåede godt nok aldrig højere end en 6. plads, men alene det, at den overhovedet kom på og blev hængende, var faktisk noget af en bedrift. Det var nemlig den første tysksprogede sang, som overhovedet kom på denne liste. Da der kun var et enkelt tilfælde yderligere, Lieder der Nacht med Marianne Rosenberg, som var med i to uger i 1976, er der med andre ord tale om et prominent medlem af en lille eksklusiv sangfamilie i Tipparade-sammenhæng.

Sideløbende med livet på Tipparaden vendte Tränen lügen nicht også tilbage på Top 20. Fra og med uge 17, hvor den indtog 12. pladsen, og frem til uge 23, hvor den var med for ultimativt sidste gang, kunne man således høre sangen i Top 20 hver søndag. Sidste gang, den blev spillet, lå den på en 15. plads, og enkelte lyttere har sandsynligvis studset lidt, da de hørte programmet. Jærgen Mylius må i praksis have spillet den samme melodi to gange i træk, da han vanen tro spillede numrene i omvendt rækkefølge, og der på 16. pladsen lå en dansksproget version af sangen.

Tårer taler sandt

I perioden mellem den tyske versions entré og retræte på de danske hitlister, havde Flemming ’Bamse’ Jørgensen, som sammen med sit orkester, Bamses venner , havde fået et moderat gennembrud med Rend og hop , nemlig udgivet sangen på dansk. Med slet skjult reference til den tyske udgave, var den blevet til Tårer taler sandt . Teksten, som Bamse selv havde skrevet, var tydeligvis skrevet med den tyske i hånden eller i ørerne. Der er dog den grundlæggende forskel, at Bamse ændrede historien fra en samtale mellem to venner til en dialog mellem to ekskærester. Det betyder blandt andet, at det talestykke, som er en del af begge udgaver, har et ret forskelligt udtryk.

I den tyske udgave skælder Holm nærmest ud på vennen, som har lyst til at gå i byen og fest i stedet for at blive hjemme hos sin dejlige kæreste, hvis tårer ikke lyver. I Bamses version er det derimod den forladte ekskæreste, som sidder tilbage og med slet skjult skadefro kan minde om, at det ikke gik så godt for den tidligere partner, som ville have sin frihed til at danse og have det sjovt med sine venner. For som Bamse synger det:

”Og du fik den frihed. Men hvad har du så fået ud af den? Ingenting. Næh. Men det sagde jeg jo. Dengang.”

Bamses udgave blev testet til Dansktoppen i uge 14, hvor den tyske udgave altså samtidigt lå på Tipparaden, og gik ugen efter ind på 5. pladsen.  Med Tårer taler sandt opnåede Bamse, som i denne sammenhæng optrådte uden sine venner, i uge 17 for første gang førstepladsen på en af DR’s hitlister. Det blev dog kun til en enkelt uge på toppen, for allerede ugen efter var Bamse blevet fortrængt af Bjørn & Okay, der også havde fundet en tåreperser frem med ’En lillebitte tåre der faldt’. Den kunne Bamse ikke hamle op med, og Tårer taler sandt gled langsomt ned ad listen og røg helt ud i uge 23, hvor den altså omvendt var at finde på Top 20 side om side med Michael Holms tyske udgave.

Ugen efter var Bamse ene om at repræsentere sangen på hitlisterne, da Tårer taler sandt , med en 19. plads, lige med nød og næppe fik en uge mere på Top 20. Herefter var det slut på det noget indviklede forløb, men hermed er historien dog ikke helt til ende. To år senere kom der nemlig en ny tysksproget version af sangen, som havde stærke relationer til Danmark. På pladen Das Vierte , som var blandt årets bedst sælgende albums i Tyskland i 1976, udgav den tyske komiker Otto Waalkes en parodi på sangen. Med udgangspunkt i et fonetisk krumspring, som næsten er Bamse værdigt, var Tränen blevet erstattet med Dänen, og handlingsforløbet dermed ændret drastisk.

For eftertiden er det nok primært Bamses udgave, der er blevet husket på dansk grund, men det hører altså med til historien, at denne oprindeligt italienske sang først blev introduceret i Danmark på tysk – og at det i øvrigt er en sang, vi deler med stort set resten af verden. To år efter sangen første gang var blevet indspillet på plade, var den nemlig udkommet i mere end 120 forskellige versioner på en længere række sprog.

Bamse er i øvrigt i fint selskab. Især den engelsksprogede udgave, som altså blev til en julesang, har vist sig langtidsholdbar og er indspillet af en lang række kendt kunstnere fra Bing Crosby til Placido Domingo. Det er Ciro Dammicco sikkert glad for, selvom det er længe siden, han har haft brug for de penge, kompositionen sandsynligvis stadig kaster af årligt. Dammicco har nemlig siden 1980’erne opnået en position som en central aktør i den italienske medie- og filmindustri. Det havde han nok ikke uden Soleado .

—————-